EN NY UNDERKLASSE, SOLIDARITET OG ARBEJDSMARKEDETS PARTER!

En hel del flygtninge kommer til, at få asyl i Danmark, det tror jeg alle er enige om er et faktum. Samtidigt er Danmark er ved, at skabe en stor underklasse, der på mange måder bliver mere og mere afkoblet fra det øvrige samfund. For tiden, lader vi denne underklasse lulle sig i søvn med en bred pallette af særdeles generøse sociale ydelser.

Langt de fleste tilrejsende flygtninge og migranter vil tilslutte sig denne voksende underklasse, hvis vi intet foretager os.

Den nødvendige handling kalder på stor solidaritet fra arbejdsmarkedets parter, der jo de facto, fastlægger flygtningenes mulighederne for, at få et arbejde i Danmark. Allerede i dag er der blandt indvandrere, en massiv afkobling fra arbejdsmarkedet. Noget der i øvrigt også er gældende for en række bleghvide danskere, typisk dem uden uddannelse. Jeg vil undlade, at remse tal op, dette er veldokumenteret.

Vi har altså også et stort ”integrationsproblem” med, at få etniske danskere ind på arbejdsmarkedet og fastholde dem der. Ligesom vi har svært ved, at integrere ganske mange ikke etniske danskere. I tillæg venter store vanskeligheder, for de mange tilrejsende.

Til nu har vi mest opfundet diverse chikaneordninger for, at få gang i integrationen. Men reelt har det danske samfund ikke taget opgaven RIGTIGT alvorlig. Det ender altid med en masse ord og flotte vendinger. Resultaterne udebliver, fordi diverse grupperinger med særinteresser lykkedes med, at amputere løsningerne, så disse ender med at være totalt virkningsløse. Arbejdsmarkedets parter, socialrådgivere og politikere med misforstået godhedstrang spiller en hovedrolle og bærer hovedansvaret, for vi ikke lykkedes med, at få flere i et reelt arbejde.

Vigtigheden af, at flytte mennesker fra offentlig eller privat forsørgelse til et aktivt arbejdsliv, burde ellers være til at forstå. Det er allerede veldokumenteret, at den bedste vej til integration af indvandrere går gennem kontakt og læring på arbejdsmarkedet. Alle os med rigelig social kontakt på arbejdspladsen, ved godt hvor vigtig et aktivt arbejdsliv er. For nogle, måske endda for mange, er det ligefrem deres identitet.

Jeg har helt undladt, at nævne de økonomiske konsekvenser, såvel for den enkelte, som for samfundet.

Svaret på problemerne har, til nu stort set, alene været opkvalificering. Ellers har hverken vores politikere eller arbejdsmarkedets parter, fremkommet med noget der bare minder om konstruktive løsninger. Kun få flere kom i arbejde på den konto, udlændinge og danskere.

Kreativiteten har, som tidligere nævnt, ellers været stor for, at finde på diverse chikane ordninger der har haft til formål, at få ledige til at opgive livet som ledig og søge i arbejde. Men reelle løsninger er ingen kommet med, bortset fra løsninger hvor ”modparten” skulle bære hele byrden. Som når borgerlige kalder på lavere lønninger og socialister på tvangsordninger. Men rigtige og virksomme løsninger, kniber det mere med. Mere ekstremistiske kræfter arbejder ligefrem for, at ”give arbejdet” til danskerne, ved at indføre protektionistiske, ødelæggende og usolidariske begrænsninger for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Efter min mening, vil opkvalificering give mening for mange, men ikke for alle. Det ligger vel lige til højrebenet, at give en sygeplejeske fra Syrien et kursus, så hun kan fungere på et dansk hospital. Men det er nok lidt mere udsigtsløst, at hamre løs med uddannelse, på en midaldrende dansk person, der måske har meget dårligt oplevelser med uddannelsessystemet i bagagen og ikke er motiveret for uddannelse.

En liberal, som jeg, kunne måske læne sig tilbage og håbe på der kommer 100.000 flygtninge til Danmark, for så tvinges både politikere og arbejdsmarkedets parter til at bryde med vanetænkningen. Tænk, måske kan det blive løsningen på Danmarks problemer i stedet for undergang.

Som det er nu, sker der ikke noget, bortset fra vi langsom bliver fattigere. Det er lidt som historien om frøen i gryden, der ikke foretager sig noget, hvis vandet bare varmes langsomt op. Til sidst dør frøen og bliver kogt. En frø der kommer direkte ned i varmt vand, vil omgående gøre alt for at komme op….

Danmark har før stået over for det, man anså for uoverstigelige problemer (varmt vand) og alligevel klaret skærene. Som da vi mistede Slesvig, Holsten og Lauenborg i 1864, hvor vi med sloganet ”Hvad udad tabes, skal indad vindes” genrejste nationen og lagde heden under plov. De åbenlyse problemer, skabte sammenhængskraft og fællesskabsfølelse i Danmark, og deraf f.eks. andelsbevægelsen, folkeoplysning, folkestyret.

Vil politikerne igen lægge heden under plov, for at bruge den metafor?

Vi borgere må med ængstelse og bævren kigge på og iagttage, måske endda håbe på, at de ansvarlige politikere lukker ørerne for de mange hylekor af særinteresser og i stedet lytter til uafhængige eksperter og til deres egen politiske forståelse. Der er beslutninger der skal tages! Beslutninger, der kan bringe Danmark videre. Inspirationen findes derude, overalt i verden. Det er bare at studere og lære: Hvorfor Tyskland kan beskæftige 5 gange så mange inden for den traditionelle industri og markant flere end Danmark i service industrien, arbejdspladser vi mangler i Danmark. Hvilken energi Sverige lige nu lægger i at skabe nye arbejdspladser. Hvordan det kan være, at Schweitz kan beskæftige så mange med manuelt arbejde til særdeles høje lønninger. Herhjemme kan man undres over vil lader et enormt uudnyttet potentiale for arbejdspladser i landbruget henligge uudnyttet. Vi kan undre os over hvorfor Svenske ekspedienter hellere vil have de jobs, frem for danskerne og hvorfor over 50.000 fra Østeuropa hellere vil have jobs end danskere.

Mens de så undrer sig, så kan vi håbe. Håbe på de politikere vi har valg, har evnerne og ikke mindst modet til at genrejse Danmark.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.