Rejsebrev fra familien Hedemann

Forord, af Kent Hedemann Kristensen, december 2008.

En rejsebeskrivelse om familien Hedemann Kristensen, Jane (2,5 år), Kasper (næsten 5 år), Anette (mor) og Kent (far).

Det er længe siden vi var afsted, men måske kan du alligevel finde inspiration til en længere ferie med din familie. Tro mig de 3 måneder vi rykkede ud af kalenderen er noget af det bedste vi nogensinde har gjort.

En kritisk situation, som vi naturligvis også overkom. Koblingen var gået på bilen.


Vi var afsted i 1995. Vores tur tog 3 måneder og gik ned gennem Østeuropa der stadigt var plaget af jerntæppets og kommunismens eftervirkninger. Og videre gennem Tyrkiet og Grækenland, derefter hjem gennem Italien.

Jeg har fået mulighed for at få negativerne fra turen, der ellers var delvist brandskadet, scannet og billedbehandlet med et godt resultat. Den gamle tekst fra turen fandt jeg på en gammel back up tape, så nu har jeg altså fået stykket vores gamle rejsebeskrivelser sammen.

I skrivende stund i nu næsten 30 år efter turen, er det lidt sært at læse om vore bekymringer for at drage ned gennem Østeuropa, lande der nu er eller bliver en del af EU, men måske når der er gået endnu en tid vil der være flere ting der skærer i ørene. Sikkert er det at vi, familien Hedemann Kristensen, får en tåre i øejet når vi læser om de mange herlige stunder vi havde under den lange tur, det vi kalder “den store tur”.

3 måneder med ferie, oplevelser og samvær med familien
Ja hvem kunne ikke tænke sig det. Det kunne vi naturligvis også, og da vi fik solgt vores hus og stod midt i boligskifte var muligheden der og vi greb den. Anette, min kone søgte børneorlov og jeg selv besluttede at tage chancen og satse på at min enkeltmandsvirksomhed kunne klare sig igennem.

God service i Rumænien


Kasper på 4 år og Jane på 2 blev taget ud af daginstitutionen, for det skal man jo i Fredericia, når man er fraværende i mere end 1 måned.

Vi valgte en campingvogn frem for autocamper.
En debut sidste sommer med et par uger i en lejet campingvogn havde overbevist os, eller måske især overbevist mig, om fordelene ved denne ferieform, og vi besluttede ret hurtigt, at turen skulle gøres med campingvogn eller i autocamper.


Da vi ikke selv havde en campingvogn var alle muligheder åbne. Autocamperen blev udelukket, da vi ønskede at kunne „slå lejr“ på bestemte steder og så køre ud derfra. Desuden var vi ikke så sikre på, at en autocamper kunne stå i fred især i byerne.
Valget faldt på en campingvogn af mærket Dethleff 530 TK. En god stor tysk vogn, praktisk indrettet med køjesenge og aflukkelig „børneværelse“ til børnene og et fornuftigt køkken og toiletfaciliteter.


Vognen blev udstyret med reservehjul ophængt under vognen af hensyn til lasteevne og det elektriske system blev ombygget til 12 volt og med en kraftig akkumulator med mulighed for ladning fra bilen. Således burde det være muligt at klare sig uden strøm ude fra på Østeuropæiske pladser.


Vanskelig rute gennem Østeuropa.
Hvor skulle turen så gå hen ? Efter en særdeles positiv oplevelse med ferie i Prag og det daværende Tjekkoslovakiet umiddelbart efter murens fald katalyserede beslutningen om at drage ned over det gamle Østeuropa, således Tyskland – Østrig – Ungarn – Rumænien – Bulgarien – Tyrkiet – Grækenland – Italien og hjemover igen.


En grovplanlægning så ud til at kunne få tiden til at passe, jo et par måneder ekstra kunne man vel altid bruge, men vi besluttede at tidsrammen var 3 måneder.


Nu er vi sædvanligvis ikke dem der bruger så forfærdeligt meget tid på at planlægge ferierne, og plejer at tage det lidt som det kommer, og lade impulsiviteten råde. Men med det program, som vi ligesom kunne se foran os, var der ingen tvivl, der måtte planlægges, om ikke andet så måtte der samles informationer ind, og en hvis form for plan måtte også forelægge. Alt andet ville være halsløs gerning.


I skrivende stund sidder jeg foran en betragtelig bunke informationer og rejsebeskrivelser, dels fået og indkøbt hos FDM og dels skaffet gennem de respektive landes ambassader og turistbureauer. De fleste lande yder faktisk en ganske god service overfor folk som os, og vi har modtaget en del brochurer, landkort, campingplads fortegnelser m.m.m.
Den vanskeligste del af turen tyder på at være Rumænien og Bulgarien, faktisk har vi været meget tæt på at fortryde turen gennem disse lande. Det er særdeles vanskeligt at fremskaffe ordentlige oplysninger, Rumænien har dog et turistbureau som udleverer brochurer, men flere opringninger til den Bulgarske ambassade gav faktisk mere forvirring end hjælp.


Først fik vi det indtryk at der ikke var krav om visa, men ved en senere opringning, umiddelbart før afrejsen, fik vi oplyst, at der er visakrav og der i øvrigt var ekspresgebyr på, når der søges senere end 2 uger før afrejsen. Ambassaden oplyste nummeret på det bulgarske turistinformationskontor, men de havde ikke modtaget noget skriftligt materiale de sidste 10 år, og kunne absolut ikke tilråde en campingtur gennem Rumænien og Bulgarien, for som den venlige mand sagde, det de ikke stjæler i Rumænien, det plyndrer de i Bulgarien.

Anette på postkontoret, for at sende rejsebreve hjem.


Nå tak, nu var vi faktisk tætte på at opgive turen gennem disse lande, men en rask rådslagning i familierådet afgjorde sagen, de stjæler jo alle steder, hvis man ikke passer på. Så vi blev enige om at forsøge, at få det planlagt således, at vi havde nogle faste holdepunkter derned igennem, og i øvrigt undgå natkørsel af hensyn til den lystigt florerende landevejsrøverbranche.


Heldigvis er jeg medlem af en international organisation (Round Table eller RT), som vi har faxet til, og de har været særdeles behjælpelige med at arrangere turen gennem Rumænien, som nu er ved at være færdigplanlagt.


Det kunne være endt med et brag før det begyndte.
Onsdag d. 2. august 1995 blev det tidspunkt hvor vi endelig vendte den forreste kofanger mod syd. Dog først efter en mindre forhindring, som dog kunne have udviklet sig til en større katastrofe.


For at forberede campingvognen på at kunne klare sig uden 220 volt, var den jo blevet udrustet med en 12 volts akkumulator. Da min far „inspicerede“ den selvgjorte installation spurgte han nervøst til, om det var en såkaldt marine akkumulator., som er hermetisk tillukket.


