Jeg er blevet opfordret til at lægge bogen op i klartekst, ud over den pdf version du kan finde andetsteds på denne hjemmeside.

Med denne version kan du læse i alle skærmformater også smartphone.

Så her er den – god fornøjelse.

SVIGTET

SVIGTET er en usædvanlig fortælling om håb, vilje og muligheder. Om at overvinde modgang og ydmygelser. Rejse sig – gang efter gang, se muligheder og søge lykken.

Det er også en fortælling om tidsånden, dengang verden ikke var digitaliseret.

Kent Hedemanns tidlige barndom var nærmest kedeligt i sovebyen Gjesing udenfor Esbjerg. Forældrenes skilsmisse rykkede ham op ved roden – omsorgssvigt, vold, udstødelse og tæsk blev hans nye hverdag. En usædvanlig voldelig og brutal stedfar, hvis foretrukne totur instrument var en stump haveslange, ydmygede og mishandlede ham, mens moderen tavst så på.

Kents biologiske far vendte ham ryggen og kvitterede med ligegyldighed, da han blev anbragt på en af landets mest berygtede institutioner.

Men selv ikke isolation, indespærring og mishandling på helvedesinstitutionen Bråskovgard kunne forhindre Kent i at søge op mod lyset, mod muligheder og lærdom. Han undgik på mirakuløs vis kriminalitet og stofmisbrug.

Det er en beretning om hvordan Kent Hedemann lagde det fortiden sig, gennemførte uddannelser og skabte sig en kometagtig karriere i erhvervslivet.

Forfatterens bemærkninger til læseren.

Jeg har længe gået med en selvbiografi i mig, men derfor er det jo ikke sikkert at det har din interesse. Jeg har haft en strid barndom, men herregud det er der jo så mange der har, også selv om mine oplevelser ligger i den grove ende.

Derfor skrev jeg først en bog for min egen skyld, for at bearbejde nogle af de forfærdelig oplevelser jeg har gået igennem. Men helt ærligt kunne du holde ud at pløje dig gennem 300 siders jammerdal? Lige meget hvor meget jeg selv forsøgte, blev det aldrig godt, og slet ikke noget du ville kunne få noget ud af.

Heldigvis kender jeg en klog fyr der hedder Gunnar, han kan noget med ord og han er selv forfatter. Så selv om jeg vidste, at Gunnar lider af eftervirkninger af en led og kronisk kræftsygdom, tog jeg alligevel fat I ham. Gunnar lavede mirakler med mit krims krams, og vendte op og ned på det hele. Gunnar har næsten 100% brugt min tekst, omstruktureret det og sat mig til at lave nye afsnit og omskrive andre dele. Gunnar har også sat tingene i relief, i forhold til den tid hvor vi voksede op og blev voksne. Kort sagt været en fremragende redaktør og sparringspartner.

Heldigvis havde jeg valgt ikke at have en fast tidsplan, for ind i mellem er Gunnar bare træt, og kan næsten ikke læse en enkelt side på en hel dag. Andre gange er Gunnar flyvende – de gyldne øjeblikke er værd at vente på. Det tog tid og en bjørneindsats fra Gunnars side, som jeg er ham evigt taknemmelig for.

Jeg tror du vil sætte pris på Gunnars indsats. Han har bibeholdt tilstrækkeligt af min modbydelige barndom med tæsk og forfærdelige institutioner, men han stopper der ikke ned i halsen på dig. Og det vigtigste er – Gunnar har skabt en bog om håb og måske kan det endda inspirere dig.

Forord af Gunnar Langemark

’Hej. Jeg har skrevet en bog’. Næsten ud af ingenting dukkede Kent Hedemanns manuskript op via Facebook.

Det var i efteråret 2019, mens coronaen så småt var begyndt at hærge igen. Jeg kiggede på det og var i tvivl. Jeg sad med mine egne tekster og jeg havde slet ikke brug for at blive bogredaktør lige pludselig. Men manus var chokerende og gribende og det var også interessant. Men det hang ikke sammen. Jeg sad i tårer og forargelse og læste om Kents barndom, som var præget af tæsk og svigt efter svigt. Jeg læste om hans rodløse ungdom med anbringelser på barske ungdomspensioner. Jeg læste med lettelse om hans vej ud på den anden side, hans uddannelse, hans karriere i flere brancher i firserne og halvfemserne og hans evne til at gribe muligheden og om hvordan han blev selvstændig i flere omgange. Jeg læste om et menneske, som greb livet og fik et godt resultat ud af det. Det var et manus fuldt af håb og mulighed. Men verden har jo ikke brug for endnu en navlepillende selvbiografi fra en forholdsvis ukendt person. Heller ikke selvom han har haft en gribende barndom, som han har arbejdet sig ud af. Hvorfor skulle jeg dog redigere en bog af den slags?

Men der var også noget andet. Der var noget specielt. Det var en skildring af en barndom i halvfjerdserne og en ungdom i firserne. Det var en skildring af en verden, som ikke er mere. Det var min egen generation og det var genkendelige motiver og mennesker og steder og sammenstød mellem værdier og måder at få livet til at fungere på. Der var genkendelse og identifikation. Jeg sad og smilede og følte mig hjemme – selvom Kents historie på mange måder er så brutal og hård, at den slet ikke er sammenlignelig med en mere tryg opvækst. Som minimum var der et potentiale i den bog Kent havde skrevet. Men vi var også begge klar over, at sådan som det manuskript så ud, så var det ikke lige klar til, at sende i trykken. Det skulle redigeres. Så over en god frokost aftalte vi, at det ville vi gå i gang med.

Jeg ved ikke om du vil læse bogen for dens skildring af en ret traditionel mands opvækst og liv i de sidste årtier af det tyvende århundrede, eller om det er erhvervseventyrene der trækker. Måske du vil kigge på den barske barndom og se det væsentligste dér. Måske er det mere det, som Kent fik ud af den opvækst, som du finder interessant. Der er noget helt specielt over, at man i slutningen af det tyvende århundrede kunne opleve en nærmest fortidig verden, hvor tæsk med en stump haveslange kunne være hverdag hjemme, uden at nogen greb ind, og hvor unge mennesker rutinemæssigt blev anbragt i fængselslignende celler. Mulighederne var anderledes dengang og måden vi havde indrettet samfundet på var anderledes. Livet var analogt. Man fiskede i åen og lappede sin cykel og trillede rundt i kvarteret. Der var faste rammer, men der var ikke det samme bureaukrati. Der var frihed og ansvar på en anden måde. Og der var ikke digitale systemer til, at sikre at alt var ’indplaceret’ i den rette kasse. Når man havde fri kunne man gå til spejder. Man var ikke hele dagen blandt pædagoger. Når Kent beskriver sit liv, så kommer det tilbage og står levende for min indre biograf. Vi er kommet i den alder hvor man tæller sammen og gør livet op. Og så kommer der selvbiografier. Og er de gode, så kommer der et samlende billede ud af det. Jeg håber læseren vil få sådan en oplevelse ud af at læse Kents historie. Jeg synes, den er værd at læse og jeg synes, at den sætter vor egen tid lidt i perspektiv. Halvfjerdserne og firserne er blevet historie. Det er i sig selv øjenåbnende for os, som tror vi er evigt unge. Vi må tage vores nye rolle på os og blive gamle med værdighed.

 

Tæsk

Jeg stormede ud i badeværelset, smækkede døren efter mig og låste den i én og samme bevægelse. Få sekunder efter stod min stedfar CJ og hamrede på døren. Jeg var rimelig sikker på CJ ikke ville smadre døren. CJ havde den største tålmodighed og kunne vente længe med at straffe, hvis det var i hans egen interesse. Pludseligt så jeg, at vinduet blev listet op og CJ sprang ind i badeværelset. CJ slæbte mig ud gennem køkkenet, hvor mor sad og gloede med en smøg i munden og en kop kaffe foran sig. Ude i bryggerset havde CJ sit udstyr klar; en meter haveslange, der kunne bruges som pisk. Den lå altid klar i skabet. Mit hjerte bankede vildt. Jeg skreg da slagene regnede ned over mig. Jeg skreg på min mor – ”Mor, Mor, hjælp mig, Mor Mor.” Mor sad lige på den anden side af døren med cigaretten og kaffen. Hun gjorde ikke noget. Slagene fortsatte med at regne ned over mig. Jeg forsøgte at værge for mig med hænderne, men så lod CJ i stedet piskens slag regne ned over hænderne indtil jeg skreg af smerte og ikke kunne holde dem frem længere. Derefter gik CJ i gang med systematisk at gennemtæske mig med pisken, til det til sidst sortnede for øjnene og jeg besvimede. Jeg vågnede op en tid senere på mit værelse. Min stedfar CJ kunne på overfladen virke charmerende. Især overfor mennesker han ikke havde mødt før. Han forsøgte måske at imitere sin modpol, hans lillebror Urli, der havde alt det han ikke selv havde, når det kommer til empati, naturlig åbenhed og charme. Urli trådte populært sagt ind i folk med træsko på. Når CJ havde skruet charmemasken på en tid, faldt han altid tilbage i sin gamle indelukkede, egoistiske og dominerende rolle med et brag, som om han havde båret en for tung byrde. Som om det krævede en umenneskelig anstrengelse af ham, at være venlig og lytte. CJ´s var som et natdyr, der var trukket ud i solen. Han mimrede med øjnene og lod tungen spille mod læberne på en slangeagtig måde. Man fornemmede en usikkerhed og forsvarsposition. Den bedste måde, han kunne undertrykke det sprog hans krop hele tiden ubevist udsendte, var ved at dominere, undertrykke og endog udøve grov fysisk vold.

Del I – Barndom

Kom til verden med et gylp

Gamle Doktor Graabæk tog mig i benene og lod hovedet hænge ned, mens han gav mig et ordentligt smæk i bagdelen. Jeg gylpede en større mængde fostervand ud og satte i med et gigantisk vræl. 

Mormor tog mig i sine arme og kyssede mig blidt på panden.

Det hele var så normalt

Mit liv startede i Esbjerg med en hjemmefødsel, det var ret normalt dengang i 1961. 

Det var også normalt, at vi de første år boede i en boligforening. Det var et ret nyt byggeri i seks etager på Spangsbjerg Kirkevej. Jeg var ved at dø under fødslen, men overlevede pga. en rask familielæge. Det var vel også ret almindeligt, trods alt. 

I det hele taget var mit liv helt almindeligt, næsten kedeligt, småborgerligt de første år. Senere flyttede vi, som så mange andre i 60érne i parcelhus, i den nyopståede forstad til Esbjerg, Gjesing. Forstaden Gjesing var opstået omkring den gamle landsby. Landsbyen blev med tiden fuldstændigt udvasket. Det hele var ret almindeligt, dengang. 

Mor var uddannet korrespondent og far maskinmester. Datidens kønsroller sendte mor hjem som husmor, mens far sejlede som maskinmester.

Far kom fra en bondefamilie, og havde levet sine unge år under krigen, langt ude på landet. Det var et fattigt og nøjsomt liv. Familien flyttede til Esbjerg, da livet blev umuligt at opretholde på landet, da de ikke selv ejede jord. Bedstefar blev arbejdsmand ved kommunen. 

Mor kom fra en fiskerfamilie. Morfar flyttede med sin familie og tre brødre til Esbjerg, hvor de ernærede sig som fiskere. Efter familien opholdt sig en tid i England, boede mor med sin familie i en lille lejlighed i Skolegade i Esbjerg. De oplevede gode og hårde tider i takt med udbyttet fra fiskeriet. 

Normaliteten i Gjesing

Morfar havde omhyggeligt forklaret cykelhandleren, at han alene agtede at købe en cykel af engelsk fabrikat. Ellers fik jeg selv lov at vælge. Fryden og glæden boblede i mig.

Jeg var pavestolt over min flotte grønne Everton, da jeg senere kørte ud fra indkørslen på Gl. Vardevej 212. Turen gik ned forbi det fremspirende butikstorv og købmand Wolf, til den nye Gjesing skole. Jeg cyklede af de mennesketomme veje. Tanker og fantasier strømmede, som altid, igennem hovedet på mig. 

Langs vejen lå nye parcelhuse, der var skudt op i de senere år. Der var dog et enkelt hus på vejen der var noget ældre. I det gamle hus boede en dreng der hed Karl, ham måtte vi ikke lege med – fordi huset ikke var vedligeholdt og familien var dårligt klædt og lugtede.

Kedelige normale Gjesing

I Esbjerg, blæser der ofte en kold vind ind fra Vesterhavet. Kulden kan gå gennem marv og ben. Måske derfor holder folk sig ofte indenfor. Jeg var Palle alene i verden, når jeg cyklede rundt i kvarteret. Vejene var mennesketomme, alle sad og puttede sig i deres nye og store parcelhuse. 

Esbjerg er en by, hvor man gerne praler og viser sine penge frem. En kæmpe kasse af et parcelhus er en fin måde at udstille sin velstand. 

Jeg boede med min mor og far på Gl. Vardevej 212, i et nyt parcelhus og jeg havde naturligvis mit eget værelse. Huset var, som mange andre parcelhuse på den tid, opført i røde mørkbrændte mursten. Hele kvarteret i Gjesing, var nyt og lå smukt ned til et skovområde, hvor der dengang var golfbaner. Det var et småborgerligt og kedeligt område. 

Ofte gik cykelturen ned til min kammerat Erik. Eriks forældre var noget ældre end de fleste forældre og var meget religiøse. Erik og jeg gik i søndagsskole sammen. Søndagsskolen var ikke så kedeligt som det lyder. Vi kunne især godt lide at komme der til afslutningen, når vi fik negerboller.

Gjesing skole.

Jeg kom i skole i den ny Gjesing skole. Skolen var opdelt i klynger efter alderstrin. Gjesing skole var topmoderne dengang, hvor Esbjerg stadig var en foregangsby. Skolen var opført i røde sten og fuldmuret. Der var store vinduer, så der slap masser af dagslys ind i klasserne. En bygning med gymnastiksal og sløjdlokaler dannede afskærmning for den store skolegård, på den ene side og klasselokaler de øvrige sider. 

Herudfra lå så grupper af små bygninger. Bygninger til de helt små elever og til de lidt større. I  hovedbygningen gik de ældste elever, herunder realklasserne.

Jeg var meget glad for at gå i skole og fik flotte karakterer; – udmærket og meget udmærket som det hed dengang. 

Jeg var ikke lille og grå, nærmere stor og stærk. Jeg var ikke en slagsbror, men heller ikke bange for at bruge mine kræfter hvis nogle ville ”mule” mig. På den anden side var jeg en meget følsom dreng.

Den følsomme side af mig, kom bl.a. til udtryk hvis dyr eller mennesker led eller var kede af det, så kunne det næsten gøre mere ondt på mig end på dem, som et sug og en dyb smerte i mellemgulvet på mig.

Dengang som nu reagerer jeg, hvis jeg eller andre bliver presset eller uretfærdigt behandlet. Jeg kunne ikke og kan ikke fordrage slagsmål og stikker gerne af, hvis det er en mulighed. Men er der ingen udvej, bliver jeg iskold og tager kampen. 

En gang havde vi fået en dreng i klassen fra Færøerne, han var en grov knægt, sin unge alder til trods. Han begyndte at mobbe og genere mig og skubbe hårdt til mig. Det fortrød han. Jeg vidste instinktivt, at hvis jeg ikke reagerede ville det ingen ende få. Selv om vi bare gik i første eller anden klasse, slog jeg ham med knyttet næve lige midt på næsen, med al den kraft en lille dreng kan mobilisere. Færingen røg bag over, ind i et blomsterbed.  

Det var i øvrigt dengang, man stadig gik i skole om lørdagen. Jeg var åbenbart så glad for skolen, at jeg slet ikke opdagede lørdagsundervisningen blev afskaffet, så jeg cyklede fortsat i skole, eller måske havde vi bare glemt det var afskaffet.

Esbjerg

Starten

Efter Danmark havde mistet hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg i 1864, manglede Danmark en havn mod vest, ikke mindst for den vigtige landbrugseksport til England.

Det blev besluttet at etablere en ny havn i et øde område i det yderste Vestjylland lige overfor Fanø. Her skabte Fanø lidt læ for bølgernes hærgen og det kraftige tidevand havde etableret en naturlig sejlrende mellem halvøen Skallingen og Fanø kaldet Grådyb.

Arbejdet med en ny havn blev igangsat allerede få år efter, og Esbjerg anses som etableret i 1868 – for kun godt 150 år siden, så Esbjerg er en meget ung by.

Der er flere historier om hvoraf navnet Esbjerg stammer, jeg støtter mig til hvad morfar har fortalt mig. At ese kaldes det når pigerne satte agn på krogene, og de sad ved foden af et bjerg, nok omkring der hvor vandtårnet ligger i dag. Ese og bjerg gav navnet Esbjerg.

Jeg husker 100-års jubilæet, selveste Kong Frederik d. 9 kom for at fejre byen. Selv husker jeg det nu mest fordi jeg for første gang så det imponerende syn af en helikopter, der svævede over byen.

Esbjerg bærer på alle måder præg af at være en ung by, skabt i et klondike af vovemod og vildskab af unge mænd der tog chancen for, at skabe sig en ny tilværelse.

Det var den navnkundige C.F. Tietgen der med privatbankens penge i ryggen garanterede anlæggelsen af Esbjerg havn. Han havde nok set en fed forretning med monopol på afskibning af landbrugsvarer til England med hans rederi DFDS og sådan blev det, stort set.

De første esbjergensere etablerede sig i simple jordhuse, først senere byggede de rigtige huse.

Der var ingen regulering, så de gjorde som det passede dem. Jordspekulanterne strømmede til, ikke mindst velhavende bønder fra Vardeegnen. Spekulanterne opkøbte jord og udstykkede grunde – uden at spørge om lov først. Der var ikke lov og orden og regulering var en by i Rusland i de første år. 

Heftig spekulation og vilde investeringer skabte formuer og udraderede dem lige så hurtigt. Der opstod enorme klasseskel, ikke mellem de fine og de mindre fine, men mellem dem der havde penge og dem der ikke havde. Money talks og mottoet blev ”rask må det gå” i Esbjerg.

Det med pengene hænger stadigt ved. I Esbjerg er det vigtigt at tjene mange penge og vise man kan sætte penge i omløb.

En anden ting ved klondike stemningen hænger også ved, det er manglen på grænser for rimelighed. Intet sted i Danmark blev fagforeningerne så stærke som på Esbjerg havn, og i mange år og til dels fortsat, fik de sat vanvittige krav igennem.

I min barndom for mere end 50 år siden, var der en enorm eksport af landbrugsprodukter med skib til England. Der var ”Smøreksporten” med sit hovedsæde ved havnen og det store ”Bacon centralen” hvor logistikken var sat i system. Alt blev frosset ned og pakket i containere med det kendte logo på siderne DANISH – It has quality written all over it!

Containerne blev opmagasineret og blev kørt om bord på Englandsfærgerne på specialbyggede trækkere, så kun godset fortsatte med skibet. Lastning og losning foregik lynhurtigt. Det var langt forud for sin tid.

Landbrugseksporten var den anden bølge af foretagsomhed og velstand, der strømmede ind over byen efter anlæggelsen af havnen og byen.

Tredje bølge af foretagsomhed kom sammen med den hurtige udbygning af fiskeriet. Fiskere fra især andre dele af Jylland strømmede til, for at deltage i fiskeriet fra den isfrie og hurtigt voksende havn.

Min Morfars familie kom til Esbjerg fra Strandby nord for Frederikshavn, hvor de havde lagt det mere enkle fiskeri bag sig og lod sig indkvartere under kummerlige forhold i lejekasernen Fanøhus. De beherskede den såkaldte snurrevodsteknik, som var perfekt til fiskeriet i Vesterhavet og de fik sig hurtigt etableret som dygtige fiskere. 

Det barske Vesterhav krævede sine ofre – en af morfars brødre kom ikke hjem fra fiskeriet. Mange fiskere ville ikke lære at svømme, for de mente, at hvis de først røg over bord i støvler og olietøj, ville det bare trække pinen ud.

Fiskeriet var et slidsomt og hårdt arbejde for de fleste og i lange perioder med et begrænset udbytte. Nogle tjente gode penge, især følgeindustrien, fiskeeksportørerne og mellemhandlerne. Frem til 30érne var de fleste kuttere udstyret med dam, så man landede levende fisk. Med isværkerne kunne fiskeriet organiseres mere effektivt da kutterne kunne tage is med ombord og køle fangsten ned.

Rask må det gå og allerede i 1910 var Esbjerg – med over 600 kuttere – Danmarks største fiskerihavn.

Da jeg nåede den alder hvor man gik i byen, oplevede jeg en rå og ubarmhjertig by. Det var decideret farligt, at nærme sig byens minefelt i Skolegade og især de mange snaskede værtshuse i kvarteret omkring havnen skulle man holde sig langt væk fra, hvis man havde sine tænder kær. Fiskerne var berygtede, og man kunne hurtig redde sig en røvfuld. Jeg holdt mig væk.

Fjerde bølge blev industrifiskeriet efter ”skidtfisk” som tobis, der efterhånden blev udbredt, frem for konsumfiskeri efter fladfisk og torsk. Der opstod en række sildeolie- og sildemelsfabrikker på havnen, og en stank af rådden fisk spredte sig over hele byen. Men esbjergenserne tog det med oprejst pande, for som vi sagde; ”det lugter af penge”

Penge blev der tjent. Når de store industritrawlere kom ind med lasten propfuld af tobis, var fisken allerede mere eller mindre knust og forrådnelsesprocessen var i gang. Det var en ulækker grå, stinkende masse af olie, fiskerester og blod, der blev suget op fra lasten.

Når lasten var tømt, blev den skyllet med ferskvand og de ulækre rester røg ud i havnen. Der lå et flere kvadratkilometer stort område af fiskeblæver på vandoverfladen, og en varm sommerdag, kunne stanken være helt ulidelig. Lastoptagerne tjente enorme lønninger. Det var dem bestemt vel ondt.

Den syvende bølge og flyet til København

Det endte, helt i byens ånd, med at fagforeningernes krav tog overhånd. En lastoptager skulle kun arbejde få timer om ugen, modtage understøttelse resten af tiden og den samlede løn var enorm. Lastoptagerne tjente mere end direktørerne på fiskemelsfabrikkerne. Money talks.

Til sidst fik fiskeskipperne – der jo ejede fiskemelsfabrikkerne – nok, og de flyttede det hele til Thyborøn havn. Som i Esbjergs vorden blev formuer skabt og tabt. Rimelighed og mådehold er ikke ord der findes i esbjergensernes ordforråd.

Trafikhavnen var også mere eller mindre lammet af fagforeningerne i mange år.

Femte bølge af foretagsomhed og enorm velstand oplevede byen, da offshore-industrien kom til. Og igen blev formuer skabt og grådigheden udraderede dem. I disse år er det den sjette bølge –

vindmølleindustrien – der udskiber enorme vindmøller fra Esbjerg. Og der tjenes igen formuer og en dag vil de også være tabt.

De gamle konsumfiskere vidste, at man skal være på vagt for hver syvende bølge på Nordsøen. For den syvende bølge er større og mere ødelæggende end de andre. Esbjerg er kun nået til den sjette bølge … 

Raskt må det gå! Den store fokus på penge og trangen til at vise dem frem, kom i min barndom til udtryk gennem de mange kæmpestore villaer og parcelhuse der blev bygget. Forstæderne Gjesing, Sædding og Hjerting voksede eksplosivt.

Da jeg var dreng kunne de unge fiskere tjene formuer. Helt unge mænd kom kørende  i store Mercedes luksusbiler og spiste på dyre restauranter. For de fleste, forduftede pengene gennem et enormt pengeforbrug. Men der var enkelte, der på rekordtid sparede op til egen kutter og kunne skabe en formue på få år. Der var enorme penge at tjene på fiskeriet.

Hjerting, især området ud mod vandet, er det dyreste område. Her bor de rige fra Esbjerg og fra oplandet. De er ikke, som i Nordsjælland, fine og dannede. De er bare rige.

En tur en fredag eftermiddag på den kombinerede pub og brasserie ’Ship Inn’ på Hjerting Badehotel, vil afsløre et publikum af velhavende lokale, der fuldt ud lever op til deres esbjergensiske ophav. Den person der er vant til at komme på de københavnske cocktails- og vinbarer i indre by, vil nok blive en kende forskrækket, men vil forstå hvad jeg mener med

esbjergensisk ophav. Men det blæser de lokale på. For rask må det gå og money talks. Penge, har mange af dem tjent i en fart, og det lægger de ikke skjul på.

Jeg skal ikke dømme hvad der er godt og hvad der er dårligt, men kontrasten til en forretningsfrokost i København eller Nordsjælland er enorm.

Mange tænker ikke over det, men Esbjerg har naturligvis en pæn stor lufthavn. Der er bare ingen indenrigsforbindelser. Man kan ikke tage flyet fra København til Esbjerg men til Sønderborg, Herning, Aarhus, Karup (Herning), Billund og Aalborg. Der har været flere tiltag for at etablere en flyrute mellem Esbjerg og København, men der er ingen kunder.

Esbjergenserne har helikoptertrafik til Nordsøen, flyruter til Stavanger og Aberdeen men ingen til hovedstaden. Esbjerg ligger rigtig langt væk fra sin hovedstad. Det gælder fysisk, men især gælder det mentalt.

Egentlig skulle Danmarks femte største by ikke kunne ligge i det vindblæste Vestjylland. Men de mange penge og folk med modet til at satse stort, skabte mod alle ods en stor by.

Om sommeren da jeg var dreng, tænker jeg med glæde på de få gange vi nåede at grille inden den iskolde havgus, godt hjulpet af søbrisen, indtog byen. Der er på et normalt år 5-10 dage, hvor vejret er perfekt. Når hedebølgen indtager Danmark, er Vestkysten det bedste sted i hele verden. Resten af året er det koldt og vindblæst.

Som dreng cyklede jeg ofte rundt på de mennesketomme og vindblæste villaveje i forstaden Gjesing. Jeg var Palle alene i verden, mens folk sad indenfor i deres store parcelhuse.

Jeg har aldrig følt mig godt tilpas i Esbjerg. Måske det har noget med min forfærdelige opvækst at gøre, men det ændrer ikke på, at jeg også har taget farve af den by, der blev min føde- og barndomsby.

Vi esbjergensere er rundet af byens historie og det barske klima. Money talks og rask må det gå.

Morfar – mit forbillede

Helle Tholstrup lå til ankers i Aarhusbugten. Jeg, der var en rødhåret dreng der knapt kunne nå op over rælingen, stod på en kasse med en pilkestang i hænderne. 

Jeg lod linen løbe ud, til jeg kunne mærke det store 300 gram pilk ramte bunden, så spolede jeg en anelse ind, og lod med små ryk i pilkestangen den farvestrålende pilk danse over havbunden. 

Det varede ikke længe, inden det gav et ordentligt ryk i fiskestangen, som buede faretruende. Jeg hylede af fryd og trak den store torsk i land. Efter en times tid lå der 5 torsk i en zinkbalje. 

Kokken kom og nikkede anerkendende, så står den på torsk i aften, sagde han. 

Jeg grinte som en flækket træsko.

De hyggelige gastankere.

Når jeg i dag elsker havet, elsker at sejle, ja bare se ud på havet, så var det her kærligheden blev grundlagt. At sejle har altid været forbundet med noget smukt og rart, for mig.

Morfar sejlede i mange år som styrmand, og senere som kaptajn, med de mindre gastankere, som  Kosangas rådede over en flåde af. De var ofte i Danmark og sejlede på destinationer omkring Europa, Nordafrika og en række atlantiske øer. Ofte var det Køge, Fredericia, Aarhus, Milford Haven, Isle of Man og naturligvis den store oliehavn Rotterdam. Det gav mig muligheden for at komme med på små ture, ligesom vi ofte kunne besøge morfar i Fredericia.

I Fredericia var der en udskibningshavn for gas, med en dejlig strand lige ved siden af. Det er deromkring, hvor lystbådehavnen ligger i dag. Desuden havde Kosangas en aftale med Fredericia værft om at servicere skibene, men også en ”lokumsaftale” der gjorde, at de kunne ligge afgiftsfrit i Fredericia, hvis de ventede på last, under påskud af at være på værft.

Jeg besøgte heldigvis ofte mormor og morfar i deres hyggelige hjem. Også her fastholdt jeg min kærlighed til havet. Morfar havde fået indbundet sø-novelle magasinet ”Vikingen” og jeg elskede at sidde i morfars lænestol og læse i bøgerne. Jeg lappede de mange historier i mig – også tegneserien ”Peter Pral”.

Peter Pral var en ung mand, der var kommet ud og sejle som ubefaren. Når han var hjemme fortalte han de mest formidable løgnehistorier til sin familie og venner. En af historierne var da hans skib gik igennem den engelske kanal. Skibet var så stort, at der måtte smøres brun sæbe på siderne, for at det kunne gå igennem kanalen. Det kunne faren jo godt forstå. Men da Peter Pral fortalte om flyvefisk der landede på dækket, så blev det for meget for faren, som langede Peter Pral en lussing for den – efter hans opfattelse – helt åbenlyse løgnehistorie.

Tankskibene som morfar sejlede med, var ikke store og der herskede altid en fin stemning ombord. Morfar tolererede ikke druk ombord. Alkohol var desværre et altoverskyggende problem i handelsflåden dengang. Jeg kender til mange, der rent ud sagt er døde af druk. Jeg husker engang vi havde kørt morfar til Køge, hvor han skulle påmønstre. Vi fulgte med om bord hvor jeg hørte en af matroserne udbryde, ”åh nej det er Axel, så er det slut med sprutten”. Morfar hed Arne Axelsen, men blev oftest kaldt for Axel eller Skipper.

Et andet princip morfar havde var, at når et besætningsmedlem meldte sig syg, tog han tobakken fra dem. Når de så bad om at få lov at ryge, erklærede han dem raske. For som han sagde; – ingen ryger når de er syge. Ja, hvorfor gøre det mere indviklet.

De gamle søfolk

Morfar var af den gamle skole. Han var startet som fiskerdreng og havde fisket i mange år, også under krigen hvor han måtte flygte til Hull i England. Her var det med livet som indsats, når han var med til at forsyne befolkningen med havets vigtige ressourcer.

Når man i dag ser hvad der findes af elektroniske hjælpemidler på selv mindre lystfartøjer, sætter det den tids navigatørers sømandskab i et klart relief. Tænk at de under krigen drog ud på lange fisketogter, uden anden navigation end et kompas og et gammeldags lod; den type med knuder for hver favn og et hulrum under loddet, hvor man kunne sætte en klat fedtstof, så bundmateriale kom med op. Man kunne så se, om man var over sand, grus eller andet bundmateriale. Og så naturligvis et søkort og logbog med masser af personlige optegninger!  Samtidigt må vi huske på, at alle byer var mørklagte og der var radiotavshed, så hjælp fra radiofyr eller natlig landkending var ikke en mulighed.

Med enkle hjælpemidler begav disse sømænd sig ud på havet. Og ikke alene fandt de frem til fiskepladserne, nogle gange adskillige døgns sejlads væk. De fandt også hjem igen, ofte i ly af mørket, hvor der var mindst risiko for at blive beskudt af tyske jagerfly. Desværre var det langt fra alle der kom hjem i live. Miner, torpedoer og bomber, samt fly bestykket med kraftige maskingeværer, var et vilkår de bare måtte leve med. Heldigvis overlevede morfar. Og for morfar forblev englænderne helte og tyskerne skurke resten af livet. Og det smittede naturligvis af på os andre.

Det var med denne ballast morfar senere valgte at kvitte fiskeriet og gik på navigationsskole. Hans karriere startede som styrmand på fragtskibe og senere fik han muligheden for at komme til Kosan Gas. Det var en stor opgave for en ny styrmand at skulle lære alt om indviklede laste- og lossesystemer og om de mange komplicerede tekniske forhold, som han fik ansvaret for, i de for den tid avancerede gastankskibe. Heldigvis var hans søn, min onkel Niels, startet på maskinmesterskole og kunne hjælpe ham med teorien. Senere avancerede morfar til kaptajn.

Dengang endte mange af de såkaldte utilpassede unge på søen som dæksdrenge, koksmater og lempere i maskinen.  Her lærte de om disciplin og det vi i dag kalder teamwork. Af morfars efterladte papirer kan jeg se, at han ofte tog de unge under sine vinger, og trak dem ud af en fornedrende tilværelse og måske gav dem et håb for fremtiden, noget der ikke kommer bag på mig. I papirerne ligger flere breve skrevet med en ubehjælpelig skrift og stavemåde, hvor de unge takker morfar og fortæller om hvordan det nu går godt eller bedre. Sådan var morfar; retskaffen ud over alle grænser, principfast og med et stort hjerte.

Morfar og fiskehytten

Jeg var 11 år og måtte bruge alle mine kræfter for, at løfte motoren om bord i den lille 14 fods glasfiberjolle. Motoren var en 6 hk, Evenrude. 

Jeg drømte om en større motor, der kunne få jollen op og plane.

Jeg tilsluttede benzintanken, pumpede benzin op i karburatoren, gav lidt choker, sikrede motoren stod i frigear og rev så hårdt i startsnoren. Motoren sprang i gang efter tredje træk, og jeg smed fortøjningen og skubbede fra land. Ventede rutineret til strømmen trak båden rundt og satte i fremadgående gear og gav halvt gas. Et glad smil bredte sig om læberne, og en følelse at frihed rislede gennem kroppen på mig. 

Da åen drejede 90 grader, gav jeg fuldt gas og lod fartvinden blæse tankerne bort.  

Jeg medbragte fiskegrej og orm. Morfar havde altid et uudtømmeligt lager af fiskehjul, kroge og spinnere. Morfar købte altid mere fiskegrej, når han var i en sportsfiskerbutik. Lageret af fiskegrej blev bare større og større.

En lille hytte, så megen glæde

Mormor og morfar, var flyttet væk fra en gammeldags lejlighed i Skolegade, midt i Esbjerg og boede nu i en ny moderne boligforening, bogstaveligt talt for enden af Esbjerg, mod syd. Ikke så langt fra Sneum sluse. 

Sneum sluse er en oase helt ude ved det buldrende Vesterhav. Ved Sneum sluse købte morfar en jagt og fiskerihytte. Hytten blev døbt RELAX men kom aldrig til at hedde andet end hytten. Indtil morfar fik taget kørekort i en sen alder, gik turen derud på knallert for ham og på cykel for mormor og mig, hvis ikke onkel Niels kørte os. Morfar havde en lille trailer bag på sin engelske Caddy knallert, så kunne vi medbringe vand og forsyninger.

Indtil mormor døde tog vi ofte den 11 km lange cykeltur ud til Hytten, som blev et fristed for mig. Hytten lå i et naturreservat og var underlagt strenge betingelser f.eks. måtte den kun være 4 x 4 meter stor. Indlagt vand og el var forbudt, så det var ret primitivt. Vandet blev hentet i en nærliggende by, lys og komfur kørte på gas og toilettet var et das i et separat skur. Onkel Niels, var meget ferm til teknik og installerede gas varme og -lys, pumpesystemer og alle mulige smarte ting og sager, så hytten var flot og genialt indrettet.

Morfar havde en lille jolle med påhængsmotor liggende ved slusen i Sneum å. Jeg sejlede selv ofte op i åen og fiskede eller sad lige udenfor slusen og fiskede og fangede rigtigt, rigtigt mange fisk. Den lille jolle på 14 fod blev døbt Cutty Sark, intet mindre! 

Åletatning

Et af vores fiskerispecialer som morfar lærte mig, var at tatte ål. Det var en lidt længere proces. Først tog vi ud til Hjerting ved lavvande og gravede sandorm, det foregik helt enkelt ved at studere den blotlagte havbund. Orm kunne vi konstatere ved de karakteristiske ormeaftegninger. 

Herefter var det bare at gå i gang med greben og grave løs som når man graver have. Dengang kunne vi nemt høste 2 liter sandorm på en times tid.

Sandormene blev syet på en sort kinesersnor med en stor nål, makabert måske, men det var sådan vi gjorde. Nogen brugte en nylonstrømpe, men den kunne gå i stykker og så var alle ormene tabt. Dem der brugte nylonstrømpe blev ikke rigtigt regnet for ordentlige fiskere!

Herefter sejlede vi båden ud under Sneum sluse ved næste lavvande. Når vandet var for udadgående, altså mod lavvande gik de store tunge sluseporte op. Man sejlede så under diget, der var sluseporte både for og bag. Jeg tænkte altid, at vi ville drukne hvis strømmen vendte og portene lukkede mens vandstanden steg…

Vi sejlede ud til vadehavet i renden, til der næsten ikke var vand under kølen. Her ventede vi til højvandet kom og med det, fiskene. 

Ormebundet blev fastgjort til en simpel pind, igen med kinesertråd, og firet ned på den endnu synlige sandbund. Med en finger på tråden kunne man mærke når ålene åd af ormebundtet og kunsten var så med et snuptag i en lang glidende bevægelse at løfte orm og ål op i båden uden de stoppede ædegildet. 

Vi kunne fange masser af ål og sommetider også lidt fladfisk på den måde. Morfar flåede ålene og nogle spiste vi til aftensmad, men de fleste blev frosset ned. Alle ål op til tommeltykkelse kunne steges, i rigeligt med smør. Dem der var de største, sendte vi til røgning eller solgte.

Jeg tog ofte min fiskestang og satte mig ved lavvande lige udenfor diget hvor Sneum å løber ud. Det var dengang den slags var tilladt. I timerne frem til højvande kunne jeg fange dusinvis af både ål og fladfisk. 

Man kunne altid tjene en pæn skilling ved at sælge sandorm til tyskerne for hæmningsløse 10 kr. for en urimelig lille stak orm, men det måtte jo være OK for de blev altid glade og gav ofte drikkepenge i tillæg. Den eneste ulempe var når de lokale bønder slap kvierne ud på marsklandet, de var ustyrlige, nærgående og meget nysgerrige, nogle gange måtte jeg fortrække. Fårene var mere omgængelige.

Jeg var ikke ret gammel før jeg fik lov til selv at sejle op i Sneum å med båden. Her kunne man bl.a. fange den kamplystne brasen og ørreder.

Jeg elskede mit fristed i hytten, og kom der så længe morfar havde den, helt frem i voksenlivet.

Søen og på langfart

Den lille familie stod under Mexicos bagende sol. Jeg, en dreng på 6 år, havde en gigantisk mexicansk sombrero på hovedet. Min mor stod og fægtede med et lejetøjsskib og forsøgte at forklare taxichaufføren, at vi skulle til et sted med swimmingpool. 

Langt om længe forstod chaufføren og kvitterede med et stort smil og et ”si, si” signalerede, at opgaven var forstået. Min far gelejdede mig ind på bagsædet og af sted strøg vi.

Far var den hårde chef

Far er uddannet maskinmester og sejlede dengang som 1´ste-maskinmester; først på langfart og siden med DFDS-færgerne mellem Esbjerg og forskellige destinationer i England. Min mor og jeg var med rigtig ofte. Det betød, at vi løbende var i London og jeg så alle de fede film, som f.eks. James Bond, lang tid før alle mine kammerater. Det var noget der dengang gav en prestige, man ikke skal undervurdere.

Jeg var også med et halvt år på langfart, lige inden jeg skulle starte i skolen. Min mor og jeg påmønstrede i England, vist nok i Plymouth. 

Skibet var det dengang moderne, DFDS M/S OHIO. Målt med en drengs øjne var skibet enormt. M/S OHIO var som sagt moderne og derfor et dieselskib, forrest var last- og kølerum omkredset af kraner, herefter en tidstypisk overbygning, hvor de fleste faciliteter var samlet, her boede officererne og dermed også min mor og jeg. Der var ligeledes plads til et mindre antal passagerer og et nydeligt udendørs dæk med solafskærmninger. Kronen på værket var skorstenen med DFDS-logo. Herefter var der igen lidt lastrum og ude agter var mandskabets kvarter. Agter lastrummene var ligeledes bestykket med krandækning.

Sømandslivet var en stor oplevelse for en følsom dreng. Det at opleve livet om bord og de mange fremmede kulturer under fjerne himmelstrøg var spændende. 

Far havde som 1´ste-mester ansvaret for at lede og fordele det daglige arbejde i maskinen og for det tekniske personales gøremål. Far var dygtig og ærgerrig. Tingene skulle være i orden og han tolererede ikke slendrian. Sådan måtte det nok være dengang. 

Jeg var engang vidne til, at far fyrede en motormand på stedet pga. druk. Motormanden fik herefter præsenteret en fyreseddel, med instruktionen fra far. ”Skriv under her, kan du ikke finde ud af det, så tegn en hest!” Derefter var det direkte afgang hjem på egen regning. Jeg forstod herefter, at far var en person med en vis magt. Og dengang var magt noget man måtte bruge for ikke at miste den. 

Mor gik hjemme

Dengang var det normalt, at kvinder opnåede deres status, gennem mandens karriere. Det var dog ikke let for far, at tage det sidste skridt i karrierestigen fra første-maskinmester til maskinchef, fordi DFDS havde mange maskinchefer i deres bedste alder og der var år til deres pension og nye åbninger for far. Mor ville ellers så gerne være ’fru maskinchef Kristensen’.

Var mor blevet født i dagens Danmark, havde det måske været nemmere for hende. Hun var det man i dag kalder en ægte 12 tals pige. Hun havde fået topkarakterer i alt hvad hun rørte ved. En lynende intelligens og et formidabelt sprogøre kunne have bragt hende langt. Tidernes ugunst tvang hende til, at nøjes med en kortere uddannelse som flersproglig korrespondent og så ud og tjene egne penge. Der var i det fattige fiskerhjem i Skolegade ikke råd til 3 år på gymnasiet og da slet ikke et universitetsstudie. Mor er aldrig blevet rigtig tilfreds med livet og jeg er sikker på hendes manglende muligheder for jobmæssigt avancement kom til, at spille en stor rolle. Resten af livet var hun lidt bitter, snobbet, og fandt sig aldrig til rette i hierarkiet, hverken blandt andre mennesker eller i erhvervslivet.

Turen gik fra England, via middelhavet til Sydamerika, Mexico og USA og hjem igen og tog omkring 6 måneder. I Italien fik jeg lært at svømme. Alle børnene kunne svømme dernede, så jeg sprang bare i og plaskede med. Det er måske grunden til, at jeg til trods for jeg elsker vand aldrig har fået en ordentlig svømmestil. Men det virker da. Også godt nok til, at jeg er indehaver af den store livredderprøve.

Blymønje og blinde passagerer

En dag, gik jeg og hjalp en af matroserne med at male med blymønje, en tyk fed rød substans, der forhindrer skibet i at ruste. Da matrosen skulle holde pause, ville jeg lige have fat i penslen, som lå ovenpå et brandskab. Jeg trådte op på malerbøtten, en stor 40 liters dunk. Min fod smuttede og det ene ben til lige op under knæet røg ned i fed blymønje. Forskrækket stormede jeg ind til mor i vores kahyt, med det resultat at de flotte mahognidørke (gulve) blev ”udsmykket” med mit fodaftryk i blymønje. Jeg fik en gang skæld ud der passede til forseelsen. Det værste var en noget hårdhændet afvaskning med et opløsningsmiddel, der bare sved helt ubeskriveligt.

Jeg oplevede også, vi fandt en blind passager om bord, som kaptajnen rent ud sagt ville smide overbord, for at undgå alt bøvlet med at få ham afleveret! De andre officerer fik dog det forhindret og staklen blev i stedet låst inde i skibets hospital. Det viste sig at den blinde passager kunne tegne noget så helt fantastisk, og jeg fik lov til at opholde mig oppe hos ham. Glæden varede dog kun til besætningen fandt ud af han havde gemt en kniv og derefter blev sikkerheden optrappet.

 

Skilsmisse og Carl Johan Ryser, kaldet C.J.

Jeg har vel været syv eller otte, da mor begyndte at frekventere dansestedet Bonbonnieren i Esbjerg og rende i byen, når far var ude og sejle. Hun og en anden kone til en maskinmester gav den gas. Det har jeg siden fået fortalt.

Jeg boede hos mormor og morfar i mange uger, og kun langsomt gik virkeligheden op for mig. Alt var forandret. At mit liv for evigt var blevet anderledes, gik op for mig da jeg blev hentet af mor og hendes nye kæreste CJ. Vi flyttede ind i en ejerlejlighed på 5. sal i Borgergade, midt i Esbjerg. 

Til en privatfest havde mor mødt en anden mand, mens far var på søen. Hun besluttede åbenbart at forlade far. Jeg kom ud til mormor og morfar. Mor tog ud at rejse eller hvad der nu skete. Jeg havde ellers ikke noget imod at være ude ved mormor og morfar. Jeg elskede dem begge overalt på jorden.

CJ havde 2 børn fra tidligere ægteskab, der var født trip/trap, de boede hos deres mor. På rekordtid lavede han samme nummer med min mor, han fik 2 børn med hende trip/trap, med mindst mulig afstand imellem. 

Vi kaldte ham ikke andet end C.J. men han hed i virkeligheden Carl Johan Ryser. Da CJ først havde fået sine egne børn, Johnny og Thomas, blev det ret hurtigt klart for mig at jeg var blevet det tredje hjul og absolut ikke var ønsket i det selskab, men her var vi ikke helt nået til endnu. 

Jeg blev rykket op med rødder og kom også i en ny skole, Danmarksgades skole inde i Esbjerg. Danmarksgades skole var et hårdt sted for en som mig, der kom fra et fredeligt, grænsende til kedeligt forstadsmiljø. Et eksempel, var da læreren opfordrede de øvrige elever til at vise mig min plads i hakkeordenen. 

Læreren forlod klassen, så min klassekammerater kunne give mig en omgang tæsk. Jeg nåede at få adskillige slag og spark, før et eller andet i mig eksploderede og jeg ved hjælp af en stol og et rasende temperament fik klassen på andre tanker. Bevæbnet med stolen, som jeg svingede med, gik jeg simpelt hen i et frontalt angreb, direkte på alle de andre elever. 

Læreren kom først derefter ind og var tilsyneladende ikke helt tilfreds med udkommet, men accepterede det åbenbart. 

Episoden havde dog den fordel, at jeg ikke blev opfattet som en man bare kunne mobbe. Desuden gav det mig opskriften på, at overleve på et efterfølgende stort antal skoler og institutioner.

Morfar og min stedfar CJ

Jeg kunne godt fornemme morfar ikke rigtigt kunne lide CJ, uden morfar dog nogensinde udtrykte sit ubehag i klartekst. 

CJ var radartekniker, han havde som næsten alle sine kollegaer fået sin uddannelse i forsvaret. Måske det var der han havde fået sin hang til et sygeligt ønske om kontrol, orden og alt i rette linjer. I starten før han opnået fuld kontrol over min mor, skjulte han sine dunkle motiver og tilbøjeligheder. Nogen hyggespreder var han ikke. 

Morfar var en menneskekender med en intuitiv fornemmelse for andre menneskers motiver, en færdighed han havde oparbejdet og nedarvet gennem mange generationer og mange år på havet, hvor netop denne evne kunne betyde forskel på liv og død.

Uanset hvor meget jeg tænker efter kan jeg ikke komme i tanke om en eneste stjernestund, hvor vi rigtigt hyggede os, sammen som en familie. Mine stjernestunder gav mormor og morfar mig.

Et nyt liv som uønsket

Jeg sprang op på min cykel og trampede hårdt i pedalerne, jeg var sent på den, skolen ringede ind om 10 minutter. Men først skulle jeg forbi og hente kammeraten Peter, hvis forældre ikke magtede, at få Peter sendt i skole.

Egentligt kunne jeg godt lide min kammerat Peter, men jeg brød mig ikke om at komme i hans hjem, der lugtede og altid var meget uhumsk.

Vi legede ofte nede i gården, med en gammel Velo Solex knallert, som vi havde lappet sammen af stumper og fået til at køre.

Jeg vidste, at Peter ville ryge ud af skolen, hvis han ikke kom hver dag. Så opgaven med at sørge for Peter forblev på skolen, var på en eller anden måde blevet min.

Rykket op med rødderne.

Fra den dag, mor rendte af med min nye stedfar CJ og vi flyttede til Borgergade, kom jeg aldrig nogensinde med min egen familie på ferie. Ikke fordi, der ikke var penge, for turen gik hver sommer til Schweiz hvorfra CJ´s Ryser-familie stammer. Jeg fik hver gang at vide at der ikke var plads i bilen til mig. 

Min far mødte også en kæreste, de blev gift og fik 3 børn. Når de tog på lange ferier glemte de også mig. De har den dag i dag tykke fotoalbums fra ferier i indland og udland, uden jeg er med på et eneste af billederne.

CJ var en mester i at manipulere og i psykisk terror, og senere skulle det vise sig også i fysisk vold og terror.

CJ kunne på overfladen virke charmerende, især overfor mennesker han ikke havde mødt før. Han forsøgte måske at imitere sin modpol. 

CJ´s lillebror Urli der havde alt det CJ ikke havde, når det kommer til empati, naturlig åbenhed og charme. Urli trådte ind i folk med træsko på. 

Når CJ havde haft skruet charmemasken på en tid, faldt han altid tilbage i sin gamle indelukkede, egoistiske og dominerende rolle med et brag, som om han havde båret en for tung byrde. Som om det krævede en umenneskelig anstrengelse af ham at være venlig og lytte. 

CJ´s var som et natdyr, der var trukket ud i solen. Han mimrede med øjnene og lod tungen spille mod læberne på en slangeagtig måde. Man fornemmede en usikkerhed og forsvarsposition. Den bedste måde, han kunne undertrykke det sprog hans krop hele tiden ubevist udsendte, var ved at dominere, undertrykke og endog udøve grov fysisk vold.

Baggårdskat

Mine skolekammerater på Danmarksgade skole var mere modne end jeg. De havde tidligt lært, at barndommen bare var noget der skulle overstås. Jeg husker meget tydeligt, at flere satte ind med både alkohol og sex, meget før jeg var parat til nogle af delene. Især nogle af pigerne var meget fremme i skoene. 

Sikkert fordi jeg var stor og stærk og havde vist, at man ikke skulle skubbe rundt med mig, var der en af pigerne, der var meget interesseret i mig. Pigen var skræmmende voksen og gik hurtigt over min grænse. Noget tæt forhold fik jeg egentligt aldrig til nogle af mine skolekammerater på Danmarksgade skole, men udenfor følte jeg mig ikke.

På Danmarksgades skole lærte jeg meget hurtigt at der var mennesker, der virkeligt havde det svært rent økonomisk. Flere af de kvarterer der stødte op til skolen, var Esbjergs fattigste gamle ejendomme uden moderne faciliteter. Men som man siger; hvor der er husrum er der hjerterum. I flere af de hjem der manglede materielle goder, mødte jeg en ubeskrivelig gæstfrihed og hjertelighed. Så heldigvis kunne jeg tanke lidt op af det, der manglede derhjemme.

Selv måtte jeg ikke have kammerater på besøg. Jeg måtte ikke få en nøgle til lejligheden. Så når jeg kom hjem fra skole, måtte jeg ofte vente i timevis ude på den kolde trappe. 

Andre gange slentrede jeg rundt i byen og fordrev tiden. En gang var jeg kommet op på tørreloftet, hvor der lå en kæmpe stor bjælke. Jeg frøs, var sur og ked af det. Jeg tog bjælken og eksperimenterede med at få den til at balancere, halvvejs ud at et loftsvindue. Pludseligt røg den ud på taget og faldt. Dagen efter fandt jeg ud af den var faldet de 6 etager ned på vejen. Ingen var kommet til skade, men jeg havde overhovedet ikke tænkt nogle kunne komme til skade. Heldigvis skete der ikke noget. 

