Det var Danni der døde af en overdosis, efter et liv fuld af lidelser, der satte gang i tankerne.
Processen startede min halvbror Johnny Hedemann Gregersen Ryser da han delte et opslag om unge Danni Rysers alt for tidlige narkodød. Guds fred!

Som jeg har beskrevet i min bog SVIGTET var min barndom ikke let, den var fyldt med lidelser, ondskab og svigt.
Jeg er heldigvis kommet igennem det og er lykkedes med uddannelser, karriere og har fået et fantastisk liv og min egen familie, som jeg elsker overalt på jorden. Jeg føler mig faktisk helt fantastisk privilegeret.
Kent, hvorfor bliver du så ved med at kæfte op, kan du med rette tænke. Jeg er nok så naiv jeg tror jeg kan gøre en forskel for dem, der fortsat er indfanget af fortiden. Her tænker jeg i bred forstand…. Hør nu her:
Katastrofen i mit liv indtraf da mine forældre blev skilt. Jeg var det lidt forkælede enebarn, der levede lykkeligt i Esbjerg forstaden, Gjesing. Det fik en brat ende, da min mor mødte manden CJ og forlod min far. CJ Ryser, hed Carl Johan Ryser, men vi kaldte ham aldrig andet end CJ.
CJ forlod sin kone og to børn. CJ fik også hurtigt 2 børn med min mor, jeg blev det tredje hjul. CJ begyndte at mishandle mig og senere fandt jeg ud af at han også mishandlede sine egne børn, på det tidspunkt var jeg blevet overladt til et liv på gaden og institutioner.
CJ ikke bare mishandlede mig, han katalyserede også en social og menneskelig deroute for mig og han manipulerede og nedgjorde min mor, til han havde fuld kontrol over resterne af hendes psyke.
Senere har jeg fået fortalt, at CJ havde ageret præcist ligesådan i hans forrige ægteskab.
Mønsteret gentog sig og CJ forlod min mor – fandt en ny kone og fik hurtigt 2 børn med hende.
Nogle tror på skæbnen er forudbestemt, andre den er baseret på den frie vilje. Her var med sikkerhed et fast mønster, og der var forfærdeligt megen ondskab og manipulation, der udsprang fra CJ. CJ døde i øvrigt sidste år.
Jeg er jo lægmand, så her skal jeg være forsigtig, men diagnoser som Narcissisme og Gaslighting kan du jo prøve at slå op; https://psykologerne.dk/om-narcissisme-i-parforholdet/
Det der skete i min barndom og tidlige ungdom, kunne jeg i en lang periode bare lægge bag mig – glemme. Jeg tænkte ikke over det og havde slet ikke behov for at tale om det. Men det ændrede sig med tiden. Det at tale om det var først svært, men senere lettere. Jeg kæmpede i flere år med en bog, og først da min redaktør Gunnar Langemark, fik sat struktur på mine mange hundrede siders rod, kom der noget brugbart ned på papir. Åbenheden har befriet mig for en tung byrde, lettet mit hjerte og det har gjort mig godt.
Det er bestemt ikke alle i min familie, der deler min holdning til åbenhed. Der skal naturligvis ikke gå Prins Harry i det, men åbenhed er nødvendigt for mig, så må den ene eller den anden blive stødt på sine fornægtelses-manchetter.
Så skete der det at, min halvbror Johnny Ryser delte et opslag om unge Danni Ryser ´s alt for tidlige narkodød. Guds fred!
Johnny og jeg har samme mor, men ikke samme far. Johnnys far var CJ. Danni var frugten af CJ´s tredje ægteskab og den ældste af to brødre fra dette seneste ægteskab, som jeg således ikke deler hverken opvækst eller gener med.
Johnnys smukke ord gav mig anledning til at knytte et par ord til begravelsen, da det faktisk ramte mine følelser. Uden at kende Danni, blev jeg alligevel ked af at høre om hans korte liv, som Johnny beskrev – var fyldt med alt for mange lidelser.