Akkumulatoren var placeret direkte under vores seng. En opringning til en specialist gjorde det klart, at den brintudvikling som der kommer fra en alm. akkumulator er tilstrækkelig til, at få hele vognen til at eksplodere.


Som vi måske husker fra fysiktimen udvikler elektroderne i en akkumulator hhv. brint og ilt også kaldet knaldgas, en af de mest energirige blandinger overhovedet. Det er i visse tilfælde brint og ilt, man bruger til at løfte raketter ud af jordens atmosfære.
Ups! jeg havde vidst fejlkalkuleret situationen med de provisoriske lufthuller rummet var blevet udstyret med. Nå, min far var heldigvis fiks og en hurtig opringning til en hjælpsom reparatør, skaffede på rekordtid en ombytning til en rigtig marine akkumulator.


Efter 100 m. hylede og skreg ungerne.
Nå endeligt af sted syd på. Vi startede fra Esbjerg og nåede dårligt nok bygrænsen før ungerne røg i totterne på hinanden, tak skal du have, hyl og skrig lige meget hvad vi stillede op.


Så gik sikkerhedsventilen. Op og stå på bremsen, styrte om og flå bagdøren op. En ordentlig tur for lus og lopper.


Ja lidt hjalp det måske nok, men vi fandt, under den første dagsrejse, ud af at løsningen måtte findes i at tilrettelægge tur, pauser mm. efter ungerne. Det er jo i bund og grund ikke så sært, at friske børn ikke gider sidde og lave ikke noget særligt i time efter time.


Første stop for overnatning var en rasteplads lige før Kassel på autobahn A7. Turen dertil på ca. 550 km blev gjort på 9 timer inkl. pauser.


Sådan klares børnene.
Den 3. august blev brugt til at transportere os fra Kassel til München, grundlæggende. Der udover blev den brugt på at afprøve vores pædagogiske teorier og et smut til Audistadt eller Ingolfstadt.


Med hensyn til vores pædagogiske teorier må det siges, at vi ikke var helt skævt på den.
Vi stod op tidligt og kørte ved 7 tiden, der var lovet skyfri himmel og 30 grader. Børnene tilbragte den første times tid med at sove og den næste med at vågne , dernæst en halv på at forberede hylen og skrigen. Så var det vi satte ind med en taktisk pause på en rasteplads med legeplads. Og hylerytmen var brudt, desuden fik vi en dejlig omgang morgenmad, som fruen behændigt tilberedte.


Herefter var strategien at holde hyppige småpauser og en længere lige over middag, hvor solen og heden var stærkest. Faktisk kunne vi ved ankomsten til München konstatere, at alt stort set var forløbet glat og til alle parters tilfredsstillelse.

Glade børn


Det er pragtfuldt at se, hvorledes mange tyske byer værner om den gamle bymidte ofte kaldet altstadt. Vores lange middagspause blev henlagt til Ingolfstadt nok mest kendt blandt bilintereserede som Audis hjemby. Ingolfstadt har imidlertid også en herlig Altstadt med borg, kirker, smukke historiske bygninger og alt hvad der hører sig til.
Minsandten om Kasper ikke fik opsnuset en Mac Donalds, behændigt og så smagfuldt som muligt placeret i et bilfrit område midt i Ingolfstadt. Middagen behøver jeg vel ikke, at fortælle hvad var.


Ingen trafikkultur i Tyskland.
Når jeg taler med folk som tager på ferie syd på, taler de ofte i rosende vendinger om hvorledes Tyskerne har en god trafikkultur. Det er det rene nonsens, det er rigtigt at for år tilbage, kunne vi lære en del af vores sydlandske naboer, men det er en forlængst svunden tid. Efter selv gennem de sidste godt og vel 10 år, at have tilbragt i 10.000 vis af kilometer i den Tyske trafik, mener jeg med en vis berettigelse, at kunne tage del i debatten.
Tyskerne er, når man træffer dem personligt, et på mange måder pragtfuldt meget imødekommende folkefærd, men trafikkultur har de ikke.


Det fik vi også at føle på vejen herned. Indrømmet jeg er ikke verdens mest erfarne campingvogns chauffør, men det modregnes til gengæld af min generelle erfaring som billist i mange lande.


Eksempel; i München famlede vi os lidt frem og måtte skifte vognbane flere gange (når vejskiltet dukkede op), men der gives ikke den mindste venlighed i sådanne situationer, faktisk skete der det, at når afviserblinket blev aktiveret stimlede bilerne i den ønskede vognbane sammen, som smågrise om truet.


Det var praktisk talt umuligt at skifte vognbane uden at „møvre sig ind“. Med det resultat at vi på turen ind til campingpladsen i München, indkasserede 3 fingre og en ukvemsremse, det lykkedes også at uddele en enkelt svada selv (gnæg gnæg). Nej, man skal ikke regne med den mindste venlighed i hvert fald ikke når der er tæt trafik.


Besøg i München ZOO.
Vi havde fundet en campingplads i Grünenwald i München, Thalkirchen. Man ligger som sild i en tønde, men det er faktisk et herligt område naturskønt lige op til byen, og pladsen ligger lige ned til floden Isar. I spadsere afstand til pladsen ligger ZOO. Vi havde tænkt lige at smutte derhen, inden vi tog en tur indtil byen. München ZOO er imidlertid ikke „bare“ på størrelse med den i København, fandt vi ud af. Det er et vidunderligt område med kanaler som snor sig igennem, masser af skyggefulde træer det hele smukt anlagt. Vi nød det rigtigt og slentrede af sted. Det første som fangede børnenes interesse var stimer af megastore karper (tror jeg nok). Der var ørreder og disse kæmpe karper i alle kanalerne i hele den skønne have. Fiskene kæmpede med ænder af mange racer og afstamninger om det foder som tilskuerne smed ud. Ænderne vandt som oftest.


München ZOO er virkeligt et besøg værd. Der er udover en masse dyr, aber, løver m.m.m. også et interessant akvarium. Og så er det bare så smukt at slentre rundt på de anlagte stier mellem kanalerne, som løber i mellem. Skulle tørsten eller sulten melde sig, er der en del spisesteder og i bedste München stil også en stor biergarten. Turen tog også hele dagen, så det blev først til aften vi nåede til „innenstadt“.


Alle burde besøge Traders Vic´s.
Der burde være en lov, som påbød alle at besøge den Polynesiske restaurant Trader Vic´s mindst en gang, man føler sig virkeligt hensat til en tur på en stilehavs ø. Der er gjort meget ud af omgivelserne, alt er lavet af og beklædt med bambus. Midt i lokalet står en rigtig kinesisk ovn, som fyres op med brænde.


Betjeningen er, som man kan forvente, helt i top og gives af de polynesiske tjenere og „tjenerinder“.


Det absolut bedste er drinkskortet, her findes alt hvad hjertet kan begære af eksotiske drinks og drikke.


