Er socialismen ved at ødelægge velfærdsamfundet?

Det er virkeligt sørgeligt, at være statist i projekt nedbryd velfærdsamfundet.

Hvad er det sket, siden vi nu accepterer vore ældre medborgere behandles uværdigt. Ble og afføring op af ryggen og vådserviet i stedet for kærlig og værdig pleje.

Siden jeg som ung mand cyklede hen til min læreplads med rank ryg, hver morgen og var stolt og glad for mit arbejdstøj, er der løbet meget vand i åen. Dengang var det samlede skattetryk i Danmark ca. 40 %, hertil var det vokset, siden jeg blev født i 1961 fra under 30 %. I dag nærmer det samlede skattetryk sig svimlende 50 % af BNP. Når vi betænker, at produktiviteten i erhvervslivet er mere end fordoblet, siden min læretid, indser man at skatteindtægterne i Danmark er eksploderet.

Dette offentlige forbrug har stort set fulgt skatteindtægterne, bortset fra en heftig gældsætning i en periode. Mens jeg stod i lære gældsatte daværende statsminister Anker Jørgensen landet, dvs. det offentlige forbrug var reelt større end indtægterne.

Når vi er i fuld gang med at nedbryde velfærdssamfundet, er det altså ikke fordi der kradses for få penge ind i skatter, ej heller er årsagen manglende offentligt forbrug, årsagen må findes andre steder.

Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at langt fra alle vores surt tjente skattepenge er gået til kernevelfærd. Et kig i statistikkerne viser også, at der var næsten 35.000 hospitalssenge dengang da jeg stod i lære, i dag er der under 20.000, ikke underligt at patienterne ligger på gange og må stuves væk i rengøringsrum.

I Danmark er det som om vi næsten gør os umage for, at holde store dele af befolkningen uden for arbejdsfællesskabet. Når man ved hvor meget et arbejde betyder for de fleste menneskers identitet og stolthed står det klart, at dette er nærmest umenneskeligt. 75 % af alle indvandrere og ganske mange bleghvide danskere har et påtrængende behov for, at blive integreret på arbejdsmarkedet. Konsekvenserne er, ud over de menneskelige savn, en kæmpe regning til samfundet.

SKAT og andre offentlige myndigheder viser kun ringe interesse i at tjene samfundet, i stedet får vi skatteborgere næsten opfattelsen af, at vi borgere opfattes af samme myndigheder som undersåtter og myndighederne selv, som herremænd. Offentlige institutioner, kontorer og projektmagere har et ubændigt vokseværk. Ofte er der mere fokus på ”spændende” projekter end der er på borgernes kernevelfærd.

Jeg tænker det er på tide at fokusere på to primære områder.

For det første, at få de mange der er parkeret uden for arbejdsmarkedet i arbejde. Som nævnt både af menneskelige og samfundsøkonomiske grunde. Kan vi så tro på det sker? – Sikkert ikke.

Fagbevægelsen vil med alle midler, sikre egne egoistiske kortsigtede interesser for medlemmerne. For en stor det af fagbevægelsens medlemmer er det, på kort sigt, bedre at oppebære en attraktiv løn og privilegier ved, at holde en stor del af de arbejdsduelige uden for arbejdsmarkedet. Midlet er en høj skat, der kræver en høj løn. En løn der præcis er så høj, at det ikke er muligt for flygtninge og mange danskere at finde et arbejde, hvor de er deres løn værd for en arbejdsgiver. Populært sagt mangler stigen ind til arbejdsmarkedet de nederste trin, dem med få evner kommer aldrig ind. Dem der er inde høster.

Skalkeskjulet for, at dem med få evner teoretisk set kan komme ind på arbejdsmarkedet alligevel, er en stor narresut. En narresut der består af endeløse besværlige og buraukratiske tilskudsordninger, som gennem mange år har vist deres totale mangel på funktionsduelighed.

For det andet, systematisk at skære ned på alle de steder i samfundet, hvor der ikke genereres direkte velfærd. Spar på kontrolordninger og glaspaladser og invester pengene i en ordentlig ældreforsorg osv.

Desværre kommer dette heller ikke til, at ske. Årsagen, til at det ikke kommer til at ske, kan man blandt andet studere i ledelseslitteraturen. Når en organisation (organisme) når en hvis størrelse vil den få sin egen selvoprettelsesdrift. Organisationen vil simpelthen bekæmpe alle udefra kommende trusler, som politikernes f.eks. besparelsesforslag.

På uddannelsesinstitutioner, i styrelser og ministerier er nogle af landets mest dygtige og talentfulde akademikere ansat. Mange har særdeles generøse ansættelsesforhold, som de ikke har tænkt sig at opgive. Organisationen er dygtig til at manipulere med pressen og kan ofte bringe en uforsigtig minister på glatis, hvis han skulle komme til at driste sig til at true organisationen.

Værre er, at en offentlig leder ofte ikke alene vurderes på sin evne til at opnå resultater (til gavn for borgerne), men i stedet på størrelsen op den organisation han har under sig. Det siger sig selv at det kræver særdeles stærke og dygtige politikere, at vinde denne kamp, og jeg har desværre kun et beskeden håb om at det kommer til at ske.

PS: Den gang jeg blev født var 20 % af Danmarks befolkning selvstændige nu er der kun 6,5 % der udholder det liv. Til gengæld har 30 % af befolkning i dag valgt at være offentlige ansatte…..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.