Nu er der så småt ved at komme godt gang i kampen om velfærdskronerne. Kampen står åbenbart mellem, på den ene side LO og 3F og de medlemmer de repræsenterer og på den anden side de flygtninge og migranter der kommer til Danmark i stort tal.
Både 3F´s Per Christensen og LO´s Lizette Risgaard, siger det rent ud (pænt formuleret naturligvis), at regeringen skal prioritere penge til danskere frem for udlændinge! Et faktum er det jo også, at der finder en diskriminering sted i dag, diskrimineringen går dog begge veje. Flygtninge kommer f.eks. foran i boligkøen, foran danskere med samme behov for en bolig, ikke mindst unge under uddannelse og dem med få midler. Når flygtningene, så sidder der i lejligheden, kan de konstatere, at deres danske nabo på overførelsesindkomst, får betydeligt flere penge fra kommunen end de selv gør.
Det er tydeligt, at agendaen for Per Christensen og Lizette Risgaard er at sikre, der fortsat parkeres et kolossalt stort antal borgere uden for arbejdsmarkedet på overførselsindkomst, således deres medlemmer på arbejdsmarkedet, gennem afkobling af konkurrence på løn, fortsat sikres lukrative ansættelsesvilkår. Konsekvenserne er enorme, dels økonomisk men i høj grad også menneskeligt, og spørgsmålet er om vores samfund overhovedet kan holde til, at fortsætte denne inhumane og egoistiske linje. Vi kender allerede konsekvenserne ved at holde en stor del af befolkningen på overførelsesindkomst; enorme sociale og integrationsproblemer både hos indvandrere, men i høj grad også hos danskere og problemerne går øjensynligt i arv!
Der er ingen vej uden om erkendelsen: For det første, et stort antal borgere aldrig bliver opkvalificeret til, at kunne skabe værdi til en overenskomstmæssig løn, aldrig!
For det andet, har de midler vi i dag sætter ind med; støtteordninger, løntilskud, samtaler, chikane og andet, er bøvlede, bureaukratiske, dyre og virker ikke og kommer aldrig til at virke i stor skala!
Derfor må arbejdsmarkedets parter være med til, at skabe et nyt og stort arbejdsmarked, hvor bruttolønningerne er lavere, men bakket op af en lavere skat på arbejde. Med lavere lønninger vil der kunne skabes rigtigt mange NYE job i servicesektoren og NYE jobs i industrien, der kan hjælpe borgere på overførselsindkomst ind på arbejdsmarkedet. Nogle vil forblive på de lavere lønninger men ganske mange vil få muligheden for at avancere til mere interessante og mere vellønnede stillinger.