Om at flytte Grænser ved at Krydse Dem: En Rejsebeskrivelse

Jeg befinder mig i en fase i mit liv, hvor jeg kæmper med tabet af min elskede kone. Jeg har opdaget, at det hjælper mig at holde mig beskæftiget med rejser fyldt med oplevelser. En af de ting, jeg prøver af, er at rejse alene i min autocamper. Det indebærer mange valg: Hvor skal jeg rejse hen? Er det trygt at overnatte uden for campingpladser? Kan jeg presse min eventyrlyst lidt mere?

Jeg besluttede mig hurtigt for at tage med på en tur til Tyrkiet ledet af Ayo Hansen. Denne tur har været fantastisk. Ayo bor selv i sin autocamper og forstår den rastløse natur hos os autocamperturister. Vi er ikke til luksuriøse campingpladser i længere tid. Vi tilpasser os vejret og mulighederne for oplevelser. Vi kan lide at tilbringe 2-3 dage i naturen og så en enkelt dag på en plads med faciliteter for at håndtere de praktiske ting som spildevand og affald.

Ayo er en uortodoks og modig turleder, som ikke er bange for at prøve grænser af. Hun har stor respekt for, at vi ikke har hendes erfaring, så vi fik mulighed for at udforske udfordrende veje og bjergpas, hvor vi kunne teste vores grænser. Da vi blev overrasket af et uvejr, reagerede Ayo instinktivt og fik os bragt i sikkerhed – en imponerende demonstration af hendes lederevner.

Turen havde en klar plan, men hver morgen holdt vi et møde for at få dagens koordinater. Vi kunne køre sammen eller hver for sig, hvilket gav mulighed for personlige afstikkere og unikke oplevelser.

Rejsen startede i Bulgarien, hvor vi fulgtes ad til mødestedet, og Ayo hjalp os med turforslag både på vej derhen og hjem igen. Vores rejse gennem Tyrkiet var enestående. Fra Edirne i nordvest rejste vi ned langs gamle civilisationer til Antalya. Vi oplevede tyrkiske badetraditioner i hamam, og fik autentiske indblik i kulturen.

Praktiske oplysninger

Selvom man har et telefon- og dataabonnement, er der 25 GB begrænsning uden for EU. Jeg købte et Turkcell e-sim kort, som fungerede godt. Det er vigtigt at have styr på bilens papirer, herunder registreringsattest og det grønne forsikringskort. Det kan koste tid og penge ikke at have styr på det, som nogle af os erfarede.

Højdepunkter fra Turen

– Pamukkale: Vi oplevede de hvide kalkstenterrasser, varme kilder og varmluftballoner. Pamukkale, der betyder “bomuldslot,” er kendt for sine termiske kilder og terrasser skabt af travertin, som er en form for kalksten aflejret af mineralske kilder. Området er også hjemsted for Hierapolis, en antik by som er på UNESCO’s verdensarvsliste.

– Lake Salda: Smukt vand og strande, perfekt til fri camping, som vi oplevede. Søen er kendt som “Tyrkiets Maldiverne” på grund af sit krystalklare vand og hvide sandstrande. Salda er en af de reneste søer i verden og ligger i en caldera, en kollapset vulkansk krater.

– Konya: Oplevede de religiøse danse i en pulserende by og krydsede vilde bjergpas på vejen. Konya er en af Tyrkiets ældste byer og er berømt som hjemstedet for Jalal ad-Din Muhammad Rumi, grundlæggeren af Mevlevi-ordenen (de hvirvlende dervisher). Dansen er en oplevelse. Byen er også kendt for sine mange moskeer og religiøse skoler.

– Tüz Gölu: Et gigantisk uvejr ved saltsøen gav os en anderledes oplevelse. Tüz Gölü er en af verdens største saltsøer og dækker et område på omkring 1.665 kvadratkilometer. Søen ligger i et meget tørt område og tørrer næsten helt ud om sommeren, hvilket efterlader en tyk skorpe af salt.

– Cappadocia: 5 dage i forrevne klipper, varmluftballoner og en unik campingoplevelse. Cappadocia er kendt for sine unikke klippeformationer, underjordiske byer og huleboliger, som blev skabt af vulkansk aktivitet og erosion. Området er også berømt for sine varmluftballonrejser, der giver en fantastisk udsigt over landskabet.

– Ankara: Moderne Tyrkiet med islamistiske strømninger, oplevet på cykel i de gamle bydele. Som hovedstad i Tyrkiet er Ankara centrum for landets politiske liv og hjemsted for Anıtkabir, mausoleet for Mustafa Kemal Atatürk, grundlæggeren af den tyrkiske republik.

– Çayirhan: Eventyrlige regnbuebjerge og møde med lokale skolebørn. Çayirhan er kendt for sine farverige klipper, som skyldes bjergene er proppet med mineralaflejringer. Området byder på spektakulære landskaber og interessante geologiske formationer. Fede cykelture.

– Safranbolu: En UNESCO-by med smukke gamle huse. Byen er kendt for sine velbevarede osmanniske huse, som er et fremragende eksempel på traditionel tyrkisk arkitektur. Safranbolu er også berømt for sin produktion af safran. De bakkede bydele gør nas i lårbasserne, selv med el-hjælp.

– Istanbul: En smeltedigel af kulturer og farver. Byen er unik, da den strækker sig over to kontinenter, Europa og Asien, og er rig på historiske og kulturelle seværdigheder, herunder Hagia Sophia, Den Blå Moské og Topkapi-paladset.

Naturen mellem byerne, som man kun oplever som autocamperturist, er second to none, det ene øjeblik oplever man et landskab der kunne være i Irland, grønt, blødt og smukt. Det næste øjeblik et scenarie der kunne være fra Italien med høje slanke pinjetræer. Over det næste bjerg kan man se smukke sneklædte bjerge som var jeg i Østrig. Indimellem er det tørt og uden træer.  

På blot fire uger i Tyrkiet og tre uger på turen frem og tilbage, fik jeg oplevelser for livet. Denne rejse har ikke kun handlet om at se nye steder, men om at flytte mine egne grænser og opdage nye sider af mig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *