Misforstå mig ikke jeg elsker København men…
Noget der virkeligt slog mig da vi flyttede til København, var den udtalte klasseforskel. Ja, du læste rigtigt klasseforskellen. Lad mig forklare:
Der er rige og mindre rige i hele landet. I Jylland, mødes direktøren med kontorassistenten i Brugsen, og de får en sludder sammen over køledisken. Måske har de begge børn i fodboldklubben, hvor de lige kan få en snak om den elendige dommer, måske spiller de endda badminton sammen – derfor opleves klasseforskellene ikke på samme måde som i Storkøbenhavn.
Her i København bor vi i ghettoer og vi hilser ikke…
På arbejdspladserne i København, rykker direktøren ind fra strandvejsvillaen om morgenen, han har helt sikkert sin private parkeringsplads til sin Aston Martin. Kontorassistenten, kommer ind med S-toget fra Hundige eller Albertslund, den lille bil, familien har, bruges ikke, da det er alt for dyrt at parkere. Hun (kontorassistenten) handler ind i Netto lige ved stationen, der kommer direktøren naturligvis ikke, end ikke hans au pair ville sætte sine ben der. Fordi direktøren ikke har behov for at socialisere med kontorpersonalet, kommer der yderligere en distance. Følelsen af forskel er enorm – modsat i Jylland hvor den økonomiske forskel er præcist lige så stor.
Måske får kontorassistenten lyst til at bo på strandvejen eller lige i nærheden…
En morgen møder kontorassistenten, der fungerer som receptionist, på kontoret. Hun finder ud af at hendes arbejde er blevet outsourcet til et vikarbureau. Nu er distancen til direktøren til at få øje på. Ikke mindst da hun efter en tid, er kommet over på ansættelsesvilkårene i vikarbureauet, hvor lønnen er så lav, at der dårligt er råd til transporten ind til byen. Det kniber også med at få råd til den tvungne kantineordning, som hun i øvrigt mistænker at cheferne ikke selv betaler til.
Kontorassistenten beslutter sig til at søge ind til det offentlige, her skulle der jo være så godt. Virkeligheden er her også klassedeling. Der ganske vist er mange offentlige arbejdspladser i København og de ansatte tjener godt nok til, de har råd til at bo i byen, mange af dem i de dyre lejligheder langs havnen, eller endda på det pragtfulde Christianshavn. Da kontorassistenten søger ind til en statslig myndighed finder hun ud af at det ikke gælder for kontorassistenterne, HKérne. De fede lønninger, pensionsordninger og de lækre arbejdsvilkår, de er reserveret til akademikerne, DJØFérne og deres beslægtede. HKérne får en løn, der slet ikke kan sammenlignes med akademikerne, der ivrigt har samme overlegne attitude som hendes direktør.
Det er omring her, at kontorassistenten indser at hun er en proletar. Hun og de mange kontor- og butiksansatte er fanget og fastholdt i proletariatet. Hun er – underklassen – fordi politikerne, selv hendes parti enhedslisten, godt nok taler arbejdersprog, men deres egen hede drøm er at lægge størst mulig afstand til underklassen og være blive akademiker med fede privilegier.
Da kontorassistenten gik på handelsskole, kunne hun kun misundeligt se på de lækre vilkår de studerende havde på gymnasiet. Da hun mødte sin senere mand, der var i lære som maskinarbejder, kunne han berette om de elendige vilkår der var på hans tekniske skole, de blev uddannet i forældet udstyr og lokalerne var ikke værd at skrive hjem om. Der blev set ned på dem der var i gang med en faglig uddannelse.
Kontorassistenten så undrende på, da nogle af hendes ungdomskammerater skulle ind på Christiansborg slotsplads – for at demonstrere mod nedskæringerne i SU og over de nye karakterkrav – der var ved at blive indført af en borgerlig regering. Kontorassistenten kunne slet ikke forstå de studerendes snak om stress og mangel på penge, for de levede jo det fede liv med delelejlighed midt i København og masser af cafebesøg.
Om aftenen var der en udsendelse i DR – Debatten, som kontorassistenten undtagelsesvis så, da en af hendes ungdomskammerater deltog. Her kunne hun høre på den strøm af beklagelser og krav, de kommende akademikere kunne overhælde et par borgerlige politikere med. Akademikerspirene blev bakket op af flere politikere fra venstrefløjen og sågar et par borgmestre fra de store universitetsbyer, der kunne fremlægge forskningsrapporter der godtgjorde, at alle investeringer i universiteterne kom samfundet til gode.
Senere gennemførte folketinget en skattestigning og en reduktion i transportfradraget, der skulle medfinansiere en øget bevilling til universiteterne og gavne den grønne omstilling. Kontorassistenten fik nu 500 kr. mindre udbetalt efter skat, men blev kompenseret med en grøn check på 120 kr. og kunne opnå skattefradrag for cafebesøg og indkøb af ladcykel. S-toget havde nu færre afgange i myldretiden, men kommunen kørte en stor kampagne der fortalte, at det er sundt at cykle og det gavner den grønne omstilling.
Morale:
Det moderne feudalsamfund (klassesamfund), rummer et væsentligt element af en bund med bl.a. kontor- og butiksansatte (dem der tidligere var ufrie bønder) og en top med enkelte topchefer og offentligt ansatte akademikere i chefstillinger samt politikere (nutidens godsejere og adel). Indimellem har vi – alle vi andre.
Forstår du hvad jeg mener?