Nogle gange løb jeg sammen med nogle fra skolen hen over tagene, vi kravlede op og ned, ind i gårde og indimellem fandt vi en ubeboet lejlighed, hvor vi kunne kravle ind gennem et vindue og holde til for en tid. Vi læste den gamle post og reklamerne. Hvis vi havde 50 øre til overs, gik vi ned til bageren og købte ”gammelt brød”, det var en uspecificeret pose brød fra gårsdagen. Posen kunne indeholde rundstykker, studenterbrød eller wienerbrød. Som oftest var det OK, men en enkelt gang oplevede vi det var fyldt med myrer.

Angsten

Fra mit lille værelse på Blåbærvej var der et vindue i gavlen, ud mod indkørslen. Atomkrigen var startet. Værelset blev oplyst i røde og orange farver af skæret fra de mange detonerende bomber. 

Jeg vågnede med et sæt, bomberne bragede. Lysglimtene skræmte mig fra vid og sans. Efter en tid gik det op for mig at det hele var en drøm, en hallucination. Det hele havde været så virkeligt. Skrækken, angsten ville ikke gå væk. Siden slap angsten mig aldrig helt, aldrig helt. 

Jammerdal

Mors nye mand CJ, var en sortseer. Min biologiske familie er generelt glade og positive mennesker. Gennem min tidlige barndom havde jeg været vant til livet var godt. Oplevelser var noget man søgte og nød. En tur til ishuset i Hjerting. En pause i bilturen til Fyn, på Karolinelund ved den gamle Lillebæltsbro, var en hyggelig oplevelse. 

Med CJ var det hele anderledes. Hygge fandtes ikke. En frokost ved det lille bord i køkkenet var noget der skulle overstås. Spis ordentligt. Hvorfor dit og hvorfor dat. Altid skulle CJ sidde og brokke sig. Altid tale om noget negativt, noget frygtsomt. Om A-bomben. Om alt det der kunne og helt sikkert ville gå galt. Børn skal ikke høre alt, men det tog CJ og mor ikke hensyn til.

Ikke alene påvirkede alt den negative snak mig, jeg risikerede også konstant at få tæsk.

Jeg begyndte at få OCD symptomer, trækninger og tvangsbetingede bevægelser. Håndtaget skulle røres 3 gange inden døren blev åbnet. Når vi spiste, skulle tingene stillet op på linje. 

CJ opdagede det og lod ikke den mulighed for at ydmyge mig gå fra sig: ”Du er som Hitler, alt skal stilles op på linje”. ”Hvis du fortsætter ender du som psykopat” osv.

Min angst og mine OCD-symptomer tog voldsomt til, selv om jeg blev en mester i at skjule det. 

Jeg blev bange for mørke, bange for at sove, bange for at få tæsk, bange for at dø, bange for livet, bange for alt.  Senere begyndte jeg at få deciderede angstanfald, men det var en del år senere. Angstanfaldene kunne få mig til at gå i en slags trance hvor jeg ikke kunne se og næsten var bevidstløs.

Når jeg var sammen med mormor og morfar følte jeg mig elsket og tryg. Så kunne angsten ikke ramme mig.

Ingen nøgler

Når jeg var hjemme i Borgergade, blev jeg mødt af flere og flere restriktioner.

I skolen fik jeg sværere og svære ved at fungere og kunne ikke koncentrere mig. At have kammerater var svært, for CJ ville ikke have, at jeg tog venner med hjem. Ingen begrundelse, sådan var det bare. 

Jeg måtte, som nævnt, heller ikke have egen nøgle til lejligheden. En gang ventede jeg ude på gangen, på nogen skulle komme hjem og lukke mig ind. Jeg skulle sådan på toilettet og kunne ikke holde mig længere. Jeg kravlede ud af et lille loftvindue helt oppe på loftet af den 5 etager høje bygning. Kravlede hen over taget, hen til tagrenden og firede mig ned på altanen, herfra kunne jeg komme ind på toilettet, for altandøren stod på klem.

Heller ikke senere da vi flyttede i parcelhus, fik jeg en nøgle, og kunne ikke selv låse mig ind. Jeg måtte bare vente, eller drive omkring på gader og stræder til der kom nogen hjem også om vinteren i kulden. CJ var ligeglad og min mor gjorde ikke indsigelser. Jeg kan i dag godt se, at han langsomt men sikkert ville udstøde mig og gøre mig til en, der ikke var fuldgyldigt medlem af familien. Og det lykkedes han med.

En bange dreng i udtrådte sko

Vi flyttede tilbage til Gjesing hvor jeg jo havde trådt mine barnesko. Jeg kom igen på Gjesing skole i min gamle klasse. Det var dog ikke den samme dreng, som mine gamle klassekammerater fik tilbage. Jeg var blevet usikker og jeg var bogligt kommet lysår efter mine gamle klassekammerater

Gjesing var et relativt velhavende middelklasseområde. Derfor gloede mange også på mine udtrådte sko og gamle tøj. Man skulle ellers tro mor ville klæde mig i lidt bedre tøj, for hun var en uforbederlig snob. Vores nye genbo var direktør. Det kunne mor ikke klare. Hun var jo gift med noget så ordinært som en radarteknikker. Mor brugte store ressourcer på, at fortælle alle andre, at direktør det kan enhver kalde sig og CJ havde en stor stilling og kunne faktisk kalde sig underdirektør hvis han ville. 

Tøj, hår og mode var naturligvis et tema, mens jeg nærmede mig ungdomsalderen. Den mulighed for at marginalisere mig var naturligvis ikke noget, CJ kunne undlade at udnytte til det yderste.

På et tidspunkt fik vi tilknyttet en familierådgiver fra kommunen, der skulle bidrage til at løse de voksende problemer. Vi gik til CJs store fortrydelse til familie-terapi, som jeg i dag nok nærmere ville definere som et mæglingsforsøg, som skulle få CJ til, at agere mere rimeligt. F.eks. prøvede de, at få ham til at indse det ikke var supersmart, at jeg skulle gå i tøj der var forlænget i benene med farvestrålende bånd og det ikke var en løsning på tidens mode, at lave svaj i bukserne ved at sy en grøn trekant ind i buksebenene. Men CJ gav sig ikke og jeg fik opfattelsen af, at han nærmest nød at trække diskussionerne ud, han vidste jo der var en fast bagkant efter en time. 

Jeg måtte fortsat gå i gammelt tøj. På samme måde var det med andre ting, CJ slap ikke en øre til mig. Jeg havde billige gummisko på når vi spillede fodbold, mens mine kammerater havde fodboldstøvler.

Om vinteren spillede vi indendørs. Flere af mine holdkammerater havde fået superflotte Adidas ”Diamant” sportssko, de var af hvidt læder med de tre sorte Adidas striber. Jeg var grøn af misundelse, når jeg kikkede ned på mine egne afdankede og lasede gummisko, blev jeg flov. En dag, var der en der havde glemt sine Adidas i omklædningsrummet, jeg kunne ikke modstå fristelsen og stjal dem. Jeg har stadig dårlig samvittighed.

Den gang skulle der ikke de store materielle gaver til for, at glæde mig, for jeg fik aldrig noget, bortset fra af morfar. Engang fik jeg en dynamolygte i fødselsdagsgave, den blev omgående monteret og jeg cyklede rundt hele aftenen; med lys på. Hvilken fryd, hvilken fryd, jeg var virkelig glad. En anden gang fik jeg en polarjakke, dengang de lige var kommet frem. Jeg blev simpelt hen så jublende glad. Jakken kom med bud, som nærmest sang, da han leverede den, ”en jakke til en Ryser, der fryser”… CJ hed Ryser til efternavn, men det gør jeg ikke! Så den sad ikke lige i skabet, men hold op hvor jeg blev glad, den kom på lige med det samme. Det var i juledagene op til nytår og det var rigtigt koldt, så jeg nød den varme jakke med fede lommer og en ”lang” hat der kunne lynes langt op. Desværre var der en knægt, der syntes det var sjovt at smide en tændt raket ned i lommen, så der kom et stort hul i den. Jakken blev nu fortsat brugt, nu med en kæmpestor lap på.

Min stedfar CJs rædselsregime

Jeg kom cyklende ned mod det røde parcelhus på Knud Rasmussens vej 35 i Gjesing Nord. Jeg åndede lettet op, bilen holdt ikke i indkørslen – min plageånd CJ var ikke hjemme. 

Jeg smed jakken i bryggerset og fortsatte ind i det langstrakte smalle køkken. Jeg kunne se CJ havde hængt et billede af mor, op på køleskabet. Det var mor i tøj der var blevet alt for stramt, til hendes bugnende mave og brede bagdel, jeg fandt billedet pinligt. Typisk for CJ, havde han hængt det op for, at minde mor om hun blev for fed af al den sprut hun drak.

Jeg kunne høre hun sad ude i fordelingsgangen, ved den sorte bakelittelefon og med snøvlende stemme, remsede hun dagens bestilling op til Købmand Wolf, så de kunne bringe varerne ud.

Jeg sneg mig hurtigt forbi, ind på mit værelse og lukkede døren efter mig.

CJ kunne holde dampen oppe i timevis

Når jeg havde lavet en fejl eller hvis vi havde været ude og jeg ikke havde opført mig efter CJs hoved, begyndte han med at afstraffe mig fysisk. Han kunne sagtens vente. Trække pinen ud. Jeg fik at vide hvad der ventede. Han kunne vente og vente. I starten fik jeg et par lussinger, men det udviklede sig mere og mere.

En dag var CJ kommet op i det røde felt af en eller anden grund. Jeg rendte rundt ude på vejen og legede med mine kammerater fra vejen. Han stod inde i bryggersdøren og kaldte på mig. Normalt viste han ikke sit eksplosive temperament udad til, så han skjulte sit raseri og kaldte bare på mig. Jeg kunne godt afkode ham og havde ikke travlt med at komme ind. Bryggersdøren var efter tidens mode, to lag glas, det yderste matteret, farvet gulbrunt og frosted og beklædt med sortmalede lodrette lister udvendigt. Lige bag døren inde i bryggerset, sad elmåleren. 

Da jeg tog mig for god tid, mistede CJ lidt af facaden. Han flåede bryggersdøren op med sådan en kraft, at den røg op i elmåleren og ruden smadrede. Vi drenge grinede naturligvis, fordi det så virkeligt enorm komisk ud. Jeg vidste desværre hvad der ventede mig, når jeg kom ind. CJ kunne vente og holde dampen oppe i timevis, som om han nød det og fik en indre tilfredsstillelse herved. Mor lod ham bare mishandle mig!

Mors nedtur

Mor begyndte at drikke. Hvordan hun har fået det arrangeret økonomisk ved jeg ikke, men drak, det gjorde hun. Mor gik hjemme stort set hele min barndom. Drikkeriet tog ikke i starten overhånd, tror jeg da ikke. Men af og til var man ikke i tvivl om, der var noget galt.

Mor kom for alvor under min stedfar CJs skarpe kontrolregime. Hun fik lukket sin adgang til bankkonti og han udleverede kostpenge hver dag, og der skulle afleveres regnskab! Det var ikke fordi der manglede penge. CJ var avanceret til en slags værkførerstilling, og det at være radartekniker var specialistarbejde og ikke dårligt betalt. Hus og nye biler blev det også til.

CJ besluttede på et tidspunkt vi skulle flytte i et nyt hus, ude i det der i dag hedder Gjesing Nord, det var der hvor Blåbjerggård havde ligget og jeg havde haft så mange sjove timer, da vi boede på Gl. Vardevej 212. Men tiden i Gjesing Nord blev ikke mindeværdig.

Mors drikkeri tiltog i takt med, at min stedfar CJ kontrollerede og manipulerede hendes liv. Hun var ikke i stand til at cykle op til købmanden, og ringede og fik bragt varerne. Det kunne man gøre hos den lille købmand på Gl. Gjesing torv, selv om det var meget billigere at handle hos det nye supermarked, åbnet af de navnkundige Droob brødre. 

Tøj blev bestilt hjem fra Dahls varehus. Dansk Fryseøkonomi, hvor man kunne købe store kasser med frosset kød, havde kronede dage.

Jeg tror også mor fik nogle piller, for hun tog voldsomt på i de år. Hun var ellers meget slank og kunne ikke tage på. 

Raffinerede afstraffelser

Jeg var efterhånden kommet i den alder, hvor vi gik til fester og i ungdomsskole og ikke mindst til fester i ungdomsklubben, der var opstået i den gamle landsbyskole. CJ forbød mig naturligvis det alt sammen. 

Jeg blev ikke mødt med begrænsninger, men absolut og totalt forbud. Men det er jo klart, at man ikke kan forhindre unge mennesker i at dyrke det sociale sammenhold, som er så vigtigt for alle teenagere. Jeg sneg mig naturligvis også med, selv om jeg kendte konsekvenserne, hvis jeg blev afsløret.

Ferie måtte jeg forsat aldrig komme med på. CJ meddelte, at der ikke var plads i bilen, mærkeligt nok var det altid mig, der ikke var plads til. Mor og CJ samt mine nye brødre drog hvert år 3 uger til Schweiz,  hvorfra CJs familie stammede. De kom hjem med glade ferie minder og fyldte fotoalbums.

Jeg havde heldigvis mormor, og morfar, hvis han var hjemme, som jeg tilbragte mange somre sammen med. Nogle gange kom jeg også ud til andre grene af familien. Jeg har da heldigvis gode minder fra Søren og Anne-Marie, fars bror og hans kone. Ligesom jeg har været på bondegårdsferier og naturligvis ofte i hytten ved Sneum sluse. Men ferier blev det aldrig til med hverken mor og CJ, eller for den sags skyld med min far og hans nye familie.

Livet gik videre hjemme i Gjesing. Det med den fysiske afstraffelse startede i det små, CJ var i øvrigt også en mester i psykisk terror. Konstante ydmygelser og fornedrelser. 

Senere raffinerede CJ, som sagt afstraffelserne, bl.a. med det stykke haveslange, der blev opbevaret i skabet. Når man får tæsk med en haveslange, efterlades tydelige blodudtrækninger for hvert slag. Det er lange markante blodudtrækninger i hele den længde slangen er i berøring med kroppen. Blodudtrækningerne er først røde eller lilla, siden bliver de blå og senere helt sorte, det er meget grimt og afskrækkende. Det gør så ondt, at jeg ikke kan beskrive det. 

En gang hvor CJ, havde fået mig låst inde, sammen med ham i bryggerset, mens mor sad i køkkenet og kunne høre mine skrig og råb på hjælp, fik jeg så mange tæsk med haveslangen, at jeg havde de karakteristiske blodudtrækninger over hele kroppen og denne gang over alt, på benene, op over hele ryggen, og på armene hvor jeg havde forsøgt at værne for mig. Selv ned over brystet og på maven var jeg gennemtæsket. 

Jeg blev tvunget til at gå i skole og skulle have idræt, hvorved min lærer Bjørn Frank Jørgensen, ikke kunne undgå at se hvad der var sket. Jeg kunne se han krummede sig af væmmelse, og fritog mig fra gymnastik, men jeg tror ikke han foretog sig yderligere. Bjørn blev i øvrigt senere direktør for planetariet i København og hyldet som en stor pædagog. 

CJ nedbrød mig systematisk. En dag havde han fået mig kørt helt ned i kælderen psykisk. I tillæg havde jeg fået tæsk af ham. Han havde nedgjort mig og tæsket mig. Jeg var ikke mange sure sild værd. Jeg skulle i skole, så jeg tog min imaginære beskyttelsesdragt; var hård uden på og grædefærdig inden i.  

Da jeg kom i skole, var der noget ballade udenfor fysiklokalet og en af pigerne stak mig en knaldende lussing. Det var mere end jeg kunne klare. Pludselig krakelerede min facade fuldstændig; – og foran den måbende klasse brød jeg tudende sammen. Det tog flere timer inden jeg fik mig samlet sammen. Det var vel et nervesammenbrud. I virkeligheden har jeg nok været lige på kanten til, at bryde fuldstændigt sammen mentalt.

Kørt ned og kvæstet

Jeg gik på Gjesing skole. som lå lige på den anden side af Stormgade, som var en stærkt trafikeret hovedvej.  Men jeg var ikke helt mig selv.

Der var en tunnel, som jeg normalt benyttede, men en dag kørte jeg en lille omvej, fordi jeg skulle hente en kammerat. Derfor skulle jeg krydse hovedvejen. Jeg havde min store lappede polarjakke på og havde lynet den op helt ud forbi næsen. Derfor havde jeg ikke fået set mig godt nok for og kørte lige ud foran en bil. Cykel og jeg blev slynget flere meter væk. 

Det næste jeg husker er, at jeg lå i en ambulance og blev kørt ind på Esbjerg centralsygehus. Jeg havde stærke smerter. Et par ribben var brækket fra brystbenet, men ellers var jeg OK. Lægerne spurgte om jeg ikke kunne få nogen til at komme, men jeg turde ikke ringe til CJ. Derfor bildte jeg lægerne ind. at det ikke gjorde ondt og at jeg blev hentet nu. 

Jeg fik lov at gå. mod jeg kom til undersøgelse dagen efter. Hvordan fatter jeg egentligt ikke i dag. Men jeg kunne tage min skoletaske og gå. Da jeg løftede skoletasken, gjorde det så ondt, at det sortnede for øjnene. Jeg kunne se sygeplejersken opdagede det, men jeg bed tænderne sammen og gik. Jeg tog bussen hjem og gik i skole. 

Jeg var mere bange for CJ end jeg var for smerterne.

Ribbenene sidder skævt den dag i dag og jeg kom aldrig til kontrol. Det gjorde ondt i næsten en måned. Morfar købte en ny cykel, og en ny skoletaske til mig.

Fritid

Jeg var ikke helt komfortabel med situationen, men jeg VILLE vise at jeg kunne klare opgaven. 

Samme dag jeg var rykket op som juniorspejder, blev jeg udnævnt til patruljeleassistent, og fungerende patruljeleder da en var ramt af sygdom. Jeg fik derfor ansvaret for ledelsen af 10-12 drenge, der alle var både mere erfarne og ældre end jeg. Igen samme dag tog vi på en øvelse i Nørreskoven i Esbjerg, en øvelse der allerede var planlagt og som, jeg blev kastet ud i ledelsen af. En stor opgave for en knægt på 10 år, selv om jeg bragte erfaringen med som bandeleder for en flok ulveunger med mig.

Vi kom marcherende efter 12 timers øvelse. Det var midt på natten og alt var gået godt. Vi var lige kommet ud af den bælgmørke skov og stod ved en asfalteret vej. Jeg fumlede lidt med kort og kompas, og tog mig ikke nok tid… Til højre sagde jeg, så er vi inde i Esbjerg om godt 45 minutter i forceret marchtempo!

Et par af de andre drenge, mente jeg valgte den forkerte retning – de havde ret, men jeg ville ikke give mig. Ikke før vi efter et par kilometer mødte bagsiden af et Esbjerg skilt. Vi vendte om. Ingen bebrejdede mig for fejlen, men selv om jeg kun var en lille dreng, bebrejdede jeg mig selv. Jeg havde svigtet vores motto om altid at være beredt – så godt forberedt som muligt.

Drengeleg

Heldigvis blev der også tid til leg og pjat. Vi spillede ofte hockey på vejene. Dengang var der jo ikke så meget trafik, og da slet ikke på de trafikfrie søndage vi havde under den første oliekrise. Vi havde fine hockeymål, og kørte på rulleskøjter og var i øvrigt ”bevæbnet” med hjemmelavet ishockeyudstyr, stave og puck. Stavene skulle krummes på yderste stykke, så pucken kunne skrue i mål med den rette teknik, det skete hjemme hos en kammerat over en gryde kogende vand. Derefter skulle der en ordentlig omgang groft isolerbånd på, ellers blev stavene slidt op for hurtigt af at skrabe mod asfalten.

Mellem vores kvarter og et industriområde lå et meget stort ubebygget område, med alt hvad et drengehjerte kan begære, skov, moser, en lille bæk og en jernbane anlagt oppe på en dæmning. Bækken var som de fleste bække dengang, ret ulækker og fuld af blæver og okker, jeg tvivler på der var megen liv i den. 

Jernbanen indgik ofte i vores leg. Vi gennemførte modige sabotageaktioner. Beviset for en vellykket aktion var, at vi lagde en mønt på skinnerne, som blev helt fladmast når et tog passerede: Mønten blev så hentet derefter, nogle gange var den svær at finde.

Vi blev større.

Verdens bedste lederuddannelse

Et af lyspunkterne i mit drengeliv var spejderbevægelsen. Jeg blev grønspejder og ulveunge i gruppen Fjerde Esbjerg. Jeg tror jeg tog alle de medaljer, tegn og duelighedsprøver der fandtes. Spejderlivet i alle aspekter optog mig virkeligt. Det eneste jeg ikke kunne lide, var når vi var på natteøvelser i skovene i Marbæk udenfor Esbjerg. Jeg var følsom og havde en livlig fantasi og tendenser til angstanfald, så jeg var virkelig bange i de mørke skove. Men drevet af glæden ved spejderlivet lærte jeg at håndtere min angst for mørket.

Ude i åbent hav langs strandene nord for Esbjerg, tilbagelagde jeg livredderprøvens 1.500 meter svømning i meterhøje bølger. Så havde jeg også dén udmærkelse.

Jeg avancerede hurtigt til bandeassistent i grønspejderbevægelsen. Det er ham der går bagerst og får alle med. Bandeassistenten har en vigtig funktion i form af, at få gruppen til at fungere. Han skal motivere dem, der hænger bagude og han skal bidrage til gruppens gode moral. Senere avancerede jeg til bandeleder og fik to gule striber på ærmet på min spejdertrøje. Jeg var simpelthen så stolt, at jeg cyklede rundt i byen iført fuld uniform. 

Mormor fulgte engageret med i mit spejderliv. Men hverken mor eller CJ anede hvad der skete. Det var også mormor og morfar der betalte for alt mit udstyr og alle turene. Senere, da jeg blev ældre og rykkede op i systemet, patruljeleder for en patrulje udelukkende med medlemmer der var noget ældre og mere erfarne end jeg. Det var nok lidt tidligt, men det var noget jeg lærte en del af.

Erhvervsmanden Lars Kolind kalder spejderlivet for verdens bedste lederuddannelse. Jeg giver ham ret. Det indebar også, at vi lærte at respektere alle for det, hver især kan byde ind med af kunnen.

Ungdomsklub og hårde drenge

De fleste unge kom i ungdomsklubben i den gamle skole. Især festerne var meget eftertragtede. Ungdomsklubben var et frirum for mig, men det kostede at være medlem.  Det var der dog råd for, idet man fik et gratis medlemskort hvis man, hver sæson, tog mindst to fag på aftenskole. På den baggrund har jeg flere kurser. F.eks. har jeg et kursus i maskinskrivning, men sidder alligevel og skriver dette med to-fingersystem. Husgerning var også eftertragtet, fordi vi jo ikke rigtigt skulle lave noget og kunne mænge os med pigerne. Motorlære var også særdeles eftertragtet, da vi begyndte at køre på knallert. Vores lærer var meget god til at lære fra sig, og da nogle af os også kørte speedway, lærte han os alt om at tune vores knallerter. Og jeg mener ALT.

Jeg gik i klasse eller parallelklasse med en pige. Hun var ret lækker, men jeg var ikke helt på hendes omgangshøjde. Pigen var veninde med min kusine Vibeke, som den gang var vild. De var begge ret meget fremme i skoene. Sammen med pigen frekventerede de rockerne i den lokale rockerklub. 
En dag gik jeg sammen med pigen fra skolen. Hun fortalte hun havde ondt bagi og vraltede lidt fordi hun var blevet taget bagfra, ”Jo jo, sådan kan det jo gå” svarede jeg, uden at ane hvad hun mente… 

Min kusine Vibeke havde mistet sin mor, min fars søster Anne Marie i en ulykkelig trafikulykke. Det tog naturligvis hårdt på Vibeke og i øvrigt også på min fætter Michael. De havde det ikke let. Michael blev smidt ud af skolen, men da deres mor døde, var de så heldige at have en far, der var god som dagen er lang og som tog sig godt af dem.

Når der var fest i ungdomsklubben, var der naturligvis alkoholforbud, så vi varmede op forskellige steder i nabolaget, ofte i en gammel bunker fra krigens tid.  Vi købte typisk en stor Hancock guldøl og måske en kylling (10 cl snaps). Kyllingen, der jo ofte var lunken, blev drønet ned under ansigtsskæren og halssammensnøring og der blev så skyllet efter med øl. De lidt mere hardcore, havde også forsyninger liggende i buskadset omkring den gamle skole. Så kunne de spæde den op under festen. 

En gang kom det kendte glamrockband WALKERS med Torben Lendager og gav koncert i ungdomsklubben en lørdag aften. Det var det helt store tilløbsstykke i den lille forstad og der var fyldt til bristepunktet. Torben Lendager havde nogle ”glamrock” støvler på, høje hæle og sikkert lyn på skæftet. De fede støvler var åbenbart for stor en fristelse for en eller anden, der stjal dem i pausen. Der var kæmpe halløj, men vi fandt aldrig ud af hvem synderen var.

Musikken var så høj, at når man kom hjem i seng, hylede det for ørerne. Når jeg kom hjem, skulle jeg igennem ”CJ kontrollen” hvilket som regel lykkedes. Nogle gange var der vist også lidt trafik ud og ind af vinduet, når jeg havde været hjemme til tidlig kontrol og derefter drønede op til festerne igen. Man kan ikke holde de unge væk fra det der trækker. Ikke engang mesterpsykopaten CJ kunne.

Mormor døde

Morfar var skibskaptajn og ofte ude at sejle, og havde lange ferier hjemme. Mormor var naturligvis hjemmegående og havde min onkel Niels boende hjemme. Onkel Niels, var i øvrigt også blevet maskinmester.   

Mormor led af en periodisk sygdom der ramte, som en influenza med feber og mavesmerter. En gang, ramte den ekstra hårdt og mormor blev indlagt. Jeg blev sendt på bondegårdsferie, jeg fik at vide at mormor var død. Det ramte mig som en forhammer, aldrig har jeg været så langt nede og så ked af det. Det var som om min verden var styret i grus. 

Siden mormor kyssede mig blidt på panden, lige efter min fødsel var hun alt for mig.

Stærk som granit, da hun fødte 4 børn og måtte begrave 2 af dem og alligevel stod for det beskedne fiskerhjem i Skolegade, midt i Esbjerg og altid var der for min mor og min onkel Niels samt deres mange venner. Da jeg mange år senere påmønstrede M/S Christian Maersk kunne

første maskinmesteren med tårer i øjnene berette, han var kommet i det beskedne hjem i Skolegade og mormor havde altid taget sig af ham…

Varm og smilende når jeg kom og græd ud, og det var ofte. Mormor var altid positiv, hun var glad og ganske sikker på jeg var ufejlbarlig. Sådan var mormor – helt frem til hendes alt for tidlige død.

Når livet for mig var uudholdeligt derhjemme med svigt og tæsk, kunne jeg altid søge trøst hos mormor, så snart jeg kom ind i lejligheden på sportsvej var jeg tryg. Da jeg var lille læste hun højt for mig af sø-novellen Vikingen, senere cyklede vi sammen ud til deres lille fiskeri og jagthytte, Relax, ved Sneum sluse.

Når vi cyklede de ca. 10 km. ud til hytten, mødte vi altid en aggressiv hund omkring ved byen Tjæreborg, der hvor Tjæreborgpræsten, ham med rejseselskabet Tjæreborg, boede. Hunden bed aggressivt og jeg var bange for dyret.

Mormor havde dog en plan. Dengang kunne man tage på tur med bus til Tyskland og handle. 

Prisen for turen var kun én krone, mod at deltage i en varedemonstration på vejen – tæpper og andre ting. Mormor tog med bussen for at handle i Tyskland. 

Næste gang vi kom cyklende og hunden angreb os, trak mormor, uden at fortrække en mine, en hundeprop-pistol op af cykelkurven. Hun havde købt pistolen i Tyskland og skød hunden lige midt i hovedet. Hunden så vi aldrig mere og jeg syntes det hele var så fantastisk og urkomisk at min søde mormor kunne finde på den slags, at jeg trillede rundt i græsset af fryd og grin. Mormor tog det hele roligt.

Min yndlingsret var mormors stegte grisehaler. Siden hun døde har jeg

ikke spist retten. Men i dag kan man vel ikke engang købe grisehaler.

Uden mormor – hvem skulle nu passe på mig, give mig kærlighed og beskyttelse? Jeg var alene i verden!

Mormor var det bedste menneske jeg nogensinde har kendt. Jeg kan ikke mindes jeg nogensinde har set hende sur. 

Mormor og morfar vil altid have en stor plads i mit hjerte. Æret være deres minde!

Far og Eigil efter skilsmissen

Far var jo blevet gift og hans nye svigerfar, Eigil, var en driftig herre. Ikke at jeg fulgte det på så tæt hold, men nogle gange var jeg med på besøg på skiftende fabrikker, og fik et rimeligt godt indtryk af hvad der foregik.

Efter far havde sejlet som maskinmester endte han, efter et mellemspil som skibsbroker, på Eigils fabrik. Det var dengang Eigil havde startet Vestfrost, der producerede køleskabe med bl.a. FDB som storkunde. Far var, ligesom Eigil, en dygtig tekniker. Men han havde noget Eigil manglede; nemlig næse for forretninger og økonomi. Med fars indsats gik virksomheden mod en god indtjening.  Far ønskede at blive partner i virksomheden, men Eigil var jo dengang selv fuld af kræfter og virkelyst, så han ville ikke give noget fra sig. 

Efterhånden skovlede de penge ind og Eigil blev for en tid en særdeles holden mand, men det er ikke mit indtryk der faldt så meget af til far. Med mit kendskab til Eigil tror jeg nu heller ikke han blev dårligt betalt. Efter de havde været uenige om strategien, fandt far en anden stilling i Esbjerg på den store sildemelsfabrik TripleNine, hvor har blev til han, som næsten 70 årig gik på pension. Far tilgav aldrig sin svigerfar, for at han ikke optog ham som partner.

Far blev i øvrigt en kendt skikkelse på havnen for de mange kampe han tog med, det der dengang hed SID. Fagforeningen var uhyrlige i deres krav, en lastoptager kunne tjene en direktørløn ved, at arbejde mindre end 20 timer om ugen og gå på understøttelse resten af tiden. Far ville ikke give efter for deres fortsatte krav. På et tidspunkt fyrede han en tillidsmand fordi han ikke passede sit arbejde. Herefter nedlagde fagforeningen arbejdet for, at få far afskediget, men fiskeskipperne der ejede TripleNine i en andelsforening, stod sammen og dannede ring om far. Med tiden blev fagforeningen slidt ned, men ikke mere end produktionen nu er lukket i Esbjerg og fisken landes og forarbejdes i Thyborøn og køres herefter til Esbjerg, hvor mel pakkes og sendes.

Tilbage til Eigil. Senere da Eigil ikke havde så mange kræfter, og efter han havde mistet Vestfrost og i stedet startet en plastfabrik, var der en lind strøm af talentløse familiemedlemmer, især svigersønner, der arbejdede som direktører på plastfabrikken. Store armbevægelser og fede cigarer var fremherskende frem for forretningsmæssig tæft, eftertanke og hårdt arbejde. Den ene svigersøn var en større fiasko end den anden og til sidst blev fabrikken kørt i sænk og gik fallit. 

Far kikkede til på sidelinjen og rasede over det han så. Far er ærekær og nærer ikke mindst en stor forkærlighed for penge. Han kom til at nære et decideret had til Eigil og var sikker på han kunne have gjort det meget bedre, hvilket jeg ikke er helt uenig i.

Eigil havde oplevet at være hovedrig og køre rundt i Esbjergs dyreste Mercedes, men endte sine dage i en lille lejlighed i et usundt betonbyggeri. 

Jeg kunne ellers godt lide Eigil, som jeg anså for en begavet og glad person. Jeg syntes også det var sjovt, når han konstant kom rendende med en eller anden teknisk dims eller gimmick, han havde købt i dyre domme i sine velmagtsdage.

Egils kone, min fars svigermor, var en mokke, for da ikke at sige en heks.  Hun brød sig ikke om mig. I virkeligheden brød hun sig nok mest om sig selv. Jeg passede ikke ind i billedet, i den lille kernefamilie.

Eigils kone døde nogle år før Eigil. Edel – min fars kone – og andre i familien, ville invitere Eigil i weekenderne på skift og lave lidt ekstra mad, de kunne køre ud med til ham nogle gange om ugen. Men far hadede Eigil og ville ikke have Edel brugte penge på det.

Far er nærig. Det er bestemt kun blevet værre med alderen. 

Jeg ved, at de har mistet flere venner på den konto. Far er absolut skrupelløs, når det kommer til at få andre til at betale. Er man på restaurant kan man lige så godt opgive at få penge ud af ham. Heller ikke til drikkepenge i udlandet. Han nægter Edel fødselsdage, for han ved familien så træder til. Engang forærede jeg ham en computer. Den solgte han videre til et af sine børn. Vi gav også Edel en gave engang. Den gik han ned og fik pengene tilbage for. Uden skam i livet fortalte han det til os: Der var ikke plads i deres lejlighed.

Uønsket

Hvad der foregik inde i hovederne på mine forældre? Jeg levede på gaden og fra hånden til munden, som 15-16 årig. Man kan jo undre sig over om de virkelig ikke følte noget ansvar. Jeg ragede dem simpelthen en papand og de havde jo travlt med deres. Mor med sprutten og far med sin nye familie.

Jeg havde ind i mellem behov for nattely eller lidt mad, men fandt ud af at det skulle jeg ikke henvende mig til mine forældre for at få – jeg var simpelt hen smidt ud hjemmefra.

Der er jo ingen tvivl om mit liv til nu, havde taget ”en skæv retning”. Men hvad var egentligt gået galt? 

Først og fremmest var jeg jo med et nutidigt udtryk blevet omsorgssvigtet. Før mine forældre blev skilt, var jeg en helt almindelig dreng. Jeg klarede mig godt i skolen, gik i søndagsskole, legede med mine mange kammerater og levede et halvkedeligt liv. 

Efter mine forældres skilsmisse blev jeg et uønsket barn. Min mor var totalt selvoptaget og ligeglad med mit velbefindende. Min nye stedfar CJ, hadede mig og ville helst gemme mig væk. 

Min far var ikke for fem øre optaget af mig. Min fars nye kone Edel var travlt optaget med at skabe sin egen familie, og ville helst glemme alt om mig; ingen billeder af mig hverken på vægge eller i fotoalbummer. Kun min morfar og min mormor viste mig opmærksomhed og kærlighed. 

Mine forældre lod mig gå for lud og koldt vand og jeg fik tæsk i lange baner. Kort sagt ville mine forældre bare slippe for mig og havde svigtet mig big time!

Jeg fik forfærdeligt mange og brutale tæsk af CJ. Jeg blev rent ud sagt, mishandlet på det groveste uden mor eller nogen som helst andre gjorde noget som helst for at stoppe det. Mine skolelærere, især min idrætslærer Bjørn Frank Jørgensen, vidste jeg fik tæsk og havde slagmærker over hele kroppen, men gjorde intet ved det.

Siden har jeg fået at vide, at CJ også indimellem havde mishandlet sine andre børn. Johnny og Thomas, mine halvbrødre, har siden hen fortalt mig, at de også fik tæsk i lange baner, igen uden nogen stoppede det. Johnny har fortalt mig, at CJ åbenbart også blev mishandlet af sin egen far og han fik i tillæg alle de tæsk, der var tiltænkt hans mindre og dengang syge bror Urli.

Om CJ er skadet af sin egen opvækst, sadist, mentalt forstyrret eller noget helt tredje, ved jeg ikke og ærlig talt er jeg nu ligeglad. Hans alder er så fremskredet, at han nok ikke skal have flere børn han kan mishandle. 

Det jeg til gengæld har svært ved at lægge bag mig, er bevidstheden om de mange voksne, omsorgspersoner og familie der bare lod mishandlingen af mig fortsætte. Ingen tog ansvar og greb ind. 

Anbragt

På ’ferie’ i Egernsund

En dag – jeg var vel omkring 10 år – kom mor og sagde jeg skulle på ferie, jeg blev kørt ned til et sted i omegnen af Egernsund i Sønderjylland på Østkysten. Et område der dengang og nu er kendt for den omfangsrige produktion af teglsten, med udspring i lokale råstoffer.

Vi kørte derned, sammen med nogle mennesker jeg ikke kendte. Vi ankom, via en lang grusvej, til en stor herskabsvilla med en enorm have, der gik helt ned til en skrænt, der sluttede ved havet og en kort strand. 

Man kunne godt fornemme glansen var gået af det herskabelige. Indkørslen var rodet og fyldt med maritime genstande. Haven var slidt og bar præg af mange børn legede i den. Der var redskaber, hjemmelavede gynger og nedtrådte stier i græsplænen. Huset var stort og institutionsagtig med slidte møbler i bøg og hestedækken. Jeg fik anvist et værelse med to skibsbrikse. Den ene var min. 

Da jeg kom ud igen var mor, CJ og de ukendte mennesker kørt.

Lederen eller forstanderen var den eneste der havde et kontor. Det var et ret chefagtigt kontor i stueetagen, hvor også køkken og spiserum var placeret. Lederen var meget autoritær og brugte tyske gloser, som f.eks. ”ab march” når nogen skulle gå. Ellers så vi ikke meget til ham, undtagen når vi havde samtaler individuelt med ham.

Jeg var ikke så gammel, så min hukommelse er ikke så stærk, men jeg tror vi havde det fint. Jeg husker der var en ret stor åben båd der lå nede ved vandet, som vi sejlede ud og fiskede med. Vi havde både garn og ruser, som vi røgtede tidligt om morgenen. Der var også undervisning på stedet. 

Min mor var en røv

En dag var vi alle på en længere udflugt og skulle ud og sejle med en lille fiskerkutter. Vi krydsede Storebælt i et forfærdeligt vejr med ret store bølger. 

Jeg fik lov til, at stå i det lille styrehus som rorgænger. De andre børn forsvandt ret hurtig ned under dæk, så de blev selvfølgelig alle sammen voldsomt søsyge. Jeg fandt bølgernes rytme. Der er altid en rytme, man skal bare kigge efter. Det havde morfar lært mig. Når man finder rytmen, bølgernes melodi, er det ikke længere en kamp, men nærmere en smuk dans. Det er en ret fin fornemmelse, som jeg også senere mange gange har oplevet.

På et tidspunkt gav lederen udtryk for, at det nok mere var forholdene hjemme i familien, der var noget galt med end med mig. Han udtrykte sig rimeligt tydeligt, idet han i klartekst kaldte min mor for en røv. Så skulle jeg pludseligt ikke være der nede mere og kom hjem. 

 

Jeg fik del i min fætters konfirmation

Alle drenges drøm var dengang en knallert. Jeg drømte om en orange Puck Super. Da jeg var 14 år fik min fætter Michael, der også var 14 år, en 3 gears sort Puck.  Min fætter Michael, var i det hele taget ret forkælet og fik altid sin vilje. En gang hvor vi var på skovtur, skulle fætter Michael på toilettet. Det var dengang hvor man gik ind i skoven og sparkede et hul i skovbunden, forrettede sin nødtørft og dækkede det hele til med blade. Men det nægtede fætter Michael. Så min onkel Per, der var god som dagen er lang, valgte at klippe en rundt hul i en picnicstol, som fætter Michael så kunne få med ind i skoven. 

Fætter Michael skulle holde sin konfirmation ude i Føvling Forsamlingshus, som min Onkel Søren og hans kone Anne Marie bestyrede. 

Jeg fik at vide, at jeg kunne vælge mellem at få gaver eller holde en fest. Det kunne jeg ikke rigtigt indse rimeligheden af, men sådan blev det. Jeg valgte naturligvis gaverne i håb om at få skrabet sammen til en knallert.

Da vi så var blevet konfirmeret, kørte vi alle ud til fætter Michaels fest. Det viste sig heldigvis, at den øvrige del af familien havde valgt, at jeg ikke kun skulle være henvist til beskuerens rolle, så fætter Michael delte pænt festen med mig. Der var både en sang og en tale til mig. Dog ikke fra hverken CJ eller min mor. Jeg har faktisk et rigtigt godt minde fra den fest. 

Den anden ’konfirmation’

Det var også ved denne tid, jeg fik en særlig oplevelse.

En pige der var lidt ældre end mig, sendte mig søde smil og var meget interesseret i mig. Vi rendte sammen og jeg følte en sær sugen i maven. 

En dag var vi oppe på et loftsværelse med skråvægge og med en lidt høj seng. Hun satte sig i sengen og vi pjattede lidt. Hun kyssede mig og kørte tungen rundt i munden på mig. Nu sugede det ikke kun i maven. Blodet strømmede fra hovedet. Vi var begge meget usikre og prøvede os frem.

Pludseligt løb hun ud af værelset og kom lidt efter tilbage. Frejdigt og målbevist smed hun alt  tøjet. Pigen havde faste, forbløffende store bryster, en smuk bagdel og en flad mave. Hendes bryster og bagdel var kridhvide – i kontrast til hendes ellers solbrune krop. Hendes lange hår hang ned langs skulderen, foran kroppen og dækkede til dels for det ene bryst. Pigen kiggede over på mig og sendte mig et sødt smil. Hun blev ugenert stående lidt. 

Så sprang hun splitternøgen op i sengen til mig. Hun kælede med mig og jeg med hende. En sær følelse kom over mig, vi kunne kigge hinanden fast i øjnene. Jeg var slet ikke i tvivl. Vi vidste begge, at nu skulle vi have vores seksuelle debut. Vi var famlende og forsigtige. Men det virkede, som om hun havde en plan og vidste hvad hun ville. Det var meget sødt og uskyldigt. 

Bagefter lå vi musestille og lyttede efter, om nogen havde hørt os. 

Jeg nød den tætte kropslige kontakt, hendes bløde hud og hårets friske duft.

For mig var det et behageligt afbrud på en ellers ret ulidelig tilværelse.

I højhuset.

I en periode af min tidlige ungdom boede jeg I en længere periode hos Ole og Søren og deres mor, Jonna, som havde været med ude og sejle den gang jeg og familien var med Ohio. 

Jonnas mand Orla var også maskinmester, men de var blevet skilt efter hun og mor havde startet et lidt udsvævende liv og mor var også blev skilt fra far.

Hos Ole og Søren

Jonna havde det ikke godt. Hun var sød, kærlig og tog godt i mod mig. Men hun fungerede ikke godt. Hun led af dårlige nerver og var i en lang periode indlagt på nervesanatoriet, som lå i nærheden af deres lejlighed i en stor 12 etagers ejendom i Gjesing.

Når hun var indlagt, var vi overladt til os selv og vi klarede det egentligt meget fint. Ole var et par år ældre end mig.  Han var den, der ledede og fordelte de praktiske opgaver. Men det er jo klart, at der også blev holdt fester og desværre tiltrak vi også opmærksomheden fra en lokal rockerklub, der holdt til i højhuset.

Rockerne var nogle hårde drenge med deres store motorcykler, læderjakker og veste. Senere blev de en del af en af Helle Angels, tror jeg det var. Det var rigtige rockere. Ikke sådan nogle mini-rockere. Rockerne kom en gang vi holdt fest, og det kunne vi slet ikke håndtere. De tømte køleskabet ud på gulvet og smed med æg og mad så det nærmest drev ned af væggene.

Vi slap for de kom oftere i lejligheden. Men de tolererede os når vi kom i deres lejlighed.

Rockerne begyndte at eksperimentere med stoffer. De stak sig med sprøjter og sad og talte om hvor sort deres blod var blevet, og om det de kaldte suset. Vi blev også tilbudt at prøve, men vi skulle heldigvis ikke nyde noget. Vi var i virkeligheden slet ikke sådan nogle hårde drenge.

Rockerne var konstant i klammeri rundt omkring i byen. Jeg tror de var på stoffer, når de kom i slagsmål. De gik bersærk som vikinger. En dag kunne vi fra vores altan i højhuset følge, hvordan de ryddede en bodega og hvordan de var i slåskamp med politiet. Det var rockerne ret stolte over, for aldrig havde de da fået så meget ”knippelsuppe”…

Især var der en stor fyr de kaldte for flipper. Nogen flippertype var han dog ikke, men han havde langt hår. Han var vild og storforbruger af stoffer og vi holdt altid god afstand til ham. Han var totalt uforudsigelig og dødsensfarlig. En dag stak han en kniv et par centimeter ind i maven på en fyr, bare for at se hvad der skete. Det var iskoldt, helt klinisk. Med undersøgende øjne studerede han offeret og resultatet af sin ugerning.

Jeg tænker nogle gange på hvordan det mon er gået dem.

Steen og stoffer

Der var også mange andre rødder i de to store blokke på 12 etager, der stadig ligger der. Der var en fyr, der hed Steen. Han var allerede som meget ung dybt kriminel og en giftig slagsbror. 

Steen gik tidligt ud af skolen og kom ud på Ecco´s skofabrik i Esbjerg, men indkomsten blev suppleret med forskellige primitive kriminelle aktiviteter. Han var en flot fyr og lignede Poul Reichardt i hans unge år og pigerne var vilde med ham. Og alt det vi andre ikke rigtigt turde med pigerne, det var han i fuld gang med at udforske. Han kunne altid skaffe øl og spiritus til festerne.  Ham og en kammerat kørte af sted på knallerter og kom tilbage med et par kasser øl og nogle flasker sprut. 

Jeg fandt senere ud af, at der var en loge, som havde et mødelokale i en hytte i Nørre skoven. Her kunne han komme ind i og hugge lidt til husbehov i ny og næ. Dummere var han ikke, end ikke at tømme lageret.

En dag blev jeg stoppet af politiet og hevet ind på bagsædet til et heftigt forhør, der involverede et par ret alvorlige lussinger. De to betjente talte over radioen og kunne sætte den på en slags lydløs, så jeg ikke kunne høre med. Det gik på, at jeg skulle have stjålet nogle piller fra en lejlighed. Jeg vidste af gode grunde ikke hvad de talte om. Men det havde betjentene ikke tænkt sig, at slå sig til tåls med. 

Det viste sig efterfølgende, at Steen havde hugget pillerne fra en dame, sammen med datteren. Da de så blev afsløret, fandt Steen på at give mig skylden. Jeg var jo hjemløs og havde svært ved at forsvare mig. 

Siden den gang undgik jeg Steen. Ikke fordi han var kriminel. Det syntes jeg bare var ynkeligt. Men fordi han var skrupelløs. 

Steen havde et kælderrum hvor han skrællede stjålne knallerter for, at sælge stumperne. Jeg opsøgte ham der og gav ham en kæmpe røvfuld.

Jeg har aldrig siden set ham. Men tænker nogle gange på, hvordan det er gået ham.

Det boligkvarter hvor jeg boede i den tid, var arnestedet for en del af byens småkriminalitet. 

Ungdomspension

Lugten af poleret linoleum strømmede mig i møde, da de brede døre blev åbnet. Sagsbehandleren sagde: ”Kent det er her du skal bo” og førte mig ned gennem de åbne spisesale og op til den gang jeg skulle bo på.
 
Værelset var ikke stort, der var en skibsbriks og et lille arbejdsbord og vinduet var ud til et lille atrium.

På radaren

På et tidpunkt kunne jeg ikke holde mig under myndighedernes radar længere og fik anvist et værelse på en ungdomspension i udkanten af Esbjerg. Det var ikke så langt fra hvor morfar boede.  

Det var på tide, at jeg blev fjernet fra det miljø jeg frekventerede. Og det var håbløst dumt ikke at få gjort skolen færdig. Jeg ved ikke hvad der var sket, hvis der ikke var blevet grebet ind. Min omgangskreds blev dog ikke bedre, og det var et mindre mirakel, jeg undgik kriminalitet og narkomisbrug. De institutioner jeg kom til at bo på, flød med stoffer og der var mange villige læremestre ud i kunsten at stjæle biler og bryde døre op.

Ungdomspensionen var på mange måder fin. Den var under kristen ledelse og klientellet var blandet. Jeg fortsatte med at være i dårligt selskab, men kom ikke ud i hverken problemer med narkotika eller kriminalitet. Måske kan man sige, at de mange frygtelige skæbner jeg stiftede bekendtskab med, vaccinerede mig mod at blive en del af den verden. 

Vi røg lidt hash, men det var aldrig rigtig noget der fængede mig. Man bliver så sløv af stadset. Når det var nødvendigt kunne det dog bruges til virkelighedsflugt.

Stop en halv og fyr en tjald

En dag havde vi skaffet noget virkelig god hash. Jeg ristede tobakken på det sølvpapir, der er inde i cigaretpakken, for at få nikotinen ud af tobakken. 

Nogle gange kunne man også bare slikke på cigaretten, så den blev våd og så lade flammerne fra en lighter slikke op ad den, til den lige præcist begyndte at blive brun og ryge, så var den klar. Men sølvpapiret var nu en gang det bedste. Så varmede man hashen op til den blev blød.

Denne hash var fed, sort og lækker. Jeg miksede den varme bløde hash sammen med den lune tobak og stoppede det løst ned i en chillum. 

Nogle gange brugte vi en tjubang; et rør med en chillum i. Så kunne man suge masser af røg ned i røret og suge det hele ned i lungerne på én gang. Man skulle holde røgen nede i lungerne så længe som muligt, så virkningen kunne trænge over i blodbanen og give et kæmpe kick. 

Bang! 
Så noget fedt musik på og så bare drømme hen:

Itsi Bitsi ta’ med mig til Nepal
Itsi Bitsi ta’ med mig til Nepal

Vejen er lavet af rågummisåler
Ta’ dine sko af for asfalten tåler
Kun dine bare tæer
Kys dine skarabæer
Lyt til speedometeret der skråler

At vi er inviteret til lamabal
Så Itsi Bitsi ta’ med mig til Nepal……..

Den fede hash gjorde man let kunne slippe væk fra virkeligheden. Det var den lette vej, som jeg tog ind i mellem, men heldigvis ikke så ofte.

Jeg havde min knallert og kunne passe et arbejde på en minkfarm. Bonden lod mig, ind imellem, tanke et par liter blå benzin (afgiftsfri), som han sagde, sådan gør vi på landet. Jeg tænkte en del over hans tilgang til systemet (skat, afgifter og moms), som stod i skærende kontrast til min opfattelse af bonden, som en stolt og ærlig person der altid var fair og ordentlig.

På institutionen gjorde systemet deres til jeg gav op og flød med, i en fed tåge af hash. Når man først er blevet sagsbehandlernes, pædagogernes og de offentlige lederes levebrød, gør de hvad de kan for at, man mister enhver indflydelse på eget liv. På en eller anden måde bevarede jeg dog kontakten til den virkelige verden, ikke mindst fordi jeg havde fastholdt mit arbejde på en minkfarm. Minkfarmen, bonden og bondekonen samt det ansvar jeg fik på stedet, gjorde at jeg trods systemet paralyserende superkraft, bevarede en form for fri vilje.

Via Billeshave til ungdomsinstitution i Seden

Tre granvoksne mænd og en kvindelig sagsbehandler dukkede pludseligt op på mit værelse.

Jeg blev instinktivt skrækslagen. Jeg viste at 3 mand og en sagsbehandler betød noget, der helt sikkert ikke var godt. Jeg begyndte at græde, men der var ingen til at høre mig.

”Pak en taske og følg med”.

De tog mig med, og jeg blev bogstaveligt talt slæbt ud i en bil og kørt væk. Uden forklaring, men med anvendelse af en del unødig magt.

Mellemlanding

Jeg blev kørt til en institution lige udenfor Strib, der hedder Billeshave. Det er i dag efterskole. Den smukke herregård har tjent mange formål gennem tiderne; blandt andet som opdragelsesanstalt for kriminelle unge. Jeg havde aldrig begået nogen kriminalitet ud over at køre ulovligt på knallert, så formålet var måske at myndighederne ville opdrage mig til kriminel. Det var måske min tildelte rolle. For der var mange, der gerne ville lære fra sig på Billeshave. 

