Jeg var 15 år, da jeg første gang slap skolen og fandt et arbejde, det var som landarbejder. Siden har jeg stort set aldrig været arbejdsløs og da slet ikke bistandsklient, eller hvad det nu hedder i dagens Danmark.
Dengang kunne jeg ikke se noget galt i, at tjene til livets ophold på, det man i dag nok vil kalde, samfundets bund. Jeg havde det godt og et godt forhold til mine arbejdsgivere. Hvis jeg knoklede på og var til at stole på, blev jeg som regel belønnet med både mere i løn og mere interessante arbejdsopgaver. Var jeg ikke tilfreds, var der jo heldigvis andre skorstene der røg.
Indrømmet min tilværelse var rimeligt omtumlet. Med tiden fik jeg gjort min realeksamen færdig. Var lidt mere ude at arbejde som arbejdsmand, på fabrik og i bygningningsindustrien. Med nogen møje og besvær, kom jeg i lære og fik til sidst afsluttet min lærlingeuddannelse som smed. Samtidigt kastede jeg mig, med endnu mere møje og besvær ud i en uddannelse, som maskinist. Maskinisteksamen tog jeg på aftenskole i løbet af et år, fire timer hver aften ugens første fire dage. Smedeuddannelsen blev passet ved siden af. Jeg besluttede mig efterfølgende for, at fortsætte uddannelsen til maskinmester. Kunne ikke få SU men kun et studielån og det ville jeg ikke, så jeg brugte et lille halvt år på at tjene en fuld årsløn, der blev sparet op. De opsparede penge og fritidsarbejde gjorde jeg kunne klare mig igennem mit studie, uden hjælp fra nogen, heller ikke hjemmefra, ligesom så mange andre.
I de kommende år, efter jeg blev færdig med uddannelsen, gjorde jeg tjeneste som maskinofficer og arbejdede med forskellige ledelsesopgaver i industrien. Da jeg blev forfremmet til salgschef på, det der dengang hed, Det Danske Stålvalseværk, tog min karriere for alvor fart, men det er en anden historie.
Det var en anden tid, dengang kom der stadigt røg op af Danmarks skorstene. Der var nok arbejdsløshed også en meget højere arbejdsløshedsprocent end i dag, men der var arbejde at få for alle. Alle, uanset uddannelse og personlige evner kunne alle få et arbejde, bare de kom hver dag, var stabile og naturligvis; ville yde det de kunne.
Jeg lærte at respektere alle og tale med alle. Dengang var der plads til folk, der i dag nok ville have en diagnose og være klientgjorte. Vi cyklede med stolthed på arbejde, vi knoklede, hver med sine evner. Alle blev respekteret, hvis de ydede det de kunne. I baderummet, efter arbejde, var der altid sjov og halvgrove bemærkninger fløj om ørerne. Vi cyklede trætte hjem, med det i bevidstheden, at vi havde ydet vores. Når vi en sjælden gang, fortsat med vandæmmet hår og næsten rene negle, indtog den lokale bodega en fredag eftermiddag, så var det os der regerede. Vi var stolte!
Hvorfor denne anekdote? – Fordi jeg er særdeles betænkelig, betænkelig for det Danmark jeg kender, især for det Danmark jeg ser komme. Heldigvis kan vi selv gøre noget ved det.
Jeg har lært, at man ikke kan uddelegere ansvaret for eget liv. Alligevel bliver alt for mange nu klientgjort og overlader ansvaret for eget liv til et system der ikke kan føle ansvar, men alene administrere regler.
Jeg har lært, at hvis vi skaber et samfund med plads til alle, skal de fleste nok klare sig og det med stoltheden i behold. Men vi skaber et samfund der holder mange ude. Som Bertel Harder har udtrykt det, så mangler jobstigen de nederste trin. Der er mange der ikke har en chance for, at komme ind på arbejdsmarkedet, og de kan aldrig blive rigtigt stolte, eller bare tilfredse.
Jeg har lært, at det at tage en uddannelse kræver evner og flid. Alligevel har vi nu et uddannelsessystem der prioriterer dem der ikke kan og ikke orker, frem for dem der kan og vil.
Vi kan alle fortsætte listen, og en ting er ret sikkert. Danmark vil være et ringere sted i morgen end det er i dag, hvis vi ikke gør noget.
Gør vi ikke noget, skal vi huske på, at dem fra den øvre middelklasse og op, sandsynligvis altid vil klare sig fint, uanset hvad der sker for resten af samfundet, sådan har det altid været. Hvis du er i tvivl om jeg har ret, så se på Grækenland, der lider de svage og de velbjærgede fortsætter det gode liv, en del i udlandet. Det er især statsansatte, dem i den såkaldte kreative klasse, ledere og projektmagere i stat, regioner, kommuner og til dels i den private sektor. Politikerne og de ledende embedsmænd er ligeledes på den grønne gren. Og så naturligvis dem der allerede har skabt en formue. Hele den gruppe skal nok klare sig, på den ene eller den anden måde. Mens resten kan få det rigtigt, rigtigt svært og nedturen er allerede sat ind!