Jeg plejer at starte aftenen med en Mai Tai, som betyder det bedste. Den er som alt andet fremstillet af helt friske råvarer, og som ved de fleste andre drinks er det lykkedes at tilsætte et skvæt rom uden det praktisk talt kan smages.


Ellers rækker drinkskortet særdeles langt og det er bare at prøve sig frem, dog skal man kun vælge en Zombie, hvis man er vandt til lidt af hvert. En Zombie er rent rom, men mikset så smagen af de mange romtyper neutraliserer hinanden. Virkningen udebliver heller ikke. Derfor kan man også „kun“ bestille max 2 pr. person. Jeg ville nu gerne se den der ovenpå middag vin m.m. kan bunde 2 Zombier.


Apropos middagen så må og skal man altså vælge barbecue spareribs til forret, det smager himmelsk.


Til hovedretten bør man vælge noget fra den kinesiske ovn eller nogle af karry specialiteterne. Der er ca. 25 afdelinger af Trader Vic´s rundt omkring i verdenen, vi besøgte naturligvis den i München. Trader Vic´s ligger altid på byens fineste hotel, gerne i underetagen. Som dansker er afdelingen på SAS hotellet i Hamburg indenfor rækkevidde. Men Trader Vic´s findes også i f.eks. Hollywood og Hong Kong.

Østrig


Smuk tur fra München til Wien.
Turen fra München til Wien er til trods for, at det er motorvej hele vejen ret betagende, og går gennem såvel bjerge, forbi smukke søer og dale.
I Wien fandt vi først en campingplads, Wien syd, i den sydlige del af byen. Pladsen så faktisk ret køn ud med masser af store træer og ikke for stor, men der var ingen legeplads til ungerne.


Nå, på den igen. Vi havde fået oplyst, at Aktiv camping lige ved Donau, skulle have en lille legeplads.


Wien og især billisterne i Wien er ikke indrettet på danske campister, som fumler sig frem, men alligevel må jeg sige, at vi var overraskede over, hvor lidt trafik der egentligt var, lørdag eftermiddag taget i betragtning.


Efter at have gennemtrawlet byen fandt vi pladsen. Vi havde egentligt vores bange anelser, for pladsen ligger, som det ser ud på kortet, lige midt i et mega motorvejskryds, med en jernbane lige forbi og med Donaus skibstrafik på den anden side.


Vi blev positivt overraskede. Trafikken, jo man hører den da, men ikke særligt generende. Og hvad søren, når vi er i Wien, er det jo ikke for at sidde og hænge på pladsen.
Campingpladsen ligner næsten et månelandskab, på grund af de i hundredvis af kuppeltelte, som ligger side om side. Det er helt tydeligt, at mange benytter camping som en erstatning for osede hotelværelser. Det kan man også gøre på denne plads, hvor de sanitære installationer sammen med alle hjælpe funktioner er i orden. En anden sjov ting er, at der er flere Italienere her end i selve Italien. Jeg vil tro, at 80 % af alle gæsterne er Italienere.


Første dag i Wien.
Wien viste sig fra sin aller smukkeste side. Selv om solen skinnede fra en skyfri himmel var det ikke ubehageligt varmt, faktisk rigtigt skønt.


På vejen ind til byen var vi lige et smut oppe i det 250 m. høje Donau tårn. Man kører op med en elevator med 6,2 meter i minuttet, så de 160 m op til udkigsteressen tog ikke lang tid. Det trykkede til gengæld i ørerne og sugede i maven.
Fra udkigsteressen kan man se ud over hele byen, et fint udgangspunkt for den efterfølgende bytur.


Når man er i Wien, så er der ingen vej udenom, man skal simpelthen en tur med hestetrukket karet. Midt i byen ved de store pladser kan man praje en karet, 250 båb´s for 20 minutter, som altså kun tager et kvarter efter mit kronometer.


Men en oplevelse er det og så er det jo også ret romantisk sådan at drive rundt gennem den smukke by. En slentre tur indenfor Borgmuren, som ikke er der mere, i de herlige historiske gader guided igennem af FDM´s Wien turistfører topper ligesom turen i „innenstadt“ af.
På vejen tilbage til campingpladsen kunne vi opleve i 1000 vis af byens borgere slappe af på søndagen langs Donaus breder, faktisk udgør Neue Donau og Alte Donau et rekreativt paradis midt i byen. Der bliver badet og surfet og der ligger den ene beværtning efter den anden langs „stranden“, man føler sig næsten helt hensat til middelhavskysten.
I alvorlig spøg er en del af bredden langs Neue Donau også blevet døbt Copra et eller andet. Her gælder det i høj grad om at blive set, og diskotekerne buldrer til langt ud på de lyse timer.


Anden dag i Wien.
På andendagen i Wien skulle højdepunktet have været en 4 timers sejltur på Donau, men børnenes attitude om morgenen (så er der ikke sagt for meget) animerede ikke til at være på et skarpt afgrænset område så længe, så i stedet bestemte vi os for en lidt kortere rute.
For at undgå parkering inde i midtbyen, hvor der var afgang, tog vi undergrundsbanen ind til skibsfartsmuseet.


Som sædvanligt havde vi naturligvis ikke for meget tid, så den sidste del af strækningen fra U-banen til skibet, foregik med Jane på skuldrene i småløb. Anette kom halsene bagefter med Kasper, som haltede af sted, fordi havde fået vabler på hælene. Så vi har nok været et kønt syn.


Vi nåede det lige, men hvor hulen er skibet. Et uanseligt opslag kundgjorde, at afgangen den 7. august var aflyst af driftsmæssige grunde. Det er fandeme kun på tysk, man kan formulere sådant noget pladder. Auf betribsmässige grunden….


Fantastisk „uopdaget“ Tyrkisk kvarter midt i byen.
Temperaturen på havnepromenaden var allerede om formiddagen nået op på 31 grader, i skyggen, så det krævede jo en del væske. Nå, der var jo ikke andet at gøre end udarbejde en plan B.


Vi gik ned til en anden undergrundsstation. Ved et tilfælde gik turen gennem et tyrkisk kvarter og det var faktisk ret spændende.


Der var en masse små sjove forretninger, og det løste et problem for os. Vi havde besluttet at medbringe nogle smågaver til børnene, hos dem vi skal besøge i Rumænien, men det havde egentligt været svært at finde på noget, især da vi ikke ved hvor mange børn der er eller deres køn og alder.


Egentligt havde vi tænkt på slik, men det er jo lidt kedeligt.
Løsningen bragte en af de mange tyrkiske forretninger, nemlig ure. Vi købte lige 20 blandede ure, ja det lyder helt gak gak, men vi fik dem for en slik og mon ikke de bliver godt nok tilfredse med Casio ure i alle regnbuens farver, vi får at se.