Jeg forstår godt hvis det er svært at tro på jeg ikke var kriminel. Myndighederne gad jo heller ikke engang overveje dette og antog ganske enkelt, at jeg var en småforbryder. Jeg var bestemt ikke uskyldigheden selv, men min grænse gik ved tunede knallerter og hashrygning.

Jeg ser ikke ned på dem, der har været lidt småkriminelle og har overkommet dette, tværtimod. Men jeg kommer ikke til at krydre denne bog med kriminalitet, som jeg ikke har begået.

Seden ungdomshjem

Det viste sig nu, af grunde jeg aldrig blev indviet i, at jeg ikke skulle blive på Billeshave, men i stedet sendes til det, der i folkemunde blev kaldt Seden Lærlingehjem. Det var nu ikke længere lærlingehjem, idet det var lavet om til en decideret ungdomsinstitution. Stedet bestod af en hovedbygning med værelser og en fælles spisesal. Derudover var der knyttet nogle værksteder til institutionen. 

Jeg startede med at arbejde på snedkerværkstedet, hvor man havde en mindre produktion af bl.a. møbler. 

Jeg skulle gennemgå en række samtaler og tests. Ingen fortalte om formålet, og jeg forstod ikke hvad det hele gik ud på, men deltog naturligvis, dog uden den store entusiasme. 

Det er en af de ting jeg har oplevet mange gange. De mennesker der arbejder i systemet, forstår ikke, at de unge ikke på forhånd forstår hvad der foregår. Så de ulejliger sig ikke med at forklare det. Den mangel på engagement og ønske om, at den unge ’er med’ på hvad der skal ske, smitter selvfølgelig af på de unge, som jo ikke selv kan engagere sig i noget, som de ikke ved hvad er.

Det endte dog med, at viceforstanderen Ole begyndte at interessere sig for mig og min fremtid. Børn og unge opfatter, på en intuitiv måde en ærlig og god interesse, så mit engagement steg naturligvis tilsvarende. Ole testede bl.a. min IQ ,som viste sig at være pænt over det normale. Han nævnte også et tal, som jeg stadigt husker, men holder for mig selv.

Seden skole og kontrasten

Det blev besluttet, at jeg skulle få gjort min realeksamen færdig på den nærliggende Seden skole. Jeg fornemmede nu ikke den samme entusiasme fra mine lærere over, at skulle have en sådan u-voren fyr i klassen. Men det var vel forståeligt. 

En af forældrene mente da også lige, at han skulle fortælle mig et par borgerlige ord om adfærd og opførsel. Forælderen, en far til en af mine nye klassekammerater, stak mig faktisk et par flade ved lejligheden, lige for at understrege pointen. Til trods for hans helt igennem tåbelige opførsel, har jeg tilgivet optrinnet fuldstændigt, da han efter en tid kom og gav mig en uforbeholden undskyldning. Så en form mandfolk var han jo, faktisk. Men det var den slags reaktioner man blev mødt med, når man som ung kom ind i systemet og skulle i kontakt med omgivelserne.

Lærerne og de øvrige elever behandlede mig dog rimeligt fair, da det kom til stykket. Jeg faldt godt til i klassen og deltog også på lige fod i de fleste sociale aktiviteter. Dog var der en del restriktioner på institutionen mht. til hvornår man skulle komme og gå. Det gjorde, at jeg ikke altid kunne deltage i mine klassekammeraters aktiviteter. Jeg har tit tænkt på det var ret tåbeligt. Gad vide om systemets ræsonnement var, at der var bedre selskab på en døgninstitution end i en almindelig skoleklasse.

Der var nu ikke tale om det ideelle studiemiljø på institutionen. Rundt på værelserne blev der  naturligvis røget hash og sniffet lightergas, samt cellulosefortynder, som var stjålet fra snedkeriets malerbokse. Indtagelsen af store mænger søsygetabeletter og andre medikamenter stod ligeledes på menuen. Når man kom på besøg på et af værelserne, var det klogt lige at lugte efter, om luften var tyk af gas og opløsningsmidler, inden man tændte en cigaret. Og det var ikke for sjov. Rent faktisk er det sket, at det har ført til en eksplosion, når nogen tændte en cigaret. 

Jeg holdt mig til at ryge hash i ny og næ. Det var mest på de tidspunkter hvor jeg ikke måtte deltage i skolekammeraternes mere normale aktiviteter. Når pædagogerne mente det var bedst for mig.

Der var mange typer og skæbner på stedet. Der var dem, der var som helt almindelige unge drenge. Den eneste fejl ved dem var, at familien på den ene eller anden måde havde svigtet dem. Der var også nogle man skulle holde sig langt væk fra. En del af de øvrige beboere var nu allerede tabt. Ikke for det de gjorde, men fordi de ingen vilje og karakter havde. Det lyder måske lidt hårdt, men jeg tror simpelthen ikke de kunne hjælpes. Hvis man ikke selv vil være med, er der ikke noget at gøre.

Knallertstel og junglelov

Jeg havde fået min knallert med. Men den kunne jeg ikke have for mig selv. Jeg blev flere gange truet til, at låne den ud mod min vilje. En gang var der en ældre fyr, som solgte alle delene fra min knallert. Jeg måtte selv slæbe resterne tilbage fra Vollsmose, som tak for lånet. 

Jeg brokkede mig til fyren, med det resultat at han nikkede mig en skalle, så jeg røg ned ad trappen med blodet sprøjtende.

Morfar, hjalp mig med penge til nye dele. 

Tidligere havde min onkel Niels, der havde dyrket kampsport, givet mig et intensiv kursus i selvforsvar, så jeg viste hvordan man kunne passivisere en angriber, hvis jeg bare var forberedt. Næste gang, ville jeg være forberedt.

En dag havde tyven taget nogle stoffer og mødte mig på gangen. Han sendte mig et ondt smil, da vi nærmede os hinanden. Da han var ud for mig, langede han ud efter mig, men jeg var klar og han alt for langsom i hans påvirkede tilstand. Jeg sendte en byge af slag ind mod mellemgulvet på ham, slog efter nyrer og lever. Han knækkede sammen og jeg smadrede knæet op i ansigtet på ham. Blodet sprøjtede fra hans smadrede næse. Jeg kastede min krop med al kraft ind i ham, så han røg over i væggen og hamrede hovedet ind i den og styrtede omkuld. Jeg sparkede ham, med al kraft i ribbenene og lod ham ligge.

Selvom jeg fik hævn, måtte jeg opgive at have min knallert. Idioten holdt sig dog langt væk fra mig og lod mig være i fred.

Hvis jeg ikke tog kampen op mod den slags typer, fortsatte det bare. Han ville helt sikkert konfiskere mine lommepenge, tage alle mine ting og tæske mig for sjov. Sådan var det bare. I samfundet findes der privat ejendomsret, regler og et politi til, at håndhæve reglerne. Klokken 23 på en døgninstitution er der én pædagog, der har vagt. Og så gælder jungleloven. 

Selv om jeg ikke havde gået i skole i en rum tid og havde mistet et helt klassetrin eller to, fik jeg heldigvis en udmærket eksamen. Som læreren skrev i min udtalelse: ”Selvom Kents indsats i flere fag har været svingende, har han opnået et godt resultat”. Det kunne jo tolkes som om, at jeg havde været luddoven, men det syntes jeg nu ikke. Der var derimod dage hvor jeg ikke kunne gå i skole, bl.a. fordi jungleloven herskede. Det var ikke den letteste sag at sidde med sine lektier i fællessalen. Men det sagde jeg ikke noget om. 

Svigt og den onde institution Bråskovgård

Jeg sad i politibilen. På forsæderne sad to betjente. På bagsædet jeg og en socialarbejder fra Esbjerg kommune. Min næse blødte ikke mere, men der var en del blod på min jakke og T-shirt;  mit blod. Håndjernene strammede forfærdeligt på mine håndled og mine arme sov.

Jeg tror min skulder var gået af led eller var forstuvet.  Betjentene var meget aggressive. Jeg turde ikke sige noget. Vi kørte og kørte og kørte. Til sidst kom vi til et øde sted, langt ude på landet. Vi drejede op ad en lang lige jordvej. Alt var grimt, gråt og øde. 

Forrådt

Efter realeksamen blev jeg skibet tilbage til Esbjerg, hvor jeg boede en periode i min fars kælder.

Tingene står ikke klart i min hukommelse. Jeg kan huske, at jeg startede på laborantskolen. Det var nu uden større held. Der blev jeg rent ud sagt udkonkurreret af flittige piger med studentereksamen. Jeg anede f.eks. ikke hvad en isotop var. Det gjorde pigerne! Det var åbenbart ikke helt spændende nok til, at jeg ville ofre det der skulle til.

Jeg har ikke nogen erindring om, at jeg skulle have skilt mig særligt ud. Jeg var ikke indblandet i kriminalitet og jeg tog ikke stoffer. Jeg havde også et arbejde, når jeg ikke forsøgte mig på laborantstudiet.

Jeg hjalp min far hjemme på Edelsvej med noget praktisk arbejde. Det var dejligt vejr og jeg nød, at hjælpe til og solede mig i fars opmærksomhed. 

Far spurgte om jeg ville med ud og hente materialer på Bødkers Tømmerhandel. Som sagt så gjort. Vi kørte af sted.

Da vi ankom til den store parkeringsplads uden for tømmerhandelen, kunne jeg se der holdt en politibil. En kvindelig sagsbehandler fra kommunen kom over mod mig, med to betjente lige i hælene. 

Jeg blev rædselsslagen og trådte et par skridt tilbage og spurgte hvad vil I. Betjentene der nu var trådt frem sagde: Du skal bare følge med. Jeg spurgte igen hvorfor,  hvilket fik betjentene til, med fysisk vold at smide mig ind bag i politibilen. 

Far sad tavst i sin egen bil og fulgte optrinnet.

I hullet

Vi sad i politibilen. Jeg i håndjern, smurt ind i blod og med en skulder af led. Vi kørte ned mod en gulkalket bygning, langs bygningen ned til en ensomt siddende dør. Jeg blev slæbt ud af bilen, med armene låst på ryggen. Jeg skreg af smerte og min skulder gjorde ondt som ind i helvede. Ved døren sad en stor grå kontakt, som socialarbejderen trykkede i bund. En klokke lød i det fjerne. Lyden kom fra de højtsiddende vinduer langt over mig. Jeg stod med ansigtet få cm. fra den grimme slidte gulkalkede mur. En mand med stort skæg dukkede op i døren. En betjent tog håndjernene af mig, mens jeg ville gnide liv i de følelsesløse hænder, blev jeg brutalt skubbet ind.

Statsungdomshjemmet Bråskovgård lå mellem Vejle og Horsens og er i dag efterskole. Det var et forfærdeligt sted, gammelt og med en fængselsafdeling, som de kaldte ”den lukkede”. 

Stedet skræmte mig fra vid og sans. Jeg blev smidt ind i en klaustrofobisk celle på den lukkede afdeling og ståldøren bag mig blev smækket i.

Det var en ældgammel celle med vinduer lavet af grønmalede kraftige stålrammer med små bitte ruder af panserglas. Cellen var 2 x 3 meter og med en aflåst ståldør med glughul, så man kunne kigge ind udefra. Maden blev serveret på en bakke 3 gange om dagen. Der var kun mulighed for bad og toiletbesøg på gangen og man skulle ringe på en klokke. Alle vinduer sad langt oppe under loftet, så man kunne ikke se ud.

Der gik fire døgn før jeg blev sluppet ud af isolationen og jeg kunne møde de øvrige ”indsatte”.
Det var obligatorisk. Jeg var kommet fra asken til ilden! Den ene dag hygger man sig i solen og tror man har en familie. Endelig smiler livet til en. Dagen efter sidder man i en lille forældet, aflåst isolationscelle og får maden serveret på en bakke og skal ringe på klokken og bede om lov til at gå på toilettet. Om natten bliver lyset slukket.

Jeg lå i den lille briks omklamret af klamme vægge og stirrede ud i mørket. Jeg følte mig så alene og forladt. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var havnet dér.
Om natten græd jeg mig i søvn.

Hvis planen fra myndighedernes side var, at jeg skulle have en bedre omgangskreds, kan jeg godt i al stilfærdighed oplyse, at den mission ikke lykkedes. Det var opbevaring og indespærring af børn og unge.

Bråskovgård får en hård medfart i ”Godhavnsrapporten”, dog uden at ”børnenes statsminister” Mette F. har følt anledning til at undskylde. 
Jeg har klaret mig godt på trods. Men jeg tror, at nogle af de ulovligt og uheldigt tilfangetagne  og mishandlede børn på Bråskovgård også kunne have glæde af både undskyldning og de 300.000 kr., som Staten nu har måttet afsætte i erstatning til Godhavndrengene.

Metalværksted og bokseturnering

Udenpå var jeg kold og hård, men inden i var jeg bare et bange og følsomt barn.

På den lukkede afdeling kunne man enten gå i skole blandt nogle særdeles umotiverede studerende eller arbejde på et metalværksted. Jeg valgte metalværkstedet. De fleste interesserede sig ikke det mindste for arbejdet og fandt på alt muligt andet. Men jeg blev ret optaget af, at lære at svejse. Jeg kunne sidde i timer og forbedre min teknik. Jeg var fuldstændigt opslugt og skulle næsten slæbes til frokost og igen til fyraften. Jeg fik et ret godt forhold til lederen af værkstedet, der ellers havde mistet enhver rest af motivation. Han gik i gang med at lære fra sig, og jeg lappede det i mig.

Mine 3 måneder på den lukkede afdeling var forfærdelige. Dels den modbydelige isolation, men også den nedværdigende måde vi børn blev behandlet på. 

Nogle vil tro det er løgn. Men det er den skinbarlige sandhed: Om torsdagen arrangerede de voksne en ”bokseturnering” hvor vi børn skulle bokse mod hinanden. Det var ligesom på film, hvor mænd går ind i en kamparena for at kæmpe til døden og de omgivende tilskuere råber og skriger og vædder om udfaldet. Den eneste regel var, at kampen gik uendeligt – lige indtil til en af os gik i gulvet og ikke rejste sig igen. Jeg er ganske sikker på, at de ansatte voksne spillede på os.

Det var en af disse kamptorsdage, at jeg blev sat op mod en noget mindre, men særdeles aggressiv fyr, som også var indsat på denne lukkede fængselsafdeling, som man havde kaldt noget andet for, at få det til at se rigtigt og pædagogisk ud. 

Kampen begyndte under stor opmærksomhed. Den lille fyr var pågående og jeg prøvede at holde ham hen og undgå hans voldsomme udfald. Han må have troet, at han kunne vinde kampen. Han blev ved og ved og jeg kunne ikke blive ved med at undvige. Jeg var jo ikke en slagsbror og jeg var heller ikke i verdens bedste kondition. Jeg var bare stor. Min modstander blev mere og mere aggressiv. Han kom tættere på og han ramte mig mere og mere. Jeg kunne mærke jeg ikke havde kondition til at forsætte meget mere, så jeg var nødt til at tage en beslutning. Jeg trak mig lidt tilbage og gjorde mig klar. Da han næste gang kom farende efter mig, havde jeg fået indtaget en god solid position, med fødderne godt plantet i gulvet. Min arm var klar og min hånd var knyttet. Jeg kunne mærke mig selv og min krop var spændt op. Jeg havde taget mål af ham og afstanden til ham. Jeg vidste, at jeg kunne ramme. Og jeg vidste hvor jeg ville ramme. Jeg svingede tilbage – og idet han kom indenfor rækkevidde, langede jeg ud så hurtigt og hårdt jeg kunne og slog ham med et knaldende slag mod halsen, med alt jeg havde i mig. Man kunne høre den væmmelige og lidt knasende lyd af min knytnæve, som ramte ham på halsen. Han blev helt stille og jeg så det nærmest i slow-motion, da han dalede mod gulvet og ramte det med et lige så væmmeligt dump klask. I min koncentration havde jeg ikke kunne høre meget andet end mig selv og min susen for ørerne, men i det øjeblik han ramte, kom lyden fra tilskuerne igen og jeg kunne høre de vilde hurraråb. Jeg var både overrasket og lidt ubehagelig til mode. Jeg husker hele episoden ret godt.

Fyren kom på hospitalet under påskud af at være faldet. 
Det var sådan man gjorde. 

På den åbne!

Senere kom jeg på en åben afdeling. Det var heller ikke nogen ”walk in the park”. Men alligevel finder livet op i lyset, hvor svagt det lys end måtte være. 

Man gik enten i skole på stedet, eller arbejdede på værkstederne eller på landbruget. Der var en enkelt pige, der fik lov at gå i en almindelig skole. Jeg startede på landbruget, da jeg kendte lidt til det og det var et godt sted at bruge sine kræfter, da det var i høsttiden. Efter høsten kom jeg over på det åbne maskinværksted. 

Selv om vi fandt ud af at omgå systemet, og komme i byen og holde småfester, var der et voldsomt opsyn også på de åbne afdelinger: Faste sengetider, låste døre, personale der kom brasende ind, uden at banke på og en nattevagt, der også bare flåede døren op flere gange om natten. 

Der var en fyr på den åbne afdeling, jeg kom ind på. Han mindede en del om Charlie fra filmen Mig og Charlie. Lang og ranglet med ustyrlige lemmer, bumser og trods sin unge alder en lang kriminel historie. Han kom i øvrigt også fra Esbjerg og var en sjov fyr, der var vennernes ven og altid glad og charmerende. Han involverede aldrig mig i hans kriminalitet, men jeg er sikker på hans speciale var villaindbrud. Han stak ofte af på springtur og blev altid taget for en eller anden dum ting. Han indrømmede sine synder og fik et minus i karakterbogen. 

Når jeg var i Esbjerg, tog jeg ud til fester i weekenderne. Mine forældre så jeg ikke noget til. De kom på Bråskovgård én gang og derefter skulle de ikke nyde noget. Så jeg blev parkeret i glemmebogen. Men Charlie dukkede nogle gange op til festerne og så var der gang i den. Altid højt humør og masser af sprut og cigaretter.

En anden gang skulle vi til Horsens og en tur i byen. Vi var et par stykker og gik ned til bussen. Det blev  dog ikke den bus vi havde regnet med. Charlie, lad os bare kalde ham det, havde lejet en bus med chauffør og drikkevarer og fået charmeret sig ind på nogle af de lokale piger, der også skulle med. Han havde lommerne fulde af penge. Vi viste jo nok hvor de kom fra, men det tænkte vi ikke så meget over. Det blev en sjov tur og nat og jeg gav den med Elvis-numre i bussens mikrofon, vi havde en fest og det var ret morsomt. 

Det var alle disse fester, som alligevel endte med at gøre mig kriminel. Det var en tid efter jeg kom ud fra den lukkede afdeling. Og det var anden gang, jeg blev spærret inde på Bråskovgård for en eller anden banal forseelse, jeg ikke husker. Jeg kom tilbage på en almindelig afdeling. Der holdt Charlie en mindre fest, som jeg deltog i. Det var i øvrigt ikke mindst fordi, der var en dejlig pige, som jeg var meget interesseret i. Det viste sig så, at han serverede spiritus købt for stjålne penge. Ja ærlig talt så vidste vi det jo godt. Så jeg måtte en tur i retten for hæleri, men slap heldigvis med et tiltalefrafald. 

Den plet på straffeattesten står der stadig. Men kun for de særligt indviede. Hvilket jeg fandt ud af en del år senere da jeg fik studiejob som vægter hos det der i dag hedder G4S. Heldigvis lykkedes det mig siden, at holde mig fri af kriminalitet, selv om der blev presset og lokket.

Afdelingsmøderne

Hver mandag var der afdelingsmøde på den afdeling hvor jeg boede. Det var med forstanderen Kurt Palsvig for bordenden og det tog hele formiddagen. Man blev hevet over, hvis der var noget han ville vide. Min mester Aksel gjorde en ihærdig indsats for at forklare, at det ville være en god idé hvis jeg koncentrerede mig om at lære mest muligt på smedeværkstedet og derefter kom på teknisk skole. 

Kurt Palsvig var jo cand.psyk. og han havde ikke den store respekt for smeden Aksel, så han ignorerede ham nærmest. Jeg forstod det ikke. Syntes nærmest det var pinligt. Her var jo endelig en voksen, der interesserede sig oprigtigt for mig! Og hvis forstanderen da bare vidste hvad smeden kunne og hvordan han kunne svinge en forhammer. Men det talte ikke for en fimsefin akademiker. 

Kurt Palsvig så jeg altid kun siddende for enden af et mødebord. Han var temmelig korpulent, havde en imposant fransk fremtræden; et kæmpe fransk overskæg og så stank han af hvidløg. Han pralede af hvor sundt hvidløg var og hvor mange han åd hver dag. Jeg er sikker på han var frankofil, hele hans attitude struttede af det. 

Selv om forstanderen tydeligvis havde et BMI i fareklassen supplerede hans kone forstanderindtægten som konsulent for os børn; sundhedskonsulent! Terapien bestod af strygninger over kroppen med en pind og koncentrationsøvelser. 

I familiepleje

Jeg var på min første ferie. John og Jette havde taget mig med til Sicilien, på et kæmpe feriecenter – Città Del Mare. 

Jeg nød varmen og friheden i fulde drag, tiden stod stille og jeg oplevede alt som i slow motion. Kunne det virkeligt passe at jeg oplevede så megen herlighed?

John og Jette

Efter jeg kom ud fra Bråskovgård, kom jeg på teknisk skole i Vejle og derefter i lære på en smede- og maskinfabrik i Vejle. 

Jeg flyttede fra institutionen og kom i familiepleje hos John og Jette. John var faglærer på teknisk skole i Vejle. Det var også ham, der havde organiseret min læreplads. De boede i Egeskov, som er en lille landsby mellem Fredericia og Vejle, tæt på Trelde næs. 

John og Jette var dejlige mennesker og de havde en datter, der var et par år yngre end jeg. Jeg fik hurtigt en masse venner i området. De fleste aktiviteter var centreret omkring idrætshallen, hvor jeg gik til fodbold. Dog uden mit talent nogensinde pressede sig meget på. Men det betød, at den stod på træning og løbetræning, så jeg kom i fin form. 

En af mine gode venner var en fyr, der hedder Jens Erik. Ham er jeg fortsat venner med. Jens Erik boede med sine forældre og 3 søstre på gården Klinten ude på Trelde Næs. Hans far Maltha, blev kaldt Treldekongen og havde Trelde Næs Camping. Jeg kom en del i deres hjem og følte mig godt tilpas i deres selskab. Så langt om længe begyndte jeg, at få en nogenlunde normal tilværelse igen. Det havde jeg ikke haft, siden mine forældre blev skilt og jeg var 8 år. 

Det faktum at der var mange søde piger, der spillede håndbold i hallen, gjorde bestemt ikke livet mindre interessant.

Selvfølgelig var jeg ikke en del af familien, men de gjorde en ihærdig indsats for, at jeg skulle have det godt. Jeg fik indrettet mit værelse med briks og flot betræk, som Jette fik syet til formålet. 

Jeg kom også for første gang i mange år med på ferie. Vi var på et gigantisk feriecenter, Città del Mare, på Sicilien. Det var nok et af de første pengeløse all inklusive feriecentre. Jeg delte værelse med en fyr, der var noget af en Don Juan. Han scorede piger på samlebånd. Det var en pragtfuld ferie, som er et rigtig godt minde, fordi jeg følte mig som en del af et rigtigt fælleskab. Næsten familie.

Triumph Spitfire og effektiv produktion

Jeg var blevet 18 år og havde taget kørekort. Min første bil blev intet mindre en Triumph Spitfire sportsvogn. En lille lækker sag, som jeg købte af Johns bror, der solgte gamle biler. Den var, som alle engelske biler dengang, desværre altid i stykker. Men flot så den ud!

For at få råd til den, fik jeg en aftale med Mester om, at jeg efter fyraften kunne tjene nogle ekstra penge ved, at lave nogle bøjler af stål, der indgik i en lampeproduktion. De skulle bukkes og svejses og jeg indgik en akkord med mester om, at jeg fik 2 kr. stykket. Det var en god aftale.

Min læreplads var lidt speciel. Som yngste lærling skulle jeg primært passe svendene op. Det indbefattede også, at jeg brugte den første halvdel af min middagspause på, at cykle til købmand for svendene. Det var også mig der skulle hente øl, og det var en del. Jeg skulle også køre til stålgrossist og hente varer mm. Varerne blev hentet på en Long John ladcykel. Man blev brugt – for ikke at sige udnyttet. 

Det lykkedes mig, at få produktionen af bøjler organiseret så effektivt, at jeg kunne lave 10 gange så mange som mester havde regnet med. Pengene strømmede ind. Desværre kunne mester ikke tåle, at jeg tjente så meget og han brød aftalen, selv om han jo også tjente godt på det. Så gad jeg ikke knokle med det mere og måtte leve af lærlingelønnen på 8 kr. i timen. Det blev mester rasende over. Det var dengang man godt kunne få en på siden af hovedet. Det fik jeg nu ikke ved den lejlighed, men jeg tror det var tæt på.

Efterhånden havde jeg tjent mine første sporer, og jeg slap for de ringeste arbejdsopgaver og blev, sammen med de andre 2 lærlinge, primært indsat som billig arbejdskraft i VVS afdelingen. Der var ansat en disponent, der kom fra en stålgrossist. Han havde mistet sit kørekort pga. druk. Han lavede tilbud og bød ind på VVS licitationer. Når firmaet vandt, blev mestersvenden Erik og firmaets tre lærlinge sat på opgaven. 

Indimellem lavede vi også spjæld. Det kalder man småopgaver på timebasis, som at reparere oliefyr, skifte en radiator, installere en ny emhætte i et industrikøkken eller reparere en mekanisk skillevæg på et hotel. Så opgaverne var egentlig både interessante og varierede, men vi lærlinge var jo i lære som kleinsmede og maskinarbejdere, og det havde opgaverne ikke noget at gøre med.

Sort og skuffet

En sommer skulle vi lave installationerne på en skole, der blev bygget om. Fyrrummet skulle skæres ned. Mester spurgte om jeg og en anden lærling ville lave det i en sommerferie. Vi sagde ja tak. Da vi jo rigtig gerne ville tjene en pæn ekstraskilling i sommerferien oven i den fulde løn vi som lærlinge fik i ferierne. Det var en stor opgave og et frygteligt sodet og møgbeskidt arbejde, som vi knoklede med i hele sommerferien.

Vi skar alle de gamle rør ned med skærebrænder. Kedlerne skulle skæres i stykker, også med skærebrændere, og slæbes ud og vi var så møgbeskidte, så når vi pudsede næse om aftenen kom der sort sod ud, som vi havde indåndet.

Sommerferien gik, vi var færdige med opgaven og vi var sorte som skorstensfejere og godt brugte. Det var tid til betaling.
Det var den sidste dag i sommerferien da mesters kone kom ud til os på skolen. Vi var forventningsfulde og glade. Og meget unge og naive.
Hun gik hen til os og gav os tyve kroner hver, så vi kunne hygge os lidt. 

Det var så takken for at have knoklet hele sommerferien. 
Vi kunne jo bare have lavet noget andet.

Hvorfor det var mesters kone, som skulle betale os, har jeg aldrig tænkt over. Mester var jo en fin mand. Det var fruen jo også – i kraft af sin mand. Men hende så vi ellers aldrig. Andet end den dag vi skulle underbetales.

Den læreplads var måske ikke helt efter bogen. Men det var ikke usædvanligt på den tid, at man udnyttede lærlingene. Det her var dog langt ud over det rimelige.

Det var herefter, at firmabilen kun kørte omkring 2 km på en liter benzin, en ordning som mestersvenden Erik sørgede for, så vi på skift kunne tanke vores privatbil på firmaets regning, til vi var blevet ordentligt betalt. Erik var god nok!

En vinter, skulle vi være med til at løse en stor opgave i idrættens hus i Vejle. Først skulle der  hugges ud i kælderen – langt ind under de eksisterende haller og svømmehallen. Det foregik med håndkraft og en kæmpe borehammer. En opgave man normalt ville hyre et specialistfirma med det rette udstyr til. Men det var selvfølgelig billigere, at sætte os lærlinge til 8 kroner i timen på den opgave. 

Vi kravlede rundt i de bælgmørke gange og hamrede og bankede i uger. Da rørene kom, store 3, 4 og 6 tommers rør, skulle de med håndkraft slæbes ned og ind i de lange gange der nogle steder ikke var mere end 40-50 cm høje. Alt udstyret, og store ilt- og gasflasker, skulle samme vej. Heldigvis var jeg i god fysisk form og kunne slæbe solen sort.

Senere gik vi uden for i regn, sne og frost. Og fordi mester ville spare, kunne vi ikke få en skurvogn til vore pauser, men sad i stedet i en iskold varebil og spiste vores madpakker. Vi måtte ikke engang starte den for at få lidt varme i tæerne. Jeg hader kolde tæer, så det var en træls tid. 

Jeg tror, at jeg har lært noget om ikke at snyde de svage, som har noget at gøre med den måde jeg selv blev behandlet på. Jeg er ikke en engel, men jeg er heller ikke sådan en skurk. Det er usselt og uværdigt, at udnytte folk på den måde. 

 

Mit eget sted

Energiministeren skulle komme og indvie fabrikken. Der var opstillet et stort festtelt udenfor, hvor der var installeret en stor rød knap, som ministeren skulle starte produktionen med. Der var naturligvis serveringspersonale og alt hvad hjertet kan begære af både vådt og tørt, mange af landets borgmestre, politikere og diverse honoratiores var til stede.
 
Ingen af dem, festdeltagerne, kunne vide, at der herskede vild panik indenfor i den nye fabrik. Vi, smede og elektrikere havde arbejdet bogstavelig talt i døgndrift for at blive klar. Jeg havde knoklet de sidste 36 timer i træk, for at få det store slyngrenseanlæg, der skulle rense de enorme stålrør, klart.
 
Klokken 16 præcist, havde energiministeren og bestyrelsesformanden holdt deres taler, og ministeren trykkede på den store røde knap, – fabrikken startede, rå rør kom ind i den ene ende og færdige naturgasrør i den anden ende.
 
Ministeren og følge gik rundt og inspicerede den flunkende nye, hypermoderne fabrik. Ministeren kom også forbi slyngrenseanlæget, her stod jeg – møgbeskidt – der var så megen støj at der ikke blev talt. Jeg flåede handskerne af, hvis ministeren ville give mig hånden. Det blev til et venligt nik fra ministeren og et smil fra direktør Skibsby der fulgte ministeren rundt.
 
Jeg var stolt over de havde set til min side.
 
Et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter kunne tage sin start.

Vi satte kantsten i lange baner

Da jeg blev 18 år. fik jeg min egen lejlighed inde midt i Fredericia. Men Kaj ville ikke vide af, at Dorthe opholdt sig derinde. Det betød i stedet, at vi altid var ude i deres hus i Bøgeskov. Og jeg blev vel nærmest en del at familien. Kaj var den gammeldags model, og han skaffede først noget arbejde på den rørfabrik hvor han var lagerforvalter og sidenhen, da jeg var blevet set lidt an, skaffede han mig arbejde som jord og betonarbejder hos en bekendt. Lønnen var god og jeg var glad, fordi jeg var kommet mere og mere skævt ind på mester på min læreplads. Jord og beton-formanden formanede mig om, at hvis jeg kom så meget som 5 minutter for sent, ville jeg blive fyret på stedet.  Så blev jeg ansat. Jeg var dengang i særdeles god fysisk form og bomstærk. Jeg blev sat til at sætte kantsten, i det der senere blev møllebugt-havnen i Fredericia. Sammen med en makker har jeg sat hver eneste kantsten i beton dernede. 

Fedtet raslede af kroppen på mig og jeg vejede kun 82 kg og brugte størrelse 27 i bukser. Det var ikke meget til mine 188 cm. Jeg elskede arbejdet og mine kollegaer. Det var faktisk mere frit end man skulle tro. Formanden kom nogle timer hver dag og ellers klarede vi os selv. Os der satte kantsten var på akkord og både min makker og jeg kunne tage fra, så vi tjente rigtigt gode penge.

Ind imellem var vi ude på andre opgaver. F.eks. når en af kommunens ledende embedsmænd skulle have lagt en ny indkørsel. Jeg er da i øvrigt helt sikker på, at han betalte fuld pris for det arbejde …

Dengang sov jeg altid som en sten. En nat var en gastruck eksploderet på værftet, ikke så langt fra hvor jeg boede. Jeg vågnede ikke ved mine vinduer blev blæst ind i stuen, og pga. postyret kom jeg for sent på arbejde. Slukøret måtte jeg gå ind til formanden, i sikker forventning om, at nu røg jeg ud. Men naturligvis gjorde jeg ikke det. Jeg knoklede jo som en gal og kollegaerne var glade for mig. Jeg kendte bare ikke mit eget værd og var bare skrækslagen for, ikke at leve op til forventningerne. Jeg har senere ofte i mit stille sind grinet lidt af det. 

Jeg hjalp Dorthe og hendes søster Lotte med deres lektier og Kaj mente jeg var ret god til det. Så en dag kom han med en annonce fra maskinmesterskolen, de startede et maskinisthold på aftenskole, 4 timer x 4 aftener om ugen. 

Problemet var bare, at jeg ikke havde gjort min smedeuddannelse færdig. Det blev ordnet således, at hvis jeg kunne finde et relevant sted, hvor jeg kunne færdiggøre min uddannelse i 12 måneder, så kunne jeg gå til eksamen som både kleinsmed og maskinist. 

Kleinsmed om dagen og maskinist på aftenskole

Det problem ville Kaj også klare. Han inviterede først chefen – Niels Skibsby kaldet ”Skibby” fra Tjærekompagniets rørfabrik i Fredericia – på frokost. Men han bed desværre ikke på og ville ikke tage mig. Det stoppede nu ikke Kaj.

Fabrikken havde et fantastisk smedeværksted med 8 smede, der selv lavede alle maskiner og reparationer på fabrikken, så det ville være et drømmested for mig. Kaj tog derfor fat i driftschefen Nielsen, som endelig besluttede at tage imod mig. 

Skibby blev selvfølgelig rasende, da han opdagede, at jeg var startet. Men han kunne godt se, at jeg kunne tage fra. Og så tror jeg på, at han ikke ville lade det gå ud over mig, så jeg blev.

Samtidig med at jeg begyndte på fabrikken, startede jeg på maskinistholdet på aftenskole. I den tid stod den på læreplads om dagen og aftenskole fire af fem aftener om ugen. Og så selvfølgelig lektier i weekenderne. Så jeg var fuldt beskæftiget.

Der var mange sæsonarbejdere på fabrikken og måske var det derfor, der var så meget fokus på timeløn og at der var stærke fagforeninger og hyppige strejker. Da smedene på maskinværkstedet opdagede jeg gik til lærlingeløn, men i princippet lavede det samme arbejde som dem, forlangte de jeg skulle have samme løn som dem. Ellers ville de nedlægge arbejdet. Således gik det til, at jeg afsluttede min smedeuddannelse til svendeløn. Og den var god på fabrikken, hvor smedene havde en helt særlig og høj status.

Det var en fantastisk god tid med spændende opgaver. Fabrikschefen, der var ingeniør, lod os smede og elektrikere bygge alle maskiner og stå for al vedligehold. 

Vi byggede selv fabrikken

Der skulle lægges naturgasrør over hele Danmark og opgaven med at producere rørene kom i udbud. Energiminister Poul Nielson lavede en klokkeklar aftale med DONG og det kommunalt ejede Tjærekompagniet vandt opgaven. Poul Nielson var jo valgt i det socialdemokratiske Fredericia, hvor Tjærekompagniet lå. Og alle regler var selvfølgelig overholdt til punkt og prikke. Det er da klart.

Opgaven betød, at vi skulle bygge en helt ny fabrik, der kunne overfladebehandle alle naturgasrørene og der kom jeg til at få mange rasende spændende opgaver. F.eks. installerede og indkørte jeg et nyt slyngrensningsanlæg sammen med specialister fra den engelske leverandør. Indrømmet, jeg gaflede opgaven, fordi ingen andre kunne tale engelsk. Jeg kom vidst nok til, at fortælle værkføreren, at englænderne havde bedt om mig pga. mine engelske kundskaber (undskyld Carsten).

Jeg læste på aftenskolen 4 timer x 4 aftener om ugen samtidig med min anden uddannelse i dagtimerne. Jeg havde ikke nemt ved studiet i starten. For det første er jeg lettere ordblind og har svært ved at læse og danne ord, så jeg må lære ordene udenad. For det andet var jeg langt fra skarp nok i matematik, og måtte kæmpe hårdt med det. Heldigvis fik jeg god hjælp fra de to elektrikere på fabrikken der begge havde installatøreksamen. De hjalp både med matematikken og med elektroteknik. Min værkfører lod mig ind imellem side en times tid med dem i frokoststuen. Det var en kæmpe hjælp.

Jeg blev mere og mere optaget af fagene. Og det gør jo det hele noget nemmere. 

Da vi startede, havde forstanderen fortalt at vi skulle regne med, at kun en tredjedel nåede frem til eksamen. Det kom også til at passe på decimaler. Jeg var nu ikke i nærheden af, at give op på noget tidspunkt.

Jeg endte med at blive nummer ét i klassen, selv om jeg startede som nummer sjok. Så jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle læse videre til maskinmester, når studiet startede på fuld tid et halvt år senere. Ind til videre ville jeg glæde mig over, at have afsluttet min uddannelse som både smed og maskinist. 

Der var mange der brugte deres maskinisteksamen til en hyre som maskinmester på mindre skibe, eller som et springbræt til et job som arbejdsleder, eller, for de dovne; en ansættelse på et kommunalt værk, med jobgaranti og pension. 

Jeg sparede selv op til mit studie

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville bruge de godt 6 måneder inden maskinmesterstudiet startede, på at tjene en masse penge. Da der var travlt på værkstedet, fik jeg muligheden for, at blive og arbejde 12 timer hver nat. I tillæg, når der var brug for det, tog jeg lige dagen med. Bare de sidste 3 måneder husker jeg, at jeg tjente over kr. 120.000. Det var rigtig mange penge, dengang. En smedesvend tjente mindre end kr. 120.000 om året til sammenligning! Jeg sparede hver en øre op, så jeg klarede mig efterfølgende igennem mit studie uden gæld overhovedet. Det var et særsyn dengang.

Det var en stor fordel for mig, at jeg kunne spare penge op, fordi jeg kunne ikke få SU pga. min fars indkomst. Selv om der aldrig i min studietid kom så meget som en krone eller en pakke med mad fra nogle af mine forældre. 

Rod og nørd

Det var en ung nørdet knægt med skulderlangt hår og iført den obligatoriske cowboyjakke med en hårbørste stoppet ned i en brystlomme, som satte sig overskrævs på den orangerøde Puck Super. 

Jeg trampede på kickstarteren. Den startede med et dybt brøl fra den store karburator. Knallerten var monteret med et 5,5 HK. tuningssæt og kunne køre over 80 km/t. Jeg trak koblingen ind og sparkede knallerten i første gear og drønede af sted med et brøl. 

Det næste jeg så, var at færdselspolitiet kom imod mig. Politibilen lavede en håndbremsevending og ræsede med hvinende dæk efter mig. Selv en døv betjent kunne høre den knallert var hamrende ulovlig. Jeg tog det roligt. Det havde været værre, hvis jeg havde mødt en motorcykelbetjent. Bilen ville jeg nemt kunne ryste af mig. 

Jeg smilede, gav fuld gas og drønede ind på de små skovveje og de små stier i Nørre Skoven. Jeg nød at skulle koncentrere mig 100% om min kørsel, mens træerne stod som en mur langs stien. Der var ingen angst, kun koncentration. Farvel politi. 

At tune en knallert

De fleste af os knægte kørte på Puch knallerter. De var nemme at tune. 

Jeg havde i lang tid en Puch Super, der ikke var blæserkølet. Jeg syntes de blæserkølede så lidt fesne ud, med deres lille cylinder med blæserkappe. De blæserkølede modeller trak også spor tilbage til de gamle modeller med 2 håndgear. De var gammeldags og ikke så smarte. Så var der mere svung over min 3 gears specialmodel i orange lakering og med den fede fartvindskølede cylinder og topstykke, som var lakeret matsort og med blankslebne ribber. Det var noget, der duede!

Som sagt var de nemme at tune: Det første man kunne gøre, var at ”geare” knallerten. Dvs. give den en lidt højere gearing, så den kørte hurtigere ved samme omdrejninger. Man kunne starte med at geare den 2 tænder foran, altså sætte et tandhjul på med 2 tænder flere end det originale. Kunne knallerten køre 40 km/t før, så kunne den nu køre 46 km/t! Det havde den fordel, at politiet ikke kunne se ændringen. Men det gjorde knallerten lidt langsommere i optræk. Lidt som hvis du starter i 3. gear i din bil.

Men man kunne gøre meget mere. Den store pakke var, at købe et tunsæt. Men det var meget dyrt, så inden jeg kom dertil, fik min Puch den store tur til motorlære på aftenskolen.

Først hævede vi kompressionen ved at dreje en lille smule af topstykket så afstanden mellem stemplet i top og topstykket blev mindre og kompressionen højere. De lidt mere klodsede sleb topstykket på fliserne. Det kunne lade sig gøre, da det var lavet af aluminium. Men det var primitivt og for mig skulle det være ordentligt. Så det røg op i drejebænken nede hos Grumsens Maskinfabrik i Esbjerg. Her fik jeg  drejet lidt af og fik en sletspån (en findrejning) til sidst, så toppakningen sluttede helt tæt. Det var godt håndværk!

Dernæst skulle stemplet hakkes. En Puch 50 cc knallertmotor er en 2 takt motor. Det er ikke en 4 takt motor som de fleste biler. Der er derfor ikke ventiler men skyllekanaler, der fylder luft blandet med benzin ind i forbrændingskammeret og bagefter slipper udstødningsgassen ud.

Bunden af stemplet styrer hvornår der kommer benzin/luftblanding ind og hvornår udstødningsgassen slipper ud. Man kan sikre, at der kommer ekstra meget benzin/luftblanding ind, når stemplet kører mod top, ved at flytte på skyllekanalerne, eller – mere udfordrende – ved at lave flere skyllekanaler eller ved at afkorte bunden af stemplet. Det sidste kaldes at ’hakke’ knallerten. Man kan også slippe mere udstødningsgas ud, ved at give motoren den samme behandling af skyllekanalerne i udstødningssiden. Den sidste lille gevinst kan trækkes ud af motoren, ved at polere skyllekanalerne, for at reducere modstanden.

For at det  kunne spille helt, skulle plomben naturligvis ud. Plomben var monteret mellem karburator og cylinder for at gøre det hul mindre, hvor benzin/luftblandingen kom igennem. Igen var der flere metoder. De klodsede knaldede plomben ud med en metalstang og en stor hammer. Men plomben var monteret med en låsering, så ofte ødelagde de indsugningskanalen, der hvor karburatoren skulle monteres. Hvilket de så løste, ved at samle det med en metallim. 
Jeg selv var mere raffineret og brugte, at bore eller slibe låseringen over og så tætne hullet, derved faldt plomben selv ud og cylinderen blev ikke skadet. Og endelig opstod der ikke turbulens i indsugningen.

Nu havde knallerten 3-4 hk i stedet for 1! Og ikke mindst kunne den tåle gearing både foran og bagved. Men da politiet nu kunne se det bagerste gearhjul og vide at knallerten var tunet, kunne man lige så godt skaffe en tunkarburator og gå i gang med en opboring af indsugning og skyllekanaler. Det greb jo lidt om sig, for tunkarburatoren havde en ret fed, dyb brølen. Så derfor kunne man lige så godt supplere med en tunudstødning. 

Hvis arbejdet var lavet perfekt, havde knallerten nu 4-7 hk og chancen for at køre fra en politipatrulje var ret god. 
Afhængig af gearingen kunne man nu fræse af sted med 70 – 110 km/t. Jeg foretrak en vild acceleration og lavere topfart. Man kunne alligevel ikke køre fra politiet med topfart, men med lethed med acceleration i vanskeligt terræn og små stier/veje. 
Og det var jo altings mål, hvis man ville beholde sin tunede knallert.

Vi havde tjek på hvor der var stier med bomme, som politiets motorcykler ikke kunne komme igennem. Dengang havde politiet store BMW-modeller med brede boksermotorer og i tillæg havde de brede styrtbøjler, som ikke kunne komme igennem bommene. Heldigvis var det sjældent de mødte op. 

Desværre var det ikke altid en garanti. For betjentene kunne virkeligt håndtere de store modeller og kunne nogle gange nå udenom og ned for enden af stien og så snuppe os der. Men det var der også råd for. For så måtte knallerten skjules i en have til ”faren” var drevet over.

At lave en bombe

Tuning af knallerter var ikke den eneste interesse jeg og mine kammerater havde. Vi eksperimenterede en del med at fremstille sortkrudt, da jeg var anbragt på Bråskovgård. Alle delene kunne jo skaffes da der var landbrug på stedet. Vi skulle bruge saltpeter (gødning), svovl og trækul. Trækul fremstillede vi selv i smedens esse ved hjælp af et rør og træ. Træet skal opvarmes til 200-300 grader, så det forgasser og bliver til trækul uden der går ild i det. Svovl fik vi fra nogle giftpatroner og salpeter fra landbrugets lade.

Dengang var der ikke noget der hed google, så bestilte vi bøger fra biblioteket, som de intetanende pædagoger beredvilligt skaffede til os. Pædagogerne var så begejstrede for vores pludselige interesse for at læse, at de slet ikke skænkede bøgernes indhold en tanke.

Det var dog lidt sløvt med vores krudt. Når smeden Aksel var til spanking ovre på afdelingerne, kunne vi eksperimentere i værkstedet. Heldigvis var der højt til loftet og god ventilation, for når vi brændte krudtet af, var der mere røg end ild. Men efterhånden blev det bedre. I takt med at vi fik pløjet os igennem litteraturen, fik vi forfinet produktionen og skaffet bedre udstyr, som en god sigte vi ’høstede’ i køkkenet. Det var ’trial and error’.

Det er ikke alt, der står klart i min erindring. Men jeg husker vi ”faldt” over en bøtte med en del fabriksfremstillet krudt til, at lave egne patroner i landbrugets depot. Vi lavede en blanding af vores eget sortkrudt og landbrugets færdigblanding – og det virkede! Det gav en lynhurtig reaktion og ikke den lidt sløve afbrænding, vi selv kunne hekse os frem til.

Der var ca. ½ kg tilbage af det fabriksfremstillede krudt, vores egen kunne vi lave i de mængder vi ville. Så nu var næste skridt en rigtig bombe.

Det blev til et 3-tommers rør, ca. 35 cm langt. Jeg svejsede en kugleende i den ene ende og forstærkede den anden ende og skar et rørgevind så der kunne monteres en kraftig muffe, efter krudtet var fyldt i.

Muffen blev forsynet med et hul så vi kunne montere en lunte. Lunten gik vi dog væk fra, da vi ikke lykkedes med at fremstille en der brændte regelmæssigt. I stedet fik vi hekset en lille håndgenerator vi fandt i magasinet om. Håndgeneratoren kunne via ledninger forbindes til bomben, og vi kunne detonere den i god afstand. Hvad vi brugte som detonator, husker jeg ikke, men vi eksperimenterede en del til vi fandt en god løsning. Der var jo nok at rode med i magasinerne.

Så skulle vi finde et godt sted og afvente det rigtige tidspunkt. Stedet blev i en skrænt i udkanten af institutionen og alligevel ikke så langt fra maskinværkstedet, og en gammel mur, vi kunne bruge som dækning.

Den anden smededreng og jeg sneg os af sted og fik placeret bomben. Vi fik rullet ledning ud, og søgte dækning bag den gamle mur, da vi detonerede den enorme bombe.

Da røgen havde lagt sig, var nærmest hele skråningen sprængt væk: Jord og sten regnede ned over os og rester af bombens stålkappe sad i muren på en bygning 100 meter væk.

Heldigvis skete der kun materiel skade, og ingen fattede mistanke til de to flittige smededrenge. Vi blev så forskrækkede, at vi besluttede os for ikke at udforske emnet yderligere.

Landarbejder på en minkfarm

Der var en længere periode hvor jeg var hjemløs. Jeg var smidt ud hjemmefra og boede hos venner og her og der.

Min far havde i mellemtiden stiftet en ny familie, var blevet gift på ny og havde fået 3 børn. Jeg boede der en periode, men den skole jeg skulle gå på, var bare en katastrofe for mig, så jeg startede med at pjække. Noget jeg aldrig havde gjort før. 

Jeg fandt noget arbejde på en minkfarm ved et husmandssted et godt stykke uden for Esbjerg. Bonden passede minkfarmen for en velhavende fiskeskipper, der skulle have anbragt sine penge.

Arbejdet passede mig faktisk rigtig godt. Jeg havde mine faste pligter på minkfarmen, som jeg fik en fast sum for hver uge. Jeg skulle muge ud og sørge for halm og den slags. Hver lørdag skulle alt være tip top, for der kom fiskeskipperen og inspicerede sin investering. 

Det var en superfin ordning for mig. Frihed under ansvar og gode penge. Jeg lærte at køre traktor og en masse andre ting. Efterhånden blev jeg vist rigtig megen tillid. Jeg passede kartoteket, og opbyggede mit eget system med kartotekskort over alle avlsdyr med angivelse af farver, kvalitet antal unger og overlevelsesrater. Bonden var meget tilfreds, og det var jeg også. Jeg arkiverede, sorterede unger, tjekkede for køn og gik i det hele taget op i det med liv og sjæl.

Desværre er der også en kedelig side af pelsavlen. Det var når dyrene skulle aflives og pelses. Den del kom jeg aldrig til at deltage i. Mit følsomme sind kunne ikke klare, at se dyrene blive aflivet og de døde kroppe, som lå uden pels i store bunker. Stanken og det uhyggelige syn, fik mig til at græde og storme ud. Men det accepterede bonden. Så jeg holdt mig væk, mens det stod på.

Jeg deltog efterhånden, da jeg fik ”fri” fra skole, i alle mulige andre ting på gården; mugede ud hos grisene og deltog i høstarbejdet. Jeg spiste med på gården til frokost og madmor, som konen blev kaldt, var en hjertelig venlig person.

 Jeg var en mink-nørd og jeg lærte om landbruget – mens jeg pjækkede fra skole.

Skoleavis og springtur

Det er typisk, at jeg har haft nogle særlige interesser, hvor jeg kunne gå og rode med ting – som jeg selv havde styr på. Da jeg var på Bråskovgård var det blandt andet, da jeg fandt på at udgive en ”skoleavis” og fik overbevist forstanderen om det fornuftige i det: Ytringsfrihed og alt det der. De fleste ansatte var lodret imod det, men forstanderens ledelsesstil var ikke til lange rundkredsmøder med medarbejderne. 

Jeg fik bevilget et fint lokale, 3 skriveborde, skrivemaskiner og en sprit-duplikator. Så kunne jeg håndplukke mine ”medarbejdere”, som så nød godt af vores lille helle. 

Personalet bestod i en periode af en sød pige og så et stort skrummel af en fyr, der sørgede for, at jeg ikke skulle tænke på de sædvanlige skærmydsler og regnskaber der skulle gøres op. Skrumlet, der havde en eller anden hormonsygdom så hans muskler blev enormt store, behøvede ikke at komme på kontoret hver aften. Så havde pigen og jeg kontoret for os selv, og her kom ingen brasende ind. Det var en fin ordning.

Pigen og jeg blev selvfølgelig kærester.  Hun var jo ”håndplukket”. Hun boede på en anden afdeling og de strenge regler på stedet gjorde, at vi ikke kunne mødes. Altså bortset fra på ”redaktionen”. Vi ”hyggede os” ofte der, selvom det ikke var særlig romantisk med de store kolde neonrør. Men vi kunne jo ikke så godt slukke eller dæmpe lyset. 

Vi var rimeligt sikre på, at ingen kom brasende ind. Men vi var jo alligevel vant til nattevagter og ansatte, som bare flåede dørene op og væltede ind. 