Johnnys beskrivelse ramte noget i mig. Det mønster af ondskab og manipulation, jeg tidligere havde oplevet, stod klart for mig igen. Jeg så, uden at vide det, Danni være fanget i CJ´s manipulation, og hans narkoafhængighed værende en konsekvens af CJ´s tæsk og nedgørelse.
På en måde var Danni, blevet en del af mig og det uden jeg nogensinde har mødt ham. Jeg tror faktisk også Johnny har det på samme måde, og derfor kunne han skrive så indlevende og følelsesladet om Dannis liv, fuld af lidelser og alt for tidlige død.
Men måske tager jeg fejl? Der er naturligvis den mulighed at min stedfar CJ, over natten, som en anden Dr. Jekyll og Mr. Hyde, blev forvandlet til den elskelige husfar og kærlige børnefader og Danni´s død alene skyldes onde bagmænd og pushere. Og det at CJ senere forlod familien, alene beror på en tilfældighed og ikke et mønster. Ærlig talt det er jo muligt, men det tror jeg ikke på.
Jeg har fået så mange positive tilbagemeldinger på mine opslag og min bog, fra et bredt udsnit af mennesker. Flere har skrevet at bogen har hjulpet dem. Derfor føler jeg min fortælling og ærlighed er vigtig. Men når jeg når bredt ud, med en stærk personlig fortælling, vil der være nogle, der er en del af min fortælling, der ikke vil åbenheden. Når jeg vil åbenhed, er der nogen på den anden side der vil fortielsen.
Tro mig ikke alle er glade for min åbenhed. Der er store følelser involveret, så når jeg er åben har det en pris. En enkelt af CJ´s efterladte har skrevet til mig ”jeg vil skide på hvordan din barndom var, det har ingen betydning for mig!” Så læseren skal vide der er andre meninger om CJ og min fortælling, end den jeg gengiver – så er det på plads.
Jeg er jo et stædigt gammel rad. Jeg tror ikke på fortielse, men derimod tror jeg på åbenhed vil gøre mange godt, selv om det i starten er svært. Jeg ved det jo, fra mig selv og fra de mange der har skrevet til mig, med positive oplevelser.
CJ har efterladt en række af mishandlede sjæle, børn, koner og måske elskerinder. Nogle af dem vil erkende, at åbenhed er muligheden for at lægge fortiden bag sig, andre vil klamre sig til fornægtelsen. Fortiden kan ikke slettes og den skal ikke slettes, men vi kan alle lære at leve med den, måske bruge den til at blive stærkere.
CJ har efterladt sig 6 børn og mig som den eneste stedsøn. Nogle klarer sig fremragende, nogle er fantastiske forældre, andre er fanget i CJ´s mønster. En har fortalt mig, at vedkommende må kæmpe en svær kamp mod fortidens onde skygger i selvvalgt isolation. En del tyder på, at er er en enkelt der, i ly af en succesfuld karriere, ligefrem har gentaget farens modbydelighed, dog i en anden form, men stadigt forkert og forkasteligt.
Personligt har jeg også begået mine fejl, som jeg påtager mig det fulde ansvar for, selv om jeg i dag godt kan se afsenderen. Uden at vide det, tror jeg vi alle, der har levet med CJ, bærer på en byrde. Jeg bærer på min – på den byrde står der CJ. Åbenhed har givet mig muligheden for at komme videre.
Tak for jeres opmærksomhed!
Som belønning til dig der har læst dette til ende, er du velkommen til at hente et gratis eksemplar af min bog SVIGTET. Du kan hente i Skanderborg og her på Teglholmens Østkaj. Send mig en mail kent(snabela)agon.dk, så laver vi en aftale. Først til mølle!
Hør min redaktør Gunnar Langemarks introduktion til bogen svigtet her: https://kenthedemann.dk/bogen-svigtet-af-kent-hedemann-udkommer.html#more-447