I det tyrkiske kvarter var der ikke andre turister, selv om det ligger midt i byen og er ret spændende. Det forstår man jo ikke, og hvis der er en grund, ønsker jeg egentligt ikke at kende den. Vi fandt også en mindre basar med vel et halvt hundrede boder, hvor Anette fik vist sit benhårde forretningstalent. Hun købte blandt andet sådan en mavepung som alle turister render rundt med.
How much…. (hvor meget)
150
No no no much to much. (nej nej alt for meget)
120
No 100 (nej 100)
Oh please 120 (oh venligst 120)
No 100 (nej 100)
My big family bla bla (min store familie bla bla)
100 or we leave (100 eller vi går)
Ok you my friend, you get it for one hundret. (ok dig min ven, du får den for 100)
Nå, alle gjorde sikkert en god handel. Man forstår ikke hvorfor dette område ikke er opført under attraktioner.


Vi fandt undergrundsbanen og tog den til Wiener oper. Vi slentrede gennem den historiske midtby, man kunne næsten høre wienervalsen i ørerne. Men vi måtte gøre turen
lidt kortere end beregnet, da børnene var ved at være trætte, og kunne heldigvis konkludere, at vi havde gjort et godt bytte med sejlturen.

Ungarn


Ingen østblok i Ungarn.
Tirsdag den. 8. august kl. 8, trak vi pløkkerne op og drog fra Wien til det Ungarske hav, Bataton søen. Vi var naturligvis meget spændte på, hvordan det ville være at komme til Ungarn, som jo trods alt på en eller anden måde er arkiveret under nøgle ord, som kommunisme, østblok osv. i vores indre opfattelses arkiv.


Et par timer efter kørte vi over grænsen, der var, selv om vi brugte al vores fantasi, intet som kunne bekræfte vores forudfattethed. Alt gled ved grænseovergangen let og elegant med moderne effektive sluser, og vi blev sgu bare vinket igennem. Tolderne smilede og så flinke ud.


Enhver som har prøvet at entre et af vores nordiske brødrelande, vil opfatte de Ungarske toldere som rene tegneserie figurer i sammenligning med f.eks. en svensk. For slet ikke at tænke på det svenske eller norske færdselspoliti.


På den ca. 250 km. lange køretur fra grænsen til campingpladsen ved sydsiden af Balatonsøen, oplevede vi særdeles venlige Ungarere og en tilsyneladende velstand. Husene som vi så, så ikke ud til at være, hvis overhovedet, særligt under dansk standard. Bilparken så heller ikke ud til at være ringere end den danske, måske endda bedre, dog ser man en del ældre lastbiler.


Umiddelbart tænker man, at det er en ufattelig ændring af levevilkårene, som det Ungarske folk har gennemgået de sidste år. Hvis det fortsætter i dette tempo, vil Ungarerne utvivlsomt, som det jo f.eks. skete med Italien, overhale os i levestandard inden for få år.
Man kan ikke lade være med at tænke på Shubiduas sang kom til Costa Kalundborg. Som min gamle chef engang udtrykte det; snart er det i Danmark hønsene går frit omkring, sidste mand lukker og slukker.

En campingplads tæt på Budapest


Turistcirkus ved Balatonsøen.
Det første som vi så, da vi kom over grænsen var en reklame for – Mc Donalds – så den tændte Kasper på, da der herefter var en reklame for hver ca. 2 km og vi ingen morgenmad havde fået endnu, blev vi enige om at frekventere en Mc Donalds ved middagstid.


Vi fandt en i en by undervejs. I byen fik vi hævet penge i en bankomat og efter at have fodret et parkometer med HUFér, kunne vi begive os hen til det ventende traktement.
Vi kunne, især til Anettes begejstring, konstatere at man får noget for pengene i Ungarn. En burger koster 3 kr. på Mc Donalds, og så følger der et smil med fra betjeningen.

Vi havde fundet en tilsyneladende god campingplads i den tyske ADAC campingfürer, campisternes bibel. Pladsen ligger på nordsiden af Balatonsøen, i den gamle kurby BalatonFüred. Det fremgår af beskrivelsen, at der var alt, hvad hjertet kunne begære af faciliteter og aktiviteter på pladsen.


Vore bange anelser om et turistmareridt frem for det forventede paradis, blev vakt på vej ind gennem byen. Boderne lå side om side med fortovscafeer, alt hvad der måtte have været af oprindelig bebyggelse er vasket væk af reklameskilte, plastikkrokodiller og dunsten af billig friture fodder. Det ser fuldstændigt ud, som de værste steder ved solkysten i Spanien og Italien, (og som det sikkert også snart ser ud langs den jyske vestkyst, Pomfrit strasse).

Selve campingpladsen var enormt stor, 3700 pladser. Indkørslen til pladsen foregik gennem sluser, og langs hele vejen gennem pladsen var der opstillet boder. Pladsen var centreret omkring en lille strand hvor folk lå nærmest i lag, for at få fremprovokeret en tidlig hudcanser. Det virkede som et kæmpe cirkus.

Vi blev hurtigt enige om, at finde en mere „afbalanceret“ campingplads, ikke mindst af hensyn til ungerne, men i høj grad også af hensyn til vores egne nerver.
Da vi havde besluttet os for, at det var et must med placering direkte til søen, og der skulle være sandstrand, var der ikke så mange muligheder, når campingpladsfortegnelsen blev kigget igennem, men en opringning til en plads på sydsiden af søen afgjorde sagen, der var plads, sandstrand, hygge og en idyllisk placering på en halvø med marina på en ene side og strand på den anden.

Den Ungarske trafikkultur.
Jo længere tid vi tilbringer i Ungarn, jo mere sætter vi pris på landet og ikke mindst indbyggernes store imødekommenhed og gæstfrihed.


At køre i trafikken er simpelthen en drøm, ja det lyder specielt. Ungarerne er utroligt hjælpsomme i trafikken. Holder man ved en sidevej og der er kø eller tæt trafik på den vej man skal ind på, går der ikke ret lang tid, før der er en der holder tilbage. Og selvom der er utroligt mange tyskere hernede, kan man være sikker på, at det aldrig er en af dem, som holder tilbage.

Tyskerne fører sig frem som derhjemme og tager ikke det mindste ved lære af de venlige Ungarere. Ja man forstår det ikke. Jeg har altid sat pris på tyskernes selskab, når jeg har været sammen med dem, vi tilbragte også i går aftes i et herligt selskab med vore tyske naboer. Men når de slippes løs i trafikken, ændrer de fuldstændigt karakter.

Pengene rækker særdeles langt i Ungarn.
Den specielle Ungarske mad er pragtfuld og det gør bestemt ikke fornøjelsen mindre når regningen kommer. Typisk koster en middag for os alle fire ca. kr. 100, alt inklusive. Vinen koster nærmest ingenting, en lokal Cognac koster f.eks. kr. 3,50.