Pigen, hvis navn jeg ikke husker, var slank og havde meget små, men glade strittende bryster. Hun var smal om hofterne og havde lille bagdel. Hun var meget lys i huden. Hun var en meget intensiv oplevelse. Bortset fra den fysiske kontakt, havde vi ikke megen social glæde af hinanden og havde ikke rigtigt noget, at snakke om. Musik kunne vi af gode grunde heller ikke sætte på. Så havde vi bare fået uønsket opmærksomhed fra de ansatte. Selv om vi ikke talte meget sammen, var jeg alligevel fascineret af pigen. 

Hun talte ikke om andet end springtur. Hun ville stikke af fra institutionen. Jeg lod mig efterhånden overtale af hende og vi stak af sammen og tog til Vejle. Hun kendte nogen i byen, der kunne låne os et spartansk indrettet loftsværelse med en gammel knirkende seng. Vi havde ingen penge overhovedet. En dag gik vi ned i Føtex og hun begyndte at stjæle. Det var ret omfattende. Hun stoppede det hele ind under jakken og stjal også et tæppe, som hun tog over skuldrene. Jeg var godt nok ikke meget for det hele og jeg var hundeangst for, at vi skulle blive opdaget. I det hele taget opførte hun sig meget mærkeligt og jeg frygtede hun tog et eller andet narkotika, for hun blev meget underlig. 

Det hele blev for mærkeligt for mig og jeg sagde, at jeg tog tilbage. Pigen flippede helt ud over, at jeg tog tilbage, men jeg syntes det hele, blev en tand for underligt. Mærkeligt nok slap jeg for en tur på den lukkede afdeling, da jeg kom tilbage på anstalten. Ellers var standardstraffen for en springtur, en tur på den lukkede. Jeg var bekymret for, hvad der skulle ske med pigen. Hvad hun skulle blive udsat for. Hun blev fundet kort efter, og vi holdt op med at se hinanden. Hun forblev meget fraværende.

Jeg genoptog mit redaktørhverv. Det med ytringsfriheden tog jeg meget bogstaveligt. Jeg skrev om de forhold vi hadede, og det var en del. Jeg lykkedes også med, ganske forsigtigt, at gå til de medarbejdere vi med god grund hadede. Efter min avis begyndte at udkomme hver uge, fik jeg meget fine forhold. Det endte med, at jeg fik lov til, at gå på teknisk skole i Vejle. Det var med offentlige transportmidler. Så jeg kørte tidligt om morgenen og kom først tilbage efter aftensmaden. 

På den måde lærte jeg meget af mine mere nørdede interesser. Og jeg fik endda forbedret mine forhold, så tilværelsen kunne være lidt mere tålelig. Jeg lærte, at få tingene til at fungere – næsten indenfor rammerne, eller at smyge mig udenom de regler og restriktioner, som var så åbenlyst uretfærdige og som hindrede en ung mand i, at leve et liv og komme fremad i verden.

Den store smed Aksel

Én god ting førte det forfærdelige ophold på Bråskovgård med sig: Jeg fandt ud af, jeg faktisk kunne lære noget og kunne bruges til noget. Jeg lærte om min nysgerrige og lidt nørdede side.

På Bråskovgård skulle man enten modtage skoleundervisning i et loftsværelse over den lukkede sammen med en 5-6 andre, der alle havde det til fælles at de ville gøre alt for ikke at afsløre, at de hverken kunne læse eller skrive. Eller også kunne man komme ned på et

metalværksted. Jeg valgte værkstedet.

Nede på værkstedet i underetagen af den lukkede afdeling, blev jeg mødt af en mur af ligegyldighed, sløvsind og opgivelse. Ikke mindst lederen af det veludstyrede metalværksted, havde for længst tabt alle illusioner. Han – lad os kalde ham Jensen –  var flintrende ligeglad med hvad der foregik i værkstedet, bare det ikke medførte ballade eller problemer for ham. Det med at lære fra sig, havde han lagt på hylden for mange år siden. Jensen skulle bare have tiden til at gå, uden at blive forstyrret.

Jeg fandt ud af, at det var ganske spændende at lære at svejse. Jeg skulle opholde mig tre måneder på den lukkede, så her var muligheden for, at få tiden til at gå i ”arbejdstiden”.

Jeg kastede mig over svejsningens mange facetter og Jensen begyndte at vågne fra sin døs. Jensen lærte fra sig og jeg lappede det i mig. Jeg kunne sidde i timevis og kæmpe med at forbedre min teknik. De måtte næsten slæbe mig væk til frokost og til fyraften. De andre syntes jeg var sær, men det generede mig ikke. Jeg skulle bare blive bedre til at svejse og jeg var helt bidt af det.

Senere, da jeg kom ned på den åbne afdeling, skulle jeg hjælpe til i landbruget i høsten. De fandt nemlig ud af, at jeg havde lidt landbrugserfaring. Derefter fik jeg mulighed for at komme over i maskinværkstedet, hvor en gigantisk smed, der hed Aksel, regerede.

Aksel forsøgte at køre maskinværkstedet som en arbejdsplads. Der skulle arbejdes igennem. Aksel fandt hurtigt ud af, at jeg interesserede mig for at arbejdet. Han besluttede at lægge nogle alen til den spirende interesse for at lære, som Jensen havde gødet med svejseøvelserne.  Der var en anden fyr på værkstedet, der hed Peter. Han var ikke så kvik, men han var ret ferm med hænderne. Og så kom og gik der hele tiden en sværm af andre, der aldrig var der så længe. Aksel, Peter og jeg fandt sammen i et godt team. Og jeg nød det. Peter kom i lære på en fabrik i nærheden.

Aksel besluttede så, at gøre en smed og et mandfolk ud af mig. Det var på den hårde, men gode måde. F.eks. måtte jeg ikke bruge en vinkelsliber til at slibe svejsningerne med. Jeg skulle bruge en fil. For, som Aksel sagde, så bliver de svejsninger, som man ikke kan rette op med en vinkelsliber, helt automatisk gjort meget pænere. Og det blev de.

Svejsningens mange perspektiver fik jeg mulighed for at optræne. Først fik jeg muligheden for at fordybe mig i autogensvejsningens mysterier. Autogensvejsning er gassvejsning, hvor man ved at blande ilt og acetylen i det rette blandingsforhold, får en klar, skarp og afgrænset svejseflamme der er over 3.000 grader varm. Man smelter metallerne og tilfører evt. ekstra materiale med en tråd og skaber et såkaldt smeltebad, som man med den rette teknik, kan bevæge hen over de to metaller, der skal sammenføjes. I dag er autogensvejsning erstattet af TIG svejsning, men princippet med smeltebadet og tilsatsmateriale er det samme. Hvis man er dygtig, kan man lave en meget flot og solid svejsning.

Jeg fik også mulighed for at lære elektrodesvejsning og CO 2 svejsning, to forskellige teknikker, hvor især elektrodesvejsningen kræver meget øvelse.

Elektrodesvejsning sker ved man, i et håndtag, monterer en elektrode (tilsatsmaterialet) der er belagt med kemikalier som er sammensat, alt efter hvilken opgave der er tale om.

Når man svejser afsmeltes elektroden ned i smeltebadet. Nogle elektroder et ret nemme at arbejde med mens andre specialelektroder er særdeles vanskelige og kræver års træning.

På maskinværkstedet var der også en stor moderne drejebænk, som Aksel fik lært mig op i at bruge. Det at bruge en drejebænk kræver megen teori. Man skal lære om spåntagningshastigheder, metaller, tilspænding og hvordan et gevind er opbygget, så man kan lave spindler og møtrikker samt mange andre ting.

Aksel forsynede mig med læsestof fra teknisk skole, og lod mig vide, at prisen for hans oplæring var ”hjemmestudier. Vi kom ret vidt omkring i udforskningen af, hvilke muligheder en stor drejebænk har.

At Aksel var en god leder, er gået op for mig efterfølgende. Han vidste vi skulle presses lidt, men ikke over grænsen. Derfor fik jeg også en belønning i ny og næ. F.eks. fik jeg ansvar for, og nøgle til, værkstøjsdepotet. Det var en tillid jeg aldrig svigtede. Aksel havde naturligvis læst mig og vidste, at jeg reagerer positivt på ansvar og tillid og negativt på det modsatte.

Når jeg hang lidt med hovedet, inviterede han mig hjem til lidt god mad og hygge hos ham og konen. Det var et lyspunkt i et ellers ulideligt ophold på institutionen med vold, pres og massiv overvågning.

Selv om vi fandt ud af at omgå systemet og komme i byen og holde småfester, var der et voldsomt opsyn, også på de åbne afdelinger. 

Når der havde været et eller andet galt på afdelingen, tog Aksel mig altid i forsvar og sagde der aldrig var problemer i værkstedet. Men det talte ikke rigtig. Aksel var jo ikke akademiker.

Tillid og unge

Jeg har nu skildret min barndom og tidligste ungdom med alle de svigt og den manglende tryghed og sammenhæng, som jeg oplevede. Der er mange ansvarlige, som ikke har levet op til det ansvar, som de påtog sig overfor et barn og en ung mand, i kraft af, at de på den ene eller anden måde kom frivilligt ind i mit liv. Og der er enkelte, som gjorde. Enkelte, som faktisk var i stand til, at leve op til et voksent ansvar. Jeg var heldig, at det ikke lykkedes at ødelægge mig. Det var – generelt set – ikke de offentlige institutioners fortjeneste, men derimod enkeltpersoner, som magtede at hjælpe, lidt eller meget – men tilsammen nok til, at jeg ikke gik til grunde i kriminalitet og misbrug. Og så var det min egen fortjeneste. 

Fortidens synder – og Bråskovgård

Det var den gennemkorrupte justitsminister P.A. Alberti, der endte sit liv som tugthusfange, som på en tur til England fik ideen til en række institutioner, herunder Bråskovgård.

Bråskovgård var en af den tids værste synder og dumheder, som politikerne har godkendt på foranledning af indstillinger fra pædagoger og psykologer. Psykologer der var parate til at løbe en kæmpe risiko med unge menneskers velfærd i deres eksperimenter. 

Bråskovgård var i virkeligheden en ret vanvittig idé; et absurd sted, at anbringe levende børn og unge. Det var tilladt at låse børn inde i små celler i isolation, i helt op til 14 døgn i træk. Og samlet holde dem 3 måneder indespærret i en lukket afdeling. Isolation var maksimalt 14 døgn af gangen, men 4 døgn var standarden og det kunne forlænges igen og igen. Ethvert ophold, startede altid med 4 døgns isolation og 3 måneders indespærring, uanset hvad. 

De 3 måneders indespærring kunne ligeledes forlænges, hvilket ofte skete. Vold og tæsk var heller ikke usædvanligt. 

Indimellem var der børn og unge, der foretog sig desperate handlinger for, at slippe ud af den klaustrofobiske og psykiske voldtægt. Disse handlinger kunne jo så passende udnyttes til, at retfærdiggøre såvel indespærring, isolation og den hårdhændede behandling. På den måde føder institutionerne sig selv – og bliver deres egen begrundelse og årsag.

Der har gennem årene været forskellige forsøg på, at gå kritisk til børne- og ungdomsforsorgen. Blandt andet foranlediget af de rædselsvækkende beretninger fra Godhavndrengene. Men det er langt fra alt, som er kommet for en dag.

Citat fra Godhavnsrapporten:

5.14 Statsungdomshjemmet Bråskovgård i Hornsyld

Uddrag fra rapporten:

Uddrag1.

Oprettet som statsopdragelsesanstalt i 1908 for 50 “særligt vanskelige elever”. Udbygget med en fængsels- eller celleafdeling med 14 ene- celler i 1914. I 1964 plads til 55 unge mænd mellem 16 og 21 år. Fast psykiatrisk lægetilsyn. Fra 1964 kunne opholdet i cellerne højst vare i 3 måneder. Drenge, der var blevet fritaget for fængselsstraf og anbragt på den åbne afdeling, kunne højst isoleres i celleafdelingen i 14 dage. Bråskovgård havde betydeligt landbrug, gartneri med drivhuse samt snedker-, smede- og maskinværksted. Areal 81,3 ha. Hvoraf de 61 ha blev drevet som landbrug. 

Uddrag2.

Da han ankom til Bråskovgård, blev han indsat på den lukkede specialafdeling. ” Det var små bitte celler, de var ikke meget større 2×3 meter. Så var der et lille vindue oppe foroven. Tremmerne var formet ligesom vinduerne, sådan nogle små firkanter (panserglas MR). Man gik ind og satte sig på sin pind, for det gjorde man også i spjældet. Der var ikke nogen beskæftigelse, andet end at man kunne komme nedenunder og rense malingen af postkasser, kan jeg huske, på et værksted nedenunder, ellers var der ikke noget.

Her tilbragte han 14 dage, for så at blive overflyttet til den åbne afdeling, som ikke var mere åben, end at dørene blev låst om natten.

Hans klagepunker på Bråskovgård er: “Det hele var (han fløjter) helt firkantet. Kæft, trit og retning”. Bråskovgård fungerede ifølge ham som ”et opbevaringsted, hvor der kun var enkelte medarbejdere, der havde empati”

Lederne skabte et mareridt

Et mareridt på jord, bakket op af forstanderen cand. psyk. Kurt Palsvig, der efterfølgende begejstret har kaldet stedet for ”Børneforsorgens flagskib” og af en anden cand. psyk. Palle Almvig, der var ansat på stedet, som han brugte til sine forsøg og efterfølgende ”rapporter”, som et karrieremæssigt springbræt. Begge de herrer efterlod en stribe lemlæstede unge sjæle.

Det bringer mig i voldsom affekt, når jeg søger efter de to barylere på nettet og finder den ene karriereskabende artikel efter den anden, hvor de begge iscenesætter sig selv som progressive ledere, der ville de unge det bedste. I små faglige rygklappercirkler uddeler de endda æresbevisninger til hinanden. Det er ikke til at holde ud at læse. 

Allerede dengang havde de offentlige ledere lært, at ord og navne er vigtige for offentlighedens opfattelse. Derfor fandt de på den barokke benævnelse: Statsungdoms- og Behandlingshjemmet Bråskovgård. Der var godt nok ikke nogen, der blev behandlet for noget som helst. Vi blev opbevaret og mishandlet! 

Der blev skrevet flotte rapporter uden noget som helst hold i virkeligheden. Rapporterne tjente ét formål og kun ét; nemlig – at skabe en karriere for forfatterne. De børn der klarede sig, gjorde det fordi de var skabt af et særligt stof.

Dem det gik godt for, ville have klaret sig, om de så blev smidt ud fra Rundetårn og efterladt. 

De kriminelle

Man kan faktisk sige, det var et sandt mirakel, at jeg ikke endte i kriminalitet, hvis man skal tro en undersøgelse gennemført af socialforskningsinstituttet om børn anbragt på institutionen Bråskovgård i perioden 1968-71. Næsten tre fjerdedele var blevet idømt højere straf end bøde eller hæfte for kriminalitet, som de havde begået under opholdet eller inden for to år efter udskrivning. Der var ikke store chancer for, at undgå en kriminel løbebane.

Bråskovgård husede en del narkomaner og der ud over en større flok af almindelige småkriminelle. Hvad visse af de anbragte lavede på Bråskovgård forstod jeg dog ikke. Og jeg forstår det stadig ikke. Blandt andet var der en meget velopdragen fyr med velhavende forældre. Forældrene så vi aldrig, men han var altid klædt i dyrt tøj og havde dyre ting. Der var også en del piger på stedet. Og så var der nogle personer, som var deciderede sindssyge og i stedet skulle have været under lægebehandling. Det kom de nu ikke. Var man først anbragt, så var det mest opbevaring det handlede om.

Systemet kan ikke slå til følelsesmæssigt

Hvad kan man stille op med en dreng, forældrene har svigtet og som går for lud og koldt vand? Hvordan hjælper man ham? I mit tilfælde mente ”samfundet”, at løsningen var institutioner, indespærring og isolation. 

Det man skal gøre sig klart er, at institutioner eller systemer ikke kan yde et barn omsorg eller kærlighed. Det kan kun mennesker. Så forestillingen om, at man kan etablere et ”behandlingshjem”, der kan behandle eller hjælpe børn, er i sagens natur absurd. Behandlingshjemmet hjalp alene de ansatte, så de kunne tjene til livets ophold eller skabe sig en karriere. Børnene blev opbevaret, fik mad og en varm seng. Det, samfundet kan gøre er, at skabe rammerne så mennesker kan hjælpe sig selv. Men det forsømte de også i helt utrolig høj grad.

Når man sender et barn på institution, overlader man ikke barnet til institutionen, men til de mennesker, der på skiftende vagter arbejder der og evt. måtte fatte sympati, eller det modsatte for barnet. Jeg mødte heldigvis en del enkeltpersoner, som hver især på deres måde hjalp mig og støttede mig via deres tillid til mig, både i min tid på institutioner og senere i livet. Det var mit held og et mindre mirakel.

Jeg tror ikke på, at institutioner har hjulpet et eneste menneske til, at skabe et godt liv for sig selv. For mit eget vedkommende er jeg lykkedes, fordi jeg har et positivt sind, den indre drivkraft og evnerne. I tillæg har jeg tilfældigt mødt en række mennesker, der har vist mig tillid. Sådan har masser af mennesker, skabt sig et godt liv trods modgang og en svær start på livet. Men det er sket på trods af disse institutionaliserede ’løsninger’. 

De statslige systemer samfundet etablerer, kan og skal alene skabe gode generelle rammer. Systemet kan ikke føle eller elske. Systemet følger regler og ikke fornuft.

Jeg tror, jeg tidligt skulle have være fjernet fra hjemmet og anbragt i en god familiepleje. Med lidt held var jeg endt i en familie med gode kærlige mennesker. Jeg kunne ikke have fået en ringere opvækst end den opholdene på institutioner og mine forældres massive svigt medførte.

Skal vi have en børnedomstol?

Når diskussionen går på om der skal være en børnedomstol i Danmark, er svaret fra mig et rungende JA! Ikke fordi børn skal smides i fængsel, tværtimod. Men for at beskytte individet mod tilfældige beslutninger og overgreb fra systemets side.

Jeg blev sendt på landets værste institution, spærret inde og isoleret flere gange, uden at have gjort noget kriminelt og uden at have nogen som helst chance for, at bringe min sag for en uafhængig instans. Jeg var prisgivet de mennesker, som tilfældigt kunne lide eller ikke lide mig. Min forbrydelse var, at mine forældre havde svigtet mig og smidt mig ud hjemmefra. Dommen udstedte en sagsbehandler og måske et socialt udvalg. Jeg blev aldrig på noget tidspunkt hørt. 

Derfor skal vi have en børnedomstol. Det havde givet mig en chance for, at undgå den uretfærdige og hårde straf, som nær havde ødelagt mig, inden mit liv for alvor begyndte. 

Børn fra ressourcesvage hjem

Der kører med mellemrum en debat om at børn fra ressourcesvage hjem, skal have mere hjælp til lektier, så de kan matche børn, hvis forældre har mulighed for, at bidrage med lektiehjælp.

Jeg mener det er det rene vrøvl. Der var helt sikkert en gang, hvor mange bogligt begavede børn ikke fik muligheden for at gå den boglige vej på grund af ringe sociale forhold. Men det er vi for længst forbi; på det område får børn mange flere muligheder i dag. 

De eneste børn i dag der holdes nede, er de stærkt motiverede og meget intelligente, fordi vores evige jagt på lighed, klipper toppen af de dygtige i folkeskolen.

Mange år med lighed og et velfærdssamfund på steroider, har gjort at de børn, der har gode gener for boglig begavelse har fået alle muligheder. Resten kan man over en bred kam sige, ikke har boglige evner. Og det er der ikke noget galt i.

Problemet med at have et samfund, som alene prioriterer gymnasievejen, er dels at barren for at komme på gymnasiet konstant sænkes – men værre er der ikke er fokus på de faglige uddannelser. Og allerværst; dem der har svage evner, helt og aldeles lades i stikken. De efterlades og glemmes – med en check fra ’samfundet’.

I stedet for at prøve med arme og ben og tvinge bogligt svage i en boglig retning, skulle vi som samfund sikre, at også de virkeligt svage kan komme ud på arbejdsmarkedet og få et liv i selvrespekt og ikke en fornedrende tilværelse på en social ydelse.

Hvor kom styrken fra?

Efter så mange år uden anden anerkendelse, end den jeg fik fra morfar og mormor, tænker jeg mit selvværd måtte have været under gulvtæppeniveau. Siden jeg var en lille dreng havde jeg ikke fået et knus, et klem, et kys, ja dårligt nok en venlig bemærkning.

Det menneskelige sind forstår jeg mig ikke særligt på. Men sindet må være robust, for jeg fungerede som et almindeligt barn og ungt menneske. Jeg erindrer ikke, at jeg var mere ked af det end så mange andre. Og min selvtillid fejlede ikke noget.

Fra jeg slap ud fra helvedesinstitutionen Bråskovgård, var jeg glad. Jeg var lykkelig og jeg var fyldt med glæde og hamrende positiv. Jeg havde ingen bekymringer. Måske tænkte mit sind; Kent du har gået så meget grueligt igennem, nu kan det kun blive godt.

Da jeg endeligt slap fri var jeg var fandenivoldsk, vild og ville prøve alt. Ikke at jeg var ansvarsløs, men nu skulle livet nydes. Når jeg festede, kørte i bil, på motorcykel og gik i byen, så foregik alting i overhalingsbanen med 200% drøn på.

Jeg havde et ret stort forbrug af kvinder. Den manglende kropslige kontakt og kærlighed, gennem mange år, gjorde måske jeg kompenserede på den måde. 

Jeg har også døjet med det problem, at jeg kan finde på at prøve venner af, for at vurdere dem. Indimellem har jeg brændt broer, måske fordi jeg kom i tvivl om, hvorvidt jeg kunne bevare det tætte forhold.

Del II mit voksne liv

Maskinmester!

Rektor stod på podiet sammen med en assistent og råbte navnene op på dimittenderne, der én efter én fik overrakt eksamensbeviset og modtog et fast håndtryk.

Alle familierne sad og klappede på de lange stolerækker i det store gule lokale med det mintfarvede linoleumsgulv. Min familie have ikke gidet møde op. Jeg havde sagt til mig selv 3 gange – de kommer ikke, de kommer ikke, de kommer ikke. Så var skuffelsen en anelse mindre. 

Jeg var stadig beruset efter gårsdagens og nattens fejring. Rektor råbte mit navn, først én gang, så igen. Sidemanden puffede til mig. Jeg vaklede op og hentede mit eksamensbevis og min præmie for årgangens bedste eksamen. 

Rektor kunne ikke lade være med at smile, og hviskede – ’Var den høj i går?’ 

Studielivet på fuld tid

Selv om jeg havde nydt min frihed og det gode liv, siden jeg slap for Bråskovgård og det frygtelige liv der, var det intet at regne i forhold til det vidunderlige liv, jeg kom til at nyde, efter jeg blev maskinmester. Især efter jeg ”gik i land”.

Jeg flyttede sammen med Dorthe i en lejlighed lige udenfor Fredericias volde. En fin lille lejlighed med loftsværelse, som jeg kunne bruge som studerekammer. Dorthe var i lære som speditør.

Så gik jeg i gang med at læse fuld tid på Fredericia Maskinmesterskole. Det var en hyggelig skole med en engageret forstander og personale, der kendte alle de studerende. Der var ligeledes en lille kantine i en gammel villa ved siden af skolen. Her kunne man købe morgenmad og frokost, og såmænd også en øl til fyraften.

Dengang sagde man, at man ikke skulle være rasende klog for at blive maskinmester, men man skulle dæleme være flittig. Vi havde lange dage og mange lektier. Det blev sagt, at vi i de fleste perioder skulle regne med 4 timers lektier hver dag. Nogle kom naturligvis lidt lettere om ved det end andre, men alle skulle hænge i. Dengang måtte vi ikke have bøger med til eksamen, så hvis der ikke var læst igennem, havde man ikke en chance.

Værtshuset Klods Hans

Der blev nu også tid til at frekventere det nærliggende værtshus Klods Hans og gå lidt i byen. Klods Hans var et fantastisk frikvarter fra studierne: Vi raflede, klunsede og spillede kort om, hvem der skulle give en omgang øl. 

Min gode ven Jens Erik, som jeg havde mødt i Trelde og Bøgeskovhallen, var også kommet i gang med, at uddanne sig til maskinmester, men han tog aspirantvejen, som officersaspirant og sejltid som maskinaspirant. 

Jens Erik sejlede på de ekstremt eftertragtede Lauritzen køleskibe, der bl.a. lastede bananer under solbeskinnede himmelstrøg. Lastning forgik med håndkraft og tog uger, mens besætningen nød livet og de smukke kvinder. Som min salig lærer i maskinteknik udtrykte det så ’poetisk’; hver gang et land vrister sig ud af fattigdommens svøbe, mister sømanden et paradis. 

Skibene var indregistreret under fremmede flag og han fik sin aspirantløn udbetalt skattefrit og i stærke amerikanske dollars. Så når Jens Erik var hjemme på ferie, rendte vi en del i byen.

En gang var vi taget med Englandsfærgen. Turen frem og tilbage foregik på DSB første klasse, så vi gav den rigtigt gas. Vi besøgte far og Edel i Esbjerg, hvor vi drak drinks i deres bar. Vi fik en gigantisk tur ud af det, og jeg endte såmænd i en fremmed kvindes seng i Farum Midtpunkt. Det var naturligvis noget, der tærede på forholdet til Dorthe. Det endte med, at hun bad mig om at flytte.

Mine unge år fyldt med eventyr og venskab

Mit liv var fuld af eventyr og kvinder, da jeg var ung. Selvom jeg ikke var den flotteste fyr eller kunne danse, følte jeg stadig, at jeg appellerede til kvindernes moderinstinkt. Måske skyldtes det mine tidligere fortrædeligheder, som gjorde, at jeg havde et ekstra behov for at leve livet fuldt ud.

Jeg hang ud med en gruppe gutter, og det sjove er, at jeg stadig ser nogle af dem den dag i dag. Vi har ikke noget at skjule for hinanden, og det er rart at se, at vi alle har klaret os pænt over gennemsnittet.

Jeg fik en stor og billig lejlighed i Norgesgade, som min tidligere svigerfar, Kaj, skaffede mig. Lejligheden var tæt på maskinmesterskolen og byens minefelt. Jeg kunne endda indrette et motionsrum, fordi lejligheden var så stor. Jeg trænede flere gange om ugen og fik lov til at lave mine egne træningsmaskiner og vægte af overskydende materialer på Tjærekompagniets værksted.

Dengang var det almindeligt for håndværkere at lave ting til eget brug på værkstedet, og vi kaldte det for fusk. På det veludstyrede værksted kunne vi lave næsten alt, og brændeovne var et hit dengang. Det var dog vigtigt at huske at fortælle, hvis man havde brugt særligt dyre materialer, fordi det var en tillidssag og en balancegang. Vi satte pris på vores muligheder for at lave fusk, og der var stor selvjustits. Hvis en enkelt skulle overdrive eller stjæle dyre materialer, så stoppede kollegaerne det med en lille samtale.

Fester, ekstraarbejde og studier

Jeg fik mulighed for at tjene en ekstra skilling ved tilkaldevagter og sommerferiearbejde på Tjærekompagniets værksted. Desuden fik jeg noget vægterarbejde for G4S på Tuborgs bryggeri. 

Det var her jeg, efter nogle måneders ansættelse blev konfronteret med min fortid. G4S havde ansat en pensioneret politimand til, at grave i de ansattes forhold. En ren straffeattest var ikke nok. Hvordan han gravede min fortid på Bråskovgård op, ved jeg ikke, men det gjorde han. Det var en pinlig oplevelse for mig, og nogen ordentlig forklaring fik jeg ikke; jeg kunne beholde mine uniformsbukser og skjorter, men skulle ikke komme igen.

Vægtertjansen var ellers super. I weekenderne sad vi to mand i porten og jeg kunne læse lektier, kun afbrudt af to runderinger på bryggeriet. Det tog i alt 1 ½ time. 

Når der var produktion, var der mere at se til, for der skulle vi kontrollere og plombere togvogne og lastbiler. Bryggeriet var nemlig toldfrit område, så de ikke skulle afregne told, før varerne forlod bryggeriet. Det var også vores opgave at sørge for, at alle kantiner og opholdsrum blev ryddet fredag aften. Det var en opgave, der godt kunne drille, mens bryggeriet var nyt. For der blev festet rundt omkring. Af og til blev der også gået til den, når et par var fortrukket til et lille rum for sig selv. 

Dengang sagde man, at de ansatte fik skilsmissepapirerne udleveret sammen med ansættelseskontrakten på bryggeriet. Men det blev nu normaliseret over tid.    

Jeg klarede mig rigtigt fint på maskinmesterskolen, da studiet interesserede mig voldsomt, selvom jeg også var glad for at feste.

Jeg fandt sammen med en studiekammerat – Jan. Vi gik tur hver dag i frokostpausen og fandt ud af, at læse lektier og forberede eksamener sammen. Jeg tror nok, den usagte deal var, at jeg lærte fra mig, og at Jan var driftssikker. Det fungerede og det var det vigtigste. Når vi forberedte os til eksamener, foregik det hjemme i min stue, hvor vi havde hængt en tavle op. Så hakkede vi ellers pensum igennem, hørte hinanden og høvlede gamle eksamensopgaver igennem.

Årgangens højeste gennemsnit og en uheldig lærer

Til min eksamen på første del, gik det så godt, at jeg modtog flidspræmie for at have opnået årgangens bedste gennemsnit. Jeg var glad og taknemmelig for præmien, som i øvrigt var fra rederiet J. Lauritzen og dækkede mine bogudgifter. En af mine lærere var dog ikke lige så begejstret som jeg og hviskede til mig, at jeg ikke havde fortjent præmien. Han mente, at jeg måske havde det for nemt. Men jeg var ikke enig, for jeg havde også arbejdet hårdt for det.

Til skriftlig eksamen havde vi en kompliceret beregning af et tankanlæg, som de fleste af mine klassekammerater havde regnet forkert. Jeg var en af de få, der havde gennemskuet opgaven og løst den korrekt. Jeg var færdig med opgaven 20 minutter før tid og besluttede mig for at tage en pause og ryge en cigaret udenfor.

Da jeg kom ud, mødte jeg min lærer, som havde siddet på lærerværelset og regnet på opgaven. Han skulle hænge resultaterne op udenfor eksamenslokalet, og det var her, eleverne ville kunne se, hvordan de havde klaret sig. Men min lærer havde lavet en fejl i beregningen af tankanlægget, som jeg kunne se på resultatet. Jeg havde regnet rigtigt, og jeg følte mig selvsikker nok til at påpege hans fejl. Jeg sagde endda til ham, at han skyldte os en undskyldning for fejlen. Men jeg tror ikke, at han tilgav mig nogensinde.

Ansat på forventet efterbevilling

Inden vi gik til den afsluttende eksamen på anden del, kom de forskellige rederiers repræsentanter og tilbød os ansættelseskontrakter. Naturligvis under forudsætning af at vi bestod. Dengang var der stor mangel på maskinmestre. Den dag i dag er arbejdsløsheden lav i faget. 

AP Møller var det rederi, der stod i højeste kurs blandt de studerende. Så dem valgte jeg. Da jeg allerede dengang havde besluttet ikke at skabe mig en karriere på søen, havde det måske i virkeligheden været en bedre deal for mig, at vælge et andet rederi, hvor man også kunne få en væsentlig højere hyre udbetalt i dollars og skattefrit. Dengang var den amerikanske dollar oppe i over ti kroner. Desuden kunne jeg måske havde oplevet mere end på de super effektive containerskibe i Mærsk flåden. Men det blev altså dem.

Rederiets repræsentant lavede en foreløbig kontrakt med mig, som forudsatte, at jeg bestod min eksamen og en samtale på rederiets hovedkontor på Esplanaden i København. 

Jeg tror ikke, der er nogen, som det er forundt at besøge AP Møllers hovedsæde på Esplanaden, der nogensinde glemmer den første gang. Heller ikke jeg. Der var stil over det, og jeg mødte op i stiveste puds, og bestod da også både tests og samtaler. Jeg var således klar til, at påmønstre så snart min eksamen var i hus.

Der er godt nok langt fra en isolationscelle på børneinstitutionen Bråskovgård til det fine hovedsæde for AP Møller på Esplanaden 50 i København. Jeg nød det i fulde drag!

Jeg bestod heldigvis min eksamen, og som sagt blev jeg endda den bedste i årgangen. Så det var en stor dag, der blev fejret i fire døgn. Derefter skulle jeg påmønstre M/S Christian Mærsk i Valencia.

Morfar kom og kørte mig til lufthavnen. Han var vist lidt nervøs for, at hans barnebarn nu skulle ud på de syv have. Han formanede mig, om alt det jeg ikke skulle gøre, og alle de små luskede kvarterer jeg endeligt ikke måtte opsøge. Vi tog hjerteligt afsked i lufthavnen, selv om morfar næsten fulgte med ud i flyveren. 

Jeg kunne desværre efterfølgende ikke overholde alle formaningerne, og opsøgte samtlige listige steder, jeg mødte på min vej.

M/S Christian Mærsk

De to sømænd, skibets elektriker og jeg sad i baren og nød vores drinks, mens vi studerede menukortet. Vi var på en meget autentisk mexicansk restaurant i Baltimore. 

Vi bestilte, og tjeneren spurgte, ”do You want it hot?”. ”Oh, yes, very hot”, svarede jeg. Det var her jeg lærte, at hot også betyder stærkt. Mexicansk mad serveret ”hot” er meget stærk.

Påmønstret 4 dage efter eksamen

Mit fly gik fra Billund til Kastrup og derfra med det gamle flyselskab SABENA til Madrid og derfra med IBERIA til Valencia. Flyturen var temmelig urolig, men det var for intet at regne i forhold til køreturen fra lufthavnen til skibet i Valencia. Jeg blev hentet af rederiets agent, der med dødsforagt kastede sig ud i den kaotiske trafik. Jeg bad en stille bøn for mig selv. Aldrig havde jeg oplevet en så sindssyg trafik.

Jeg ankom på skibet, og traskede op ad landgangen med min bagage. Overstyrmanden sad inde på dækskontoret  og sagde velkommen. Men jeg fandt hurtigt ud af, at man ellers bare klarer sig selv. Jeg fik støvet mit kammer op, der nu ikke var ledigt, da den maskinmester jeg skulle afløse, først skulle hjem dagen efter. Så jeg måtte overnatte i skibshospitalet. Hyggeligt.

Der er meget at lære, når man påmønstrer for første gang. Som sagt får man kun den hjælp, man selv beder om, og skal finde ud af alle rutiner, vagtplaner og spisetider, påklædningskodeks osv. 

Jeg kvajede mig da også ved at troppe op til morgenmad, ikke omklædt, men i kedeldragt. Desuden kom jeg til, at stille mine sandaler på maskinchefens plads. Hertil kom en masse andre mindre overgreb på de daglige rutiner. Alt sammen blev naturligvis behørigt påtalt, som om jeg havde nedsmeltet et hovedleje på maskinen.

Containerskibet M/S Christian Mærsk var et lidt ældre skib, som krævede en del vedligehold. Skibets agterende, dvs. maskine og overbygning, var oprindeligt bygget på Bergens Mekaniske Verksteder i 1968, med kranbestykning som var sædvane dengang. 

I 1978 etablerede AP Møller ’Mærsk line’, og skibet blev bygget om i 1980, og blev – fra overbygningen og frem – som et nyt containerskib, mens maskine og aptering var det oprindelige fra 1968. Dog havde overbygningen fået en ekstra etage eller to for, at broen kom op over de mange lag containere. Der ud over havde maskinen gennemgået en vis modernisering.

Vi gik i rutefart fra Europa til USA til Den Arabiske Halvø og tilbage til Europa. En udmønstring for mig varede ca. 3 måneder, og betød to rundture. Jeg havde allerede inden min påmønstring besluttet, at jeg ikke ville skabe en karriere på havet. Men jeg ville gerne lige prøve at snuse lidt til sømandslivet.

Friends with benefits og landlov

I Valencia gik jeg med dækspersonalet op til et af de utallige små træskure, der lå nede på havnen. Skurene havde farvestrålende facader, så de fremstod som mere, end de var. Indenfor var der en tarvelig bar og inde bagved nogle små rum med brikse beklædt med kunstlæder og et lille tøjstykke lagt over. Her kunne de mange ludere tjene til livets ophold.

Vi stod i baren og hyggede os med øl, og tjeneren rullede joints til os. Der kom en spansk fyr hen til mig og stod og snakkede til mig på spansk. Jeg forstod ikke et ord. Tømmermanden, det vidste jeg, kunne spansk. Så jeg bad ham tolke. BANG sagde det. Tømmermanden langede den stakkels spanier én på hovedet, så han røg igennem lokalet. Spanieren havde åbenbart lagt an på mig. Tak tømmermand. Jeg har ikke – nu som dengang – noget at udsætte på homoseksuelle, så længe altså de holder fingrene fra mig.

Om bord var der en del vedligehold at se til. Men med indførsel af moderne teknik, overvågning og kontrolrum var maskinbesætningen blevet ret beskeden. 

Søreglerne foreskrev hvor mange officerer, der skulle være om bord. Efter min mening var vi alt for mange. I maskinen var der reelt kun arbejde til halvdelen af maskinmestrene. Resten kunne udføres af reparatører. Så ærlig talt var udfordringen til at overskue. Jeg var – indrømmet – ikke særligt motiveret. Jeg følte i virkeligheden, at jeg spildte min tid og uddannelse, og at jeg havde haft større udfordringer på værkstedet hos Tjærekompagniet.

Mit arbejde kedede mig, men vi havde det ret festligt om bord. Det var før alkoholforbuddet var slået igennem. Menige måtte kun drikke 2 øl om dagen, og skulle aflevere de tomme flasker for at få 2 nye udleveret. Men vi officerer måtte indtage al den alkohol vi orkede. Og det kan man roligt sige flere gjorde. Især maskinchefen og hovmesteren var kun tilgængelige frem til frokosten. Derefter var de så berusede, at man ikke kunne komme i kontakt med dem. 

Vi andre holdt en del fester om bord. Der var jo også kvindelige besætningsmedlemmer. Og så var vi en del, der aldrig forsømte chancen for, at komme i land og udforske de lokale forhold.   

Jeg blev ret hurtigt ”friends with benefits” med den ene af stewardesserne. Det gav anledning til en del jalousi fra de øvrige mandlige officerer. Men det kunne jeg jo ikke tage mig af. De kunne jo bare selv have været lidt vakse ved havelågen. Nogle af de drys havde sikkert heller ikke været specielt gode til at score damer derhjemme, tænkte jeg.

Officer og gentleman

Traditionelt har der været et skarpt, nærmest militaristisk hierarki i skibene. I generationen lige før mig var besætningen delt op i hele tre lag – nogle gange endda flere, som i militæret med officerer, befalingsmænd og menige. 

Officererne var navigatører, maskinmestre og telegrafister. Befalingsmænd i mellemlaget var elektrikere og maskinassistenter. De menige var donkeymanden, bådsmanden, tømmermanden, matroser, fyrbødere, motormænd, lempere, dæksdrenge, stewarder, stewardesser og messedrenge, samt hvad der ellers var af faggrupper.

Hver gruppe levede nærmest i sin egen verden med egen messe og opholdsrum. I min tid var det reduceret til 2 grupper; officerer og menige. Stadig med et skarpt hierarki og opdeling. 

Hierarkiet blev i høj grad opretholdt af de menige, som var organiseret i respektive fagforbund. De var forbeholdne ved at omgås officererne. F.eks. opholdt et par af officersaspiranterne sig ofte i mandskabets salon, da de mere aparte film ofte blev vist der. Men til sidst blev de smidt ud af matroserne.

Læseren kan måske også undre sig over hvad officersaspiranter lavede om bord, da der jo ikke var tale om flådens skibe:

For at blive maskinofficer kunne man enten tage en faglig uddannelse og derefter den teoretiske uddannelse som maskinist og derefter maskinmester. I det forløb ville man ligeledes blive trænet i ledelse, sundhedslære, sø-lovgivning, brandbekæmpelse og uddannet som røgdykker og brandleder. Således man var rustet som officer. 

En anden vej var at søge optagelse som officersaspirant. Så skulle man gennemgå uddannelsen uden den faglige bagrund, som aspirantuddannelsen sikrede. Det sidste skete gennem træning på værkstedsskole og som sejltid som maskinaspirant efter afsluttet maskinisteksamen.

Dæksofficerene havde en tilsvarende uddannelse, der i de tidlige forløb var fælles med maskinofficerernes. Den indebar danseundervisning, sejlads for sejl og ikke mindst ½ år internatsophold, hvor der var streng disciplin og mange regler. I de 6 måneder skulle officersaspiranterne bære uniform, også når de søgte landlov eller orlov. De lokale piger strømmede til og tilbød sig som dansepartnere, når der var dans. Nogle af dem endte med at få en kæreste.

For mig var det en omvending pludseligt at være noget – alene som følge af min rang. Naturligvis var jeg blandt de øvrige officerer lavt rangerende, men alene det at være maskinofficer, gav nogle privilegier jeg slet ikke havde kunnet forstille mig.

Mit kammer var rummeligt med eget bad, skrivebord og en lille sofa. Det var som et flot hotelværelse. Der blev gjort rent daglig og sengen blev ordnet af personalet. Når jeg vågnede, var der lidt Jeppe i baronens seng over det hele. 

Maden blev serveret for os i officersmessen. 

Ved hver plads ved middagsbordet var der en lille knap som trykknappen på en gammeldags ringeklokke. Jeg undrede mig over, hvad det var, og trykkede på den …. Puf – som i et eventyr – så kom serveringspersonalet, og spurgte hvad de kunne hjælpe med. Det var jo ren magi! Få uger forinden havde jeg levet af hjemmekogt spaghetti med ketchup. Nu kunne man som et andet overklasseløg trykke på knappen for at blive opvartet.

Alligevel brokkede et par af besætningsmedlemmerne sig altid. Sjovt nok guffede de lystigt, når der var hotdogs eller burgere som lun ret. 

En dag forlangte 2. mester, som altid var tvær og utilfreds, frisk pålæg serveret. Koksmaten kom løbende med et lille fad med frisk pålæg til ham. Da han tog den første skive af, lå der en kakerlak under den. Koksmaten undskyldte og kunne intet forstå.     

Mange havne på få dage

På USA´s østkyst havde vi 11 havneanløb på 10 døgn. Så det siger sig selv, at vi ikke altid nåede i land, idet visse ting kun kunne repareres når vi lå til kaj. Men vi kom da bl.a. ind og oplevede New York, da vi fik et lift med sømandspræsten. 

I New Orleans havde vi 28 timer, så koksmaten og jeg drønede i land, så snart landgangen var sat. New Orleans var en kæmpe oplevelse. Der var liv, jazz og leben alle steder og på alle tider af døgnet. Jeg havde aldrig oplevet så megen aktivitet og så mange ting at se på. Mine øjne var store som tekopper og alle sanser kørte i overgear.

Vi var i Baltimore i begyndelsen af oktober. Der oplevede vi til min store overraskelse, at julemanden ankom med helikopter. Man kunne købe noget så eksotisk som fortrykte julekort. Som man siger; det starter i USA og nogle år senere har vi det i Danmark. Men igen blev øjnene store. 

Jeg havde købt en såkaldt ghettoblaster i Abu Dhabi. Den brugte jeg til at lytte til de amerikanske radiostationer. Det var for vildt, at høre på, når man var vant til kun at have DR med én tv-station og tre radiokanaler, som for de tos vedkommende var ’kulturelle. 

Jeg optog timevis af amerikansk radio på kassettebånd, til stor fornøjelse for mine venner da jeg kom hjem. Hjemme igen sad de, som jeg, med åben mund og polypper og lyttede til de amerikanske DJ´s, der hurtigere end deres egen skygge, fortalte om vejrudsigten, nyheder og fik præsenteret den kommende melodi, der aldrig var kedelig. I dag kan enhver over nettet lytte til det samme. Men dengang var det virkeligt noget særligt.

Arabere, stiv pik og lyse drenge

Turen syd på gennem Suez kanalen starter i Port Said i Ægypten. Her skulle man tage såkaldte bådfolk ombord, der kunne hjælpe til i tilfælde af sandstorm. Ligesom der skulle vagter og lods ombord. Det meste var bare for, at holde beskæftigelsen oppe i det forarmede land. Så der var et rend og alt skulle låses af. Normalt var alle døre ellers åbne. Men alt hvad der ikke var under lås og slå forsvandt, vidste vi. 

Vi lodsede nogle containere og oplevede de store kulturforskelle mellem os og araberne ved flere lejligheder. 

Vi havde en dæksaspirant med langt lyst hår. Han var vel 17 år. Det var åbenbart mere end araberne kunne klare. En af dem tog sit lem frem og onanerede direkte op ad den stakkels dreng. Flere andre fulgte eksemplet og dæksapiranten lykkedes til sidst med at undslippe. De øvrige besætningsmedlemmer larmede op, men det fik ingen konsekvenser. Araberne grinede bare og tog ikke noget anstød af episoden.

De to kvindelige stewardesser fik også flere tilbud og en af araberne forsøgte sig med en gave. Han gav dem en stor plastpose. Posen var fuld af marihuana, så vi røg den fede og drak potthe i lange baner. Der var så meget, vi til sidst måtte smide resten ud over rælingen.

Turen rundt om den Arabiske Halvø var præget af, at der var mange restriktioner: Alkohol, og selv danske SE & HØR, var bandlyst. En eftermiddag hvor vi lå i havn, sad vi et par stykker oppe i officersmessen og så video. En eller anden myndighedsperson kom og ville inspicere vores videoskab for ”utugtige” film. Han spurgte hele tiden; Do you have sex? Jeg svarede; No we have hundreds of movies. Sådan stod det på en tid. Til sidst opgav han. Jeg tror i virkeligheden, at han bare gerne ville score en film eller kigge på. 

Hvis han havde været klar over rutinerne om bord, havde han vidst, at der kun blev vist ”naturfilm” i mandskabsmessen. Der kørte de til gængæld ofte.

Vi gik i land nogle gange, men nogen god oplevelse blev det ikke. Det var tydeligt at araberne, med deres religiøse regler og dogmer, afskyede os. Vi var på tålt ophold. Deres nedladende opførsel oplevede vi f.eks. når vi skulle have tjekket pas og papirer. De kunne lade os vente i evigheder og behandlede os som skidt. 

I basaren og i guldforretningerne var det dog anderledes. Vores penge ville de gerne have, og her fulgte sleske smil med i handelen.

I Saudi Arabien kom en Jeep med to vagter bevæbnet med maskinpistoler ned til skibet, og afleverede to styrmandsaspiranter. Jeg erindrer ikke hvad deres brøde var, men politisoldaterne lod forstå, at de havde været tæt på en tur i fængsel og efterfølgende piskning på torvet.

Vi holdt jul i det Røde Hav. Heldigvis til søs, så der var rødvin til maden, og hygge. 

Lillejuleaften lå jeg oppe på monkeydækket sammen med et par andre, med det resultat, at jeg blev godt og grundigt solskoldet. Søvandet var 27 grader, så vi havde problemer med at køle hovedmotoren tilstrækkeligt. 

Katastrofeopbremsning midt i Suez Kanalen

Da vi gik igennem Suez Kanalen, havde jeg manøvrevagt i maskinens kontrolrum, og var ret nervøs over endelig at blive udfordret fagligt. 

Skibene samles op ved Port Said i nord og ved Suez i syd og sejler igennem kanalen i konvoj, fra nord og syd. Store skibe kan ikke bare trykke på bremsen og stoppe, så for at holde pladsen i konvojen regulerer vagthavende maskinofficer hovedmotorens hastighed helt nøjagtigt.

Når vi skulle lidt op eller ned i fart, ringede de ned fra broen og jeg satte hovedmotoren et par omdrejninger op eller ned, så vi holdt farten præcist i konvojen. 

Pludseligt bliver der, via den automatiske maskintelegraf, givet fuld fart frem og jeg går nervøst frem og tilbage. 

For en sikkerheds skyld starter jeg en hjælpemotor ekstra op, så der er rigeligt med strøm. 

Efter en tid, bliver der slået fuld kraft bak, mens hovedmotoren drøner af sted med de maksimale 110 omdrejninger per minut. 

Den slags manøvrer er enormt dramatiske og kolossale kræfter kommer i anvendelse. Hovedmotoren er 9 meter lang og 18 meter høj og producerer over 50.000 hestekræfter. Den har 9 cylindre, hver med en diameter på 84 centimeter. Der er kæmpe meterhøje turboladere, der accelereres op til 9.000 omdrejninger per minut og det går ikke stille af.

Når der indtræffer en vild og uforudset handling som her, går hovedmotoren over i et nødprogram, og blæser trykluft ned på stemplerne, når de går mod top, for at stoppe motoren. En stor to takts dieselmotor har ikke noget gear. Så den stoppes og startes igen -baglæns, når man bakker.  Der et mange tons stål i fuld rotation, der skal stoppes og bringes til at rotere i modsat retning. 

Luften kommer fra nogle store trykluftstanke, der igen fyldes af kompressorer. Men kompressorerne kan ikke bare lige følge med, så der skal være et vist tryk i tankene for, at man kan starte hovedmotoren igen. Er al luften blevet brugt til at standse hovedmotoren med, har skibet ikke nogen motorkraft. 

Det er derfor jeg reagerede så voldsomt.

Jeg stod neglebidende og kiggede på manometeret, mens trykket raslede ned. Det hele lød, som om et godstog kørte gennem hovedet på mig! 

Den gamle første maskinmester, der havde læst sammen med min onkel Niels og for længst skulle have været forfremmet til maskinchef eller inspektør, kom stormende ned i kontrolrummet, og slog det hele over på manuel. Der stod førstemester så med de gamle manøvrehåndtag, fra før ombygningen og med stor dygtighed og fingerfærdighed, fik han stoppet motoren og slået bak. 

Maskinchefen ankom løbende ned ad lejderen foran vinduerne i kontrolrummet og drønede ind i kontrolrummet, hvor han under hele seancen stod, ligbleg som en stenstøtte. Først da der var faldet ro over gemytterne, tog maskinchefen den direkte telefon til broen og skreg til kaptajnen; – Tror du for helvede, du er kaptajn på en rutebil! Herefter knaldede han røret på og forlod kontrolrummet. Senere fik jeg at vide at lodsen ville overhale konvojen i søen, midt i Suez Kanalen, en vanvittig manøvre, som ingen forstod, kaptajnen lod ham foretage. 

Vi gik igennem Messinastrædet nytårsaften. Styrmanden var så fuld, at det var et under vi ramte strædet. Derefter gik vi til Livorno, hvor jeg afmønstrede. 

Det var så min karriere som maskinofficer.

Det havde været morsomt, men ikke noget der tændte mine faglige ambitioner. En god ven sagde til mig; Kent du er mere købmand end sømand. Og manden havde jo ret!

Maritim ordliste

Monkeydækket (Monkey island).

Det lille dæk der er ovenpå styrehuset eller broen, der er en masse master og antenner. Jeg tænker ordet er opstået fordi det vil være perfekt for aber at svinge sig rundt heroppe.

Koksmat.

En ung mand eller kvinde der assisterer kokken.

Hovedleje.

En meget vigtig del i hovedmaskinen, som kræver omhyggelig overvågning for, at det ikke løber varm. Sker det, kan det nedsmelte og sætte sig fast, så skibet ingen fremdrift har.

Dækskontor.

På et stort containerskib overvåger en ledende officer lastningen på dækskontoret. Her planlægger man losning og lastning med en lastcomputer, og man pumper ballastvand rundt i såkaldte ballasttanke, så skibet ligger optimalt i vandet. Man overvåger forskydninger i det der hedder metacenterhøjden. Metacenterhøjden er afgørende for, at skibet retter sig op med den rette hastighed. Det er vigtigt, at  skibet retter sig langsomt op, når der er høj sø. For hvis det går for hurtigt, bliver containerne ’flået’ af skibet. Omvendt skal skibet også rettes op, da det ellers vil kæntre og synke.

Skibshospital.

Alle skibe har et hospital, hvor der er en eller flere sengepladser til tilskadekomne personer. På større skibe minder det om en operationsstue på et mindre hospital.

Lejder.

Er på et skib en blanding mellem en trappe og stige. En meget stejl trappe i stål og med håndlister. Med lidt øvelse kan man, med hænderne på de let olierede håndlister, kure ned ad lejderen.

Det fede liv som rådgivende ingeniør

Jeg var tilsynsførende ingeniør og småløb efter den tyske ingeniør. Ned mellem de bragende og larmende produktionslinjer. De store stålrør blev valset, formet og svejset. Gnister fløj om ørene. 

Den tyske ingeniør var, som alle i hans stilling, klædt i en grålig habit, lyseblå skjorte og et slips i diskrete farver. Jeg havde selv været en tur ude i stormagasinet Famila og købe en tilsvarende uniform til 99 D-mark. Man skal hyle som de ulve man er iblandt, så må det koste en billig habit af og til. 

Den tyske ingeniør forklarede mig, hvordan det avancerede ultralydsinstrument kunne afsløre dårlige svejsninger og demonstrerede, at apparatet var kalibreret. Jeg var ikke sikker på, at jeg forstod alt, men jeg var fast besluttet på, at sætte mig ind i teknikken. Næste gang jeg kom ned på fabrikken i Ruhr distriktet, ville jeg have en række supplerende spørgsmål.

Afmønstret

Efter jeg havde prøvet livet på søen og var gået i land, tog min karriere for alvor fart. I virkeligheden fik jeg en lidt kometagtig karriere med vidunderlige oplevelser og fantastiske stillinger. Jeg kom til at prøve såvel udfordrende og spændende specialiststillinger, store lederstillinger og såmænd også livet som topleder. Men herom senere.

Da jeg afmønstrede fra M/S Christian Mærsk, var min første handling at tage ud på Tjærekompagniets rørfabrik i Fredericia. Jeg havde lovet svendene på maskinværkstedet at give øl, når jeg var blevet færdig som maskinmester, men havde ikke nået det, da jeg påmønstrede M/S Christian Maersk kun 4 dage efter min eksamen.

Mens vi stod der i svejsehjørnet med en øl og hyggede os, kom direktør Skibsby, som uden omsvøb spurgte hvad jeg lavede. 

Skibsby var en lidt sammenbidt herre med en stærkt begrænset hårvækst. Han gik ofte med en cigar i munden. Han havde en energisk fremtoning. På den ene side lignede han en lidt sur direktør og på den anden side, med sine ergonomiske sko, en lidt sær ingeniørtype. 

Af gammel vane blev jeg helt perpleks og nervøs og undskyldte. Skibsby ville gerne tale med mig. Jeg fulgte en smule brødebetynget med ind på kontoret, hvor jeg forklarede, at jeg holdt ferie. Det kunne Skibsby ikke se nogen dybere mening med, så han tilbød mig et job på stedet. Det tog jeg imod; uspecificeret og uden vi havde talt løn og vilkår. Niels Skibsby var ikke en mand man sagde nej til. 

Det viste sig, at jeg skulle hjælpe værkstedet igennem en periode med travlhed. Derefter kom jeg til at arbejde med indkøb og kvalitetssikring inden for naturgassystemet og offshore. Det blev en rasende spændende tid. 

Tjærekompagniet blev – blandt andet sammen med det rådgivende ingeniørfirma Danish Oil And Gas Services, kaldet DOGS – honoreret for, at føre tilsyn med produktionen af rør til det danske naturgasprojekt. 

Skibsby har aldrig været kedelig, og aldrig nærig med, at dele gode, spændende og udfordrende, opgaver ud.

Da Danmark ramte olie

Det var en stor omvæltning for Danmark, da vi fik muligheden for at blive nettoeksportør af olie. Jeg selv fik kickstartet min karriere af de mange enorme investeringer, der fulgte i kølvandet.

Det var den gamle skibsreder Arnold Peter Møller, der tog en enorm kommerciel risiko og kastede AP Møller – Mærsk ud i efterforskningen af olie i Nordsøen, og opnåede eneret på udvindingen. Dansk Undergrunds Consortium eller DUC med AP Møller – Mærsk og erfarne udenlandske partnere blev etableret.

Olieefterforskningen var opdelt i felter. Det første felt der kastede olie af sig, var Krakafeltet. Dog ikke i større mængder end, at Mærsk kunne fragte al olien til Fredericia, bl.a. med det ældgamle tankskib M/T Henning Mærsk. Skibet gik i fast rutefart mellem Oliefeltet og Shells nye anløbsbro i Fredericia, hvorfra olien blev pumpet ud til raffinering på Shells raffinaderi. 

Da jeg læste til maskinist på aftenskole, var vi nede og besøge det bedagede skib. Det var et gammelt skib og var et af sidste skibe, der havde kedler af konstruktionen ’skotsk marine kedel’. Jeg kan huske, jeg tænkte; – det var da godt de fandt olie i Nordsøen, ellers skulle den gamle skude nok have været hugget op. Modsat Mærsk sædvane var det meste tekniske udstyr allerede fra starten forældet.

Rigtigt gang i den kom der med DAN feltet og senere med Regnar, Rolf, Dagmar, Gert, Elly og Harald. Nu blev det muligt, at anlægge rørledninger i land til både olie og naturgas. Det blev senere udbygget endnu mere.

Med Poul Nielsson som energimister, skulle naturgassen udnyttes med ”en klokkeklar aftale” og Dansk Olie og Naturgas (DONG) i spidsen. Derfor blev det besluttet at anlægge et rørsystem med store hovedledninger fra oliefelterne til land, med pumpestationer, underjordiske lagringsanlæg og med regionale naturgasselskaber, der anlagde rørledninger helt ud til alle byer. Selv den mindste flække fik sin rørledning. 

Det kneb dog med at få afsætning for gassen i alle dele af landet, men det var der råd for. Svend Auken kom til som miljø- og energiminister fra 1993 til 2001. Det blev en dyr omgang for Danmark. Ingen kunne styre Svend Auken. I en planøkonomisk rus gennemførte han med tvang, etableringen af små urentable decentrale gasfyrede kraftvarmeværker. De sagesløse borgere fik trukket fjernvarme og tilslutningspligt ned over ørerne. De kom dermed til, at hænge på en kæmperegning, som mange fortsat den dag i dag hænger på.

Men for mig blev det jo en fest. Pengene blev flået op af lommerne på landets borgere og ned i statskassen og videre ud til de mange vilde projekter der blev gennemført i de år. Enorme summer blev brugt på konsulenter og vidtløftige projekter, som konsulenterne skulle blåstemple, som gentjeneste for de enorme konsulenthonorarer de modtog.

Først ved anlæggelsen af naturgasdistributionssystemet. Dernæst med udbygningen af især felterne Dan F og Rolf. Og endelig – til sidst – faldt der også lidt af til mig i Svend Aukens blodrus. Det hele imod al sund fornuft.

En helt ny verden for mig

Min første tur gik til et Fransk rørværk i Rouen, der producerede kraftige sømløse rør. 

Det er en voldsom proces, hvor en gigantisk klump rødglødende stål smedes omkring en dorn til et rør. 

Skibsby var med på den første tur. Han var en hård hund og arbejdede hårdt. Vi fløj til Charles de Gaulles lufthavnen i Paris og kørte derefter i lejet bil op til Rouen i det Nordfranske. 

Vores opgave var, at sikre at de rør, som skulle indgå i det danske naturgasdistributionssystem, levede op til alle specifikationer. Vi var bevæbnede til tænderne med gældende normer, standarder og særaftaler. 

Maskinmesteruddannelsen var dengang orienteret mod vedligehold af materiel der allerede var bygget. Så emner som metallurgi, styrkeberegning, stålkvaliteter og kontrolmetoder fik jeg ualmindeligt travlt med at få læst op på. Jeg fandt ud af, at det var ganske spændende. 

Skibsby sparede ikke sig selv. Startede produktionen klokken 03.00, så var vi på pletten. Efter et par døgn nærmest uden pauser, var vi færdige en morgen klokken 05.00 – og så var det direkte ud i lufthavnen og med en flyver videre til næste opgave. 

Inden lufthavnen skulle vi hente vores baggage, på det lille familiehotel vi var indkvarteret på. Receptionen var lukket på det tidspunkt. Jeg blev sendt op af et nedløbsrør, og kravlede ind gennem et vindue, og fik vækket værterne, der mildt sagt ikke var særligt begejstrede. Men hellere diskutere med dem end med Skibsby. Så afsted til lufthavnen.

Desværre var der rod i afgangene, så vi fik mange timers ventetid i lufthavnen. Det var der også råd for. For Skibsby havde medbragt en kuffert med papirer. Så kunne vi ligge og rode rundt på gulvet, og lave beregninger til et tilbud på et fjernvarmeprojekt i Grønland. 

Skibsbys spildte ikke tiden, og han lærte fra sig, så man forstod hvad det gik ud på.

Jeg var herefter ansvarlig for rørkvaliteten på et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter. 

Sådan krøller man et rør op.

Jeg kom til at tilbringe dage, uger og måneder rundt om på Europas rørfabrikker i disse år. For at bygge naturgasledningerne var der behov for mange typer rør, alt sammen efter hvad rørenes funktion var.

De helt store distributionslinjer krævede rør med en diameter på op til 1 meter. Den type rør fremstilles som spiralsvejste rør. Spiralsvejste rør produceres ved at valse et langt stålbånd op. Man lægger båndet på skrå og ’ruller’ det op. Løbende svejser man det valsede stålbånd sammen så der er en lang spiralformet svejsning langs hele røret. Det ligner lidt paprøret på en køkkenrulle.

Langt de fleste line-pipes, som de kaldes, fremstilles mest rationelt ved den såkaldte rulleformningsmetode og med én langsgående svejsning. Et stålbånd føres ind fra enden i en række valsestationer der langsomt former røret. En svejsemaskine laver en langsgående svejsning. Ved denne metode kan der også laves andre for former end runde rør. Denne metode kan foregå ved en højere produktionshastighed.

Til mere krævende opgaver, f.eks. ved vejunderføring, hvor rørene skal bankes igennem, anvendes sømløse rør. Sømløse rør producerer man for det meste ved, at en massiv stang af stål varmes op. Den rødglødende stang trækker man derefter ind over en dorn ved hjælp af valser. Dette er uden tvivl den mest dramatiske metode at se på. Voldsomme kræfter kommer i anvendelse, det buldrer, brager og man mærker den enorme strålevarme fra det rødglødende stål.

Efterfølgende gennemgår rørene, uanset fremstillingsmetode, en række processer, så det sikres, at rørene er runde, lige og lever op til alle specifikationer.

For mig var det meget lærerigt at begive mig ind i denne nye verden. Dels kom jeg til at opleve de store kulturforskelle mellem Europæiske lande. I Frankrig med det voldsomme hierarki, pedal-lokummer, kindkys og håndtryk til alle. Tyskland, hvor ingeniørerne virkelig var den herskende klasse, Finland, hvor et kindkys ville være en fornærmelse og hvor lederne var ekstremt veluddannede. 

Men også de tekniske aspekter optog mig. Dels naturligvis de store fabrikker med alle de vilde maskiner, men også kvalitetssikringen. Jeg blev introduceret til metallurgi og kom for første gang til at se stålets korn gennem mikroskop og lærte at afkode det. Jeg lærte om spektralanalyse, hvor man kunne fastslå stålets kemiske sammensætning, og hvad man kan udlede af en trækprøve. Dette er færdigheder jeg har taget med mig og drager nytte af den dag i dag.

Min første selvstændige rejse, var nær endt i en katastrofe.

Jeg skulle igen til Rouen. Det var i 1984. Danmark spillede åbningskamp på Parc des Princes, mod Frankrig, i Paris, i Europamesterskabet i fodbold. Det passede perfekt med, at kampen var dagen før, jeg skulle være på fabrikken klokken 10. Så, det mente jeg godt kunne koordineres. Nogle af mine venner havde bygget en autocamper, som de skulle derned i. Jeg skulle tage min gode ven Jens-Eriks kusine Hanne med derned. Så det var bare af sted i min nye Fiat Supermirafiori.

Vi skulle mødes under Eiffeltårnet. Hanne og jeg troppede op på det aftalte tidspunkt, men kunne ikke finde de andre. Vi traskede rundt og ledte, men uden held. Til sidst købte vi noget brød og vin og satte os under et træ i parken og ventede. Endeligt hørte jeg min ven Jens Erik brøle, ”der er han det røde apparat”. Vi vidste, at nu var vi i godt selskab. 

Herefter stod den på liv og glade dage. Det var i roliganernes tid og vi festede og nød den gode stemning. Vi forstsatte til åbningskampen på Park Du Prince. Det var den kamp hvor Allan Simonsen brækkede benet med et uhyggeligt smæld, som lød, så vi aldrig glemmer det.

Jeg vågnede næste morgen ved, at Hanne bankede på bilruden: – ”Kent klokken er 7, du skal op”. Jeg lå omme på bagsædet i bilen, som Hanne havde kørt ud hvor de andre var, på en slags gård. Bagsædet flød med dåseøl. Jeg havde brugt en kasse øl, som hovedpude. Jeg viste ikke hvor vi var henne, men konstaterede til min skræk, at det var syd for Paris. Jeg skulle være i Rouen klokken 10. Fuld fart på, så meget fuld fart man kan have i myldretidstrafikken i Paris. 

Da jeg ankom noget forsinket til fabrikken, trådte jeg ind på et kontor, hvor min kollega fra et stort ingeniørfirma lige havde lagt røret på. Han så undskyldende på mig: ”Beklager; jeg har lige talt med Skibsby. Jeg vidste ikke, om du kom”. Jeg ringede med det samme til Skibsby, der virkede rolig. ”Jeg skal tage dig med i min aftenbøn” sagde han. ”Tak” svarede jeg.  ”Under fri os fra det onde!” skreg han og smed røret på. Sidenhen overholdt jeg alle aftaler og episoden blev aldrig nævnt med et ord. 

Hoesch Rohr i Hamm og fabrikken i Danmark

Hovedleverandøren til naturgasselskaberne var det tyske Hoesch Rohr, som havde fabrik i Hamm midt i Ruhr distriktet. Det blev nærmest min hjemmebane i en periode. Når der skulle produceres rør til det danske naturgasnet, sendte de en telex til mig om, hvornår produktionen skulle ske. Jeg bekræftede og så kørte jeg derned i min Fiat. 

Det blev mit andet hjem, og når jeg var på fabrikken, indgik jeg i ingeniørteamet og løste forskellige konstruktions- og planlægningsopgaver. 

Det var dengang vi fortsat var gode til at producere i Danmark. Vi havde et formidabelt samarbejde mellem civilingeniørerne der dengang var toppen, ingeniører og håndværkere og for den sags skyld også specialarbejderne. 

Dengang blev kun de ”klogeste” studenter uddannet civilingeniører. De havde mange fantastiske teorier, men havde ofte svært ved at omsætte dem til praksis, og kommunikere med håndværkerne kunne de slet ikke. Men vi ingeniører og maskinmestre kunne forstå teorierne og omsætte dem til praktiske maskiner og produkter. Vi kunne også tale med håndværkerne. 

Teknikumingeniører og maskinmestre havde ofte en håndværksmæssig uddannelse selv. Håndværkerne, især smede og elektrikere, var ambitiøse og kvikke i pæren, så vi fik omsat de højtsvævende teorier til praksis. Alle i værdikæden spillede en vigtig rolle.

Vi byggede hele fabrikker selv, udviklede maskiner og nye produkter. Det var højt specialiseret produktion så det meste måtte vi selv opfinde og bygge.                      

På rejserne i det store udland var vi ofte, ud over mig, også en eller to personer fra et andet rådgivende ingeniørfirma til stede under produktionen. Det var jo meget hyggeligt, men spild af skatteborgernes penge.

Naturgasselskaberne, som var offentligt ejede og typisk med politikere i bestyrelsen, havde et enormt pengeforbrug til konsulenter og rådgivere. Det var indrettet således, for at politikere og embedsmænd havde nogen at tørre ansvaret af på.

Jeg mødtes ofte med en ingeniør, vi kaldte Calle. Calle var fra et andet rådgivende ingeniørfirma.  Han var virkelig en frisk fyr og han lærte mig også mange ting. I den sidste ende var det mig, der stod til regnskab, hvis der senere blev fundet fejl på rørene. Fejl kunne være geometriske fejl, så der faldt bøder, fordi den efterfølgende svejsning blev besværliggjort. Eller det kunne være alle mulige tekniske fejl i rørenes interne svejsninger, eller fejl der kom tilbage fra stålleverandøren som afvigelser i materialekvalitet eller valsefejl. 

Jeg valgte, ud over at lytte meget til Calle, at skabe et tillidsforhold til ingeniørerne i kvalitetsafdelingen hos rørproducenten. Jeg kunne jo udmærket indse, at de havde mange års erfaring og dyb indsigt. Og de kunne til enhver tid løbe om hjørner med mig, hvis de ville. 

Jeg brugte meget tid på, at udvikle procedurer sammen med de tyske ingeniører for, at sikre de gjorde kvalitetssikringsarbejdet for os. Jeg kunne så fordybe mig i enkelte nøglekontrolfunktioner, som det automatiske ultralydskontrolsystem, der kontrollerede alle svejsninger. 

Jeg kunne desværre konstatere, at den mere enkle kontrol af rørenes geometri ikke interesserede tyskerne voldsomt. Derfor udtog jeg en del stikprøver og kørte aldrig hjem, før alle rør var læsset på togvogne. Herefter gik jeg rundt og kontrollerede om alle rør var i orden. Da tyskerne først havde prøvet, at skulle pille enkelte rør ud, efter de var blevet læsset, viste de en meget større interesse for det område også. 

De læssede ofte om fredagen, og jeg kom derfor ikke derfra før fredag aften. Nogle gange blev det sent hvis vi havde en diskussion kørende. Efterhånden fandt de sig til rette med, hvordan jeg ville have det, og jeg fik et fantastisk samarbejde med Hoesch Rohr. Der viste sig aldrig nogen som helst fejl efterfølgende. Det er jeg ret stolt over.

Men alt var ikke slid og arbejde. Sammen med især Calle og de andre jeg mødte, hyggede vi os med at gå ud og spise sammen. Ret ofte rendte vi også lidt i byen. Vi havde det rigtig sjovt sammen. Til frokost var vi altid indbudt til at spise i gæstekantinen, der havde fin tysk mad. 

Listige steder

Lige udenfor Hamm, i Hamm-Berge, lå et listigt sted, som der gør i alle tyske byer. Knusperhäuschen hed stedet, som i eventyret med Hans og Grete. Ham der havde stedet, hed Werner. Vi kaldte ham for KnusperWerner og han anså os for at være de vilde fra nord. Det kostede 100 D-Mark at komme ind, og der var to besøg ovenpå og fri øl inkluderet i prisen. 

En gang havde vi en af cheferne fra Calles firma med derud. Han drak et par hiverter i baren og strøg straks ovenpå med en pige. Vi andre stod og hyggede os i baren og jokede med Werner og de andre piger. Tiden gik og pigerne forsvandt. 

På et tidspunkt kunne vi ikke forstå hvor chefen og pigerne blev af. Han var jo oppe i årene og vi blev lidt bekymret for ham. Vi gik ovenpå, hvor vi fandt den aldrende mand med 3 grinende piger i et boblebad. Da vi kom ind, skreg han; ”ALT STÅR PÅ MIG, SELV URET!” 

Vi hylede af grin og fortsatte i baren. 

Når man ved hvordan prostitution er blevet hård og forfærdelig business med handlede kvinder, kan det næsten lyde som en romanisering, når jeg fortæller om Knusperhäuschen. Men det var en anden tid. Stedet var en privatklub, hvor værten bestemte hvem der blev lukket ind. Hvordan pigernes ”ansættelsesforhold” var, ved jeg ikke. Men vi fornemmede altid en god stemning og absolut ingen tvang. Vi havde det virkeligt sjovt og der var altid grin og høj stemning ved baren.

Schwartze Katja

Selv om vi mest kom ud på Knusperhäuschen for at hygge os, var der alligevel en pige jeg var lidt tiltrukket af. Schwarze Katja som vi kaldte hende pga. hendes mørke hår. Hun var sidst i tyverne, slank, veldrejet og meget smuk. I tillæg var Katja er sød og intelligent pige, som man kunne føre samtaler med i baren. 

Det var et skår i glæden, da jeg efter et besøg, følte en skarp smerte når jeg tissede. 

Schwartze Katja!

Da jeg kom hjem, fik jeg en tid ved lægen. Lægen lå ikke så langt fra mit stamværtshus Klods Hans, så jeg smuttede lige ind for at få en øl inden jeg slukøret og lidt flov tøffede op til lægen, hvor jeg fik en indsprøjtning med penicillin i bagdelen. 

Jeg gik igen ned på Klods Hans for at få en øl, og drukne min skuffelse over, at Katja havde andre mænd end mig… 

Da øllen var løbet igennem og jeg skulle tisse, havde penicillinen allerede klaret jobbet og det gjorde ikke ondt mere. 

Min mirakuløse helbredelse var det absolut overskyggende samtaleemne i baren den næste times tid.

Maubeuge

Et af de rørværker jeg besøgte, ligger i Maubeuge i Nordfrankrig. Vi havde det lidt svært med kommunikationen med personalet, dels pga. vores manglende franskkundskaber, men i høj grad også pga de store kulturforskelle. 

Jeg havde kun haft ét års fransk på aftenskole, og på en god dag kunne jeg svinge mig op til at sige hej og bestille 2 øl. Introduktion til fransk kultur havde ikke stået på programmet, på de institutioner, der kærligt havde taget sig af min dannelse.

Jeg havde hørt at franskmænd holdt på formerne og altid gik med slips, så jeg prøvede at klæde mig nydeligt. Faktisk lignede jeg nærmest en bankdirektør, bortset fra at ærmerne på den dobbeltradede habit jeg havde købt, var en kende for lange. Ingen havde dog forberedt mig på den særlige franske velkomst – det med kindkys og smaskelyde som var noget svært for mig. 

Engang ankom vi 3 tilsynsførende til fabrikken; jeg, Calle og yderligere en ingeniør fra Calles firma S&Q Tech. Vi fik kørepenge og kom i hver sin bil. Direktøren der tog imod, undrede sig og udbrød forbavset ”kommer i 3 biler”? Calles kollega Kurt, replicerede – ”Ja, det kunne desværre ikke lade sig gøre i fire”. Den joke faldt til jorden, med et brag, så man næsten kunne høre det. Det gav mig en lektie i at være sparsom med humor og især ironi. Et smil er altid godt, så længe man holder mund.

Der var ingen gæstekantine og vi var overladt til os selv i de timelange frokostpauser. Muligvis havde Kurt skræmt direktøren, som undgik de 3 aldeles uciviliserede fyre fra et koldt land i nord. Vi opsøgte en lille hyggelig snask” i nærheden. Det var meget rustikt og skulle man lade vandet, forgik det op af slags mur lige udenfor. Det var dog med skylleanordning, men uden mulighed for at vaske hænder. Maden fejlede ikke noget, det var en kone der drev stedet og hun lavede traditionelt fransk mad. Man kunne ikke vælge retterne selv. Det havde nu heller ikke gjort nogen forskel – vi forstod jo ikke fransk. Vi fik, som de mange franske arbejdere der frekventerede stedet, vin til maden, serveret i én liter flasker. En flaske per mand. 

Produktionen virkede ikke effektiv. Det var tydeligt, at her regerede de stærke franske fagforeninger. På de enkelte arbejdsstationer var der 3-4 gange så mange ansatte som i Tyskland. Alene den tid de brugte på at kysse og give hånd efter hver pause, fik nærmest pauserne til at gå ud i ét.

En dag var vi taget på en fin fiskerestaurant til aften. Det var så fantastisk lækkert og vi stoppede os med skaldyrspølser, østers og lækre fiskeretter så det var en fryd. Næste morgen kørte vi den ca. 4 timer lange tur til Hoesch Ror´s fabrik i Hamm. Jeg blev ramt af en skaldyrsforgiftning og måtte låne et baglokale med en briks på fabrikken, hvor jeg lå og vred mig i mavesmerter. Heldigvis fortog det sig og jeg kom over forgiftningen uden mén.

Finland, ungkarlens paradis.

Til min store glæde indgik naturgasselskaberne nogle store aftaler om rørleverancer fra den finske stålgigant Rautarrukki. Det gav mig muligheden for, at få et spændende indblik i produktionsmetoderne hos en af verdens dygtigste virksomheder på sit felt. Det indebar også nogle lange og lærerige ophold i Finland. 

Jeg var typisk to-tre uger ad gangen i Finland. Det var nogle meget længere ophold end i Tyskland og Frankrig. Jeg startede med en grundig gennemgang af stålværket i Oulo, hvor jeg også boede fast på byens bedste hotel, hotelli Vaakuna. Det der i dag er Radisson Blu.

Det skulle vise sig, at Finland var et sandt slaraffenland for en ungkarl, med masser af hormoner der boblede rundt i kroppen. Jeg spøgte med, at det var nemt at score damer i Finland: Man skulle bare være den sidste, der ikke var plørefuld på dansegulvet, så var der frit valg på alle hylder. Jeg havde en herlig tid. 

Turen til Finland gik fra Billund, over Kastrup med en overnatning på lufthavnshotellet i Helsinki og så med det tidlige morgenfly til Oulo. Jeg lejede altid en bil i lufthavnen i Oulu. Enkelte gange tog jeg nattoget fra Helsinki til Oulo. 

Kvinden i toget, den ph.d.-studerende og gudinden

En gang mødte jeg en lækker og fræk kvinde i nattoget. Jeg havde hjulpet hende op i toget med bagagen, jeg følte mig sært tiltrukket af hende; hun osede af sex. Kvinden var nogle år ældre end mig. Jeg tror, hun havde fået børn, selv om hendes slanke og velskabte krop ikke afslørede mange detaljer herom. Vi spiste sammen i togets restaurant, hvor hun med sin ligefremme charme blæste mig omkuld. Vi endte med at bruge nogle dage sammen i byen Oulo langt oppe i den Botniske bugt. 

Jeg havde flere damebekendtskaber i det finske. En pige der arbejdede med sin Ph.d. på Oulu universitet blev vist ret forelsket i mig. Hun skrev lange og hede breve til mig. Jeg havde mødt hende, da jeg var taget ud til en teknisk udstilling på universitetet. Hun tog mig med på spændende ture helt op nord for polargrænsen og ud at køre på frosne søer. En gang i mellem overnattede jeg hos hende, i hendes lille men hyggelige lejlighed. Engang frøs det næsten 40 grader om natten. Næste morgen var olien i min bil tyk som tjære og jeg kunne næsten ikke starte bilen. 

Pigen var både sød, intelligent og smuk, og vi havde det rigtigt fint sammen. Men kærligheden blev ikke gengældt fra min side, selv om forholdet stod på i mange måneder. 

Senere havde jeg også et forhold til den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set. Jeg mødte hende i baren på hotellet og vi drak en drink sammen. Hun var klædt i en stramtsiddende heldragt, som ikke overlod noget til fantasien. Hun havde ikke make-up på, men håret var sat op. Hun var en gudinde – ubegribelig naturlig smuk og velskabt. 

Jeg tænkte: – hende der, har du ikke en chance for at score, ikke en chance. Så jeg spillede lidt kold, betalte for drinksene og gik nonchalant nedenunder i natklubben. Hun kom der ned lidt efter og vi var sammen nogle dage inden jeg igen skulle hjem til Danmark. De næste gange jeg kom til Finland, var vi også sammen. 

Når jeg så hende nøgen, kunne jeg blive ret betaget. Hun var glad, sjov og sulten efter oplevelser. Vi kørte på lange ture sammen. Hun elskede at køre bil. 

Vi havde mange morsomme oplevelser, en gang lejede vi en hytte, hvor vi gik i sauna og sprang nøgne i den kolde sø.

Den smukke var studerende og boede hjemme hos sine forældre i nogle elendige barakker. Jeg var aldrig indenfor, men hentede hende der et par gange. Den gang var der en fattig underklasse i Finland. Noget der kom bag på mig.

Rørfabrikken Pulkkila, langt ude i den frosne skov

Nu var det jo ikke damer det hele, trods alt.

Fra hotellet i Oulo til rørfabrikken i en lille landsby Pulkkila, var der 90 km´s kørsel gennem de finske skove. Når turen gik derud i 20 – 30 graders frost på sneklædte veje, kunne det godt være noget af en udfordring. Jeg tænkte, at hvis jeg kørte galt, ville de først finde mig til foråret.

Det var meget anderledes at skulle arbejde med finnerne end med tyskere og franskmænd. Først og fremmest var rørværket i Pulkkila meget mindre end de tyske og franske giganter. Der var et mere familiært forhold mellem medarbejdere og ledelse. Det var tydeligt, at mange kom fra små byer i området og alle kendte hinanden. De ledende medarbejdere havde typisk en solid teknisk uddannelse, og det var tydeligt, at de var særdeles kompetente. 

På fabrikken havde de et rimeligt avanceret laboratorium. De var, modsat tyskerne, meget åbne om deres teknologier og viden. Især fabrikschefen var meget vidende omkring udvikling af stålkvaliteter og formbarhed, som jo er væsentlig når man laver rulleformede produkter. Han åbnede en ny verden for mig, og jeg forstod nu nye aspekter af metallurgien og konsekvenser af stålfremstilling og efterbehandling. Også den viden har jeg taget med mig, og har draget nytte af mange gange. Tak til Pekka!

Alle, høj og lav, spiste sammen i en stor kantine, hvor der blev serveret finsk bondespise og drukket mælk til. Jeg var også inviteret til at spise med. Det var en noget anderledes oplevelse end gæstekantinen i Tyskland. En gang serverede de en fiskesuppe, hvor hele fisk var kastet ned i suppen, som nu mere eller mindre opløst af kogning lå og flød rundt. Hertil blev der serveret nogle rustikke brødklumper og den obligatoriske mælk. 

Jeg gik i gang med at opbygge samarbejdet med fabriksdirektøren og produktionschefen. To mennesker jeg senere mødte, da jeg selv blev ansat i en ledende stilling i Rautarrukki. Her var fabriksdirektøren avanceret til Vice præsident i den store stålkoncern, og produktionschefen var blevet fabriksdirektør samme sted. Da vi senere mødtes, drillede de to mig med mine mange damebekendtskaber, som de åbenbart ikke kunne undgå at lægge mærke til under mine mange besøg i Finland. Præcist hvordan de havde opsnappet de lidt for mange detaljer, blev dog aldrig klart for mig. 

Drilleriet foregik desværre til en gallamiddag under et management meeting i koncernen. Så alle de omkringsiddende direktører og andet godtfolk, var nu vidende om mit dengang lidt udsvævende privatliv.

Finland var, som en dansk mejeriingeniør jeg traf på lufthavnshotellet i Helsinki, bramfrit udtalte – et paradis for ungkarle!

Offshorebrancen, for de hårde drenge

Jeg arbejdede tæt sammen med de rådgivende ingeniørfirmaer, der orkestrerede det store naturgasprojekt. Og efterhånden var det svært at finde ud af, om jeg var ansat her eller der. Alle havde snablen dybt nede i naturgasselskabernes dybe pengekasser. På et tidspunkt blev jeg formelt ansat i Danish Oil and Gasequipment Services (D.O.G.S.), som var en af rådgiverne. 

D.O.G.S ønskede at få foden indenfor på det voksende og lukrative offshoremarked og fik kontrakt med Aalborg værft offshore, hvor vi skulle sikre leverancestyrring og overholdelse af tidsplaner. Mærsk havde bestilt olieboreplatforme til Dan F og Rolf projekterne i Nordsøen. Det var dengang hvor Dansk Undergrunds Consortium eller DUC og AP. Møller-Mærsk skulle udnytte de rige olie og naturgasforekomster i den danske del af Nordsøen.

Der var kæmpe dagdøder, hvis platformene ikke blev afleveret til tiden. Min og mine kollegaers opgave var, at sikre der ikke faldt dagbøder. Vi blev udstationeret i Aalborg. Firmaet lejede et hus til os og vi blev betalt fyrsteligt. Jeg blev udstyret med en BMW firmabil. Livet var skønt.

Firmaet havde en bibliotekar, Lene, ansat på hovedkontoret. Hun var køn og havde langt lyst hår og både til gården og til gaden. Hun var nogle år ældre end mig. Chefen løb altid rundt og forsøgte at score hende på sin egen patetiske facon. Under en firmatur til København, var vi inde og se den legendariske fodboldkamp mod Sovjetunionen grundlovsdag den 5. juni 1985. Danmark vandt 4-2. Efter kampen sad chefen og bagte på Lene. Jeg satte mig på skødet af hende og gav hende et kæmpe kys. Nok ikke det mest karrierefremmende move i verden, men det blæste jeg på. Jeg var sorgløs. Jeg blev kærester med Lene, og vi flyttede senere sammen.

I den tid rejste jeg den halve verden rundt og besøgte leverandører af vigtige materialer og komponenter. 

Offshore branchen er generelt for de hårde drenge. Nogle af de hårde drenge mødte jeg til møder og i det daglige samarbejde på værftet. Amerikanske eksperter og ingeniører med cowboyhat og –støvler, fløjet ind fra Texas, som ikke havde den mindste respekt for en grønskolling som mig.

I tillæg var vi kun det amerikanerne lidt nedsættende kaldte expeditors. Dem der skulle sørge for, at materialerne kom frem uden forsinkelserne. Jeg satte mig for, at etablere et ry som benhård expeditor, og det blev jeg. Selv store komplicerede konstruktioner i mit ansvar kom til tiden og i rette kvalitet, uanset.

Respekteret af Amerikanerne

På den måde fik jeg med tiden etableret noget respekt. Hos leverandøren af specialstålplader, Thyssen Stahl i Sydtyskland, fandt jeg nogle valsefejl. De ville være fatale, når de senere blev bygget ind i store kranpedestaler, hvis de ikke blev repareret. 

De hårde drenge fra ingeniørfirmaet McDermott havde ansvaret. 

Jeg tog bilen og kørte op til Siegen ved Ruhrdistriktet, hvor producenten af kranpedestalerne lå. Jeg fandt de samme valsefejl i de plader der allerede var bygget ind i stålkonstruktionerne.

McDermott, der ikke havde været særligt samarbejdsvillige over for os usle expeditors, var lige pludseligt meget venlige. 

Vi fik løst problemerne og sidenhen var der altid gratis fadøl, når jeg kom ned på deres stamværtshus i Aalborg. Cowboyhat og –støvler bar jeg dog ikke. Men jeg følte mig da lidt sej som den benhårde expeditor, der også vidste noget om kvalitetssikring. 

Oprydning og jobtilbud – Stålvalseværket

Aalborg værft offshore købte en del stål på Det Danske Stålvalseværk.  DDS var en rodebutik og leverede som hø og hakkelse. De fleste leverancer af stålplader kom ikke til tiden eller var fejlleverede, hvilket var et stort problem for værftet og kunne i værste fald føre til forsinkelser af platformene og udløse dagbøder.

Derfor besluttede jeg at sætte dem under et skærpet opsyn og rejste over til Frederiksværk for, at se om vi kunne få styr på sagerne.

Jeg fik et samarbejde med den daværende marketingchef Jan Laurberg List, der var ansvarlig for offshore satsningen på DDS. Vi gennemgik produktionens nøgleprocesser og mulige problemstillinger. Sammen fik vi opstillet et system, hvor vi kunne holde hånd i hanke med produktionen. Jeg brugte en del tid med teknikere og specialister i metallurgi og jeg mener selv vi fik opbygget et system, der sikrede Aalborg Værft den rigtige kvalitet til aftalt tid.

På et tidspunkt fik jeg en opringning fra DDS, hvor de tilbød mig et job som sektionsleder med ansvar for afvikling af ordrer i pladeværket. Jeg havde længe gået og knebet mig lidt i armen om hvor længe det ekstremt højtbetalte og –profilerede job hos D.O.G.S kunne blive ved med, at være virkelighed. Så jeg slog til og sagde ja til jobbet hos DDS, uden at tale løn.

Man kan nok undres over jeg tog imod et jobtilbud uden at spørge til lønnen, men sagen er jeg altid har fokuseret på opgaverne – udfordringen. Så har jeg tænkt, at hvis jeg løser mine opgaver godt og lægger masser af energi og engagement i jobbet, så kommer lønnen af sig selv. Jeg kan kun fungere godt med spændende opgaver, en fed løncheck kan aldrig kompensere for mangel på spændende opgaver.

Dog må jeg indrømme min første lønseddel på Det Danske Stålvalseværk chokerede mig Den var under det halve af hvad jeg havde været vant til. Så jeg traskede en tur over i personaleafdelingen og klagede min nød og fik en lille lønstigning.

Jeg har hverken før eller siden lagt karriereplaner. Måske det er min omtumlede opvækst der har lært mig, at man skal gribe ud efter de chancer der byder sig. Ikke opportunistisk, for den der ensidigt udnytter alle muligheder til egen fordel, ender i grøften. Men når en chance kommer, er det med at slå til.

Danmarks sidste rigtige industribastion

Jeg var, som alle de andre forretningsmænd, klædt i dobbeltradet habit, blankpudsede sorte sko og over armen havde jeg en lys trenchcoat. I hånden bar jeg den obligatoriske attachemappe i brunt læder. 

Jeg smed nonchalant mappen og jakken op i rummet til håndbagage, og satte mig ind på businessclass. 

SAS blev foretrukket. ’Alletiders Jan Carlson’ havde i firserne forvandlet SAS fra et støvet image til Airline of the Year, forretningsmandens foretrukne.

Stewardessen serverede et glas champagne inden afgangen. På den korte tur fra Bruxelles til København blev der senere serveret grillet hummer med kølig hvidvin. Til kaffen foretrak jeg altid et lille stykke god chokolade og dertil en Sort Renault.

Jeg glædede mig til at se min kone Anette, der ville hente mig i lufthavnen. Vi skulle spise sen frokost sammen på det hyggelige Brasserie på d’Angleterre.

Et stålværk i et land uden traditioner

Jeg blev ansat på Stålvalseværket i Frederiksværk. Den første tid, boede jeg på det lokale hotel på værkets regning. Da der blev en funktionærlejlighed ledig, flyttede min forlovede Lene og jeg ind på Gulspurvevej i Frederiksværk.

Jeg blev kastet hovedkulds ud i en spændende ledelsesopgave, som leder af en planlægningsafdeling med 10-12 medarbejdere. Min forgænger havde mest interesseret sig for sin fremtidige karriere og sit HD studie. Meget var forsømt, der skulle ryddes op, motiveres og organiseres.

Stålvalseværket var etableret af fremsynede forretningsfolk som A.P. Møller sammen med Staten – lige efter krigen. En stor opgave for et land uden nogen som helst erfaringer med stålproduktion i stor skala. 

I vore nabolande Sverige og Tyskland er der en stor rekrutteringsbase af alt fra stålværksarbejdere til højtuddannede specialister som mekaniske ingeniører, produktionsspecialister og metallurger. I starten var alle tekniske eksperter svenskere og tyskere, men efterhånden ville man erstatte disse med danskere. Dem er der ikke mange af i Danmark, så rigtigt meget på stålvalseværket måtte efterhånden læres fra bunden. Det tror jeg var medvirkende til, at Stålvalseværket aldrig var blevet rigtig profitabelt. 

Der var utroligt mange problemer med dårlig kvalitet og forsinkede leverancer. Rent ud sagt var Stålvalseværkets leveringsikkerhed ad pommern til. Der var vanskeligheder med stålkvaliteten og pladeværket kunne ikke levere plader, i den kvalitet kunderne forlangte.

I firserne fik den utroligt dygtige og erfarne Kristian Stausholm-Pedersen opgaven, som adm. Direktør, at rette op på den synkende skude som Stålvalseværket efterhånden var blevet. 

Det er en ære at have arbejdet sammen med, eller nok snarere for, en kapacitet som ham. Han var målrettet som ingen anden. Han smilede sjældent, medmindre han hev harmonikaen frem til et kundearrangement. 

Hans store blankpolerede skrivebord var altid tomt bortset fra ét stykke papir, som lå foran ham. Når man kom ind på hans kontor, lå kun det ene papir foran ham. Det var det, vi nu skulle tale om. Det var skræmmende og gjorde, at man var forberedt til tænderne.

Prøvelser som ung chef

Jeg overtog den tidligere chefs kontor. Det var udstyret med et vindue med persienner ind til min afdeling. Lige udenfor sad min souschef, en hardcase person med en heftig attitude. Han var vant til at styre personalet ret egenrådigt. Jeg tænkte; det kan enten blive rigtigt godt eller rigtig skidt med ham.

Stålvalseværket var en stor industriarbejdsplads med mere end 2000 medarbejdere. Der herskede en massiv alkoholkultur, og mange var rent ud sagt hønefulde, når de gik hjem til fyraften. Det var både kranførere, operatører, funktionærer og sågar nogle ledere.

Drikkeriet var udpræget i transportafdelingen, hos vores naboer i kontorbygningen, og sendte såmænd også sine fangarme ind til min nye afdeling. Jeg kiggede det lidt an, men kunne se flere medarbejdere følte sig presset til, at deltage i drikkeriet. Ikke mindst om eftermiddagen i takt med fyraften nærmede sig. Derfor besluttede jeg mig til, at sætte en stopper for drikkeriet. Om ikke andet så for en periode, til det havde fundet et mere rimeligt niveau.

Min souschef var ikke enig i min beslutning. En dag hvor jeg kom tilbage fra et møde i hovedbygningen, stod en kasse øl på et bord midt i lokalet, og souschefen var i gang med at dele øl ud. Jeg måtte jo reagere og bad ham indfinde sig på mit gulvtæppe. Han var ikke sådan lige til at læse, men jeg forlangte det ikke skete igen.

Ugen efter gentog det hele sig, bortset fra der nu var opgraderet til guldøl og der var stukket en flaske Fernet Branca ned mellem øllene. Igen kom jeg fra et møde i hovedbygningen og souschefen var et tydeligt midtpunkt i begivenhederne. I døren ind til transportafdelingen stod nogle stykker og glædede sig forventningsfuldt til det kommende optrin.

Jeg havde ikke noget valg og bad souschefen om, at gå over i personaleafdelingen. Så ville jeg ringe og orientere dem, mens han var på vej. 

Jeg besluttede ikke at genbesætte hans stilling. Vi havde en periode helt uden alkohol, og jeg gik under tilnavnet Kent Blå Kors. Ellers hed jeg ikke andet end Jyden i salgsafdelingen og mester i afdelingen. 

Senere nedlagde jeg forbuddet og alkohol blev aldrig siden et problem. Som alle andre steder den gang nød vi af og til en øl eller en sodavand til fyraften.

Jeg fik fjernet den åndsvage rude med persienner ind til afdelingen, og fik sat en almindelig væg op. Så kunne jeg arbejde på mit kontor til daglig – og ved et skrivebord i kontorlandskabet, når det var mest effektivt.

Jeg arbejdede mange timer – gik tidligt på job og kom sent hjem. Lene havde svært ved at finde en stilling, da arbejdsløsheden for bibliotekarer var høj. Lene forstod mine ar på sjælen, men vi gled efterhånden fra hinanden. Til sidst blev vi enige om, at flytte hver for sig. 

I en tid levede jeg igen det glade ungkarleliv. Jeg så af og til Lene, som havde fået en lejlighed i Hundested. Jeg havde vidst en hel del damebekendtskaber. Jeg arbejdede fortsat mange timer, ofte til klokken 22 om aftenen.

Mange spændende opgaver

Arbejdet var spændende. DDS var en arbejdsplads, som var generøse med at give ansvar. Og jeg fik de mest fantastiske arbejdsopgaver. Som den første i landet indførte jeg bærbare terminaler til lagerstyring.

Jeg udviklede selv et system til kapacitetsplanlægning, der sikrede at vi aldrig tog flere ordrer ind, end vi kunne producere. På den måde blev vi bedre til at overholde de aftalte leveringstider. Derved kunne vi bl.a. tage massive tillægspriser på offshore-ordrer med garanteret leveringstid.

Jeg nød godt af, at jeg selv havde bygget min første computer, en Sinclair ZX81 og lært mig selv at programmere til husbehov.

Kapacitetsplanlægningssystemet udviklede jeg med inspiration fra nogle teorier en Israelsk fysiker, Goldratt, havde udviklet. Goldratt havde mange spændende teorier. At læse hans bøger var en fantastisk oplevelse, næsten som en åbenbaring, hvor alt faldt på plads. Jeg måtte bare implementere hans teorier.

I sin enkle forklaring, handlede det om, ressourcestrømme, begrænsninger, især specifikke kritiske begrænsninger, der fører til reduktion af produktionsflow. Spændende teorier omkring ophobning af stakke og opnåelse af korte gennemløbstider, som jeg relativt let kunne omsætte til praksis. 

I stålværket produceres der stål i mange hundrede forskellige kvaliteter. Disse kan samles i 6 hovedgrupper. 

Stålet støbes ud i moderslaps, enorme firkantede stålklumper, som efter de er afkølet, deles op i mindre slaps, der køres igennem en ovn, hvor de varmes op til valsetemperatur, og valses til moderplader, der igen deles op i kundeformater.

Hvis man forestiller sig et luftfoto af pladeværket, er der en række arbejdsstationer;  normaliseringsovn, klipning, stakke for langsom afkøling osv. Dette kan også rationaliseres ned til 6-7 forskellige gennemløb. Ved at lave et program der nærmest lagde skabeloner ned over produktionsanlægget, kunne vi skabe et billede over hvilke arbejdsstationer, der var mest belastede og lave et produktionsflow, der forhindrede stakke eller ophobninger i produktionen og dermed reducere gennemløbstiden.

Det hele kunne implementeres i et kapacitetsplanlægningssystem, så salgsordrer kom både ind og ud til rette tid.

I pladeværket fulgte der hulkort med hver enkelt plade rundt i produktionen. En medarbejder hentede kortene ind to gange om dagen, og de blev registreret i vores mainframe IT-system.  Så jeg havde data ved hånden og så var det jo ”bare” at udvikle systemet, som i virkeligheden var relativt enkelt. 

Til trods for den gribende enkelthed, er jeg er desværre ikke så sikker på, at andre end jeg forstod tankerne bag. Men dog blev mit kapacitetsprogram implementeret og taget i brug. Og det virkede. 

Alle salgsordrer skulle godkendes og underskrives af mig. Og en ualmindelig sød pige, Anette, begyndte at komme over på mit kontor med ordrer for at få min underskrift. Hun fik nu til sin store fortrydelse ikke særbehandling. Men jeg begyndte at interessere mig for den smukke medarbejder fra salgsafdelingen. Anette var uden tvivl den mest lækre og sexede pige på værket. Senere fandt jeg ud af, at hun også er et dejligt menneske.

Det viste sig, at Anette boede med sin kæreste i naboopgangen. Vi flirtede og kyssede lidt. Snart begyndte Anette at snige sig ind til mig om morgenen, ned gennem kælderen. Hun kørte med mig på arbejde. Det kunne jo ikke foregå i voldsom diskretion. Vi blev kærester, og Anette flyttede ind til mig.

Stålvalseværket havde svært ved at tjene penge. Et at de initiativer den administrerende direktør, Kristian Stausholm-Pedersen, tog, var at fokusere på kvalitetsomkostninger. Der blev investeret i et dyrt amerikansk uddannelsesprogram, der havde været med til at revolutionere den Japanske industri. Kvalitetsprogrammet skulle koordineres af en kvalitetskomite, med reference til Stausholm. Jeg blev udpeget og medlem af denne eksklusive komite, og modtog en omfangsrig uddannelse, som i øvrigt blev toppet op af en statistisk kvalitetsuddannelse hos Danske ingeniørers efteruddannelse. 

Alle medlemmer af kvalitetskomiteen fik lederskabet for en arbejdsgruppe, der efter de amerikanske metoder skulle identificere, diagnosticere og løse kvalitetsproblemer på værket og dermed spare enorme summer. Det var meget spændende og lærerigt. Det lykkedes og vi sparede enorme summer. Og vi dokumenterede besparelserne.

Et af de projekter vi tog fat på i min arbejdsgruppe var, at der blev brugt flere dyre råvarer, end der blev registreret. Råvarerne var bl.a. skrot, men skrot er ikke bare skrot. Der er mange forskellige kvaliteter til forskellige indkøbspriser. 

Når der skal støbes stål, samles skrot ind til støbningen i en kæmpe ”potte”, der kører på en togvogn. Potten er forsynet med en vægt og skrot fyldes på med en stor magnetkran. Kranen påfylder først det billige grove skrot, så flere kvaliteter og til sidst en mindre mængde dyrt findelt skrot.

Gennem de metoder vi var blevet uddannet til, igennem det amerikanske system, analyserede vi os frem til årsagen til overforbruget. Magnetkranen havde magnetiseret hele togvognen, så der samlede sig skrot omkring vejecellerne. Når der blev læsset groft skrot med et brag, reagerede vejecellerne korrekt, men når det findelte dyre skrot kom på til sidst, havde vejecellerne svært ved at blive udløst, så kranoperatøren smed et ekstra lagt på. Det var elementært, men vi sparede mange millioner ved øvelsen.

Stålvalseværket bekostede også en dyr og lang efteruddannelse i statistik, kvalitetskontrol og kvalitetsstyring på mig. Så jeg var godt rustet i mit planlægningsarbejde i produktionen.

Premierministeren, elskerinden og ambassadørfruen

Kristian Stausholm satte sig i spidsen for en gennemgribende effektivisering af DDS. Et af de håndtag han hev i, var at vi skulle udnytte kapaciteten 100% og marginalproduktionen skulle sælges, bare det var over kostprisen. 

En særdeles driftig herre var eksportchef og min kæreste Anettes chef i salgsafdelingen. Sodeman, som han hed,  var en anelse lavstammet, men altid meget elegant og med et lille friseret overklasseoverskæg. Han talte engelsk, tysk og fransk flydende – engelsk med overklasse accent. Sodeman var vokset op i Ægypten hvor hans far var landechef for FL. Smith. Opvæksten havde været privilegeret – med tjenestefolk – og havde formet en Sodeman med store armbevægelser, elegant tale og et stærkt nedladende syn på de tjenende ånder; især dem med mørk hud.  

Sodeman fik til opgave, at rejse til Grækenland og gafle stålordrer primært på de mange Græske stålskibsværfter, der nød godt af enorme tilskud fra Nato til opbygning af en ny flåde. DDS -ledelsen var lidt nervøse for Sodemans armbevægelser, så jeg fik opgaven at rejse med som teknisk ekspert og sikre Sodeman kun solgte det vi kunne producere effektivt.

Den tur med Sodeman, kan jeg godt afsløre, blev både begivenhedsfyldt og lærerig for mig.

Naturligvis indkvarterede Sodeman os på Athens dyreste hotel, som også Premierminister Andreas Papandreou frekventerede og hvor han viste sin storbarmede elskerinde frem.

Hotellet lå på en lille ugeneret halvø, lidt syd for det der nu er den gamle lufthavn i Athen. Sodeman holdt af at holde møder der, – lige nedenfor hotellet, hvor der var en støbt strandpromenade, der var utilgængelig for andre end hotellets gæster. En lang trappe og en elevator førte derned.

Sodeman havde engageret en tysk agent, der igen havde en græsk håndlanger, der skulle ordne det med bestikkelse, som man ikke kom udenom dengang i Grækenland. Sodeman forklarede det var vigtigt at betale de rette summer på alle niveauer. Startede man for generøst i de lavere luftlag ville det blive alt for dyrt inden direktøren og influenterne var blevet betalt. Derfor håndlangeren. 