Hvis man selv handler ind er det også særdeles billigt. Selv Anette ser helt veltilfreds ud, når vi er ude at handle. Jeg købte flere kvalitetskjorter til mellem 50 og 100 kr. stykket.
Der er ikke nogen varemangel overhovedet.

At tanke i Ungarn er fuldstændigt som derhjemme. Der er ikke noget med lange køer og mangel på blyfri benzin. De topmoderne tankstationer ligger tæt, køber man noget ekstra er det gennem stregkodelæseren ved kassen og kreditkort, no problem.
Det har i øvrigt ikke været noget problem at skaffe noget som helst, supermarkederne er velforsynede. Vi er lidt spændte på, om det også er tilfældet, når vi rykker plykkerne op og drager ud i det mindre udforskede Ungarn.

Fantastisk historisk bymidte i Székesfehérvár.
Vi besøgte byen Székesfehérvár, som hurtigt blev omdøbt til „byen med det lange navn, mellem søen og Budapest“. Det fremgik af vores materiale at der skulle være en ganske smuk indre by og udgravninger fra middelalderen. Motorvejen fra Balatonsøen og Budapest går lige forbi, så lejligheden blev brugt til lige at støve bilen af. Da vi kom til Székesfehérvár kørte vi efter centrum.

Det var ikke til at finde nogen bymidte, i stedet fortsatte vi rundt og rundt. det virkede som om hele byen var bygget op af legoklodser. Der var endeløse rækker af den slags typiske betonlejligheder som hele Østeuropa er oversået med, i lighed med den betonslum som ligger overalt i Danmark. Knaldet op i de lystige halvfjerdsere.

Efter et par omgange i noget der minder om en megaversion af Gellerup parken var vi ved at opgive, men blev enige om at afsøge området til fods. Det var en rigtig beslutning for inde bag betonbyggeri åbenbarede der sig en smuk historisk bymidte med snævre gader og passager.

Solen skinnede fra en skyfri himmel og lyset spillede mod den farvede kalk på de gamle bygninger. Flere steder trænger bygningerne til en kærlig hånd efter dekader med planøkonomi og femårsplaner, men overalt ser man også stilladser og bygningshåndværkere i gang med den tiltrængte renovering.

Byen bærer tydeligt præg af, at det var her Ungarns konger blev kronet og begravet. Overalt finder man smukke monumentale bygninger og statuer. Hele bymidten er lukket for biltrafik, en særdeles fremsynet og rigtig beslutning truffet af det nye demokrati.
Inden tilbageturen blev det lokale grøntmarked frekventeret og der blev handlet majs og meloner til en billig penge.

Billede fra nettet af en Trabant

Trabant i den forkerte kørebane på motorvejen.
På turen tilbage til campingpladsen på motorvejen var det igen tid til af lufte køretøjet, men en svensk billist lå og fyldte hele vejbanen. Pludseligt drejede han dog ind, ikke fordi han ville lade os komme forbi, men der kom en bil i den forkerte retning.


Med nød og næppe undgik vi en Trabant, som lystigt kom tøffende i den forkerte retning på motorvejen. Det var, som man nok kan forestille sig, en særdeles ubehagelig oplevelse og kun takket være vores ABS bremser undslap vi uden knubs.


For en tid siden var jeg på et køreteknisk anlæg, hvor en instruktør belærte os om, at ABS bremser ikke var til nogen gavn. En sådan omstændighed som denne beviste imidlertid, at han ikke havde ret.


Foretagsomheden breder sig overalt i landet, og på en skovstrækning lige inden campingpladsen kunne vi også ved selvsyn konstatere, at der også er gang i verdens ældste erhverv. Pigerne står langs en ca. 1 km. lang strækning og prajer de forbikørende.


Slanger !!!
Vandet i Balatonsøen er pragtfuldt. Det er fordi at vanddybden kun er omkring 3 meter de fleste steder og maximalt 11 meter på et afgrænset område ud fra halvøen Tihany. Langs det meste af sydkysten er der sandbund og enkelte steder er der også små strande med fint sand. Bunden skråner meget langsomt ud af og man skal vel ca. 100m. ud før vandet når skuldrene. Det er naturligvis meget betryggende som forældre og børnene boltrer sig også lystigt i det lave vand.

Lige ud for den campingplads hvor vi ligger er der også en mindre strand. Det der gør stranden særligt attraktiv er, at der er en gammel havnemole, den når knapt vandoverfladen og omkranser „vores“ strand. Herved bliver vandet indenfor molen ekstra opvarmet og er et sandt paradis.

Men som bekendt findes der også slanger i paradis. Anette havde ikke lyst til at bade, for som hun sagde, var det da ulækkert, at bade hvor der er ål…. Hold da lige op med sådan noget pjat var min tilbagemelding.


Jeg og børnene boltrede os i det skønne vand. På et tidspunkt skulle Kasper og jeg ud og sejle en tur med gummibåden. På vejen ud stod vi bogstaveligt talt pludselig ansigt til ansigt med en slange. Kuldegysningerne løb ned af ryggen på mig, medens jeg fik Kasper gennet i den modsatte retning. Så røg det ud af munden på mig „fy for s……. der er en slange her“.

Slangen tog det nu ret afslappet, den var vel en meters penge lang, så størrelsen i sig selv var jo ikke særligt afskrækkende, men man havde jo ikke nogen som helst anelse om, om slangen var giftig. Jeg mener, at have hørt, at de giftigste slanger skal findes blandt de som jager i vand. Heldigvis besluttede slangen åbenbart, at mit korpus måske var for stor en bid, og vendte efter en kort stund om og svømmede majestætisk væk med hovedet ovenvande.

De lokale tog det hele helt afslappet og en dreng gik, for at det ikke skal være løgn, igang med at jage dyret. Han jagtede den ud over undervands molen og tilbage igen. Han fik den næsten jagtet helt derhen, hvor vi sad, hvor han fik fat i halen og løftede dyret op. Da slangen gjorde antrit til at hugge, slap han dog skyndsomt og slangen kravlede op på land og forsvandt ind på campingpladsen.

Vi er i disse dage altid lidt forsigtige, når vi træder ud på tæppet i forteltet eller tager undertøj på.

Til Formel 1 på Hungaroring.
Som en stor fan af motorsport har jeg naturligvis altid ønsket mig at komme til et „rigtigt“ formel 1 løb, motorsportens absolutte konge.


Chancen opstod her i Ungarn, hvor der den. 13. august 1995 skulle køres et grand prix løb, som jo tæller med i årets verdensmesterskab.


Vores tyske nabo her på pladsen, Reinhard, har selv kørt rally og er lige så vild med motorsport som jeg. Vi fandt hurtigt ud af at få arrangeret en tur til løbet. Der var ganske visRast på autobahnent en bustur arrangeret af det lokale turistbureau, men den var med rundtur i Budapest, de sædvanlige middage osv. Desuden lød det ganske enkelt for billigt til, at vi kunne tro på, at der var ordentlige pladser inkluderet. Enden blev, at vi selv skaffede billetter og kørte derop i bil.

Siddepladser til hovedtribunen kostede en mindre bondegård, men vi fik ståpladser på den såkaldte guldtribune, faktisk med lige så god udsigt som siddepladserne, men man skulle naturligvis selv sørge for at holde pladsen. Det var op klokken halv syv og så af sted for at få de gode pladser.

Ankomsten til selve Hungaroring var en mindre overraskelse, al parkering foregik på de bare marker og tilkørslen var på ret dårlige grusveje. Nå, vi havde studeret kortet nøje og Reinhard havde været på rekonogsering i forvejen, så vi fik dels mod bestikkelse og dels ved at folde billetten sammen under bakspejlet og imitere V.I.P´s en parkeringsplads på V.I.P og presse parkeringspladsen lige ved indgangen. Det var også fint, at komme så langt frem som muligt, for vejene er ensrettede rundt om ringen, så først ind, først ud.
Da vi kom frem var Formel 1 bilerne lige gået i gang med Warm up. Hvilken lyd altså. WWRRROmmmmmm, WRRiiiiiivvvvvvuuuuuu.

Vi endte i den tyske afdeling, der var god stemning.

Dengang da min gode ven Jan, fik en Lancia Thema med en 8 cylindret Ferrari motor, troede jeg, at jeg havde hørt den absolut fedeste lyd i verdenen. Den spinder som en kat i tomgang og brøler som en løve ved den mindste speeder berøring. Men den lyder altså som en tam mus med halsdiarré i sammenligning med Formel 1 bilernes hårdt pumpede 10 og 12 cylindrede motorer.


Lyden kan simpelthen ikke beskrives, men det er et vildt inferno, og det virker som om ren adrenalin bliver pumpet rundt i ens årer. Feeeeedt.
Vi fik, nogle rigtigt gode pladser lige overfor pitten, selv om adskillige tusinder allerede var ankommet. Vi kunne se flere sving lige inden langsiden og hele langsiden. Lige overfor var en stor billedskærm, hvor man kunne se billeder fra bilerne og hele tiden følge placering og omgangstider.


Selve Hungaroring ligger ca. 15 km. udenfor Budapest i en dalsænkning med bakker hele vejen omkring. Denne placering er naturligvis ideel, idet man har naturlige ståpladser hele vejen rundt om ringen. Desværre betyder denne placering også, at der ikke er en vind, som rører sig og temperaturen stiger op mod de 50 grader. Så sveden haglede af os, medens solen stegte ubønhørligt. Vores T-shirts blev dyppet i vand af og til, desuden sørger vi hele tiden for rigeligt med væske.


Der er masser af boder, souvenirshops osv. Der hersker ligeledes en utrolig stemning, masser af aktivitet, lugten af benzin, lyden af verdens fedeste motorer og alle sildene i teamfarver. Det er bare helt utroligt, og man glemmer hurtigt alt om den ulidelige varme. En lettere svimmelhed blev også tilskrevet de suveræne omgivelser.

Gerhard Berger i sin røde Ferrari.


Efter vi havde hørt og set Formel 1 bilerne til Warm up, må jeg indrømme det var lidt svært at hidse sig op over „opvarmningsbandet“ Porsche super cup, som jo ellers er alletiders.
Endelig klokken 14 kommmer Formel 1 bilerne frem til start. Det inferno som opstår lige inden starten, medens bilerne speeder op til starten, sejt. Endelig så går starten. Racerbilerne flyver frem i en sindssyg acceleration, nogle hænger i vildt hjulspind, andre kan deres pæcisionshåndværk og bilerne flyver frem med nøjagtigt den gas som dækkenes friktion kan klare. Ja det kan stadig ikke beskrives, det skal bare ses og høres.
Man har det, som man kun kan forestille sig en hane har det i en ny hønsegård. Det risler gennem kroppen og man ryster på hænderne.
Selv rystede jeg på hænderne, så jeg dårligt kunne holde på den øl, som Reinhard havde hentet til os.


Når jeg selv har set Formel 1 på TV, har de par timer det sædvanligt vis tager ind i mellem været lidt kedelige. Men jeg kan garantere, der er intet som helst kedeligt ved Formel 1, når man er der live. De 77 omgange som løbet gik over fløj nærmest af sted. Man har rigeligt at gøre med at holde øje med stillingen og følge bilerne samtidigt.


Jeg holdt selvfølgelig med Ferrari, selv om jeg også heppede lidt på Schumacher, der stod jo i 10.000 vis af tyskere omkring mig. Bilernes rækkefølge ændrer sig hele tiden, i takt med at løbet skrider frem og de forskellige bliver kaldt i pit. Schumacher røg ud 3 omgange fra slut, så kunne jeg bedre heppe på Gerhard Bergers røde Ferrari, men min røde Ferrari T-shirt blev dog nede i posen. Berger blev nummer 3.


Lige efter løbet var færdigt, strøg vi straks ud for at udnytte vores gode plads til at undgå de lange køer. Desværre måtte vi konstatere, at alt var kaos, vildt kaos.

Tilskuerne måtte nærmest selv ud på et motorløb efter formel 1


Vi nåede lige ud på vejen så stod alt stille, politiet og vagterne havde ikke styr på noget som helst og bom der sad vi sammen med alle andre og vi kom ikke ud af flækken de næste 2 en halv time. Derefter fik man ryddet en provisorisk grusvej, men den var så stejl, at kun en bil kom af sted af gangen. Først når denne bil var kommet over bakken, kom den næste af sted. Alt var et stort kaos, men egentlig kun til at grine af. Helt komisk blev mobilhome´s og alt op til minibus størrelse også sendt over bakken, de færreste kom naturligvis over. I takt med at bakken blev mere og mere opkørt med ½ meter dybe spor og bølger, blev det helt interessant at se på.


Der stod efterhånden 100 vis af folk og så på det, som mere og mere mindede om en rally special prøve. Alle råbte, skreg og grinede, avanti avanti, schneller schneller. Nå, endelig blev det da også vores tur, jeg måtte også have 2 forsøg.


Første forsøg resulterede bare i at konstatere, at der var megadybe huller i den side af vejen, jeg havde valgt at køre op af, og da vi jo gerne skal videre med turen, skulle jeg ikke risikere noget bundkar eller andet. Tilskuerne forsøgte ellers med høje tilråb at lokke os til at køre med fuld fart ud over hullerne, så de kunne få lidt sjov. Andet forsøg gik bedre. Vi balancerede med ganske meget fart på op på kanten af de ½ meter dybe spor og slap helskindet op. De kæphøje tilskuere slappede lidt af, da de lige fik 20 meter hjulspind med sømmet i bund, så støv og grus stod op. Den der ler sidst ler bedst.


Så var der i øvrigt lige kø hele vejen til Budapest, men herefter fri bane. Langt ud på aftenen var vi endelig tilbage godt trætte og tilstøvede, men en suveræn oplevelse rigere. I dag render Kasper og jeg rundt i røde Ferrari T-shirts.

Anette elsker de små vejboder


Bagruden smadret på bilen.
En morgen hvor vi havde planlagt en længere tur i det sydlige Ungarn var bagruden på bilen fuldstændig hvid, og faldt sammen ved den mindste berøring. Der var ingen mærker overhovedet at se efter vold, og der manglede intet i bilen.


Vi konkluderede at årsagen måtte findes i, at vi lige inden afrejsen havde haft bilen til service. Bagruden havde der været taget ud og formentligt ikke været ordentligt monteret eller siddet i spænd.


Nå, det var selvfølgeligt træls, men jeg regnede egentligt ikke med, at det kunne være noget større problem at ordne det . Vi blev tilbudt en plastrude for at kunne lave en nødreperation, men jeg mente ikke det var nødvendigt. Vi skulle blive meget klogere.
Den samme dag henvendte jeg mig hos lejrchefen. Han kunne oplyse, at der ligger en servicestation ikke så langt fra campingpladsen. Afsted, så værkstedet kunne få bestilt en rude.


Det første problem skulle imidlertid vise sig, at være at finde et værksted som ville påtage sig opgaven.
Først henvendte jeg mig på det anviste værksted, men de sendte mig ved hjælp af tegn og fagter videre til en „specialist“. Det skulle ikke være så langt der fra og et stort skilt viste vej. Jeg kørte efter skiltet – => pil frem af 400 m – der var intet at se, lidt senere dukkede et tilsvarende skilt op – <= pil tilbage, værksted ??
Derefter gik de næste par timer med at lede, vejen med pil frem og tilbage blev nøje afsøgt, herefter blev alle sideveje nøje undersøgt. Der var simpelthen ikke noget værksted. Der ligger imidlertid en aut. Honda forhandler i kvarteret, -måske kunne de påtage sig opgaven. Det var de ikke interesseret i, med tegn og fagter blev jeg igen gennet hen til den famøse „specialist.


Nu besluttede jeg til fods at spørge i samtlige huse på vejen med pile i begge ender. Blodtrykket, kan jeg oplyse, nåede faretruende højder, og jeg havde mest lyst at køre til Wien og få ruden skiftet der. Gid jeg havde gjort det.


I det første hus, hvor jeg træf nogen hjemme, forstod de kun Ungarsk. Hele familien med onkler, tanter og jeg ved ikke hvor mange unger stimlede sammen. Alle stod og kaglede i munden på hinanden, det eneste jeg opfattede var navnet på en by ca. 50 km. derfra. Jeg henviste til skiltet, men måtte opgive at få seriøs hjælp.


Omkring 10 huse derfra bag et kæmpe hus, som var lejet ud til tyskere, holdt en masse gamle biler. Der var også en barak eller noget lignende, som de som ejede huset åbenbart holdt til i når selve huset var lejet ud. De sendte mig længere ned i haven. Det viste sig, at der var et værksted der nede, det mindede mest om et ombygget hønsehus. Der var ikke et øje at se, der var middagslukket. Der var jo ikke andet at gøre end at vente. Værkstedsindehaveren mente åbenbart også, at jeg lige så godt kunne vente for på tilbagevejen konstaterede jeg, at en Dobbermann i velvoksen størrelse stod mellem mig og bilen. Jeg ville ikke teste om uhyret havde til sinds at slippe mig ud og besluttede at vente på stedet til nogen dukkede op.


Værkstedsejeren påtog sig opgaven og bad mig komme igen om en time, så ville han vide besked om, hvornår han kunne have en ny bagrude. Umiddelbart mente han, at det kun kunne tage en dags tid. Da jeg kom tilbage efter en times tid, havde han dog endnu ikke noget svar, og sådan fortsatte det resten af dagen.


Vi aftalte, at jeg skulle ringe til ham næste morgen, hvor han ville have et svar. Svaret var imidlertid, at han alligevel ikke kunne påtage sig opgaven.
Nu havde vi jo allerede spildt en dag, så den næste dag besluttede vi, at det rigtigste måtte være at ringe til den danske importør. Så kunne han hjælpe os med telefonnummeret på en Lanciaforhandler i Budapest og en i Wien som reserve.


De var meget hjælpsomme hos den danske importør og jeg fik nummeret på Fiatimportøren i Ungarn, der fik jeg igen oplyst nummeret på en aut. Fiat forhandler i en by ca. 50 km. fra campingpladsen.


Han mente sagtens, at de kunne ordne bagruden på en Lancia. Den pågældende forhandler PRO-CAR talte ikke specielt godt tysk eller engelsk, så vi aftalte, at jeg skulle køre derhen, så de kunne se, hvad det drejede sig om.


Afsted hele familien. Vi genvandt håbet om en snarlig løsning på problemet, da vi ankom til forhandleren, for hverken værksted, forretning eller udvalget af biler lod nogen vestlig forhandler noget tilbage.


Det første værkføreren gjorde, da han så ruden var at ryste på hovedet, det kunne de ikke påtage sig. Jeg fortalte, at importøren havde sendt mig derhen og viste ham en lap papir med navnet på og med navnet på hans chef, så kunne det godt lade sig gøre.
Han skulle først kontrollere, hvornår de kunne have en ny rude. Ruden kunne de have dagen efter, om fredagen. For en sikkerheds skyld gik jeg ham lidt på klingen og spurgte om det nu var den rigtige farvetoning, om der også var bestilt lister osv. Det var selvfølgelig ikke den rigtige, fristes man næsten til at sige.


Han var inde at ringe igen, denne gang tog det en times tid, han kunne oplyse, at han ikke kunne skaffe den helt rigtige rude med varmeafvisende behandling, men han kunne garantere, at den havde præcist samme farve osv. Men han ville forsøge lidt endnu, vi aftalte at ringe tilbage, for vi ville gerne bruge tiden til noget mere interessant end at stå der og glo.


Da vi ringede tilbage, kunne de oplyse, at de havde videregivet opgaven til en „specialist“, åh nej. Denne specialist ville skaffe den helt rigtige bagrude til dagen efter, vi skulle bare komme ud til PRO-CAR, så ville specialisten vise os vej frem til værkstedet.


Den tredje dag, mødte vi op som aftalt klokken 10 hos PRO-CAR, klokken 11 cirka dukkede specialisten op med en rude. Ja øhh bøhh, det var godt nok ikke den helt rigtige farve, faktisk var den brun b-r-u-n, i stedet for blå. Nu kørte knæene ligesom kastagnetter og det var lige før der kom røg ud af ørerne.