En dag sad vi nede ved vandet og holdt møde. Sodeman kaldte på tjeneren og bestilte Club Sandwich til selskabet, med ekstra mayonnaise. Hertil bestilte Sodeman, som altid, Coca Cola for at holde maven i orden og en flaske Gewürztraminer af hensyn til gæsterne. Tjeneren kom ned af trapperne, først for at dække op, og sidenhen med en kæmpe bakke med mad og drikke. Da tjeneren serverede mayonnaisen i en simpel bøtte, gik Sodemann helt grassat og jog tjeneren den lange vej op ad trappen fordi mayonnaisen skulle serveres i en sølvsovseskål.

Sodeman – og dermed også jeg – lå ikke på den lade side. Vi fulgte den græske skik med at starte arbejdet klokken 7 og få noget ud af dagen, inden varmen blev for ulidelig. En typisk dag kunne være møde med bankerne om formiddagen, og så imens grækerne holdt lukkede for at holde messimeri (siesta) mellem 14 og 17, kørte vi igennem den tætte trafik, op til et af skibsværfterne f.eks Hellenic Shipyard. Her havde vi så igen møder og jeg arbejdede med deres tekniske afdeling for, at optimere stålpladerne til vores produktion. Nogle gange, når vi nåede frem, var vi gennemblødte af sved, for håndlangerens gamle Opel Kadet havde ikke aircondition. Hvis vi skulle tilbage til hotellet gik turen tilbage gennem den forfærdelige trafik og sydpå. Men ofte gik vi ud med forretningspartnere og spiste i Athen. 

En aften var vi ude med håndlangerens udvidede familie på en typisk græsk taverna inde i Athen. Vi sad ude under åben himmel. Middagen startede først ved 23-tiden og strakte sig, som ofte, frem til langt over midnat. Vi hyggede os og de små retter kom ind i en lang, men langsom rækkefølge. Vi sad ved langbordet og snakken gik, ikke jeg forstod noget, men vi var en del af fællesskabet og hyggen.

Sodeman trak en del på den danske ambassades ressourcer og fandt det naturligt at invitere ambassadøren, som ganske vist formelt kun var ministerråd, og ambassadørfruen samt det vigtigste personale ud på vores fashionable hotel til middag. Til middagen hvor også en række andre vigtige personer deltog, stødte premierminister Papandreou og hans storbarmede elskerinde Dimitra til. Efter middagen inviterede Dimitra mig på en dans, hvor hun fortalte, at hun tidligere havde været stewardesse. Det blev dog kun til en enkelt dans med Dimitra, for premierminister Papandreu kom nærmest stormende op mod os og flåede hende ud af mine arme. De to gned sig op af hinanden på dansegulvet resten af aftenen. 

Det hele var ret surrealistisk og uvirkeligt, lige til ambassadørfruen begyndte at holde foredrag for mig, om vigtigheden af personlig attitude.

Fyringsrunde

Stålvalseværket var en omskiftelig arbejdsplads og en dag blev det meldt ud, at der skulle skæres 20 % af arbejdsstyrken. Organisationen skulle laves helt om; færre ledere, større kontrolspænd og  opdeling mellem drift og udvikling. Vi ledere blev samlet hos pladeværkchefen og fik at vide, at først skulle vores personale reduceres. Derefter skulle vi samles om et bord, hvor lederstyrken også skulle reduceres. 

Jeg løb i fast rutefart: Først op på pladeværkschefens kontor, hvor jeg fik oplyst et navn, så ned og hente den stakkels medarbejder. Medarbejderen modtog en fyreseddel udstedt centralt af personaleafdelingen. Én af medarbejderne der skulle slæbes til skafottet, var en ældre superloyal medarbejder. Det var kort tid før hendes pensionering. Jeg protesterede højlydt, men fik at vide proceduren skulle gennemføres. Så kunne jeg tage den med personaleafdelingen bagefter. Det gjorde jeg og satte min på det tidspunkt mildt sagt usikre stilling ind på det. Hun blev genansat, men skaden var jo sket!

Da vi ledere blev samlet, fik de uheldige deres opsigelse og skulle forlade lokalet. Jeg fik ikke prikket, men skulle ikke længere arbejde med driften, men flyttes til en nyoprettet produktionsteknisk udviklingsafdeling. I virkeligheden nok noget der matchede min personlighed bedre. Men det vidste jeg ikke dengang, så jeg sagde nej tak. Jeg fik så at vide, at personaleafdelingen ville kigge på om nye muligheder kunne opstå. 

Det viste sig Sodeman havde personlige ambitioner om at blive salgsdirektør og havde foreslået mig som souschef, såfremt hans planer skulle lykkedes.

Imidlertid blev Sodeman selv fyret. Jeg tænker han var for svær og styre. Desværre, for han havde et strejf af genialitet. Men Sodeman havde sået et vigtigt frø for mig – med sin kraftige anbefaling af mig.

Salgschef som 26-årig

Jeg havde deltaget som teknisk ekspert i salgsmøderne i hovedbygningen, og havde været med til kontraktforhandlinger på større eksportordrer. Derfor var jeg et kendt ansigt i salgsorganisationen, og jeg fik tilbudt en stilling som salgschef for Sverige, Norge og Finland. Det var nogle af værkets hovedmarkeder. Jeg var kun 26 år, så det var noget af en udfordring. Men jeg sagde ja tak!

Stillingen som salgschef passede mig glimrende. Der var omkring 150 rejsedage om året og mange ture til København for at repræsentere. Men dengang kunne jeg gå i seng klokken fire om morgenen og stå op og være frisk klokken otte. Det var noget jeg kom til at praktisere en hel del. Det hårde job gjorde, at jeg måtte få nogle gode rutiner. Det var bl.a. at løbe 4 km hver dag ude eller hjemme. Desuden holdt Anette og jeg weekenderne hellige. Det vil sige, at jeg ikke rejste fra fredag fyraften til mandag morgen.

Anette og jeg var flyttet sammen i et næsten nyt hus på Lars Madsensvej i det smukke Asserbo. Det var et vidunderligt sted, den gang med mere luft omkring end i dag. Vi nød hinandens selskab. Ofte sad vi ved udepejsen, med tæpper omkring os, til den lyse morgen.

Jeg var ofte i København og repræsentere med Svenske, Norske og Finske kunder. Især vores svenske agent Frederik Werner, foretrak altid at bo på SAS Royal på Vesterbro. Frederik var af den gamle skole, og der skulle være stil over det. 

Vi gik altid i byen med kunderne dagen før vi skulle have prisforhandlinger. Det var uanset om det foregik i København eller på vore mange rejser i det svenske. 

Når det var i København, kørte jeg ind til SAS Royal og vi mødtes i baren. Herefter gik vi ud og spiste på en af byens førende restauranter. 

Derefter fandt Frederik ofte på et morsomt sted vi kunne frekventere, og hygge os – gerne med en ægte bajer. En gang slæbte Fredrik os på A Porta ved Kongens Nytorv. Her var der sang, dans og bægerklang og vore kunder fra den store svenske stålgrossist Tibnor elskede det, og vi hyggede os til den lyse morgen.

Det var ellers sædvane at når klokken passerede midnat, tog vi altid ned på den legendariske natklub på Royal, hvor jeg altid havde en dyr whisky stående og så sluttede vi af med enkelt whisky. Kunderne gik så til køjs og jeg kørte den timelange tur hjem til Asserbo. 

Jeg var i godt humør når jeg kørte hjem. For der var næsten altid nogle særdeles smukke kvinder i baren på natklubben, der flirtede åbenlyst med mig. Så selvtilliden fejlede ikke noget. Dvs. til det gik op for mig, at de smukke kvinder havde en vis kommerciel interesse i at flirte med mig. Så var det ligesom ikke helt så fedt mere. Tænk jeg havde ikke skænket det en tanke, at der kunne være prostituerede på det fine sted… 

Næste morgen mødte jeg ind sammen med Anette klokken 8.

Kunden i havnen

En morgen skulle der komme 2 busser med medarbejdere fra den svenske stålgrossist Brødrene Edstrand. 

Vi skulle starte med morgenmad i gæstekantinen. Da Anette og jeg ankom til værket om morgenen, var den træbygning, der havde indeholdt gæstekantinen brændt. 

Hurtigt fik jeg ringet ud til Hundested kro for, at få dem til at tage imod de mange gæster med times varsel. 

Jeg tror nok jeg måtte minde dem om, at stålvalseværket var en stor kunde. Men det lykkedes. Det viste sig, at en af de svenske lagermedarbejdere havde vundet en stor gevinst i lotto, så han var i superhumør. 

Til kaffen serverede vi én gammel dansk. Mere måtte der ikke serveres, da vi efterfølgende skulle på rundvisning på værket. Den heldige ungersvend kunne ikke nøjes med én gammel dansk og løb over til den lokale købmand. Uden min vidende købte han en flaske cognac, som blev indtaget i smug. 

Senere, da vi var på rundvisning i kontiværket; en 400 meter lang bygning, fik gæsterne at vide, at de for enden af bygningen skulle gå ned ad trappen, hvor busserne ventede. Ungersvenden var i mellemtiden blevet plørefuld. Han gik som anvist ned ad trappen, men fik ikke ramt bussen og han faldt i stedet i havnen. 

Vi fik ham fisket uskadt op, men jeg måtte stå skoleret hos den adm. Direktør. For det var jo mit ansvar, at en beruset gæst var blevet sluppet ind på værket. Jeg forklarede situationen, men fik ikke tilgivelse.

Kartel

Dengang var der kvoteordninger på stål. Det var vel rent faktisk, det man i dag ville kalde et kartel. Så jeg var ofte i Bruxelles for, at forhandle kvoter og prisstrukturer. Når jeg kom hjem,  kunne det ske, at Anette hentede mig i lufthavnen. Så tog vi ind på La Brasserie på d’Angleterre, hvor den ofte stod på Club-sandwich og en flaske kølig Pinot Gris. 

Sådan forstod Anette og jeg at hygge os og leve livet. Det gør vi fortsat, nu efter mere end 30 års ægteskab. Jeg er fortsat forelsket i Anette, som den første dag jeg så hende.

Politikerne ødelagde Danmarks største genbrugsvirksomhed

Stålvalseværket bestod af et elektrostålværk, der smeltede omkring 1 mio. ton skrotaffald om til stål, og to valseværker, der forarbejdede stålet til plader og stænger. En gigantisk genbrugsvirksomhed.

Mens jeg var på stålvalseværket, var vi lige akkurat profitable og med de mange initiativer som Kristian Stausholm-Pedersen iværksatte, begyndte vi at tjene penge. 

Men politikerne ville jo, at Danmark skulle være mere grønt, hvilket jo i virkeligheden var en god sag. 

Desværre gjorde politikerne det, at de lagde enorme afgifter på strømmen, som blev brugt til at smelte skrot om til stål med. Desuden kom der en række hårde miljøkrav, som var langt hårdere end dem vore konkurrenter i udlandet skulle følge. 

Virksomheden kunne, med den nu mere effektive produktion, godt tjene det trecifrede millionbeløb som miljøinvesteringerne krævede. Men den kunne ikke samtidig tjene til de enorme afgifter på elektricitet. 

Vores udenlandske konkurrenter betalte mindre end halvdelen for strøm. Så der gik nogle år efter jeg havde forladt virksomheden, og så gik den konkurs.

Nu står elektrostålværket som en ruin, og alt stålet produceres under russiske forhold i Rusland og sejles/køres til Danmark. 

Det er et eksempel på politikernes enorme dumhed: At lægge så store energiafgifter på en dansk, ren og miljøvenlig virksomhed, der omdannede 1 million tons metalskrot til stål, med det resultat at hele produktionen flytter til udlandet – med de ringere miljøkrav. Alt skrottet skal transporteres tusinder af kilometer og stålet skal tilbage til Danmark. Politikerne var åh så grønne. Vi andre var grønne i hovedet af raseri!

Angst

En aften i Athen, mens vi sad til en forretningsmiddag, blev jeg ramt af et angstanfald. Det havde været travle lange dage, masser nye indtryk og middage med indflydelsesrige personer.

Mit hjerte bankede, jeg hev efter vejret, og det sortnede for øjnene. Jeg fik tunnelsyn, koldsved og kunne ikke føle min hud. Jeg kom langsomt til mig selv igen. Men anfaldet gik ikke upåagtet hen. Jeg havde nær mistet bevidstheden og det summede i hele kroppen. Jeg måtte hen og sidde for mig selv. Det lagde de andre naturligvis mærke til. 

Det viste sig, at min angst kom snigende på alle måder. 

Tidligere havde jeg ikke været bange for højder. Jeg kunne kravle på stiger og løbe på stilladser. Elskede at flyve. Nu var jeg våd af sved og dødsensangst, når jeg skulle flyve. Når jeg sad i flyet, følte jeg, at jeg sad på en avis i 10 km højde. Jeg var skrækslagen. Den mindste lyd eller bevægelse og jeg klamrede mig til sædet.

Mens jeg var salgschef på DDS, havde jeg 150 rejsedage om året, så det var noget af en overvindelse, at skulle flyve så meget. Jeg brugte alkohol til at slappe af med når jeg fløj.

Engang kom jeg til lufthavnen, jeg skulle have min direktør med til Oslo. Vi kom ind i businessloungen, der var en rigtig bar dengang. Bartenderen spurgte frejdigt, ”hej Kent skal du have det sædvanlige”. Så røg der en stor fadøl og en dobbelt Gammel Dansk op på bardisken. Min direktør kiggede lidt. Han tog nu også en lille øl og en Gammel Dansk til. Jeg var ikke helt komfortabel med situationen. Men dengang var alkohol ret udbredt og man kunne komme til et møde og lugte af alkohol, uden at nogen tog anstød af det. I dag er det næsten forbudt bare med brus i vandet.

De oplevelser med angst, som jeg havde haft som barn, var brudt ud i lys lue igen. Jeg var igen bange for alt; bange for at dø, bange for store forsamlinger, for at gå ud og spise og for at få et anfald. Det var svært at holde det skjult og klare jobs med masser af rejser og repræsentation. Så det var i sig selv en udfordring.

Heldigvis har jeg efterhånden lært at håndtere det. I dag kan jeg holde tale for 1000 personer. Dog ikke uden at være spændt. Spændt skal man være, men uden angst.

I dag er det mere frit, at tale om det. Men det var det ikke tilbage i 80’erne og 90’erne. Jeg blev af og til ramt i en forsamling eller til middage. Så jeg måtte lære at håndtere det. Jeg kunne ikke bare storme ud. Så jeg trænede mig op til at slappe af. Jeg læste om det og forstod, at min kur var, at kaste mig ud i det og så lære at finde ”et tilflugtsrum” i hjernen, hvor jeg kunne slappe af og være tryg. 

Flyskrækken er jeg ikke blevet helt kvit, men det er meget bedre. Så når jeg flyver, får jeg en mildt beroligende pille, og så går det fint. 

Jeg har i min omgang med andre erhvervsfolk lært, at rigtigt mange der har presset sig selv, som jeg gjorde i perioder, har oplevet noget der måske ikke er tilsvarende, men peger derhenad.

Jeg arbejdede i lange perioder til klokken 23 om aftenen. Og flere gange om ugen fik jeg kun 3-4 timers søvn. Så hvis der har ligget noget og rumlet i mit sind er det jo ikke så mærkeligt det blev fremkaldt. Der er grænser for hvad man kan byde sin krop, trods alt.

Ruth og Karl

Jeg kommer ikke udenom, at nævne min elskede svigermor Ruth og hendes mand Karl. De blev godt nok ikke gift, men levede mange år som ægtefolk.

Da Anette og jeg var blevet kærester, blev jeg inviteret til Karls 50 år´s fødselsdag, det er over 35 år siden og første gang jeg mødte dem.

Ruth var et menneske man ikke havde svært ved at holde af, ikke mindst fordi hun var uendeligt generøs. Ikke med penge, for hendes indtægt var begrænset til en delvis invalidepension. Men hun ville gøre alt for, at vi havde det godt og rart.

Ruth var som Karl vokset op på en gård, de begge var tidligt kommet ud og tjene. De havde klaret sig selv, siden de kun var store børn.

Ruth havde mødt megen modgang, men havde lært at modgang det kan overvindes. Efter mange års ægteskab med Anettes far, skred han med sekretæren, og snød Ruth så vandet drev ned af væggene, så hun måtte forlade fælles hus og bil uden en krone på lommen. 

Men Ruth lånte penge i banken til indskud til en lille lejlighed og gik i gang med at opbygge sit liv igen. Hun mødte Karl og de flyttede sammen, det var godt for dem begge.

Ruth fik alle til, at føle sig tilpas. Også når vi var mange samlet til middag i den lille 2 værelses lejlighed, der heldigvis havde en lille gårdhave. Det viste sig f.eks. således, at hun fjernede alle eksemplarer af 3F´s medlemsblad, inden jeg besøgte dem. Så kunne en diskussion mellem Karl og mig ikke ødelægge den gode stemning.

Ruth var også en kolossal viljestærk personlighed og hun havde lært at stole på sine instinkter. Ind i mellem kunne det dog godt gå lidt galt, som engang vi kom hjem med færgen fra Oslo og vi skulle med bussen til Østerport station og videre derfra til en familiefest i Frederikssund. Ruth led af eftervirkningerne fra en hjerneblødning og kunne ikke tale ordentligt, så vi passede godt på hende. Mens vi ventede på den næste bus, sprang Ruth pludseligt ind i en propfyldt bus, dørene smækkede i og væk var hun. Lang historie kort: Vi ledte i hele byen, ringede til gud og hver mand. Til sidst tog vi toget til Frederikssund og måtte skifte 2 gange til togbusser undervejs. Vi var sikre på den gamle kone uden talens kraft ikke kunne havde klaret turen. Men gæt hvem der med et stort smil tog imod os, da vi kom til festen!

Både Ruth og Karl kastede deres kærlighed på vores børn. Den kærlighed mine forældre ikke magtede, kompenserede de så rigeligt for. Selv om Ruth levede af en lille pension og lidt rengøringsarbejde, kunne hun spare op. Jane og Kasper fik begge til deres konfirmation kr. 15.000,- af Ruth. Hun havde siden de blev født lagt 20 kroner i en sparegris hver mandag. Regn selv efter 20 kroner x 52 uger x 14 år – jeg kender ingen andre, lige bortset fra min kone, der kan gøre den slags. 

Karl er mere reserveret og meget direkte. Ikke direkte på en ubehagelig måde, tvært i mod, men direkte ærlig. Spørg ham ikke om han kan se, at du har tabt et par kilo, hvis ikke du vil have et ærligt svar.

Ruth døde desværre for et par år siden, og vi alle har savnet hende rigtig meget. Næst efter min elskede mormor var Ruth det bedste menneske, jeg nogen sinde har mødt. Livet havde ikke været hende venlig stemt, men alligevel var der ikke ondt skabt i Ruth og hun øste ud af sin kærlighed. Det følte vore børn også. De elskede hende.

Også Karls børn overøste Ruth med sin uendelige kærlighed. Og de elskede hende. Selv om vi ikke er genetisk forbundne med Karls børn mødes vi hvert år på Ruth´s fødselsdag og giver hende en fest. Vi ser da heldigvis også både Karl og hans børn løbende. Også efter Ruth ikke er her mere.

Karl´s børn driller ham med, at han ikke er til pæn brug. Og han har nok også drukket en del øl gennem tiderne. Til han gik på pension, var han en dygtig og efterspurgt tagdækker. Hvis han ellers kunne få lov og få en øl på taget, som han sagde.

Karl´s bramfrie facon og hans lyst til en øl var i mange år ikke noget problem. Dengang kunne man se mennesket bag. Men udviklingen gik mod centralisering og upersonliggørelse på arbejdsmarkedet. I Karls seneste arbejdsår kunne der sidde en chef i Jylland og udstikke retningslinjer og gøre mennesker til brikker. Når der så kom en ”ung fløs”, som Karl kaldte en ny ingeniør eller tilsynsførende, og blandede sig i arbejdet eller lavede en skriftlig indberetning fordi de havde fundet en tom ølflaske, så kunne det slå gnister. Karl er autentisk og tro mod sine holdninger. Ham kan man ikke lave om på. Heldigvis var der små virksomheder, der til det sidste satte pris på hans kvalifikationer. Også selv om ryggen var ved at være godt smadret.

Karl holder igen med følelserne. Kun efter Ruths død har jeg set ham, virkelig være ked af det. Det kom faktisk lidt bag på mig, hvor højt han elskede Ruth. Ikke at de ikke levede et harmonisk liv, for det gjorde de. Men han har jo aldrig tidligere ”reklameret” med sine følelser. 

Ruth havde en jernvilje. Jeg tænker livets hårdhed udviklede den side af hende. Jernviljen kom til udtryk ved, da hun selv efter en blodprop og hjerneblødning, hvor hun kun havde et stærkt begrænset ordforråd og havde særdeles svært ved at tale – selv der, tog hun bussen til Roskilde og derfra toget over til Snoghøj og besøgte os ofte.

Ruth vi savner dig!

ISOKERN

Jeg var salgschef og sad krøllet sammen bag forsæderne i Porschen. Bag rattet sad den agent, jeg forhåbentlig skulle skrive kontrakt med senere. På passagersædet sad Isokerns udviklingschef, Gunnar. 

Porschen brølede gennem gearene og strøg igennem Bruxelles gader i høj fart. Et dusin østers, champagnen og den dobbelte espresso skvulpede rundt i maven på mig, mens jeg klamrede mig til forsæderne.

Endelig kom vi ud, hvor jeg skulle demonstrere Isokerns nye produkter for en skare af regionale forhandlere. Jeg stillede mig klar. Rutineret skød jeg krumnæbet frem på kniven og med én glidende bevægelse, skar jeg plast emballagen op på elementpejsen, så delene åbenbarede sig for tilhørerne. 

Jeg så omgående fejlen. Hele bagstykket manglede. Nu var gode råd dyre. Jeg kunne ikke stoppe og jeg kunne ikke fortælle dem, at der manglede en del. Jeg var nødt til, at sætte pejsen op som om ingenting var hændt. Som om intet var galt. Men kunne jeg det? Kunne jeg skjule den manglende del for de fremmødte? Hvis min bluff blev afsløret, var der næppe nogen kontrakt. Tankerne fór igennem mit hoved. Det var nu – lige nu – at jeg skulle stå min prøve. 

Jeg holdt masken, smilede og samlede pejsen som om intet var galt. Jeg holdt mit ’foredrag’ og stod der, som jeg altid gjorde, i habit og blanke sko – og ’kastede’ pejsen op for øjnene af tilskuerne. Det var et show og en præsentation. Den gik glat. Også denne gang. Ingen af forhandlerne opdagede, at pejsen ikke var komplet.

Det vil sige, lige bortset fra fabrikschefen i Karup, da jeg senere ringede ham op og fortalte ham med meget store bogstaver, hvordan de havde været lige ved, at koste os ’sejren’.

Succesen blev fejret, da agenten gav middag i den eksklusive golfklub. Her underskrev vi den lukrative kontrakt.  

På egne ben i mindre virksomhed

Jeg ønskede mere direkte respons fra mine egne handlinger. Det Danske Stålvalseværk var en stor maskine. Om jeg selv gjorde en forskel, kunne være svært at afgøre. Hos Isokern kunne jeg prøve kræfter med en mindre virksomhed og organisation, hvor jeg tydeligt kunne se resultaterne af min egen indsats. Det tiltalte mig, så jeg skiftede stilling.

Isokern var en etableret, lidt støvet virksomhed. Der var hovedkontor i Farum og produktion i Karup. Virksomheden var bygget op omkring et patent, som den gamle stifter, der var skorstensfejer, havde udviklet. Patentet var et pimpstensrør, der kunne nedsænkes i en eksisterende skorsten, så der ikke kom løbesod i den. Virksomheden havde haft sine velmagtsdage i efterkrigsårene. Isokern havde opbygget en betydelig kompetence indenfor støbning af pimpstensbeton og rådede over et gigantisk produktionsanlæg, der kun var marginalt udnyttet. 

Isokern havde en relativt ny direktør, Jens Hald, der var uddannet arkitekt fra kunstakademiets arkitektskole. Desuden havde han en ledelsesmæssig karriere bag sig, fra bl.a. Rockwool.

Jens var kompetent, og en hård hund. Han havde udskiftet stort set hele personalet, nogle poster endda flere gange. Selv om der blev fyret medarbejdere om ørene på mig, fik jeg et særdeles godt samarbejde med Jens. Mange var bange for ham, men jeg oplevede ikke den side af ham. 

Jens var formidabel dygtig til produktudvikling og formidling ligesom han interesserede sig meget for administrationen og fintunede den ned i mindste detalje. Det var en stor fordel for mig. Dels kunne jeg lære af ham og dels skulle jeg ikke tænke på administrationen. Den fiksede Jens, og jeg kunne drøne ud og besøge agenter, forhandlere og slutkunder.

Min opgave blev at få tilpasset indsatsen, så vi brugte ressourcerne mere effektivt i Danmark og fik udviklet de nære eksportmarkeder. 

Der var allerede gjort et stort forarbejde med produkttilpasning og godkendelser til det Nordiske marked, så dem kastede jeg mig over med stor ildhu. Og resultaterne udeblev ikke. Vores omsætning og fortjeneste voksede eksplosivt. Jeg havde fået en resultatbonus med i min kontrakt, og jeg fik udbetalt et kæmpe beløb i bonus.  

Faktisk havde jeg ikke ønsket en resultatbonus, da det er succes og resultaterne, der i sig selv driver mig. Men ledelsen og bestyrelsen insisterede. Jeg lavede selv et oplæg, som bestyrelsen accepterede. Jens og bestyrelsen var oprørte, da der var gået et år og bonussen skulle udbetales. Jeg havde fordoblet omsætningen og fortjenesten, så bonussen jeg skulle have udbetalt, bragte min gage op i luftlaget for direktører. De glemte nu at dækningsgraden (fortjenesten) ved at fremstille Isokerns produkter er enorm, så fortjenesten udgjorde det meste af omsætningen. 

Jens havde sine meninger om mange ting. For eksempel lagde han stor vægt på, at der på møderne altid blev lavet referat og en fremtidig to-do liste. Det er noget jeg bruger den dag i dag;  intet møde uden en plan, altid et referat og altid en plan for næste skridt. 

Jens lærte mig at bruge en diktafon og arbejde effektivt sammen med en sekretær, hvilket jeg også fik stor glæde af. Noget af det, jeg mest har taget til mig, var Jens formidable evne til formidling gennem tegninger, tekst og film. I samarbejdet med Jens var jeg supereffektiv og jeg var glad for arbejdet. 

Jens kastede sig selv over en stor mulighed på det amerikanske marked. Markedet var gigantisk og mulighederne i USA tillokkende. Isokern var ejet af en fond, der begunstigede to søstre, der begge havde et gigantisk pengeforbrug med strandvejsvilla og store biler. 

Søstrene blev grådige og valgte, at satse hele kapitalgrundlaget og i tillæg belåne virksomheden for, at udvikle nye produkter og opbygge et gigantisk varelager for, at efterkomme de mange kontrakter, der begyndte at strømme ind fra USA. Desværre var kontrakterne intet værd og blev annulleret. 

Isokern drev langsomt men sikkert mod en konkurs eller en evig gældsfælde, hvis ikke nye investorer kom til.

Jeg rejste rundt sammen med Jens og besøgte mulige investorer. Der blev også stablet en finansieringsplan på benene hvor Jens, udviklingschefen og jeg blev tilbudt, at gå ind i et management buyout, hvor vi med opbakning fra banken købte virksomheden. Jeg trak mig dog:  Drømte om at blive selvstændig, men ikke nu. Jeg havde fortsat meget at lære og prøve af. 

På hjemmefronten nød Anette og jeg vores dejlige hus i Asserbo. Når jeg var hjemme, løb jeg hver dag i den lille skov, ved siden af hvor vi boede med vores schæferhund Dino.

Især om vinteren gik vi lange ture langs stranden i Liseleje. Anette arbejdede fortsat i salgsafdelingen på stålvalseværket.

Jens holdt tale ved Anette og mit sølvbryllup

Jeg bevarede kontakten med direktøren for Isokern Jens og sammen med sin kone Kirsten, var de gæster til vores sølvbryllup.

Så mange år efter, holdt Jens en flot tale. Jeg havde irriteret ham med min omgang med dyre hoteller og de mange penge jeg brugte på kunderne, men til sidst havde Jens accepteret, at det var en god investering, for resultaterne udeblev ikke.

Nu vil jeg dog tillade mig, at bringe den type hoteller Jens yndede at booke på bane. En gang skulle vi til England og det første hotel Jens havde booket os ind på var en ruin. Det var midt om vinteren, ruderne som var et lag glas, var beklædt med is indvendigt, temperaturen på værelset var ikke mange grader over frysepunktet og der lå en varmedunk i sengen! 

Så når Jens vurderede mine hoteller var referencen måske ikke helt fair. Og jeg husker nu også at når der var nogle kunder, der skulle have den store tur, vendte jeg det altid med Jens inden. Jens var måske nok påholdende, men kunne godt forstå gode argumenter. Som når jeg skulle lande en stor aftale med finske kunder og vi måtte bruge lidt ekstra penge. Så kunne Jens godt lukke op for den helt store pengekasse, selv om han brokkede sig.

Jens var ikke en mand man skulle gå bagom ryggen på. Så blev han sur. Hvis der skulle foregå noget, så skulle det tages ’up front’, men så var han til gengæld også medgørlig.
Modsat min senere finske chef Jaakko, som var lige omvendt. Ham skulle man ikke søge tilladelse hos, for den fik man aldrig. Man kunne til gengæld let få tilgivelse.

Morfar døde

D. 26. december 1991 døde min elskede morfar. 

Anette og jeg holdt jul hos min svigermor Ruth og hendes samlever Karl i Jægerspris. Morfar havde ikke haft det godt længe, livsmodet sivede ud af ham. Siden min onkel Niels pludseligt døde efter en hjernebetændelse nogle år tidligere, havde morfar mistet sit holdepunkt i livet. 

Langsomt men sikkert blev den stolte gamle skibskaptajn og verdensmand svagere og mere deprimeret. 

Når jeg besøgte morfar, var det ikke nogen god oplevelse i de sidste år. Den sidste tid på plejehjem blev dødstødet. Morfar var stolt og havde brug for sin personlige frihed. Begge dele blev ham berøvet på plejehjemmet. Morfar sagde direkte, at dette var endestationen og han ikke orkede mere.

De ringede fra hospitalet og sagde morfar ikke havde det godt. Jeg ville omgående over til morfar og var desperat. Fly kunne jeg ikke komme med. Det var jo jul. Jeg prøvede sågar om jeg kunne leje et fly. Enden blev jeg kørte til Esbjerg. Det var før Storebæltsbroen, så jeg måtte vente mange timer på en færge. Jeg kørte som en gal. 

Løb op på afdelingen. Her sad mor og min lillebror Johnny ved morfars side. Livet sivede ud af morfar. Jeg gik hen og satte mig ved ham, holdt ham i hånden. Jeg udbrød, åh morfar, hvor du ser ud. Så døde han!

Lægerne mente, morfar havde holdt ud til jeg kom, for at sige farvel til mig. Det havde de oplevet før. Jeg tudede som et springvand.

Vi kørte hen til mor og jeg fik nogle nervepiller fra hendes arsenal. Det hjalp ikke rigtigt. Jeg græd hele natten. 

Min elskede morfar havde forladt mig!

Mor og CJ var gået fra hinanden nogle år tidligere og mor var blevet gift med en maskinchef (så blev hun jo alligevel fru maskinchef). Vi havde ikke nogen tæt kontakt og faktisk havde jeg besluttet helt at bryde med min mor. Men først efter morfar ikke var her mere.

Morfar blev begravet sammen med mormor og onkel Niels. Siden besøgte jeg graven hver jul sammen med Anette og senere kom børnene også med. Så fik vi lige fik en sludder med morfar, mormor og onkel Niels. En sommerdag for et par år siden hvor vi kom med blomster til graven, var den blevet slettet. Ingen havde spurgt mig. Graven var bare væk. Hvordan kunne de!

Jeg ved ikke om det var ubetænksomhed at mor ikke havde spurgt mig, om vi skulle bevare graven eller det var en bevidst handling. Måske havde de, også her, bare glemt mig og min store kærlighed til mormor og morfar. Det får jeg heller ikke svar på. Jeg ville med glæde havde betalt for opretholdelsen, for det betød meget for mig at kunne besøge graven.

Rautarrukki

For første gang, nogensinde, havde jeg et par slalomski på. Jeg kæmpede en kamp bare for at holde skiene parallelle. Det var før de moderne 8-tals formede ski kom frem.

Herr Müller, en kunde fra Schweitz, kørte lige ved siden af og lagde sine ski op ad mine, så det gik lidt nemmere op ad slæbeliften. 

Jeg og mine medarbejdere havde inviteret en håndfuld gode kunder på skitur på Zugspitze i Garmisch Partenkirchen; det legendariske bjerg mange kender fra skiløb på TV.

Jeg som var den eneste, der ikke kunne stå på ski, var stiv af skræk. Jeg tænkte på Shu-bi-duas sang, ”hvad fanden sku’ jeg egentlig her”.

Herr Müller og jeg kørte op mod toppen af det enorme bjerg. Vejret i bjergene er omskifteligt og pludseligt slog det om til tåge. Tågen lå tæt, sigtbarheden var få meter. 

Herr Müller forklarede, at det var vigtigt jeg blev på pisten. For siderne gik lodret ned.

Skrækslagen og fuld af spændinger kastede jeg mig ned ad pisterne. Herr Müller mente, det var den mest effektive måde, at få lært at køre på ski i en fart. 

Det blev en kamp mod skiene, ned af den tågedækkede piste. Jeg havde krampe i benene men kunne ikke stoppe. Det gik ned, ned og ned. Endeligt fladede det ud. Jeg havde klaret det.

Om aftenen havde jeg så ondt i benene, at jeg dårligt kunne gå op ad trappen til hotellet.

Bygge ny fabrik fra bunden

Jeg fik muligheden for at være med til, at etablere en helt ny fabrik i Fredericia for den finske stålkoncern Rautarrukki. Dengang var Finland ikke med i EF og Danmark førte en aggressiv skattepolitik for, at tiltrække udenlandske koncerner. Derfor ønskede koncernen at etablere sig i Danmark. Jeg skulle opbygge en organisation, der kunne varetage salg, teknisk service, lager og transport i Danmark og salg ind i EU for hele koncernen. En stor og spændende opgave.

Inden opgaven kunne blive min, skulle jeg igennem en såkaldt assessment test hos en international headhunter. Jeg blev testet i alle ender og kanter, og gennemgik en lang øvelse, hvor jeg sad på et lukket kontor igennem mange timer, og i en fiktiv virksomhed skulle agere ny salgsdirektør. Jeg fik en strøm af opgaver og problemstillinger, jeg skulle løse på stedet. Alt blev optaget, registreret og efterfølgende vurderet af psykologer og eksperter. En ganske spændende udfordring.

I virkeligheden var det store pres og uvante omgivelser til testen en fordel for mig. Jeg evner at fokusere og gå ind i mig selv. Det har tidligere kommet mig til gode til eksamener, da jeg blev uddannet til røgdykker og brandleder og siden hen i pressede situationer, hvor der skulle træffes rationelle beslutninger.

Vores nye liv i Fredericia

Jeg blev ansat og Anette og jeg skulle flytte til Fredericia. Anette var gravid med vores søn Kasper. Vi blev gift på rådhuset i Frederiksværk og kirkebrylluppet stod senere i Taulov Kirke, med efterfølgende fest på Kryb-I-Ly Kro.

Vi flyttede fra vores dejlige hus i Asserbo til et noget mere beskedent lejet sommerhus på 47 m2. Det lille sommerhus lå skønt i Erritsø i forreste række med udsigt ud over Lillebælt. Det var et af de sidste sommerhuse, og det er nu revet ned og erstattet af et helårshus.

Senere fandt vi et vidunderligt hus i Skærbæk med udsigt ned over Kolding fjord. Der kom vores børn Kasper og Jane til at træde deres første sko.

Jobbet startede i ydmyge lejede lokaler hos Fredericia Shipping på Søbjerg i Fredericia. Den finske direktør, hans sekretær og jeg, var de eneste ansatte på kontoret. Kontoret var spartansk indrettet med billige møbler fra en discountkæde. Kontoret lå i en gammel villa på den sidste stump af voldanlægget ned mod havnen.

Min finske chef Jaakko Sjöblom var en beskeden, venlig herre med en kolossal viden og erfaring. Han avancerede senere til Vice Præsident i koncernen, hvor han fortsat var min nærmeste foresatte. Inden Jaakko kom til Danmark med sin familie, havde han brugt år på at forberede opbygningen af den nye fabrik.

Der var trods et solidt forarbejde mange ting vi skulle organisere og sætte i gang, byggeri, kontrakter på produktionsanlæg og for mit vedkommende markedsundersøgelser, samarbejdsaftaler, kontraktforhandlinger og opbygning af organisationen, foruden mange andre ting. 

Moderfirmaet Rautarukki sørgede for en lind strøm af millioner til os. Hvad kunne en ambitiøs ung mand ønske sig mere? 

Når vi sad på det primitive kontor, eller stod i mudder til anklerne ude på byggepladsen, var det svært at forestille sig, at om kort tid ville der hver dag komme en lind strøm af lastbiler med råvarer. Og der ville køre lige så mange lastbiler med færdige produkter ud til kunder i hele Europa.

På rekordtid fik jeg opbygget en organisation, og var meget hands-on selv hos kunder og leverandører. Vi havde en stor portefølje af standard-produkter, som vi skulle afsætte til forhandlere i hele EF området, primært i Nordeuropa. Men fremtiden for Rautarukki ville være specialprodukter, der blev udviklet sammen med slutkunderne. 

Standardprodukter blev solgt til markedspriser i et konkurrencepræget marked og specialprodukterne udviklet til, at erstatte mere simple og dyre konstruktioner, hvorfor der var en betydelig mulighed for en merfortjeneste.

Derfor byggede jeg to parallelle salgsorganisationer. Dygtige handelsfolk rekrutteret fra grossistmiljøet tog sig af salget af standardprodukter. Hos handelsfolkene blev der hele tiden talt priser, priser og leveringstider. 

Salgsingeniører tog sig af udviklingen af nye produkter sammen med kunderne. For at ingeniørerne ikke skulle fokusere på at åbne døre, men på problemløsning, ansatte jeg en fantastisk fyr, vi kaldte Onkel Svend. Svend var den perfekte døråbner og trawlede primært Tyskland tyndt og skabte en ubegribelig mængde af gode kontakter, som ingeniørerne kunne arbejde videre med.  

Jeg etablerede også en kvalitetsafdeling, der skulle arbejde med kvalitetssikring og certificering. Og jeg opbyggede en lager og transportafdeling, der organiserede al vores logistik. Kontraktforhandlinger med transportører og eksternt lager blev der også tid til i en ellers presset kalender.

Vi arbejdede målrettet med salgsforløbet fra leads til kunder. I dag er det en selvfølge, men det var det ikke dengang, og vi arbejdede med de nyeste teorier og metoder. 

Vi arbejdede også med noget der i dag tages for givet; teambuilding. Sammen opnåede vores organisation flotte resultater og organisationen blomstrede. 

Med store armbevægelser fulgte store resultater

Dengang var der ikke mange i den konservative stålbranche, der engagerede et reklamebureau.  Men det gjorde vi. Vi kørte kampagner, genererede leads og lavede fremragende og banebrydende fremstød på messer i ind og udland. Og der blev fulgt op på emnerne. Ikke som mange af de danske ”kollegaer” vi mødte rundt på messerne, der i vores øjne optrådte useriøst.

De mest dynamiske virksomheder samlede besøgende på messerne med smukke piger og udskænkning af fadøl i stride strømme. De mindre dynamiske skræmte kunderne væk med usoignerede og sløve sælgere. 

Vi greb det hele alternativt an, og kunne finde på at stille en produktionslinje op på messen, som producerede noget kunderne kunne tage med hjem. Det kunne for eksempel være en nøgleholder. Så kunne vi vise, hvad vi kunne lave en rulle stål om til. På den måde kom vi virkelig ud med budskabet, og vi fik mange konkrete leads at arbejde med.

Alle mine medarbejdere var nøje udvalgte og det viste sig, at hver og en af dem lykkedes med fantastiske resultater. 

Jeg brugte naturligvis ressourcer på, at præsentere vore planer og strategi for den finske topledelse. Men derefter, når det var klappet af med topledelsen, havde jeg frie hænder. Så meget som overhovedet muligt af den frihed, gav jeg videre til mine medarbejdere, som blomstrede og gjorde det fantastisk. Frihed var nøgleordet.

Vi skulle primært vinde store tyske kunder, så det var vigtigt vi satsede hårdt på, i vores markedsføring og salgsaktiviteter. Derfor gav vi den gas og brugte mange penge på markedsføring, opsøgende salg og repræsentation. F.eks. udstillede vi på BAU i München, den førende messe inden for byggeri. Vi havde en fantastisk stand og en stor bemanding. Parallelt med messen havde vi kundeemnerne til middag og hygge på det fashionable Hotel Bayerische Hof, så det var nogle lange dage. 

Min finske chef, der var Vice Præsident, havde meldt sin ankomst og ville besøge messen og os. Vi var travlt optaget både med at bemande messestanden og med de mange salgsaktiviteter, hvor vi både besøgte nye kunder i området per bil og repræsenterede om aftenen. For at det ikke skulle være løgn havde jeg glemt alt om min chef, så da han ankom til lufthavnen, var jeg der ikke til at tage imod ham. Så tog han bussen ind til hotellet. Min kære chef Jaakko, som jeg var meget glad for, var en beskeden mand. Han smed ikke penge ud på taxaer og dyre hoteller, så han blev mildest talt forbløffet over det fashionable hotel, vi havde indlogeret os på. 

Jaakko brokkede sig gevaldigt over regningen. Men i takt med at resultaterne tikkede ind, blev han mere medgørlig. Vi havde fået flere store kunder med det aggressive fremstød. Kunder som virksomheden den dag i dag har glæde af.

Bar røv og måneskin

Ronnye havde haft svært ved at vække den sovende kollega og fik en rengøringsdame overtalt til åbne døren. De fandt kollegaen sovende oven på sengetøjet, splitter nøgen. 

Det viste sig, at han aftenen før havde været på bordel med en kunde og derefter, sammen havde taget en taxa hjem til hotellet. Kollegaen og kunden boede på samme etage på hotellet. På vej op i elevatoren fandt de ud af, at de var kommet til at bytte bukser! Kunden var høj og slank og kollegaen lav og bred, så alene det må have været en syn for guder. 

I elevatoren gik de i gang med at bytte bukserne tilbage. Elevatoren stoppede på en etage, hvor et ældre ægtepar gik ind i elevatoren, mens de to ungersvende stod der i underbukser! De stærkt overrislede ungersvende var gået i gang med at forklare, men det var det hele kun blevet værre af. 

Ronnye og jeg grinte af historien, så vi nær var kørt i grøften.

Ny produktionschef

Vi fik efterhånden en del kunder i Sydtyskland og Schweiz, det indebar den store fordel, at vi kunne få nogle billige skiture, idet rejsen jo var betalt. 

Jeg kom godt ud af det med alle. Dog ikke med vores økonomichef, der efter min mening var en dygtig økonomimand, men ikke havde den store forstand på salg og markedsføring. Vi havde nogle voldsomme diskussioner på vores ledermøder. En gang var han i godt humør og under budgetopfølgningen roste han markedsafdelingen for, at have sparet på rejseomkostningerne. Jeg var jo af den helt modsatte opfattelse, og mente det var et muligt tegn på for lav aktivitet. Derfor replicerede jeg, at jeg nok skulle fyre op under de dovne sælgere og sørge for, at vi i fremtiden altid ville bruge alle de penge, vi havde afsat til rejser og kundebesøg. 

Produktionschefen sagde på et tidspunkt op, og økonomichefen var helt fremme i stolen for, at stå for rekrutteringen af en ny. Jeg var af den opfattelse, at vi allerede havde det perfekte emne ansat, nemlig vores vedligeholdelseschef, der var uddannet maskinmester og hamrende dygtig. Jeg ønskede fokus på drift, mens økonomichefen fokus på udvikling, selv om fabrikken var bygget og i god gænge. Jeg fik min vilje trumfet igennem ved et privat møde hjemme hos vores finske direktør. Jeg vidste økonomichefen var udpræget A-menneske og altid blev træt allerede ved 20-tiden. Så jeg trak mødet i langdrag til økonomichefen, bælgøjet, måtte køre hjem og chefen også var udmattet. Til sidst fik jeg min vilje. Og den pågældende maskinmester, er den dag i dag produktionschef. Selv efter virksomheden er solgt til en ny ejer. Og han gør det hamrende godt.

Økonomichefen tog umiddelbart efter hævn og arrangerede et strategimøde med vore finske ejere i København, så tidligt at vi måtte køre hjemmefra klokken 04 om morgenen. Nu var det min tur til, bælgøjet, at deltage i et vigtigt møde. Min præsentation på engelsk var ikke verdens bedste. Jeg grinte af økonomichefens raffinerede hævn. Så havde han jo alligevel lidt værkstedshumor.

På få år fik vi opbygget virksomheden og fik fantastiske kunder, så omsætningen steg med himmelfart. 

Når jeg tænker tilbage på, hvorfor vi var så enormt succesrige, tænker jeg, at vi virkelig var lykkedes med mange ting på en gang; et super godt team, en fantastisk entreprenørånd hos alle medarbejderne, de rigtige metoder på rette tid, og ikke mindst fik vi friheden til, at turde!

Den glemte søn

Jeg klarede mig godt og havde succes, både med karrieren og familien. Vi havde penge og hus og dejlige unger. Men det var ikke noget, der blev synderligt bemærket i Esbjerg.

I min families, såvel min mors og fars, fotoalbum var det ikke nødvendigt at klippe mig ud, hvis mine forældre ville glemme mig eller slette mig i deres erindring. For jeg var aldrig en del af historien. Jeg var simpelt hen ikke med på billederne, da de blev taget.  Der var drinks, campingvogne, glade børn, sol og sommer, men ingen billeder af mig.

Når jeg deltog med min kæreste Lene og senere med min hustru Anette, bed de begge mærke i, jeg aldrig blev nævnt i talerne. Jeg blev totalt forbigået, selv om jeg sad der midt i selskabet. 
Det tog på mig og provokerede Anette.

Min far og Edel var flyttet til et stort hus i de indre forstæder i Esbjerg. De holdt ganske mange fester og havde et enormt forbrug. 

Min far og Edel

Selvom jeg var blevet totalt svigtet af min far i sin tid, da jeg blev overfaldet på parkeringspladsen og bortført til anbringelse på Braaskovgaard, havde jeg ikke afskåret al kontakt til ham og hans nye kone. Da vi fik Kasper, lukkede vi far og Edel mere ind i vores liv. Kasper var min fars første barnebarn. Vi lod Edel være gudmor for Kasper. Edel ville gerne kaldes bedstemor.

Men vi havde ikke et godt og balanceret forhold til dem. Der var mange store konflikter, som tærede på relationen. Der var stærke følelser, når vi forsøgte at gennemføre, at man ikke røg indendørs i vores hus i Kildeskoven og ikke engang muligheden for at ryge i køkkenet kunne mildne Edels rasende temperament. Det førte til flere års pause, hvor vi ikke så dem. Vi var ikke de eneste, som måtte mærke Edels vrede og utilgivende måde at være på. Mange andre i familien faldt også i unåde, og der var selvfølgelig også vrøvl med en arv.

Edel drak meget i en årrække og det har formodentlig meget med hinanden at gøre. Hvad der kommer først er jo svært at sige. Men der var både vrede, uforsonlighed og hævn. Og selvom vi blandt andet ’snød’ og gav vore børn gaver fra min far og Edel, selvom der faktisk ikke kom nogen efter ryge-episoden, så blev ikke alt repareret og der kom aldrig mere en fødselsdagsgave fra den side.

Senere – efter nogle år – kunne de godt dukke op, når de var indbudt til selskab. Men man fik lidt indtryk af, at det mest var for, at drikke vore dyre vine. Så det var ikke et særlig godt forhold vi havde til dem. Vi har endda oplevet, at en invitation, som hele familien var på vej til, blev aflyst i sidste øjeblik mens vi var på vej over og vi ikke opdagede det. Da vi dukkede op blev vi behandlet som luft og Kasper, som gerne ville vise sin lille etårige søn Alex frem, blev fuldkommen ignoreret.  Vi måtte finde på noget andet og fik da også en dejlig tur ud af det – helt uden min far og Edel. Men det var en meget lang køretur og jeg var meget rystet og pinligt berørt. Det var svært, at ryste af sig. Igen følte jeg mig uvelkommen og uønsket. Jeg var igen den glemte søn og blev konstant mindet om det. 

Fod under eget bord

Anette, Jane, Kasper og jeg selv overnattede i campingvognen i Transsylvanien. Planen havde været at nå Grev Draculas slot inden mørkets frembrud, men da mørket begyndte at falde på, måtte vi svinge ind ved en flodsænkning og campere. Det var for farligt at køre om natten blandt mørklagte gamle biler og de mange hestevogne.

Kasper og jeg havde lavet bål udenfor, og sad ved campingbordet. Det var ret uhyggeligt, for ulvene hylede og listede rundt derude. Alligevel sad Kasper og jeg derude i en times tid. Da vi gik i seng, hang vi et bundt hvidløg op på døren.

Den næste dag blev de mange timer ved floden udnyttet til råhygge og afslapning. Det var utroligt smukt og roligt. Børnene legede og Anette vaskede tøj i floden. 

–

Første erfaringer som selvstændig

Jeg tænkte, at jeg havde mange gode ideer til salg og markedsføring af tekniske produkter. Derfor lavede jeg en rådgivningsvirksomhed, der med tiden udviklede et CRM system, der blev virksomhedens fokus.

Jeg kastede mig ud i min første reelle fiasko i erhvervslivet. Jeg skriver ’fiasko’, fordi jeg ikke kom til at tjene penge på det. Men det var en spændende tid. Jeg startede med at rådgive virksomheder med tekniske produkter om salg og markedsføring. Der kom en del kunder ind. Desværre lagde de mange snusfornuftige jyske virksomheder ikke specielt mange penge i kassen. De var til gengæld gode til at lytte og så prøve selv. Jeg fandt ud af at hvis jeg skulle tjene penge måtte jeg opsøge kunderne omkring Århus og i hovedstadsområdet. Der kunne man få kunderne til at betale for konsulentydelser, så det blev mit fokusområde.

I mit tidligere job havde jeg interesseret mig meget for styring af processen fra emne til kunde og processen med at bygge relationer med kunderne. Der var så småt begyndt at komme nogle programmer til bærbare PCére, der kunne understøtte denne proces. Det skete i takt med, at prisen på bærbare gjorde det muligt at udbrede disse i salgsstyrken. Systemerne benævnes CRM, Customer Relationship Management. 

Jeg eksperimenterede en del med forskellige systemer, og fik tilbudt forhandlingen af et system. Jeg havde dog mine egne meninger om, hvordan et sådant system skulle opbygges for, at kunne fungere med en sælgerstyrke. Derfor endte det med, at jeg ansatte en programmør og vi flyttede ud i bedre egnede lokaler for at realisere drømmen. 

Tre måneder gennem Østeuropa

Midt i hele processen fik vi solgt vores hus. Desuden flaskede det sig arbejdsmæssigt sådan, at vi kunne rejse nogle måneder på et ultra lavt budget. Vi købte en campingvogn og tog 3 måneder ned gennem Østeuropa med børnene. Jane var 2 år og Kasper var 4 år på det tidspunkt. Det blev en fantastisk tur, som knyttede os tæt sammen som familie. 

Det var ikke let at planlægge turen. Det var få år efter murens fald og man kunne ikke bare finde rejsetips på Google, for Google var dengang kun et forskningsprojekt på Stanford Universitet. Og der var, ingen der havde beskrevet landene, på tur med campingvogn endnu.

Jeg tog fat i den fælles ambassade i København for Rumænien og Bulgarien. De frarådede på det kraftigste turen. De sagde rent ud, at det de ikke stjal i Rumænien ville de røve i Bulgarien. Jeg havde ellers et hav af spørgsmål; – kunne man tanke højoktanbenzin, findes der campingpladser, kan man handle ind? – og 1000 andre spørgsmål.

Så kom jeg i tanke om, at Round Table var i sving med at chartre nye klubber i Rumænien og jeg sendte en telefax til landsformanden dernede, med alle mine spørgsmål. Efter 3 uger kom der en telefax retur; –  ”hvornår kommer I?”. Jeg svarede og efter yderligere 3 uger kom en liste fra Marius, som landsformanden hed, med en ruteplan og indkvartering privat hos Round Table medlemmer. Det lykkedes mig at få etableret en telefonforbindelse, hvor jeg forklarede, at vi ikke ville trænge os på. Men det ville Marius ikke høre tale om. I tiden med diktatoren Ceausescu, havde rumænerne været forbudt omgang med udlændinge fra vesten. Bare de talte med en, risikerede de fængsel. Der var et enormt opsparet behov for kontakt ude fra.

Det viste sig at være helt fantastisk. Vi kom tæt på rumænerne og oplevede deres hverdag. Vi knyttede venskabsbånd og fik oplevelser, vi aldrig ville have kunne finde ellers. Det var naturligvis en smule anderledes, når vi fik anvist værtskabets soveværelse og hele tiden blev bombarderet med spørgsmål og opvartet i begge ender. 

Rumænerne var ludfattige. De tjente typisk hvad der svarer til 400 kroner om måneden, men huslejen var det dobbelte. Det var derfor alle benyttede sig af en regel om, at man ikke kunne smides ud af lejligheden og der måtte ikke slukkes for el, vand og varme. De der boede i hus, havde haven fuld af nytteplanter og grønsager og havde typisk et par grise og høns. På den måde kunne de slagte en gris to gange om året og ellers leve af det, de selv kunne frembringe i haven. 

Noget der bare mindede om effektivt landbrug var blevet ødelagt af tvangskollektiviseringen og den efterfølgende returnering af jorden til de ansatte. Alle havde nu et mikroskopisk jordlod, som hver især hegnede ind og dyrkede. Der var derfor ingen, der kunne få råd til bare så meget som en traktor. Alt foregik med hånd- og hestekraft.

Den tur ville jeg ikke have undværet for noget i denne verden. Jeg har aldrig været særligt vild med at passe spædbørn. Faktisk har jeg aldrig skiftet en ble! Men 3 måneder sammen i en campingvogn, hvor vi ofte levede tæt på naturen, knyttede os virkeligt sammen. Mange steder på turen gennem Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Tyrkiet og Grækenland var der kun primitive naturcampingpladser. Nogle gange lå vi på ”fri Camping” – dvs. ude i naturen eller på en strand. 

Børnene og jeg klarede mange daglige gøremål sammen. 

Elementære ting som at hente vand og finde ud af hvordan vi kom i bad gik der forbløffende meget tid med. Ofte badede vi i den fri natur med en ”solsæk” af en sort plastsæk. Den ligger på taget af campingvognen til vandet er nogenlunde lunkent. Og så tager man bad med en lille slange og bruserhovede . Vi delte så ca. 20 liter vand til bad. Det kan godt lade sig gøre. Ofte lavede vi mad over bålet med en trefod og en kæmpe gryde i kæder, som vi havde købt på et sigøjnermarked i Rumænien. Børnene og jeg gik så ud og samlede brænde og gerne nogle grankogler. Grankoglerne blev smidt i gløderne til sidst. Det er en formidabel måde til, at holde myg væk.

Vi besøgte mange spændende steder og havde i det hele taget en vidunderlig tid. Jeg skrev i øvrigt en rejseberetning, der ligger på nettet.  Jane kan naturligvis ikke huske så meget, da hun ikke var så gammel. Men Kasper fortæller masser af sjove historier fra turen. Som den gang hvor jeg lavede mad med chili. Jeg havde fået nogle chilier af en tyrker, med en advarsel om de var stærke. Det var ikke falsk varebetegnelse! Børnene havde fået maden serveret først og larmede op over den var alt for stærk. Det slog jeg dog hen som sludder. Lige indtil jeg selv smagte chilien –  og straks stormede ind i campingvognen for, at slukke ilden i halsen. Børnene skreg af grin. Det gør de sådan set fortsat når Kasper fortæller historien. 

Jeg skrev rejsebreve undervejs som jeg printede ud på en lille mobil printer og sendte hjem. Rejsebrevene har jeg samlet i en lille bog.

Hjemme igen

Vi fandt en lejebolig i Kildeskoven i Erritsø – et lille rækkehus med køkken og stue og ovenpå bad og to værelser. Det var ikke stort, men vi fik det fint indrettet og fandt os rigtig godt til rette. Der var også gode naboer og børnene kunne lege i skoven og cykle til den nærliggende skole ad små stier.

Det lykkedes at holde den forretningsmæssige gryde nogenlunde i kog imens, og vi kom godt i gang med at sælge vores CRM system, som jeg lykkedes med at sælge til en række større organisationer. 

Jeg lavede kold kanvas hver formiddag. Det vil sige, at man ringer til kundeemner, uden man tidligere har været i kontakt med dem. Om eftermiddagen arbejdede jeg med konsulentarbejde og programmets opbygning. Nogle dage var jeg på kundebesøg, andre dage var programmøren og jeg ude og installere software og uddanne brugerne. Vi vandt en række af Danmarks største virksomheder som kunder, så der var nok at tage sig til. Vi knoklede med at udvikle, implementere og sælge vores CRM-system AMADEUS. 

Salget var en lang proces. Jeg holdt en lang række seminarer om CRM på hoteller over hele lande. Vi lykkedes endda med at tage betaling for de fleste seminarer, som så lige fik et lag glasur om markedsføring eller andre emner, der var oppe i tiden. Så var der den hårde kolde kanvas, hvor jeg enten bookede møder hos kunderne eller solgte en seminardeltagelse. Nogle gange kunne en enkelt større virksomhed reservere hele seminaret, så mange deltog der. Hvis der var tale om en hel- eller halvoffentlig organisation, kom der altid en hel hær til seminaret og til de efterfølgende møder. Det kunne tage en evighed at lukke salget, men prisen kunne skrues op, for den interesserede ingen sig for. 

Vi fandt også et faxprogram, så vi kunne udsende direct mails per telefax. Ofte kunne kunderne så reservere en seminardeltagelse eller et direkte kundemøde. Næste fase i salgsprocessen var, at udarbejde en behovsanalyse hos den potentielle kunde. I princippet var det jo ren og skær salgsarbejde, men jeg kunne tage kr. 30.000,- for en behovsanalyse, som vi jo skulle have lavet under alle omstændigheder. Når kunden havde betalt for behovsanalysen, var succesraten næsten 100%. Men der kunne godt gå meget lang tid inden den endelige underskrift og leverance.

En hård tid, med få penge

Selv om der kom penge ind, var der også store udgifter. Men den største udfordring var, at det var svært for os, at vælge den rette platform, dvs. programleverandør, som der dengang var mange af. Der kom hele tiden nye platforme, vi skulle forholde os til og rette udviklingen imod. Populært sagt brugte vi alle de penge vi tjente, på at udvikle AMADEUS til fremtidigt salg og til markedsføring. 

Systemet var fantastisk og banebrydende med sin brugervenlighed, men vi havde svært ved at følge med på udviklingssiden, pga. de mange muligheder og nye platforme, der hele tiden opstod. Vores størrelse var kritisk, og enten skulle vi vokse eller fusionere.

På et tidpunkt fik jeg et tilbud om at sælge systemet og vores koncept. Jeg ville så blive direktør hos køberen. Jeg slog til, og aftalen blev strikket sammen. AMADEUS blev solgt og jeg blev tilbudt separat ansættelse hos køber.

Efter ikke så lang tid kunne jeg se, at jeg ikke kunne finde mig til rette som direktør hos køber. Jeg ringede til min hustru Anette fra IC3 toget på vej til København, hvor jeg var 3 dage om ugen på hovedkontoret. Jeg klagede min nød over, at jeg ikke kunne finde mig tilpas i min nye rolle. Anette er utrolig, for selv om vi måtte sige farvel til fed løn og firmabil, betænkte hun sig ikke et sekund. Det brast ud af hende ”Kent, tag din afsked, vi finder på noget”. Som sagt så gjort. Jeg sagde op lige op til sommerferien. Vi købte en ældgammel SAAB 99 for kr. 15.000,-, smed ungerne ind på bagsædet og spændte campingvognen bagefter og tog på sommerferie i 3 uger. 

Det lykkedes så nogenlunde at holde skindet på næsen med en gæld på omkring kr. 300.000,- minus en temmelig pæn check jeg havde fået i hånden. Det kunne man gøre dengang. Anette viste sig igen fra sin stærke side og lavede et overlevelsesbudget. Vi betalte gælden af på ret kort tid, dels takket være Anettes sparsommelighed og dels takket være min gode løn.  

Anette er helt fantastisk til, at holde hus med pengene og få dem til at strække. Køber hun en høne, kan den først bruges til en dejlig suppe, hvoraf halvdelen fryses ned til senere brug. Dernæst bruges kødet til f.eks. tarteletter, hvoraf resterne naturligvis også fryses ned. Er der stadigt lidt kylling til overs, kan en rest champignoner, et æble og hvad køleskabet indeholder af rester trylles om til en vidunderlig kyllingesalat.

Børnene og vi selv gik altid pænt klædt. Men der blev ikke smidt penge ud på dyre mærkevarer. Jeg er sikker på, at børnene ikke forbinder deres barndom med at lide afsavn.

Når man ikke har råd til, at gå på restaurant, så kan man i stedet tage på picnic. Vi holder alle af at tage på picnic. En af de sidste lune sommerdage, et år mens børnene var små, tog vi i Løveparken i Givskud med en gigantisk madkurv. Efter rundturen i parken dækkede Anette et af bordene ved en legeplads med en ternet dug, og så et gigantisk koldt bord med øl, sodavand og snaps, sildemadder og lækkert pålæg og hjemmebagt brød. Folk kikkede og smilede. Det var en vidunderlig og hyggelig dag for os alle. 

Round Table 20

Vores Europamøde i Fredericia året efter skulle markedsføres. Vi skulle skabe interesse, så der kom Round Table klubber fra hele Europa til vores møde.

Vi havde fundet på temaet ”Soldiers, Sables and Champagne”. Det hele skulle promoveres i Schweiz, hvor vi iført landsoldat-uniformer med Champagnegaloppen bragende, skulle affyre små kanoner og åbne champagne med sabler. 

Da dagen kom og vi skulle på scenen, blev det en anelse voldsomt. Isenkræmmeren, der havde en særlig forkærlighed for krudt, havde ladet de små kanoner med en al for stor krudtladning i forhold til lokalets størrelse. 

Da isenkræmmeren affyrede de 50 cm lange kanoner, lød der et brag af den anden verden og hallen blev fyldt med røg. Efterhånden som røgen lettede, kravlede folk forsigtigt frem fra deres skjul under bordene. De fleste kom sig over chokket og vi løb rundt og serverede champagne.

–

Fredericia – virkelighedens Korsbæk.

Fredericia minder på mange måder om tv-serien Matador. Den er præget af gamle familier, politiske partier og gamle virksomheder. Det er en typisk arbejderby med masser af sladder og en klar klassedeling, der næsten ikke hører hjemme i denne tidsalder. Der er mange hjemmefødninger, som aldrig kommer væk fra byen, og som holder sammen i kliker. Hvis man er født inden for voldene, er man fæstningsdreng; noget man er stolt af.

Jeg blev inviteret med som gæst til et par møder i logen Round Table 20 (RT20). Den gamle respektable loge hvor byens spidser havde været medlemmer i generationer. Mange af medlemmerne havde efterfulgt deres fædre, andre var udpeget fordi de arbejdede i respektable liberale erhverv som revisor, advokat, skibsmægler eller i de store banker.

Mit første møde blev holdt på Fredericias kendte restaurant Teaterkroen, der lå midt i Fredericia. RT20 havde holdt sine møder i mange år på Teaterkroen hos restauratør Poulsen. Efter sigende skulle Poulsen have været personlig kok for kongen af Siam, mere sandsynligt er det nok han havde været søkok på et af de mange ØK skibe der gik på Østen, men hvem ved? Efterhånden som restauratør Poulsen blev ældre, blev han mere og mere sær. I de seneste år var der ikke mange andre gæster end logen, der kunne udholde Poulsens særheder. RT20´s medlemmer elskede ham for hans excentriske opførsel. Bad man om salt og pepper til maden uden at have smagt på den, fik man en ørefigen! 

Kort efter døde restauratør Poulsen og RT20 arvede boet efter Poulsen inklusive bygninger og inventar. Det viste sig dog, at det ikke var økonomisk rentabelt for RT20 at drive kroen videre, da køkkenet ikke kunne godkendes af myndighederne og krævede en bekostelig renovering. I stedet blev bygningen solgt, og klubben beholdt det inventar der var muligt, og stiftede fonden Teaterkroens venner, der herefter stillede lokaler gratis til rådighed for RT20 og for koneforeningen Ladies Circle 1. Teaterkroens venner sponsorerede klubberne med den betydelige formue. Samtidig lod de fleste medlemmer deres virksomheder betale for dyre medlemskaber og sponsorater, så der var masser af penge til fester, rejser og andre spændende formål.

Efter tre møder som gæst, stemte medlemmerne om min optagelse, og da ingen var imod, gennemgik jeg det omfangsrige optagelsesritual og blev optaget som medlem. I modsætning til alt det andet jeg fortæller om, så kan jeg ikke gå ind på optagelsesritualet, fordi jeg har aflagt ed på, at jeg ikke siger noget.

Et frikvarter og en sikkerhedsventil

Især i provinsen skal et karrieremenneske holde på formerne i dagligdagen. Den lokale advokat, revisor, bankmand eller fabrikant holdes der nøje øje med, og sladderen kan hurtigt gå i de mindre provinsbyer. 

Round Table er på mange måder det sted hvor man, inden for klubbens fire vægge, kan slå sig løs. Det benyttede mange medlemmer sig af. Nogle kaldte det verdens bedste frikvarter.

Det er min erfaring at der var stor forskel på Round Table i de mindre byer i provinsen og i hovedstaden/Aarhus. Provinsklubberne var mere løsslupne drengerøvsagtige, mens hovedstaden holdt mere på formerne. Dette kom blandt andet til udtryk ved, at vi havde været nummerklub, en slags venskabsklub, med RT20 fra Stockholm. Men på et tidspunkt, var det simpelthen kommet til et brud med dem, da de fine Stockholmere ikke havde kunnet klare de lettere barbariske udskejelser fra provinsklubben RT20 Fredericia.

Som et eksempel på det løsslupne drengerøvsagtige i provinsen kan jeg huske generalforsamlingerne, der normalt udviklede sig vildt. Medlemmerne gør hvad som helst for, at forhindre formandens beretning. Herunder, at brænde talen, komme med voldsomme tilråb og smide med sukkerknalder under beretningen. Sågar har jeg oplevet et medlem der smed med kanonslag i mødelokalet. RT20 har en flot facade, men bag murene er der larm og drengerøvene slår sig løs. 

Det var også ret normalt, at der var hyret en stripper eller lignende til generalforsamlingen. RT 20 rådede sågar over en rund danseplade til stripperen, som kunne placeres midt på mødebordet. Det var naturligvis en anden tid, men det skal ikke undre mig om det fortsat foregår sådan.

Round table er i udlandet en velgørende organisation, men i Danmark har foreningen på landsplan besluttet, ikke at deltage i velgørende arbejde på grund af det høje skattetryk. Det officielle formål  formuleres på denne måde: 

’Round Table er en klub for mænd mellem 20 og 40 år, der under mottoet – Adopt – Adapt – Improve, har til formål at fremme medlemmernes udvikling gennem engagement og fri debat, at udvide medlemmernes kontaktmuligheder uden for deres omgangskreds og profession, samt at virke for forståelse og venskab, såvel nationalt som internationalt, uanset race, tro eller politisk overbevisning’.

Klubmøderne er tilrettelagt efter faste rammer. Til hvert møde er der et 3 minutter langt indlæg fra et medlem, der leveres skriftligt til rundsendelse til andre klubber, samt fra klubbens talerstol. Der er en del andre formelle aktiviteter, der tjener det formål at øve medlemmernes retoriske og ledelsesmæssige færdigheder.

Alle møder i RT20 indleder man i klubbens bar, og herefter byder logen på en betydelig tre-retters middag, hvorefter man går over til de formelle punkter på dagsordenen. 

Som oftest afsluttes mødet temmelig sent og medlemmerne er, som hovedregel, ganske berusede. Vi havde truffet aftale med en lokal restauratør, der sørgede for maden og servering i de smukke lokaler. Klubben rådede over dyrt service og et komplet sølvbestik i ægte sølv produceret på Fredericia Sølvvarefabrik. Det var en uudtalt aftale, at serveringspersonalet altid var ganske unge piger i kropsnær beklædning.

Sekretær og formand

Jeg indtog forskellige tillidshverv i klubben. Det sjoveste var at være sekretær. Så skrev man referaterne og kunne påvirke stemningen ganske betydeligt. Senere blev jeg også formand og medlem i bestyrelsen for fonden Teaterkroens Venner.

Jeg anbefalede selv et par medlemmer, der ligeledes blev optaget. Det var blandt andre ’Gin Johnny’, min gamle studiekammerat, der i den grad havde ordet i sin magt. Han havde fået sit øgenavn, da han læste til maskinmester. Den gang læste man først til maskinist. Inden han kom tilbage for, at færdiggøre studiet til maskinmester, sejlede han i mindre skibe som maskinmester og maskinchef og hans yndlingsdrik fremgår af navnet. Vi kaldte ham dog for hans borgerlige navn i klubben.

Min gamle kammerat Jan Andersen, der nu hedder Jan Struve og er milliardær med eget racerteam, fik jeg også med ind i klubben, hvor han med sit engagement og evner som festskaber var til stor nytte.

Jan havde fået et job i Tyskland og havde med sine fænomenale talegaver fået lov til, at købe en Lancia med Ferrari motor. Det var en vild sag. Jeg havde også en Lancia Thema, dog ikke med Ferrari motor, men med en turbomotor jeg selv havde tunet. Jan og jeg var begge nogle gedigne drengerøve, når det kom til biler. Vi rodede ofte med biler i hans garage.

Efter et RT møde hvor vi begge havde fået rigeligt at drikke, fandt Jan ud af at vi skulle køre dørtræk ud ad den 4 sporede strandvej. Jeg regnede jo med, at Jan havde mere power end jeg, men jeg havde mere moment, så jeg fik lokket ham hen til en bakke, inden vi skød bilerne af. Jeg trak fra Jan og stoppede ude ved motorvejen, hvor Jan var bleg og rasende. Han udbrød: ”jeg kan tage dig på toppen. Vi skal ned og køre om kap på motorvejen”. Det fik jeg forhindret med henvisning til vores påvirkede tilstand. Siden kunne Jan købe alle de biler han gad, da han sammen med sin kompagnon Erik Skjærbæk solgte Svendborg Brakes og blev milliardær.

Besøg af Mogens Glistrup

Vi inviterede ofte foredragsholdere til klubaftener. En gang foreslog jeg Mogens Glistrup og ringede til ham. Det var hans flinke kone Lene, der tog telefonen. Jeg tror de blev udsat for en del chikane, for bag den venlige stemme gemte der sig en tydelig mistro. Jeg forklarede mit ærinde, og Glistrup tog røret med et klingende bornholmsk; ”det er Møøøgens”.

Mogens Glistrup mødte op med en kuffert fuld af papirer og i højt humør. Han havde brugt eftermiddagen på de historiske volde. Og billetten skulle han ikke have refunderet. Han havde jo fortsat frikort til DSB. 

Glistrup holdt et godt indlæg og fortalte blandt andet veloplagt og improviseret om Fredericias historie. Han sagde ikke noget om ’muhamedanere’, men alligevel blev nogle provokeret og arrangementet delvis ødelagt fordi medlemmerne hellere ville skændes med ham. Jeg var lidt flov, men Glistrup tog det hele med højt humør.

Soldiers, Sables and Champagne

En gang om året var der europamøde eller nummerklubmøde. Arrangementet gik på omgang mellem alle klubber i Europa med samme nummer. Der var også deltagere fra Israel og Sydafrika, samt et par yderligere lande uden for Europa. 

Vi afholdt et år europamødet i Fredericia under temaet ”Soldiers, Sables and Champagne”. Arrangementet blev promoveret året før, da vi var i Schweitz, hvor vi iført landsoldat-uniformer med musikken bragende (Champagnegaloppen), affyrede små kanoner og åbnede champagne med sabler. 

Isenkræmmeren, der havde en særlig forkærlighed for krudt, havde ladet de små kanoner med en al for stor krudtladning i forhold til lokalets størrelse. Da isenkræmmeren affyrede de 50 cm lange kanoner, lød der et brag af den anden verden og hallen blev fyldt med røg. Efterhånden som røgen lettede kravlede folk forsigtigt frem fra deres skjul under bordene. De fleste kom sig over chokket og vi løb rundt og serverede champagne.

Til trods for forskrækkelsen fik vi et velbesøgt møde i Fredericia. Gæsterne fik en fantastisk oplevelse med gæstespil i kastellet og masser af oplevelser, god mad og naturligvis en lind strøm af champagne og andre alkoholiske drikke. Arrangementet blev afsluttet med en formidabel gallamiddag i det nyrenoverede tøjhus.

TARCO

Jeg lignede et trafikoffer. Brillerne var revnet og kufferten jeg kom slæbende med, var laset og lappet sammen med plastik og gaffatape. Jeg var på vej ind på det fashionable Grand Hotel Europa i Sct. Petersborg. 

Der var udvidet sikkerhedskontrol med metaldetektor og vagterne gloede på mig og min kuffert.

Tidligere på dagen var vi blevet torpederet bagfra af en lastbil i den kaotiske trafik i Moskva. Lastbilen var stukket af, og jeg havde fået et kraftigt piskesmæld, og fået revet brillerne af. Kufferten, der lå i det, der før var et bagagerum, var nærmest pulveriseret.  

Jeg kom for sent til flyet og fik mig booket ind på en mellemting mellem et godstog og et fly, fyldt med gamle koner medbringende høns og mindre dyr. 

Det var ikke en helt god flyvetur fra Moskva til Sct. Petersborg.

Tilbage i et stort lederjob

Efter jeg havde solgt min virksomhed Ventech og IT systemet AMADEUS, og sommerferien var vel overstået, købte jeg en liste med de 100 største industrivirksomheder i Danmark og gik i gang med at sende ansøgninger ud. Efter nogle få uger havde jeg flere jobtilbud på hånden.

Jeg blev ringet op af direktøren for TARCO Energi, hvor jeg som smed og ung maskinmester havde trådt mine børnemokkasiner. 

Virksomheden havde gennem mange år udviklet produkter, der var teknisk banebrydende. Tarco  havde opnået en position blandt de allerstørste i verden inden for sit felt; fjernvarmesystemer. Men ledelsen havde, gennem mange år, hvilet på laurbærrene og en politisk bestyrelse havde skabt en virksomhedskultur, der ikke længere var konkurrencedygtig.

Tarco havde gennem kartelsamarbejde skaffet sig nemme ordrer og urealistisk høje priser, og var nu blevet ramt af en kartelskandale, der havde kostet en tocifret millionbøde. Det meste af ledelsen var blevet fyret eller var rejst. Derfor havde virksomheden brug for en erfaren chef, der kunne tage sig af deres ret omfangsrige afdelinger for salg, eksport, montage og service. Jeg sagde ja tak til udfordringen og mødte op på arbejde midt i en heftig hedebølge i august 1997.

Oprydning efter kartelsag og millionbøde

Kartelskandalen betød paradoksalt nok, at kommunerne, der ejede virksomheden, havde betalt overpris for deres anlægsopgaver. I tillæg kom de til at dække underskuddet ind.

Det gør ikke noget godt for en virksomhed at sætte markedskræfterne ud af spil.

De garanterede høje priser blev fråset væk af en sjusket virksomhedskultur med lukrative overenskomster, lokumsaftaler og overadministration, der gjorde, at virksomheden ikke havde tjent penge i mange år. Tarco Energi gav et ret konstant underskud på 30 millioner kroner om året. 

Det hjalp ikke på situationen, at TARCO var ejet af en række danske kommuner, der alle havde deres borgmester siddende i bestyrelsen. En borgmester var naturligvis ligeledes formand for bestyrelsen. 

Borgmestrene var dygtige og flittige. Men en virksomhed drives meget anderledes end en kommune. I tillæg lægger de fleste politikere vægt på to ting:

For det første er enhver tidshorisont bestemt af næste valg. 

For det andet må der gerne ske fejl, bare pilen ikke peger på politikeren. 

Derfor producerede vi strategiplaner og budgetter i ét væk. Alt sammen med det formål, at bestyrelsen kunne sige, at de planer de havde fået forelagt, viste alt var godt. Om resultaterne udeblev, havde ikke deres interesse. Dette vanvid havde stået på i mange år. 

Men et konstant underskud i 30 millioners klassen var for meget for både kommuner og banker. Også selv om det måtte betyde farvel til fede bestyrelseshonorarer.

Vi i den nye ledelse havde ikke drømt om hvor slemt det stod til. Det stod dog klart, at enten skulle skuden rettes op ellers måtte den lukkes, så vi satte gang i en turn-around.

Vores opgave var så lysende enkel, at den kunne pisses ud i sneen: Der skulle spares mindst 30 millioner kr. om året på driften, uden at omsætningen faldt. 

Gennemførelsen var dog mere kompliceret og blev ikke bedre af, at den tidligere ledelse havde investeret 15 millioner kr. i et nyt IT-system, der var blevet implementeret af konsulenter og medarbejdere i virksomheden uden ledelsesansvar. Den tidligere ledelse havde behændigt undgået at involvere sig og dermed tage ansvar. 

Jeg overtog et IT-system der ikke kunne udskrive en korrekt faktura, og var spækket med fejl. Fejl så massive, at vi var på den forkerte side af regnskabsloven og sikkert også andre regler og love.  Det var en helt absurd situation. I virkeligheden burde vi have lukket til det var i orden. Det føltes lidt som at overtage en lastbil uden bremser og så bare køre videre i den. 

Men vi kunne jo ikke stoppe op, Tarco var truet på sin eksistens og mange medarbejdere var afhængige af at vi lykkedes.

IT-systemet gjorde det svært, at få et overblik over virksomheden. Det hjalp ikke, at virksomheden var gennemsyret af gamle aftaler, som ingen rigtigt kunne overskue. 

Den politiske bestyrelse var nølende da det kom til stykket, og de lagde sten i vejen for vores oprydningsarbejde. De var slet ikke med på at vi gik for hårdt til den. Min holdning var vi skulle designe virksomheden, som vi ville have det, og så ellers gå i gang fra en ende af. Hvad kunne vi tabe? Men det havde politikerne ikke modet til, så pinen blev trukket i langdrag.

Jeg havde naturligvis kæmpe respekt for opgaven og det der, trods alt,  var bygget op. Silotænkning med små konger i hver afdeling, sammen med den politiske bestyrelse gjorde, at vi burde have taget meget hårdere fat allerede fra starten.

Med hænderne bundet gik jeg entusiastisk i gang med at forbedre driften sammen med den øvrige chefgruppe. Jeg havde bl.a. en montageafdeling med over 100 medarbejdere, der blev outsourcet, så vi kun beholdt en meget lille stab af specialister og en servicechef. Vi rationaliserede arbejdsgange og processer og sparede penge overalt. 

En kolerisk chef

Det var en hård tid for de fleste af os i ledelsen. Vi havde en kolerisk chef, Oluf. Han var ikke opgaven voksen og lod sit raseri gå ud over medarbejderne. Til et stormøde for den udvidede ledergruppe, omkring 30 medarbejdere råbte og skreg han af økonomichefen og brølede til ham; ”tror du for helvede det er et loppecirkus, du er økonomichef for?”  

Det gik aldrig op for mig hvori økonomichefens brøde bestod.

Personligt oplevede jeg også at blive overfuset lige foran fællestillidsmanden. Jeg fortalte om en spændende bog jeg havde læst. En bog med relevans for virksomheden, da den omhandlede de problemer der kan opstå i produktionen, som følge af sæsonsvingninger. Dette udløste et raserianfald af bibelske dimensioner fra Oluf, der ikke mente jeg skulle komme og belære ham. 

Hans absurde raserianfald udløste et kontraanfald fra min side. Jeg råbte og skreg af direktøren, og ligesom for at understrege pointen, smadrede jeg døren til hans kontor i, med en sådan kraft af dørautomaten spang ud af væggen og døren hoppede af hængslerne. Alt mens tillidsmanden måbende så til… 

Der må have været noget at tale om over aftensmaden den dag i det lille tillidsmandshjem.

Jeg gik hen på mit kontor og ventede på min opsigelse. Efter en tid ringede min telefon, Oluf ville gerne se mig. Jeg medbragte mine kreditkort, nøglekort og nøgler og sagde, at jeg ikke ville fortsætte på de vilkår. Oluf lovede bod og bedring og det holdt da også en tid. De helt store overfald slap jeg for.

Ramt af stress

Stress er ikke noget man får af at have travlt, men af ikke at kunne slå til og være i en umulig situation. Det var præcist den situation jeg var fastlåst i. På den ene side havde jeg en kolerisk chef og en flok politikere, der bare ville hyppe deres egne kartofler, når det kom til stykket. På den anden side havde jeg et enormt medansvar for at redde mange medarbejderes arbejdsplads og ejernes investering. Den platform jeg stod på, var i flammer – en virksomhed i uoverskuelige problemer opbygget gennem mange års mismanagement. 

Jeg var under et kolossalt pres, og oplevede for første gang at blive alvorligt ramt af stress. På en køretur til en kunde kunne jeg pludselig ikke huske hvor jeg var, og hvad jeg lavede. Min hjerne var som lammet. Jeg kunne ikke finde ud af at køre bilen. Efter nogle timer fik jeg dog styr på mig selv, og var idiotisk nok til, at fortsætte uden at søge læge.

En ting har jeg dog kunnet tage med mig – jeg kender min grænse og symptomerne når stressen kommer snigende. Heldigvis er jeg i dag i en situation hvor jeg har kontrol over mit eget liv, det har jeg målrettet arbejdet hen imod gennem flere år.

The Wild East

Selv om der var pres på for at organisere og spare, ville det ikke hjælpe, hvis ikke omsætningen blev opretholdt, og der ikke blev givet flere rabatter. 

Jeg havde naturligvis en intensiv rejseaktivitet rundt til datterselskaber, agenter, kunder og møder med distriktschefer mm. Det var særdeles interessant og vi lykkedes i perioden også med, at få etableret en afdeling i Moskva, der varetog salget på det nye wild east marked. Og tro mig; det var Wild East. 

Jeg var på et statsfinansieret eksportfremstød, med den daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen i spidsen til Sct. Petersborg og Moskva. Vi havde naturligvis linet aftalerne op på forhånd, og når staten holdt banketter og store middage, kunne vi jo lige så godt invitere kunder og kundeemner. 

Rusland var vild! På et kundebesøg blev vi mødt af en skudsikker ståldør, ja faktisk flere og maskinpistolbevæbnede vagter. Vi havde ansat et par svensktalende smukke kvinder af russisk afstamning, der skulle assistere vores lokale direktør med at tø kunderne op. De var naturligvis med og kendte godt til russisk skik, brug og ikke mindst bordskik. Noget jeg satte pris på, da vi sad og forhandlede ved et 10 meter langt bord, hvor kunden sad for enden sammen med 5 røde telefoner. 

Pludseligt gik bagvæggen op, og der åbenbarede sig et bord pakket med alverdens lækkerier og ikke mindst dyre vestlige drikkevarer. De russiske kvinder kunne heldigvis hurtigt og diskret forklare mig, hvordan jeg skulle agere, og ikke mindst minde mig om, at huske,at bunde mælkeglasset med cognac, der blev serveret som aperitif. Ned skulle det i ét drag, hvis jeg ikke ville miste den russiske kundes respekt. Jeg var noget bælgøjet da mødet var færdigt –  og jeg med en underskrevet kontrakt på ganske mange millioner dollars i mappen, trådte ud i 20 graders frost til den ventende chauffør. 

Vil du har procenter eller promiller?

Fjernvarmefabrikkerne i Danmark – herunder Tarco – havde de fleste kommuner eller kommunernes fjernvarmeværker som kunder. Alle disse fabrikker brugte ufatteligt mange penge på repræsentation. 

Men det var ikke alene repræsentation, der var i værktøjskassen, når Tarco gik på ordrejagt. Også decideret bestikkelse og returkommission stod på programmet. 

Da jeg var tiltrådt, bad jeg om, at få budgetter og planer til gennemsyn. En af distriktscheferne havde et repræsentationsbudget på næsten 1 million kr. Det undrede jeg mig over og ringede ham op. Han forklarede det kækt således: ”Mine kunder kan selv vælge om de vil have procenter (rabat) eller promiller. De vælger alle promillerne.” – Så var det jo på plads.

Der var naturligvis stor forskel på kunderne, nogle kunne man opbygge et fint forhold til, andre skulle bare rage til sig, når de nu havde chancen.

Især salget til de hel- og halvoffentlige virksomheder kunne blive en anelse krævende. Grådigheden kunne næsten blive kvalmende, når enkelte kunder havde en liste med over ”ønsker”. Nogle af distriktscheferne havde det ind imellem også svært med det, men så var det jo godt, at det langt fra var alle der var sådan. 

Fantasien var stor: Et fjernvarmeværk fik sat en procentsats ind på en konto, hver gang de lagde en ordre. En typisk rabatsats som slutkunderne fik, var mellem 50 % og op til 75 % for de helt store kommuner. Denne kunde fik 5 % i rabat og 10 % sat ind på kontoen. Det var jo en kæmpe fordel for Tarco, men også for dem der fik pengene skattefrit. Regningen endte hos forbrugerne. Dem der fik glæde af pengene, var hele værkets bestyrelse, med en lokal advokat i spidsen og hele ledelsen. Mange var sovset ind i det.

Det opsparede beløb blev omsat til rejser, underholdning, middage og i enkelte tilfælde til indkøb af f.eks. havetraktorer, computerudstyr og racercykler. Alt sammen kørte ind over Tarcos økonomisystem, så det var svært at afsløre ved en revision hos kunderne.

På en rejse til en agent i et tidligere østblokland blev jeg præsenteret for et krav om, at vi assisterede med skattesnyd vha. nogle fiktive regninger. Det ville jeg ikke. Jeg fik så at vide, at det var sædvane. Et par opkald skaffede mig dog alligevel rygdækning, og kunden fik sin vilje.

Det var hamrende umoralsk, men blev det mig der stoppede det?

Salg med ansigt på

Mange af vores kunder, så virkeligt frem til vores salgsfremstød. I dagligdagen havde mange af dem ikke stort frirum, så de satte stor pris på god mad og en lille en til.

Jeg vurderede hurtigt, stærke personlige relationer til kunderne på alle niveauer var vigtigt. Så i dagligdagen passede distriktscheferne kunderne med hovedvægt på godt gammeldags salgsarbejde.

Vi arbejdede også med det mere brede salgsarbejde, som alligevel fik et personligt ansigt.

Én gang om året holdt fjernvarmeforeningen årsmøde. Et år var det i Aalborg. Alle leverandørerne til fjernvarmeværkerne kan leje et bord i foyeren for et meget stort beløb. Her kan sælgerne stå og knytte kontakter og dele merchandise ud. 

De delegerede, der typisk er byrådsmedlemmer, borgmestre, fjernvarme-direktører, og driftschefer, gik grådigt rundt mellem bordene og indsamlede store mængder merchandise. Merchandise var typisk små reklamegaver som golfcaps, indkøbsposer, snolder og kuglepenne.

Om aftenen havde vi lejet det navnkundige værtshus Onkel Tom. Det ligger strategisk midt i minefeltet bag ved tyrestatuen på Vesterbro. Teatergruppen Cafe Kølbert, de skøre tjenere med Uffe Elbæk i spidsen, stod for underholdningen. Vi serverede gammeldags andesteg. I løbet af aftenen kom en lind strøm af vores kunder som spiste, drak og morede sig. 

Vi deltog hvert år med en stor udstilling på fjernvarmemessen i Køln. Jeg foreslog mine danske distriktschefer, at de fyldte en bus med kunder og besøgte messen. Så kunne vi jo få lidt ekstra for pengene. Jeg kørte selv med i bussen; en dobbeltdækkerbus med køkken. Et par af de kvindelige medarbejdere fra salgsafdelingen stod for serveringen. 

Inden længe var stemningen høj. For at sikre kunderne var nogenlunde friske dagen efter, havde jeg bestilt mad på hotellet, der stod klar da vi ankom ved 20 tiden. Jeg havde også bestilt vin og vand. Der gik dog ikke lang tid, inden de forvente kunder selv sad og bestilte dyr vin (naturligvis på vores regning). Jeg fik nogenlunde lagt en dæmper på det, og holdt en lille tale, fortalte om morgendagens program og gik i seng. 

Vi lykkedes ikke med turn-around

Selv med de vanskelige forhold fik vi måned for måned lagt lidt på salget, gjorde tingene lidt smartere, fik lidt bedre ordrer med lidt mindre indsats. Vi undgik tidligere tiders katastrofer med tab på kæmpe entrepriser. Vi fik effektiviseret virksomheden.

Det begyndte at se pænt ud. TARCO havde nogle fantastiske unikke produkter, som gav os en stærk markedsposition i et ellers homogent marked med hård konkurrence. Salget gik godt og vi fik jagtet omkostninger, fjernet unødvendige operationer og forhandlet indkøbspriserne ned.

Vi lagde arm med fagforeningerne og vandt en del slag. Tarco blev endelig konkurrencedygtig og begyndte, at vinde ordrer uden hjælp fra kartelaftaler. Det var til alles fordel, også medarbejderne.

Desværre var udgangspunktet i produktionen en rotterede. Selv nye dygtige folk fik aldrig helt styr på den. Medarbejderne var de eneste, der kunne gennemskue lønsystemet, og fagforeningerne havde fortsat solide og urealistisk attraktive overenskomster. 

I løbet af et år havde vi sparet 30 millioner på kostpriser og rationalisering. Alt sammen mens, vi havde et godt salg. På papiret var vi i mål. Men så stak IT systemet sit hæslige hoved frem. For ingen kunne rigtigt overskue systemet, og det betød at lagrene blev oppustede og de timelønnede høstede fede akkorder, baseret på en produktion der ikke fandt sted. 

Sådan er det jo regnskabsteknisk. Er den producerede mængde mindre end de data IT-systemet modtager, så ender den overskydende mængde på lageret. Når lageret så justeres ned til den virkelige beholdning, ja så forsvinder overskuddet. 

Jeg forstår hvis læseren sidder og ryster på hovedet og ikke forstår, hvordan vi som ledelse kunne lade det passere. Og det er korrekt, det er utroligt, at der kunne meldes en produktion ind i systemet der var 30 millioner kr. større end virkeligheden. Men der var virkelig ikke styr på ret meget, selv om vi var mange, der kæmpede for at skabe et overblik.

Det var dræbende og absurd, for endnu et år måtte vi se på, at besparelserne forvandt op i den blå luft. Underskuddet blev igen 30 millioner. Det var næsten som en forbandelse.

Da 30 millioners underskuds forbandelsen aldrig forsvandt, endte det med virksomheden blev solgt til en konkurrent, der lukkede hele møget, og beholdt 4 medarbejdere; 2 ingeniører, en maskinmester og en smed. Produkterne og patenterne blev overført til køber, og resten af produktionen blev flyttet til Polen.

Det var trist da virksomheden lukkede. Ikke mindst da vi havde kæmpet rasende hårdt for, at skabe en holdbar turn-around. 

Noget var lykkedes. Men de røde tal på bundlinjen talte deres nådesløse sprog. Det var bare ikke godt nok. Det lærte mig stor respekt for vigtigheden af, at en virksomhed hele tiden skal være under kontrol og hele tiden skal optimeres. For kommer en stor virksomhed først ud af kontrol og roderiet sniger sig ind alle vegne, så er det virkeligt svært at rette op på det igen. 

De ufaglærte betalte prisen

Det var hårdt at se på, da mange hundrede medarbejdere mistede deres arbejde. Det blev især de ufaglærte der kom til at betale prisen. Mange havde været på Tarco det meste af deres arbejdsliv. For en del lykkedes det aldrig at finde nyt arbejde. Fredericia er ikke en stor by, så jeg kunne følge nogle af de tidligere medarbejderes sociale deroute. 

Medarbejdere der tidligere var stolte og respekterede for deres kunnen på arbejdspladsen, mistede nu langsomt alt. For nogle gik det helt galt. Først røg selvrespekten, når de blev skubbet igennem de offentlige systemer og blev klientgjorte. Så røg deres lille parcelhus og den fine bil de havde passet og plejet så fint. For nogle var det alkoholen der gjorde tilværelsen udholdelig, og for mange var det alkoholen der gjorde, at konen skred.

Vi har bygget et samfund, hvor det kan være svært for især ufaglærte at skifte job. For de færdigheder de har i én virksomhed, kan ofte ikke bruges på den næste virksomhed. Det var hårdt at følge de tidligere stolte og ranke medarbejdere.  Jeg mødte dem ved forskellige butikscentre hvor de tyllede øl. Jeg mødte dem, når de slingrede hjem fra værtshuset, på vej hjem til det ensomme klubværelse på 4 sal i en rådden ejendom i byen. 

Vi har et velfærdssamfund, men det virker bedst for dem der i forvejen kan klare sig. Fagforeningerne fokuserer ensidigt på egne medlemmer og gør hvad de kan for at holde andre ude, så de kan presse lønningerne op. Det gør det svært at finde job, for dem der for en tid har mistet kontakten med arbejdsmarkedet. Vores politikere har givet op og totalt mistet respekten for produktions Danmark.

Carl Stahl A/S

Jeg var direktør i den tyske koncern og på forretningsrejse i Kina. Jeg havde aldrig før været i Kina og lige nu kørte jeg sammen med en forretningspartner rundt ude i ødemarken. 

Vi forsøgte at finde en fabrik der skulle være dygtige til at producere sænksmedede emner. 

Varmen var ulidelig og luftfugtigheden skyhøj, det var sidst i juni måned. Heldigvis kørte vi i en enorm Lexus med et effektivt klimaanlæg.

Det var før GPS kort i Kina og almindelige kort var fortsat censureret af militæret. Vi var faret vild og gik ud for, at spørge om vej. En stime af kinesere; børn og meget gamle tandløse koner og mænd kom imod mig. De havde aldrig set en hvid mand før og kun få før mig, i så god ernæringstilstand. Kineserne ville alle røre ved mig; pille ved mit hår og prikke til min mave.

Vi nåede endelig frem til byen hvor fabrikken lå og vores kinesiske partner ringede til fabrikken og fik besked om, at mødet var udskudt til i morgen. ”The director are overdrunk” lød beskeden. Så vi måtte finde et hotel og overnatte på. 

Direktør i tysk koncern

Da Tarco lukkede, så jeg en annonce fra en tysk virksomhed, som søgte en adm. direktør, der skulle opbygge en helt ny virksomhed i Danmark. Det lød spændende. Branchen kendte jeg ikke, men jeg søgte og fik stillingen. Jeg var tiltrukket af at skulle bygge den danske afdeling op fra bunden.

Det blev også en spændende tid. Jeg er ret entreprenant, og det at bygge noget nyt op passede mig godt. Det er noget af det jeg er ret god til.

Samtidig med virksomheden i Danmark blev der også etableret nye virksomheder i UK, Frankrig og Schweiz. I Danmark blev vi den hurtigst voksende af dem alle.

Carl Stahl var en af Europas største udbydere af løfteudstyr, og i tillæg havde virksomheden et attraktivt agentur indenfor eksklusive arkitekturprodukter i rustfrit stål. Jeg gik i gang med at analysere markedet, og fik efterhånden stablet en fornuftig plan på benene. Jeg fandt nogle egnede lokaler, ansatte medarbejdere og fik etableret kontor, værksted og lager.

Salg og markedsføring

Siden jeg blev salgschef på Det Danske Stålvalseværk, har jeg taget forskellige uddannelser og kurser indenfor ledelse og afsætningsøkonomi. Den teoretiske viden og tilgang er vigtig, men for mig har det altid været vigtigere at gøre tingene enkle, for så at holde fast i det seje træk.

Jeg søgte at danne mig et overblik over markedet, vore konkurrenter og komme frem til vores styrker og muligheder på et marked der ellers var domineret af stærke aktører. 

Min analyse viste, at vi havde stærke konkurrenter blandt mellemstore og store kunder. Dem kunne vore konkurrenter servicere med større lagerberedskab, korte leveringstider og hyppige konsulentbesøg. 

Mit modtræk var at vi etablerede en telemarketingafdeling, og lavede et trykt katalog med priser. Vi henvendte os til de mindre kunder, hvor konkurrenterne ikke kunne få økonomi i at sende en konsulent. Vi kunne tjene penge med telemarketingindsatsen og katalogsalg til høje priser. Vi havde selv et mindre lager, og fik ugentlige leverancer fra Tyskland, hvor koncernens hovedlager lå. Dette blev vores vej ind på markedet for løfteudstyr. Vi var særdeles aktive med tilbud per fax og direct mail (per post). Dette var før mulighederne rigtigt var modne med internethandel.

Arkitekturprodukterne var en helt anden boldgade og blev markedsført overfor arkitekter, og solgt til entreprenør-virksomheder og deres underleverandører. Det var avancerede, dyre og banebrydende designprodukter. Da jeg havde ansat en afdelingsleder for løftegrej, tog jeg mig selv af det direkte ansvar for salget af arkitekturprodukter. Agenturgiver var Jakob AG i Schweiz. Det var rasende lækre produkter i en uovertruffen kvalitet, som vi kunne sælge med en virkelig høj avance.

Opkøb af konkurrent

Ret hurtigt fik vi opbygget virksomheden Carl Stahl A/S. I løbet af kort tid blev vi markedsleder indenfor arkitekturprodukterne. Løftegrejsprodukterne gik det ligeledes fint med. Vi fik snart behov for, at flytte til større lokaler. Vi etablerede også et stort serviceværksted og en rullende serviceafdeling. Vi begyndte at gnave os ind på de større kunder, og vi vandt bl.a. udbuddet på levering af alt løfteudstyr til forsvaret.

På et tidspunkt fandt jeg ud af, at en af vore større konkurrenter – Danrope i Holbæk – var til salg og vores tyske hovedkontor bad mig købe virksomheden. Planen var at fusionere de to virksomheder, da de matchede hinanden godt. Danrope havde et stort og komplet lager, med alt hvad hjertet kunne begære af udstyr og specialmaskiner. Desuden rådede virksomheden over en erfaren styrke af konsulenter. Vi var hamrende gode på markedsføring og katalogsalg. Så samlet ville vi kunne beherske alle de krav markedet måtte stille.

Jeg rejste over til Holbæk og med tyskernes instruktioner in mente indledte jeg forhandlinger, der blev lange og seje, men som endte med Carl Stahl købte Danrope. 

Det kræver en del at samle to meget forskellige kulturer og få det bedste ud af dem begge. Så jeg var i en lang periode 3 dage om ugen i Holbæk. Til sidst blev jeg så træt af byens elendige hoteller, at jeg stillede en campingvogn op for enden af lageret.

Kulturforskelle

Det var interessant at prøve at få det bedste ud af tre kulturer, der skulle smelte sammen.

Tyskerne, med hovedkontor i det stokkonservative Baden-Württemberg overraskede mig gang på gang. Der var en skarp hierarkisk organisation. Vi havde daglig kontakt med en eksportafdeling. Ansvarlig for salget til os var en prokurist, prokuristen skulle underskrive alle dokumenter, der blev udfærdiget af en dygtig kvinde, og endeligt sendt med telefax, ikke med e-mail, altid underskrevet og per telefax. Papirarbejdet tog altid en hel dag, og nogle gange gjorde det vores vareleverancer blev forsinket. 

Jeg foreslog den øverste chef, at den dygtige kvinde, selv ekspederede det hele, prokuristen var jo bare i vejen. Svaret fra chefen, der også var min bestyrelsesformand, svigersøn til ejeren og kun 30 år; man kan ikke overlade dette ansvar til en kvinde, tænk på det hyr jeg så får med de andre kvinder, og hvad når hun så bliver gift, så skal hun jo være hjemmegående. Jo der var langt til Baden-Württemberg på alle måder.

Min ledelsesstil havde været at uddelegere ansvar, og så følge vedholdende op på om vi var på rette vej. 

Ledelsesstilen i Danrope var mildest talt patriarkalsk. Chefen var branddygtig og stak opgaver ud hver morgen. Han havde ifølge rygterne sin elskerinde ansat i virksomheden og satte i øvrigt pris på livets gaver. 

Slaraffenlandet Kina og det fodslæbende Tyskland

Erik, Ejeren af Danrope, havde været blandt pionererne til at producere kopier af kendte mærker indenfor løftegrej i Kina. Han havde ligeledes fundet frem til mange af de produkter, vi købte i dyre domme, som typisk gennem mellemmænd i både Taiwan og i Europa nåede frem til os. Taiwaneserne producerede i Kina, solgte produkterne til mellemhandlere i Europa og priserne blev ganget med en faktor 10. Vi kunne altså købe de samme produkter selv til 1/10 af prisen, det var helt vildt!

Jeg besluttede mig hurtigt for at rejse til Kina sammen med Erik og suge til mig. Det viste sig, at en helt ny verden åbnede sig for mig, og der var gigantiske muligheder. 

Jeg rejste fuld af begejstring til hovedkontoret i Tyskland for at berette om de mange produkter, vi nu kunne købe direkte i Kina til en brøkdel af prisen i Europa. Carl Stahl kunne tjene mange millioner på dette. Men selv efter jeg havde sendt bunker af vareprøver og planer til Tyskland, skete der ingenting. Absolut ingenting. Og desuden talte koncern-indkøbschefen ikke engelsk, som de sagde. Jeg sad med den værdifulde viden selv!

De dygtige forretningsfolk på hovedkontoret kunne naturligvis godt se de enorme muligheder, men valgte alligevel ikke at samle guldet op. Min indtryk var, at den gamle konservative chef, var lidt bange for denne Pandoras æske. De turde ikke rigtig lukke den op. Jeg fik dog frie hænder til at fortsætte med, at udforske de muligheder som Erik, den tidligere direktør, havde vist mig vejen til.

Danrope havde været blandt de absolutte pionerer, men havde også haft hang til de nemme løsninger. Erik var nok en god forretningsmand, men han tog store chancer. Hele deres kvalitetssystem fungerede ikke. De købte varer, som godt nok lignede de kendte varemærker indenfor løfteudstyr, men som kvalitetsmæssigt lod meget at tilbage at ønske. 

De havde også det princip at købe alt for meget hjem og så lægge resten på lager. Det kunne betale sig fordi varerne var så billige, at de kun skulle sælge ganske få eksemplarer, når de købte en hel pallefuld. Resten røg så på Danropes bugnende lager. 

Lageret var proppet med varer, firmaet ikke fik omsat. Det havde jeg naturligvis taget højde for i forhandlingerne med Danrope, da vi købte virksomheden. Men da det gik op for Erik hvor meget lageret skulle nedskrives med, blev han dog noget overrasket. 

Vi fik ryddet op i lageret og en del varer måtte kasseres, andre blev nedskrevet som følge af deres lave omsætningshastighed.

Min lære var at man godt kan producere i Kina, men man skal have et effektivt kvalitetssikringssystem.

Erik er nu stadig en holden mand, som jeg af og til støder på, blandt andet i Kina. Verden er lille. 

Et agentur

Koncernledelsen i Carl Stahl besluttede på et tidspunkt, at de ville købe Jakob AG, som var den virksomhed med arkitekturprodukter, som de havde agenturet for. Men Peter Jakob, der ejede Jakob AG ville ikke sælge. 

Egentligt havde det ikke krævet megen menneskekundskab at regne ud at Peter Jakob aldrig ville sælge. Han var stolt 3. generationsejer af en flot virksomhed placeret i et lille lokalsamfund i en isoleret sidedal i Emmental. Masser af mennesker var afhængige af ham. Peter gik også meget op i at sørge for nye generationer af faglærte blev oplært i alle rebslagerens finesser. Den mand var ikke til salg.

Koncernchefen for Carl Stahl blev rasende på Peter Jakob, da han pure afviste at sælge sin virksomhed. Koncernchefen var ikke vant til at få et nej. Så han gennemtrumfede, at Carl Stahl skulle opsige agenturet og lave en kopi af hele Jakob AG´s produktprogram og producere det selv. Vi var lodret imod dette i hele direktionen, men agenturet blev opsagt.

Jeg kunne følge udviklingen siden hen. Der er for mig ingen tvivl om at den gamle koncernchef ville straffe Peter Jakob, og derfor lavede kopiprodukterne. Dette var ikke rationelt og sidenhen blev han også selv straffet for en række strategiske fejl. Først og fremmest gik Carl Stahl efter at producere billigst og valgte Kina, det kan man godt lykkedes med, men det kræver en faglig kompetence, som de ikke havde.

Peter Jakob endte op med at bygge egen frabrik i Vietnam, der i dag sprøjter produkter ud i høj kvalitet, som kunderne forventer det af en virksomhed med rødderne i Schweitz.

Jeg havde gjort det godt i Danmark. Virksomheden var under min ledelse vokset fra ingenting, til at være en af markedslederne. Selv før vi købte Danrope var vi den hurtigst voksende virksomhed i hele koncernen. Vi havde dygtigt udviklet en række markedsføringsværktøjer og formået at kombinere den effektive markedsføringsmaskine med kørende sælgere og et stort lager og en serviceafdeling.  Så jeg var fuld af selvtillid.

Dette blev min chance, at Carl Stahl i vrede havde opsagt det lukrative agentur med Jakob AG. Jeg ville gerne igen have foden under eget bord, så det var igen tid til familieråd, og Anette bakkede mig endnu en gang op.

Jeg havde ikke nogen konkurrenceklausul og jeg besluttede, at spørge Peter Jakob om jeg kunne overtage agenturet. 2 dage efter stod Peter Jakob i Københavns lufthavn og vi havde et hemmeligt møde, hvor jeg fik tilbudt agenturet.

Peter er en beskeden mand fra en lille by i Emmental i Schweitz, så han udnyttede naturligvis muligheden for gratis at medbringe en kuffert til, at fylde denne med kataloger, så jeg havde noget at starte med.

Nyt hus

På hjemmefronten havde Kasper og Jane efterhånden behov for egne værelser og vi kiggede os om efter et større hus. Valget faldt på en lidt ældre villa i Snoghøj med en skøn have og et ”ejendomsmægler vandkig” ned over Lillebælt og over til Middelfart.

Huset var ejet af Fredericia´s garnisonskommandant og hans hustru, der nu skulle nyde deres pensionisttilværelse og flytte til Frankrig. Huset var i øvrigt opført af en af byens kendte skikkelser; Mads Madsen, der havde været direktør på Shell. Jeg stiftede personligt kendskab med Mads Madsen, mens han var bestyrelsesformand for Fredericia Erhvervsinvestering og Fredericia Købecenter. 

Huset var temmelig nedslidt og meget originalt, med det gamle håndlavede snedkerkøkken fra huset blev bygget. Faktisk overvejede jeg at beholde det køkken, men der nedlagde Anette veto. I stedet gik vi i gang med en større ombygning. Meget kunne vi selv klare med venners og familiens hjælp. Jeg byggede selv det nye køkken og en del andre ting. 

Vi lod håndværkere skifte alle vinduer, bygge ny carport og redskabsrum og en flot ny tilbygning med tagterrasse. Vi var kommet billigt til huset, og kunne for egne midler bekoste den store ombygning.

Vi fik et skønt hus, som børnene også havde megen glæde af.

I forbindelse med ombygningen, fandt vi den største olietank jeg nogensinde har set ved et parcelhus. Mon ikke husets første ejer, der var oliedirektør, ind i mellem kom billigt til olie ved Shell. Tanken var ikke registreret nogle steder, og der var heldigvis ikke spor af udsivning. Jeg fik en skrothandler til at hente den diskret.  

Hotelbrand i Thailand

Flammerne slikkede 5-6 meter op af trappen. Hotelgæsterne var fanget i en ikke færdigbygget nødudgang. 

Hvor nødudgangen skulle have været ført ned, var der opført en simpel u-pudset mur og den resterende nødudgang var inddraget til et depotrum og afspærret. Så vi kunne ikke komme væk fra branden. Vi var fanget.

De første gæster blev ramt af panikken og begyndte at græde og skrige. 

Min søn Kasper kiggede ned: Der var ca. 3 meter ned, og hvad værre var; der var installeret et batteri med 5-6 store gasflasker – lige under hvor gæsterne var samlet. Kasper tog en hurtig beslutning: Gasflaskerne måtte omgående frakobles, hvis katastrofen skulle afværges.  

–

Katastrofal hotelsikkerhed.

I 2013 var Anette, jeg og vore børn Jane og Kasper taget med Star Tour til Thailand for at fejre jul og nytår. Vi havde haft en dejlig ferie og nytåret var blevet fejret på Thailandsk maner med opsendelse af små flyvende ”balloner” med lys i.

Nytårsnat vågnede min kone Anette ved et kæmpe brag. Jeg sov tungt, ligesom vores voksne børn der lå inde på naboværelset. Anette gik ud på balkonen for, at se hvad der var sket. Fra 3´de sal kunne hun kigge ned langs bygningen. Den ene ende var omsluttet af høje flammer fra den gaseksplosion, som hun havde hørt braget fra. Anette vækkede mig og gik roligt ind for at vække børnene.

Jeg kiggede ude på gangen efter en brandalarm, men der var ingen. Der var ikke andre gæster ude på gangen. 5-6 meter høje flammer slikkede op ad hovedtrappen. Vi kunne heldigvis bruge brandtrappen og blev hurtigt enige om, at dele os og løbe rundt og vække de andre gæster. 

Billedet taget efter etablering af brandstige.

Bemærk ”redningsstigen” ligger der fortsat og gasflaskerne er igen i drift… (Eget foto).

Vi fordelte os på de forskellige etager og hjalp de øvrige gæster ned af brandtrappen, i takt med gæsterne kom ud på gangen.

Brandtrappen endte blindt i en lille udendørs repos! Brandtrappen var oprindeligt ført helt ned, men den nederste del var afspærret med en interimistisk mur og inddraget til depotrum.

Neden for den spærrede trappe kan vi se et batteri med store gasflasker. Hvis flammerne fik varmet gasflaskerne op, ville vi være dødsdømte, hvis vi ikke kom det sidste stykke ned og væk.

En sej indsats af min familie

Nogle kan tro mine børn, Jane og Kasper, har levet en slap privilegeret tilværelse uden krav og forventninger. Men intet er mere forkert. Både Jane og Kasper er i dag stærke personligheder, der kan træffe kloge valg. Jeg tror bl.a. det er fordi de har måttet kæmpe deres kampe og på den hårde måde lære, at de kan lykkedes med det de vil, gennem hårdt arbejde og viljestyrke. Nu fik de brug for begge dele. Det er i pressede situationer man ser, hvad folk er gjort af.

De fleste af de andre gæster var på kanten af at bryde i panik. Nogle græd andre var helt apatiske. Jeg tænkte, vi ikke var i overhængende fare, men måtte væk inden branden muligvis bredte sig i vores retning. Der var ingen grund til panik, men noget skulle der ske.

Både Jane, Kasper og min kone Anette var helt rolige og virkede i kontrol. Jeg er uddannet røgdykker og brandleder, og ved at noget af det, der slår mennesker ihjel i sådanne situationer, er panik. Folk der bliver trampet ned, og i det hele taget er ikke rationel adfærd farlig. Og heldigvis kunne Anette og børnene være med til at berolige de øvrige gæster.

Da det går op for Kasper, at gasflaskerne kan udløse en katastrofe, viser han lederskab og tager en hurtig beslutning. Han springer ud over kanten og ramler omkuld de 3 meter under os. Kasper har skadet sin ankel, men humper gennem den tropiske vegetation over til nabohotellet, hvor han får skaffet en stige. 

Da Kasper får rigget stigen op til os, er det ret tydeligt at panikken for at komme først ned spirer. Både Jane og Anette bliver til sidst, og hjælper folk ud på ydersiden af et lille repos, hvor jeg står og hjælper folk ned ad stigen. 

Rigtigt mange af gæsterne er svenske. Det er jeg sikker på, er en fordel. Svenskere er betydeligt mere autoritetstro end mange andre. Derfor lytter de til os, fordi vi tager kontrol over situationen.  Vi kommer alle i sikkerhed og samles i den udendørs reception langt fra den brændende bygning.

Der er ingen tvivl om at episoden nogle år senere medvirkede til, at jeg tror på Kaspers lederskab og glæder mig over hans empati, og derfor har taget ham ind i min virksomhed som partner. Ligesom oplevelsen gør mig tryg, når Jane afsøger nye muligheder indenfor gastronomi og oplevelsesøkonomien. Jeg sikker på jeg en dag vil støtte hende som iværksætter inden for det område. 

Når jeg har denne beretning med, er det ikke for at fremhæve os som de store helte, for det var vi ikke. Men vi gjorde en god og gedigen indsats, der måske var med til at redde liv. Og jeg blev i den grad stolt over min familie.

Efterfølgende skrev både BT og de lokale aviser om branden og Star Tour fik heldigvis et velfortjent rap over nallerne. 

En ydmyg start som selvstændig

Der var travlhed i Kastrup lufthavn, folk myldrede ud gennem tolden og videre ud i landet. Jeg sad med en kop kaffe og kiggede ind gennem ruden på de mange passagerer der ventede ved bagagebåndet.

Der var han, den høje slanke Peter Jakob, ejeren af Jakob AG, han kom med en stor brun kuffert. 

Peter kom mig i møde med et kæmpe smil og sagde; – ”jeg kunne have kufferten med gratis, så den er fuld af kataloger. Så har du noget at starte med.” 

Efter vi to forretningsfolk havde haft et interimistisk møde i den lille kaffebar, gik Peter tilbage for at tjekke ind på det næste fly til Zürich. Jeg gik ned til toget, slæbende på en stor brun kuffert.

–

Jeg overtog agenturet Jakob AG fra min tidligere arbejdsplads Carl Stahl. Vi havde sparet en del op og vores nyrenoverede hus i Snoghøj var næsten gældfrit. Så vi følte, at vi havde noget at stå imod med. 

Jeg startede alligevel forsigtigt med min nye virksomhed. Kontoret blev placeret i det jeg respektfuldt kaldte for baghuset. Ungerne refererede til det som ”skuret”. Her sad jeg så med mit skrivebord – blandt haveredskaber og gammelt skrammel. Heldigvis var ”skuret” nybygget, isoleret og der blev trukket IT kabler over, da vi fik det bygget. Så jeg havde det egentligt fint, lige bortset fra, at det var lidt fodkoldt. 

Jeg havde planlagt, at jeg skulle koncentrere mig om de lækre arkitekturprodukter fra Jakob AG, som jeg havde fået agenturet på. Så ville jeg bygge et par yderligere produktlinjer på, som jeg allerede havde i tankerne. 

Det gik ret hurtigt fremad med salget, selv om Carl Stahl kom brasende med de kopier af Jakob AG´s produkter, som de havde planlagt.

Jeg var i højt humør. Jeg havde længe ønsket igen at få foden under eget bord. Og jeg var sikker på, at jeg både kunne arbejde mere og også være mere effektiv end mine konkurrenter. 

Jeg var også overbevist om, at hvis jeg konsekvent bed hårdt fra mig i kampen om ordrerne, ville jeg kunne få mine konkurrenter til at miste interessen. På mit hovedområde Jakob AG agenturet var min gamle arbejdsplads jo min hovedkonkurrent, fordi de havde kopieret hele produktprogrammet. Men jeg fik dem gang på gang afvist, og vandt 90 % af alle ordrer. Derfor begyndte de at miste interessen. Det er jo ganske naturligt; hvis en sælger gang på gang skal forklare hvorfor vedkommende ikke vandt ordren, vil han hellere fokusere på andre ting og undgå nederlaget.

Nye fantastiske produkter i programmet

Mine planer om flere produktliner skulle også føres ud i livet. Jeg rejste ned til det store Pfeifer AG i Memmingen, lige nord for München. 

Pfeifer AG havde et meget spændende produktprogram af kraftige stålwirer og trækstænger. Disse produkter muliggjorde et meget slankt byggeri, som f.eks. ses på store fodboldstadioner og ved brobyggerier. I stedet for enorme beton- og stålkonstruktioner kunne arkitekter og ingeniører bygge lette smukke konstruktioner. 

Det var i august måned og der var hedebølge. Jeg havde taget chancen og iført mig en pæn polo og jakke i stedet for den obligatoriske skjorte og slips. På mit afsluttende møde med Herr. Pfeifer indledte han med, ”nå hr. Kristensen, jeg kan se De har smidt slipset”. Jeg fik dog det attraktive agentur, selv om de allerede havde et datterselskab i Danmark, som tog hånd om andre af virksomhedens produkter. 

Så tog jeg sammen med arkitekten og min gode ven Kristian Isager – ned til Düren i Ruhdistriktet og besøgte virksomheden GKD – Gebr. Kufferath AG. 

GKD havde, med rødder i deres produktionsteknologi med industrinet og metalbånd til samlebånd, udviklet nogle banebrydende rustfrie net til byggeri og indretning, som især den franske stjernearkitekt Jean Nouvel havde gjort kendte ved, at anvende dem til nogle ikoniske byggerier. Ikke mindst til ombygningen af nationalbiblioteket i Paris; et projekt der blev fulgt af alle arkitekter. Mit mål var at få agenturet for Skandinavien, men Sverige var desværre væk. Efter en del forhandlinger lykkedes det dog, at lande rettighederne for Danmark og Norge.

Min virksomhed Jakob Inox Line havde nu en formidabel produkt-portefølje, der kunne få enhver arkitekt til at spærre øjnene op. 

Jeg kørte rundt og besøgte alle de store arkitekttegnestuer i landet. Efterhånden kom vi til at levere til stort set alle større byggerier i landet. Jeg kan i dag glæde mig over, at have ydet mit lille bidrag til en række grandiose bygningsværker i landet. Det lykkedes mig at tjene penge fra det første år.  Ganske vist fik jeg kun kr. 25.000,- i løn hele det første år. Herefter gik det kun frem.

Den kæmpe koncern angriber!

På et tidspunkt fik jeg en opringning fra en af mine kinesiske kontakter. Han havde fået en telefax fra min tidligere arbejdsgiver, som havde truet med bål og brand, hvis han leverede så meget som en spændeskive til mig. 

Kineseren var interesseret i at høre, hvad der var sket. For hvis jeg havde gang i noget, ville han absolut hellere levere til mig end til tyskerne. Han havde ikke haft andet end bøvl med tyskerne. Med mig havde der jo været forretninger. Den mulighed kom jeg til at udnytte senere.

Det var i øvrigt ikke det eneste, jeg hørte fra tyskerne. De forsøgte at lægge alle mulige hindringer i vejen for mig, og hyrede en københavneradvokat, der åbenbart havde fået til opgave at genere mig. Heldigvis var det åbenbart ikke kun mig Carl Stahl angreb med ufine metoder. Carl Stahl´s metoder var så grove, at de til sidst blev afsløret. Det skete fordi det til sidst var blevet for meget for en whistleblower hos Carl Stahl, som lækkede informationer til mig og til pressen.

Her er nogle uddrag af hvad Dagbladet Børsen skrev 29. jan. 2004:

Randers Reb udsat for industrispionage.

”Den børsnoterede Randers Reb-koncern er blevet udsat for grov industrispionage af en medarbejder, der har lækket dybt fortrolige kunde-oplysninger til en konkurrent. Lækagen er sket, mens salgsmedarbejderen stadig var ansat hos Randers Reb, men havde fået et nyt job hos det tyskejede Carl Stahl Danrope A/S i Fredericia, der er en af de førende udbydere af løftegrej i Europa i direkte konkurrence med Randers-koncernen. 

Kriminalpolitiet i Fredericia efterforsker nu sagen efter en anmeldelse.”

Endvidere skrev Børsen:

” Oplysningerne er via e-mail sendt direkte til den adm. direktør for Carl Stahl Danrope, Henrik Jørgensen, der i en e-mail direkte har opfordret Randers Reb-medarbejderen til at fremskaffe fortrolige kunde-oplysninger om Otis. Det lover medarbejderen så at forsøge. I en e-mail fra Henrik Jørgensen, til en salgsmedarbejder i Carl Stahl Danrope, siger han om Randers Reb-medarbejderen: ‘Ja, så har vor lille spion været på spil igen, denne gang med en yderst interessant kunde. Prøv lige at arbejde lidt i denne spændende sag.’”

Det blev en lang og opslidende kamp for mig og min lille og stadig skrøbelige virksomhed. Men jeg mobiliserede alle kræfter og satte hælene i. De skulle ikke få mig ned med nakken.

Det hele faldt i sidste ende rigtig positivt ud for mig; kæmpestore Carl Stahl kom til at betale en stor kompensation. 

I Inoxline satte vi os smukke spor

Vi var tre, der gik ind bag gennem leopardburet, hvor der var et serviceområde og derfra op på taget. Jeg skulle måle op og forberede ombygningen af leopardburet i Københavns Zoo. Foruden mig var der en teknisk leder samt en dyrlæge.

De to zoo-medarbejdere, stod og udvekslede indforståede smil mens de opfordrede mig, til at gå hen til burets tag og foretage mine opmålinger.

Jeg stod foroverbøjet hen over taget. PLUDSELIG med et kæmpe brøl kom leoparden flyvende: Kløerne klemte fast om hegnet og leopardens hoved med blottede tænder var en håndsbredde fra mit ansigt. En ram lugt af råddenskab stod ud af munden på leoparden.

Jeg sprang op, tabte mit måleudstyr og gav et brøl fra mig. De to zoo-medarbejdere vred sig af grin, men kom hurtigt hen og undskyldte. Det var ikke første gang, de havde lavet det nummer. 

–

I fred

Carl Stahl lod mig nogenlunde i fred, og der kom god gang i virksomheden. Vi kom til at levere lækre arkitekturprodukter til mange af Danmarks store byggerier.

Vi leverede flotte løsninger til Tietgenkollegiet i Ørestaden, Operaen, Skuespilhuset, til broer, flotte byggerier i ind og udland og mange andre. 

Stjernearkitekten Bjarke Ingels fra Bjarke Ingels Group (BIG), startede dengang arkitektfirmaet PLOT i Vesterbrogade. Et af deres allerførste projekter var Maritimt ungdomshus i Sundby Sejlklub langs Amager Strandvej. Huset skulle ligge på en stærkt forurenet grund og arkitekterne løste det ved, at bygge et hus og forsegle grunden med bygningen. Det bølgende tag i flotte træbjælker kunne de benytte til grillpladser og opholdsarealer. Således kom man ikke i kontakt med den forurenede grund. For at muliggøre dette skulle der laves et let og transparent, men dog stærkt værn, der omkransede hele taget. Det løste vi med vores rustfrie wirenet. 

Et af de mere teknisk krævende projekter vi havde, var til den nye DR-by. Hovedordren var trækstænger fra Pfeifer. Vi skulle levere alle de krævende tekniske komponenter, der skulle anvendes for at opføre koncertsalen svævende, som arkitekten udtrykte det. Arkitekten var verdensstjernen Jean Nouvel. 

I en artikel ”DEN GRÆNSESØGENDE FACADEKONSTRUKTION” fremgår det: 

”På det ingeniørmæssige område er der ingen tvivl om, at DR’s nye Koncerthus uden sidestykke er dette dekades største bedrift.”

Inspirationen er en meteor, der er landet fra det ydre rum. Selve koncertsalen er derfor bygget, som en æggeformet konstruktion der understøttes af tre tappetårne, så den ”svæver” 14 meter over terræn, med de konstruktionsmæssige udfordringer dette medfører. 

Jeg kom til at trække på en professor og andre eksperter fra Tyskland, og vi kom til at stå for meget mere end materialeleverancerne. Sammen med Niras udviklede vi en metode, hvor vi hængende i en kran, kunne måle og justere tilspændingskræfterne på trækstængerne, både før og efter glasfacaden blev monteret. Ellers havde det ikke været muligt, at lave den lette facade, der brød med alle konventionelle regler.

For at måle spændingen i trækstængerne måtte vi udvikle en metode, hvor vi skød to målekugler ind i trækstangen og herefter målte afstanden mellem disse under forspænding i en gigantisk trækbænk hos Pfeifer i Memmingen. Når stængerne var monteret i konstruktionen, kunne vi genskabe den ønskede forspænding ved, at måle afstanden mellem målekuglerne, med en specialudviklet mikrometer skrue, et måleinstrument der måler med en nøjagtighed på 1/1000 mm. 

De dygtige ingeniører fra Niras var også spændt hårdt for. På et byggemøde mente de ikke det kunne lade sig gøre, hvorefter stjernearkitekten Jean Nouvels repræsentant med en fed fransk accent sagde; ”When Jean says it must fly – it must fly”. Han sigtede til den meteorlignende koncertsal skulle flyve optisk. Og så måtte ingeniørerne tilbage til computerne.

Arkitektens plan var, at facaden skulle udgøres af en intern glasfacade og en udvendig transparent koboltblå dug. Ingen har turdet sige det siden, men nu gør jeg; dugen er ikke transparent, så hvis det var meningen at man udefra skulle se ”meteoren” svæve er opgaven ikke løst. Og så var vores enorme anstrengelser for, at lave en let og gennemsigtig konstruktion faktisk spildt.

Grib muligheden

Jeg sad til byggemødet på byggepladsen i den kommende DR-By. Det var et gigantisk lokale i den interimistiske kontorbygning. Hvide vægge og alt for stærke neonrør gjorde at lyset skar i øjnene. I det kæmpe lokale var et konferencebord til 12 personer; mindst 30 havde klemt sig ind, ikke alle kunne sidde ved selve bordet og var henvist til en sekundær stolerække.

Byggelederen sneglede sig gennem dagsordenen og jeg sad lidt i mine egne tanker. Pludselig  vågnede jeg op. Byggeledelsen forlangte en ny metode til løft af stål og armeringsstål. De ville ikke have lig på bordet først! Der blev talt med store bogstaver. Men ingen reagerede.

Tankerne fløj gennem hovedet på mig; var dette en kæmpe chance, der lige blev serveret foran mig? Jeg havde heldigvis min faste plads ved bordet og fingeren røg op; ”Jeg har lidt forstand på løfteudstyr og den opgave vil jeg gerne påtage mig”, røg det ud af munden på mig.

–

Når appelsinen falder ned i din turban

Nogle gange dukker der en mulighed op, og så skal man tage en hurtig beslutning.

Endnu engang i livet fik jeg uventet en kæmpe chance og greb den.

Jeg havde min gang på byggepladsen i DR-byen. 

På byggepladsen var der problemer med at løfte armeringsstål sikkert. Faktisk kalkulerede man med dødsfald, med de konventionelle løftemetoder. Dette var ikke acceptabelt for DR og bygherren forlangte en mere sikker løftemetode og jeg meldte mig til at løse problemet. 

Dette blev indledningen til et samarbejde med Danmarks største Stålgrossist og AGON fik en ordre på løftestropper; i alt. 10.000 styk. Det var dengang en enorm mængde. 

Jeg løb, larmende af glæde, ned gennem gangen i Videnparken, hvor vi havde fået kontor, da jeg fik bekræftelsen på ordren. 

Min største konkurrent på området var min gamle arbejdsgiver Carl Stahl. Og jeg fik nu muligheden for, at opbygge et særdeles spændende forretningsområde og samtidig give storebror én over nallerne.

Hvis man vil angribe en stor konkurrent, skal man aldrig gøre det ”head on”. Det viser statistikken tydeligt. I stedet skal man finde en anden måde, så man kan få gnavet sig ind på markedet og hapse en ordentlig luns, inden konkurrenten opdager det. Mødet med stålgrossisten Lemvigh Müller gav mig lige netop denne mulighed.

Jeg skruede et nyt koncept sammen, med storproduktion i Kina med certificerede sikre løftestropper. Vi vendte simpelthen markedet på hovedet. Det er et koncept, der nu er udbredt til hele Norden. 

Vi vendte markedet på hovedet

Mine konkurrenter tilbød en konventionel løsning, hvor de leverede stropper til byggeriet. Stropperne skulle så med regelmæssige mellemrum kontrolleres efter arbejdstilsynets regler. Samlet skulle kunderne betale flere hundrede kroner for en løftestrop og derefter omkring 50 kroner for, at få den kontrolleret én gang om året. 

Jeg lavede en kalkulation, der viste at de samlede omkostninger til arbejdsløn, håndtering, stropper og kontrol ville være lavere ved, at kunden i stedet købte 10.000 stropper på én gang, til en langt lavere indkøbspris, og så efterfølgende lod slutkunden beholde stropperne for samme pris, så de kunne bruges på byggepladsen fremover.

Slutkunderne var vant til, at en løftestrop kostede flere hundrede kroner. Så de accepterede systemet uden indvendinger. Min kunde fik så gratis løftestropper! Efter 12 måneder, når stropperne skulle kontrolleres lovpligtigt, var stropperne for længst slidt op og kunne kasseres. 

Arbejdstilsynet var også vilde med ideen, da der cirkulerede store mængder ukurant løftegrej på byggepladserne. Det ville det være slut med, med det nye system.

Mister fokus

Det var i de dage, hvor Joachim B. Olsen havde taget debatten med Özlem Cekic – om fattig Carina. Alle i Liberal Alliance´s folketingsgruppe, bortset fra Ole Birk Olesen, var meget kritiske overfor JBO. 

Jeg var dødstresset og fortrød jeg havde sagt ja til frokosten på restaurant Grøften i Tivoli. Der var nok at tænke på i de 3 virksomheder, jeg ellers drev.

Jeg og et andet LA-hovedbestyrelsesmedlem, Just Pedersen, landsformand Leif Mikkelsen og gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll var samlet til en våd frokost. 

Senere stødte en forpjusket Anders Samuelsen til det efterhånden overrislede selskab. Anders var stiktosset og ville have JBO skulle hive stikket ud på telefonen og gemme sig for pressen. Leif Mikkelsen var helt enig. 

Senere rottede Joachim B Olsen og Ole Birk Olesen sig heldigvis sammen og stod fast på, at JBO skulle tage debatten. Eftertiden viste, at de havde ret. 

Man skal lede længe efter en enkelt begivenhed, der i den grad har ændret danskernes holdning til Danmarks absurd generøse velfærdssystem. JBO med fakta i hånden havde endegyldigt vundet over løs snak og mavefornemmelser.

–

Gang i for meget

I de gyldne dage frem til 2008 kunne alt lade sig gøre. Spøgefuldt sagde jeg, at enhver idiot kunne drive virksomhed, og at jeg var et levende bevis på det. Og det var ikke helt skævt. Vi byggede huse og kastede os ud i store projekter. Jeg investerede i en smedevirksomhed og drev på et tidspunkt 3 virksomheder samt havde gang i et hav af projekter. Det var ikke effektivt i det lange løb.

Desuden var jeg politisk aktiv i Liberal Alliance og medlem af hovedbestyrelsen. Det brugte jeg alt for mange kræfter på.

Jeg kunne sikkert have fået succes med flere af mine forehavender, men ikke alt på en gang.

Jeg var revet med i en malstrøm; drevet af min egen succes og overdrevne tro på egen formåen.

På fransk visit i Liberal Alliance

De største huller i luften jeg nogensinde har slået, var i løbet af mit politiske engagement. Viel Geschrei und wenig Wolle, (Tysk: Meget skrigeri og kun lidt uld). Det kunne have været mit politiske valgsprog, for jeg knoklede løs, og reelt kunne jeg ikke se sporene, efter min indsats, bare få måneder efter.

Som følge af min interesse for samfundsforhold blev jeg viklet ind i politik. Først var jeg forbi Fredericia Erhvervsforening, som meget aktivt bestyrelsesmedlem. Siden blev jeg spidskandidat, lokalformand, storkredsformand og såmænd også medlem af hovedbestyrelsen i Liberal alliance. Den succes og medvind jeg oplevede med forretninger, skulle vise sig ikke at kunne omsættes i politik.

Jeg nåede ganske vist pænt op i hierarkiet, men måtte lære på den hårde måde, at kun få dygtige forretningsfolk ender som indflydelsesrige politikere. Politik var en ny verden for mig. En hård verden; langt hårdere og mere kynisk end forretningsverdenen. Jeg måtte lære alt fra bunden. At LA dengang var et ungt parti uden en etableret kultur, krævede megen af min tid, og jeg mistede fokus både politisk og i mine forretninger.

Selv om jeg, sammen med 5 andre ledende medlemmer i Liberal Alliance, endte med at blive ekskluderet, har jeg dog opbygget og bevaret et omfangsrigt netværk, som jeg den dag i dag har glæde af.

Og enkelte lyspunkter kan jeg da også se tilbage på. Jeg fik via en række underhåndsaftaler med Venstre placeret en dygtig mand i repræsentantskabet for Trekantens Forsyningsselskaber. Virksomheden var dengang kørt helt af sporet med en enerådig direktør og en slap politisk ledelse. Den dygtige mand hedder Jørn Limann, og han endte som bestyrelsesformand og fik ryddet op i foretagnet. Det var en stor glæde og Jørn sidder nu i min virksomheds bestyrelse, og gør stor gavn der.

Vejlegården

Jeg og andre gode kræfter kastede os også ind i 3F´s skandaløse blokade af restaurant Vejlegården i Vejle. Dengang fik den sag massiv pressedækning. Vi var oprørte over, at et stort og magtfuldt fagforbund moste en lille selvstændig restauratør og hans medarbejdere.

Det var ikke svært for mig at sætte mig ind i hvad restauratøren følte. Jeg havde selv lige kæmpet en kamp mod en gigant, der ligesom 3F ville knuse mig med alle midler. 

3F erklærede blokade mod restaurant Vejlegården, selv om medarbejderne og ejeren var enige om, at de ønskede en overenskomst med Kristelig Fagforening.

3F sørgede for, med alle midler, at bekæmpe den lille restaurant; de fik ikke fjernet affald, de fik ikke post, postloven til trods, og der blev naturligvis lukket for vareleverancer mm.

3F troppede også op med gule veste og blokerede restauranten.

3F truede ligeledes de lokale blade til, ikke at tage annoncer for Vejlegården. Vi fandt så en måde at ”annoncere” ved hjælp af rubrikannoncer. Noget der medførte dusinvis af rubrikannoncer til 

støtte for Vejlegården.

Det var Davids kamp mod Goliat. 

Den tragiske udgang på det hele var, at ”nogen” brændte hele restauranten ned til grunden, så forpagteren Amin Skov nær var omkommet. 

Jeg går absolut ind for medarbejdere skal kunne organisere sig, men jeg går også ind for det frie valg af fagforening.

Mit engagement i sagen sendte mig både på TV og gjorde jeg bl.a. blev udnævnt til ugens Fredericianer i Fredericia Dagblad.

Fokuserer og vender kajakken

Politikken, de mange virksomheder og aktiviteter jeg havde kastet mig ud i, var blevet for meget. Intet af det jeg gjorde, levede op til mine egne standarder. Jeg var også holdt op med at interessere mig for ledelse. Når det sker, skal man, i respekt for sine medarbejdere, ikke være deres chef.

Så faldt jeg over bogen ’The 4-Hour Work Week’ af Timothy Ferriss, der på dansk senere udkom som ’4-Timers Arbejdsuge’.

Det er i virkeligheden, som mange amerikanske bøger, en populistisk og letbenet bog. Temaet er; hvordan man kan få et fedt liv, tjene en masse penge og kun arbejde 4 timer om ugen. Nu er jeg ikke doven og har ikke noget imod at arbejde. Men jeg faldt alligevel for mange af principperne i bogen, som kan gøre arbejdsdagen supereffektiv. 

Dette var en gylden chance for mig; lige hvad jeg manglede. Jeg er god til at omsætte planer til handling, så jeg lavede en handleplan baseret på bogens fire trin og besluttede mig til, at omstrukturere både mit liv og mine virksomheder i løbet af de næste 2 år.

 4 skridt mod frihed

Bogen ’The 4-Hour Work Week’ beskrev trin for trin hvad man skulle gøre for at nå til den sidste fase som er liberation. Det er her frugterne af den målrettede indsats høstes.

Jeg lavede en handlingsplan, der tog mig igennem de forskellige faser, i løbet af 2 år. Målet nåede jeg ved at skære alt unødvendigt fra og outsource stort set alle funktioner. Det indebar også nogle hårde valg, som at sælge INOXLINE og lukke andre aktiviteter, og kun koncentrere mig om AGON og løfteprodukterne.

Også på det personlige plan strammede jeg op, helt som beskrevet i bogen, det betød et endegyldigt farvel til politik og andet tidsspilde.

Det lykkedes og jeg kunne koncentrere mig om det jeg er bedst til, nemlig salg og udvikling. 

Vi voksede på alle hovedmarkeder og blev den største udbyder indenfor AGON´s felt i Skandinavien. I 2014 fik jeg igen Dagbladet Børsens fine Gazellepris, min anden. 

Vi fik også det skulderklap år efter år, at få den højest mulige kreditvurdering AAA af det internationale kreditvurderingsselskab Dun & Bradstreet.

Generationsskifte

Selv om væksten med tiden begyndte at flade ud, som følge af min modvilje mod at ansætte sælgere, gik det virkeligt godt, men noget måtte der ske.

Der dukkede flere købstilbud på AGON A/S op. De forhandlinger jeg havde med interesserede købere af AGON, fik mig til at tænke på, om vi ikke selv skulle udvikle virksomheden. Samtidig var min søn Kasper blevet færdig som maskinmester og havde tjent sine første sporer med teknisk salg.

Jeg blev enig med Kasper om, at han skulle ansættes som salgschef med henblik på, at vi startede et generationsskifte. Kasper skal opbygge nye markeder.

Sammen brugte vi rigtigt megen tid på, at få lagt et stærkt fundament og vi udviklede virksomhedens nye mission, vision og værdier. Et gedigent stykke arbejde, der flere gange har hjulpet os til at holde kursen og træffe beslutninger i tråd hermed.

Efterskrift

Jeg er nået til den sene fase I livet. Den kinesiske forretningsmand, kendt fra Alabama har stillet sine anbefalinger op på denne måde:
 
Når du er 20-30 år: Du skal følge en dygtig leder (boss), arbejde i en god virksomhed, lære at gøre tingene rigtigt.
 
Når du er 30-40 år: Hvis du vil være selvstændig, så er det bare at komme i gang. Du har stadig råd til at fejle.
 
Når du er 40-50 år gammel: Gør ting du er god til. Kast dig ikke ud i eksperimenter fordi det kunne være ”sjovt”.
 
Når du er 50-60 år gammel: Brug din tid på at oplære og udvikle yngre.
 
Når du er over 60 år: Pas dine børnebørn …

Jeg kendte i sagens natur ikke Jack Ma da jeg var ung, men har generelt fulgt disse leveregler.
 
Jeg har ikke set på løn og avancement muligheder i mine yngre år, men alene fokuseret på at udvikle mig og jeg har suget til mig fra dygtige chefer og forbilleder. Nogle af dem jeg har lært mest af er; smeden Aksel, Salgsdirektør Per Krog Jensen og eksportchefen Sodemann fra Stålvalseværket, min direktør i Isokern Jens Hald og så naturligvis mit moralske forbillede: Morfar.
 
Jeg blev leder og jeg blev selvstændig og havde succes med at udvikle det jeg var god til, som Jack Ma foreslår man gør i alderen 40-50 år. Jeg kastede mig også ud i andre ting, som politik og nye brancher, men der overvurderede jeg mine evner, fik heldigvis styr på det og fokuserede på det jeg er god til.
 
Det er godt, at de unge har selvtillid, men de skal huske at lære af ”voksne”. Som Jack Ma skriver, så find en dygtig chef og sug visdommen til dig, tro ikke du kan alting fordi du har fået en eller anden kandidatgrad. Der er meget andet at lære.

Jeg er rundet af de oplevelser jeg har gennemlevet. Noget skal man lære at lægge bag sig. Det gælder tæsk og ydmygelser, uanset hvor rigelige de har været. Modgangen som sådan derimod, kan man vende til noget positivt. Ikke at jeg mener modgang er godt, men læringen ved at overkomme modgang kan være godt.
 
Jeg har lært at finde løsninger, se det positive og hurtigt komme på benene igen, selv om modgangen indimellem har været strid. Det er ikke en lalleglad positiv indstilling. Det er modstandsdygtighed.
 
Jeg er, som alle på min alder der voksede op i 60’erne og 70’erne, også et produkt af den tid:

• Vi er børn af en tid før digitaliseringen.
• Vi er børn af en tid før den omklamrende barnepigestat.
• Vi er børn af en tid med seksuel frigørelse.
• Vi er børn af en tid med kvindebevægelse og rødstrømper.
• Vi er børn af en tid præget af koldkrig og atomangst.

Børn af 60érne

60’erne var for nogle tiden med seksuel frigørelse, flower power og kvindebevægelsen. Alt dette var nu ikke rigtig slået igennem ovre i det vindblæste Esbjerg. Min mor gik, som de fleste af mine venners mor, hjemme og passede mand, hjem og børn. Men frigørelsens vinde, den nye mode med længere hår, cowboytøj, og den nye musik, sneg sig da ind på os.

Valgretsalderen var 21 år og børn var ikke til samtale med voksne. Børn skulle ses men ikke høres. Sikkerhedsseler og nakkestøtter var noget man havde i svenske biler, men i Esbjerg blev vi børn smidt om på bagsædet. Ellers lå jeg og sov på hattehylden, når vi kørte hjem efter et selskab om aftenen.

60’erne var også en tid med økonomisk fremgang, og alt det forstod vi vestjyder os på; money talks i Esbjerg. Det var en tid hvor skattetrykket var overskueligt, og det at forsørge sig selv var en del af de fleste menneskers selvforståelse.

Noget der prægede os alle, var den kolde krig. Cubakrisen satte uudslettelige spor, og vi var alle bange for atomkrigen, atomer og plutonium.

Skrækken for ”atomer” medførte en af de største fejl i energiplanlægningen nogensinde, nemlig et klart NEJ TIL ATOMKRAFT. End ikke oliekriser, bilfrie søndage og en gigantisk mistet velstand pga. energipriser på steroider, kunne ændre på det. En beslutning vi fortsat hænger på.

Alt det fik vi ind med modermælken og det prægede os vestjyder og derfor også min barndom.

Det er nok blandt andet derfor jeg nu er frihedselskende i meget høj grad og vil kæmpe for min frihed. Jeg er ikke anarkist men stærkt liberal med et strejf af borgerlig nationalkonservative.

Modgang

Jeg er glad for, at jeg igen og igen rejste mig når jeg havde fået tæsk – både i direkte og i overført betydning. Jeg børstede støvet af og fortsatte i min søgen efter et godt liv. Jeg havde modgang, men jeg overvandt det.

Man kan godt tænke det er forfærdeligt let, at sige alle bare kan gøre det samme. Men det kan lade sig gøre. Det har mange andre end jeg også vist, jeg er jo ikke den eneste der har mødt modgang og til trods klaret mig godt.

Man er selv ansvarlig for sit liv. Ingen andre vil skaffe dig et godt liv. Du må selv tage dine kampe. Det er op på hesten og videre. Mange vil lægge øre til dit klynk, men inderst inde gider de ikke høre på det.

Det er heller ikke din chefs opgave, at motivere dig på jobbet. Du er selv ansvarlig for at søge det gode liv og derfor også for at finde de rette opgaver og så i øvrigt møde op i godt humør og supermotiveret. Er chefen en nar, og dem er der en del af, så find et nyt job. Er chefen modtagelig for gode ideer, så kom frem med dem og påvirk dit liv. Ellers find et andet job.

Som chef eller leder har jeg et stort ansvar for, at behandle mine medarbejdere ordentligt. Men tro ikke, der ikke findes folk der kommer til, at gøre dit liv svært. De findes overalt. Men når du har undgået de rene psykopater, så find de gode opgaver, glæden og dermed motivationen. Det er din egen opgave og det handler om, hvordan du går til livet.

Som ambassadørfruen i Athen sagde til mig: ”attitude is everything”.
Det tog mig lang tid at forstå, at den irriterende kvinde havde så inderligt ret.

I sidste ende bestemmer min holdning, indstilling og livsanskuelse alt. Hvad jeg tænker og udtrykker – og hvad jeg dermed gør, bestemmer min succes. Det er ikke kun tilfældigheder.

Fremtid
Nu er jeg i gang med et generationsskifte, og kan forhåbentligt være med til at udvikle min søn Kasper til at overtage AGON, mens jeg fokuserer mere og mere på formueanbringelse.

Jeg har kastet mig ud i ny uddannelse, og er blevet uddannet i den specielle måde bestyrelser fungerer i start-up virksomheder og er i gang med en intensiv læreproces omkring hele det investeringsmiljø der kaldes business angels og venture investeringer.

Jeg er i fuld gang med at opbygge en investeringsportefølje så jeg også har noget at tage mig til når Kasper forhåbentligt overtager ledelsen af AGON.

I al hemmelighed drømmer jeg også om, at jeg kan hjælpe min kreative datter Jane videre med egen virksomhed, men det er helt op til hende.

Jeg håber på en aktiv periode med spændende investeringer, hvor jeg også kan nyde rollen som bedstefar.

Aktindsigt i min sag

Da denne bogs redaktør, Gunnar Langemark og Jeg, for alvor tog fat på bogen, søgte jeg aktindsigt fra Esbjerg Kommune og fra de institutioner jeg havde været anbragt på. Det tog langt over ét år, inden jeg modtog et omfangsrigt materiale med ganske mange overstregninger. Da var bogen allerede skrevet.

Tavshedspligt

Aktindsigten var første del af denne bogs deja-vu. En erindring jeg havde lagt bag mig, blev blæst lige op i hovedet på mig.

Lad mig konstatere; gennemgangen tog virkeligt hårdt på mig, og jeg sov ikke mange timer, den følgende nat. Især afsnittene hvor mine forældre kasserer mig og falder mig i ryggen, var meget ubehageligt. Jeg viste det jo alt sammen, men når det står sort på hvidt, rammer det hårdt.

Jeg ville gerne dele noget af det mest oprørende, men jeg er blevet pålagt tavshedspligt og må ikke offentliggøre min egen aktindsigt, tro det hvem der vil. Det er som om systemet lige ville sikre sig, at få det sidste ord. Jeg sidder harmdirrende tilbage og må bare æde det i mig.

Jeg vil alligevel prøve at give mit faktuelle resume. Efter bedste evne søger jeg, at undgå de 6 måneders fængsel et brud på arkivloven åbenbart, ifølge myndighedernes brev, kan udløse. 

Aktindsigten viser; svig, svigt og mishandling nedbrød mig

Den aktindsigt jeg har fik bekræfter på de store stræk, den fortælling du har læst. 

I tiden frem til, at mine forældre blev skilt, var der ingen der lagde mærke til mig, og klarede mig godt i skolen. 

Efter mine forældres skilsmisse var det helt anderledes: Svigt, svig og mishandling nedbrød mig. 

Første gang børneværnet fik øje på mig var i 1973, da jeg var 12 år gammel. Her starter journalerne, med en ikke særlig venlig beskrivelse af mine hjemlige forhold, og den destruktion af mig, som var i fuld gang.

Senere i akterne konstateres det tørt, men flere gange: At jeg fra en tidlig barndom var uden faste og trygge rammer. Ligesom det noteres i journalerne, at jeg var blevet tilovers blandt halvsøskende.

Selv om aktindsigten er blevet godt og grundigt censureret og er fuld af sorte overstregninger, kan jeg alligevel læse mig frem til mange ubehageligheder, som underbygger min egen erindring. Det fremgår tydeligt, at jeg havde det svært, og jo mere de tæskede, marginaliserede og mishandlede mig, jo værre fik jeg det. Jo værre jeg havde det, jo mere kæmpede jeg imod. Det er en lang beskrivelse af en ond cirkel.

Som du kunne læse i bogen, startede jeg på Gjesing skole, men blev rykket på med rødder og kom på andre skoler. Jeg kom tilbage til 1. real på Gjesing skole. Journalerne beskriver det præcist, som jeg husker det: Det var en nedbrudt dreng i en ynkelig forfatning, der kom tilbage til min gamle klasse. Jeg var kommet lysår bag efter, rent bogligt. En svigtet, pjaltet og forvirret dreng, der tog en maske på og spillede hård.

Mine skolelærere skriver i en rapport til børneværnet: ”Kent er vokset op under især følelsesmæssigt vanskelige og belastende forhold.” Endvidere: ”Derfor må drengen have en forholdsvis stærk psykisk konstitution, når han ikke er mere nedbrudt end han er.” 

Ja, det er stærke sager. 

Min aktindsigt viser min mors løgne og fordrejelser blev gennemskuet. Jeg er skrækslagen over at hun, for at dække over egne svigt, har presset på for, at få mig indlagt på et psykiatrisk hospital. Det kom så vidt, at en psykiatrisk ovelæge måtte vurdere min sag. Overlægen fandt da heldigvis hverken anledning eller fornuft i , at gøre alvor af en undersøgelse eller indlæggelse. Men det skabte et aktstykke, og det har forfulgt mig, og sikkert givet anledning til en panderynke eller to i min vej gennem børnehjem og institutioner. Og det selv om overlægen pure frifandt mig og konstaterede jeg ”bare” var stigmatiseret. 

En delegation blev sendt ud for at skaffe mig en familie

Papirerne viser, at ingen reelt søgte at hjælpe mig, på de mange såkaldte ”behandlingsinstitutioner”. Bortset fra jeg kan læse mig frem til, at det blev konkluderet; jeg havde brug for min familie. En afdelingsleder og en psykolog skrev inden de tog turen fra Bråskovgård til Esbjerg; ”Vi bliver nød til at skaffe Kent en slags familie, og mener, at vi på den ene eller anden måde bør begynde med hans egen.” De mente det var så vigtigt at det skulle noteres i dagbogen ”Hvis faderen skulle ringe hertil for at tale med Kent, er det en oplysning der bør komme dagbogen for øren”.

Afdelingslederen og Psykologen var på flere ”missioner” til Esbjerg for, at se om de ikke kunne få mine forældre til at interessere sig for mig, fremgår det af min journal. De to skal have kredit for deres kreativitet, for de opsøgte endda min far, på hans arbejdsplads under dække af, at skulle indhente hans underskrift, til mit pas, så jeg kunne komme med morfar en tur til England. Her plantede de denne besked: ”Du har en søn, som på Bråskovgård taler meget om dig, og som du stadigt har ansvaret for.”

Men alle deres anstrengelser bar ikke frugt. Der blev etableret møder med både min far og min mor. Min far afviste med henvisning til sin nye familie og min mor i princippet det samme. Min mor tilbød at møde op og drikke en kop kaffe, hvis hendes mand ville deltage, mere ville hun ikke yde. Som der blev konkluderet i journalen – ”var det slet ikke nok.”

Jeg kan ikke lade være med at tænke på lignelsen om sædemanden, som Jesus fortalte:
»Se, en sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. Den, der har ører, skal høre!«
Den velmenende delegation fra Bråskovgård, fandt ingen god jord og ingen gad lytte, der var kun stenhård klippe og tidsler.

En bange og følsom dreng, med en hård maske på

Man kan læse at mine forælde, og ikke mindst min brutale stedfar, havde gjort hvad de kunne for at ødelægge mig, men en indre kraft gav mig styrke. ”Systemet”, dvs. alle de offentligt ansatte, der fik løn for at hjælpe mig, gjorde sit til at presse mig og stryge mig mod hårene. Min reaktion var uhensigtsmæssigt. Jeg kunne ikke, eller turde ikke vise følelser. Jeg tog hele tiden den hårde maske på og reagerede med modstand og trods. Hårdt mod hårdt. Tryk avler modtryk. Det er min viljestyrke, den er som en urkraft, der buldrer op gennem mig, det kan ikke stoppes.

”Systemet” vidste det og det fremgår tydeligt og gentagne gange i aktindsigten, at årsagen til min reaktion, først mod min stedfar og sidenhen overfor omverdenen, var en åbenbar miljøreaktion, som der står skrevet. Men den viden indgik ikke i den pædagogiske værktøjskasse.

Institutioner og pædagoger var ikke godt for mig. I stedet for at søge ind til min smerte, fik jeg med grovfilen. Hårdt mod hårdt. Fra Helvedes institutionen Bråskovgård og fra andre institutioner, er der adskillige sider med uddrag fra journaler, hvor jeg får med grovfilen og min indre styrke kommer til udtryk ved jeg reagerer med rank ryg, raseri, provokation, verbal nedgørelse og i det hele taget negativ adfærd. Det samme mønster kører i årevis, jeg blev presset, udsat for fysisk vold, spæret inde, tæsket, ydmyget og sågar smidt i isolationsceller – jeg reagerede med modstand. 

De fattede det ikke, de kunne ødelægge mig, men de kunne ikke knække min vilje. 

Depression og nedbrudt immunforsvar

Der er ingen tvivl om at jeg, I mange år, balancerede på kanten af et mentalt sammenbrud. 

Det fremgår af mine journaler, at mit immunforsvar var nedbrudt som følge af det konstante pres. Jeg var permanent ramt af diverse infektionssygdomme. Min egen psykiske styrke, var i denne sammenhæng ikke en fordel, og bidrog til jeg hele tiden var i konflikt.

En ansat skriver om mig i dagbogen: ”Har i dag været til lægen, som har konstateret Kent har for tynde slimhinder, og må derfor ikke være ude i kulden.” endvidere noteres det ”Det var lige noget Kent kunne bruge, i forsøg på at blive kørt”. Selv om det var i februar måned, fortsætter medarbejderen: ”han kunne sætte sig i læskuret og vente til rutebilen kom”. Medarbejderen kørte uden mig.

Et par dage efter da, jeg for at spare 5 timers ventetid og busrejser for, at komme på teknisk skole foreslår at jeg tager min knallert, bliver det afvist af hensyn til min sygdom. Det kan lyde banalt, men det var en del af et endeløst mønster og journalerne dokumenterer det, dag efter dag efter….

Jeg viste tydelige tegn på en depression i lange perioder. Helt fra 10-12-årsalderen frem til jeg blev udskrevet fra Bråskovgård og kom i familiepleje. Depressionen kom til udslag i manglede energi og livsmod, angst, opfarenhed, skrækkelige drømme, der var ubehageligt virkelighedsnære. Depressionen bølgede og jeg vekslede mellem fuldt kampberedskab og apati. Især mine morgener var forfærdelig og der kunne jeg synke ned i et sort hul. Om natten græd jeg ofte i timer.

Netop den indre styrke jeg har, var i de år ikke en ven. Først senere kunne jeg bruge styrken til noget positivt og skabe mig en fantastisk karriere.

De knækkede mig ikke, jeg nærmede mig 18 år, kunne slippe for mine forældre og systemet, og tak for det. Endeligt kunne mit liv begynde.