Vi havde ikke noget valg, om 5 dage skulle vi til Rumænien og det er nok ikke klogt at parkere der med en plastikbagrude. Vi måtte jo opfatte det som en nødreparation, og det kostede da ganske vist også kun 1/10 del af, hvad det ville have kostet i Danmark.
Da vi ankom til specialistens værksted, konstaterede han til hans store forbløffelse, at ruden skal monteres med nogle særlige lister. Ruden blev herefter limet i uden lister, og det kan også være det samme, for vi skal alligevel have en ordentlig i, når vi kommer hjem. Gid jeg da var kørt til Østrig med det samme.


Det må være et spøgelse fra kommunisttiden, som her stak sit grimme fjæs frem for lige at minde os om, at vi fortsat var på grænsen mellem planøkonomi og vesten.


Strandturister.
Nu skal man jo passe på med at dømme andre, men det kan nu ikke undgå at undre os, når vi ser alle de mennesker, som bare ligger og flyder dagen lang på stranden. Altså når solen bager værst, ser de ikke en gang ud til at nyde det, faktisk ser det ud som om de dårligt kan holde det ud.


Der har været et par dage her i Ungarn med blæsevejr, så sidder de i deres fortelte eller campingvogne og venter på solen igen skal begynde at skinne. Og her til morgen så jeg de 2 danske familier, som var her på pladsen, var ved at pakke sammen. Jeg fik en lille sludder med dem og de fortalte, at de altså tog hjem nu. De skulle alligevel have været rejst dagen efter, men nu var det jo blæsevejr, så de kunne lige så godt tage hjem.
Undskyld hvad faen laver de egentligt i Ungarn, for mig at se kunne de lige så godt have købt et partoutkort til det lokale solarium. Hvad med at komme bare lidt ud og opleve landet. Nej nej, hvis man ikke kan ligge fra morgen til aften på stranden, kan det også være lige meget.


Det sydlige Ungarn.
Den sydlige del af Ungarn omkranset af Donau mod øst, det gamle Jugoslavien mod syd, Balatonsøen mod nord og Østrig mod vest, er et område vi burde have haft meget mere tid til at udforske, men vores tidsplan blev slået helt i smadder af noget så bagatelagtigt, som at skaffe en ny bagrude. Nå, men o.k., det i sig selv lærte os jo også en del om landet og Ungarerne.


Der er bl.a. et naturområde kransene op til Donau floden, hvor den oprindelige urtilstand stadigt råder med tætte skove, sumpe og alle de oprindelige dyr, som her kan boltre sig helt i fred.


Vi kom igennem området og gjorde holdt ved en vej bufé. Noget som vi ofte har haft sjove oplevelser med, når vi har været på tur. Denne bufé skuffede heller ikke, de forstod naturligvis ikke andet end Ungarnsk. Konen, som så ud til at styre stedet, kom venligt hen til os og foreslog gullas, gullas, og så et eller andet uforståeligt. Jeg kunne ikke stå for det tilbud, men Anette og børnene skulle ikke nyde noget. Men ville hellere have en wienerschnitzel, ja det kan man jo ikke lige så let bede om. Men vi forsøgte. Vi fik noget helt andet, en slags gryderet men det smagte pragtfuldt.


Det så ud som om, buféen mest blev frekventeret af de lokale markarbejdere at dømme efter deres påklædning. De så ud til ivrigt at diskutere vores selskab og var meget interesseret i især børnene.


En af dem, en ældre mand med tomme tykke brilleglas og et noget slidt sæt tøj, kom hen og forsøgte at tale med os. Da han ikke forstod et ord af, hvad vi sagde til ham og vise versa, blev konversationen naturligvis ganske begrænset. Da vi skulle afregne var regningen på ca. kr. 50,- alt inklusive.


Vi satte herefter kursen mod byen Pécs. Turen derned går først over en helt flad slette, som breder sig kilometervis ud på begge sider af Donau, som på denne strækning flyder stille og majestætisk.


Herefter kører man op over Mecsek bjergene, her går turen gennem smukke højdedrag mange beklædt med tætte skove, et betagende landskab.
Byen Pécs ligger på den sydlige bjergskråning og Mecsek bjergene giver læ for nordenvinden og solen opvarmer bjergskråningerne. Derfor er der et eventyrligt klima der, hvilket vi også kunne opleve både ved, at vi jo kunne mærke den milde natur, men vegetationen bærer også tydeligt præg af det lune klima.


Man forstår godt der er opstået en stor by på netop dette sted. Når man traver rundt i byen, mærker man tydeligt byens uofficielle status som provinshovedstad. Der er særdeles gode indkøbsmuligheder, både i de mange nye forretningscentre og i den gamle bydel.
Selv om tiden var ved at løbe fra os, besluttede vi at glemme tiden og slentre rundt i den gamle bydel, også i Pécs har man holdt den gamle bydel stort set bilfri, så det er ren medicin for sjælen, at slentre uforstyrret rundt mellem de gamle huse, som ligger langs smalle snoede gader.


Rester fra Tyrkernes belejring af byen stødte vi også på, da der ligger en meget dominerende moské midt i byen, vi fik dog senere oplyst, at den nu er bygget om til en katolsk kirke. Det kan man ikke se udefra, og således kan man jo sige, at Ungarerne har sagt tak for sidst.


Budapest ved den smukke Donau.
Den 19. august kom vi til Budapest.
Vi havde valgt en plads i en forstad til bydelen Pest, som ligger på den smukkeste og bjergrige del af byen.


Campingpladsen ligger sammen med et hotel og der er swimmingpool m.m. Det var ikke noget særligt betagende syn at ankomme til stedet, alt ser faktisk temmeligt nedslidt og ikke særligt vedligeholdt ud. Hotellet minder mest om et nedslidt turist hotel fra middelhavsområdet og græsset omkring bygningerne og swimmingpoolen var mildest talt uplejet.


Inden vi besluttede os for pladsen, var Anette henne og høre, om man kunne vaske tøj der. Det kunne man ikke, men de havde i stedet entreret med en vaskekone fra byen, så hun er i fuldt sving med vores tøj.


De sanitære faciliteter fejlede til gengæld ikke noget og er meget pæne og velplejede. Det er noget, man jo af gode grunde sætter pris på som campist. Det har også vist sig, at lejrchefen er særdeles venlig og hjælpsom.


Det er som om, at alle byer langs Donau virker helt fortryllende. Vi har jo lige været i det smukke Wien. Men også byer som Prag og på sin helt egen måde Ulm i Sydtyskland kan tryllebinde enhver med bare en smule sans for storhed og arkitektur. Men intet overgår Budapest, uden at overdrive glemmer man næsten at trække vejret, når man første gang kører over en af broerne over Donau. Det er er fantastisk smukt syn, som næsten strømmer en i møde. Floden i sig selv er et smukt syn og langs begge sider ligger den ene fantastiske bygning efter den anden.


Der strømmer en kosmopolitisk rus gennem en, på en eller anden måde føler man, at man er i verdens centrum, og at dette må være noget helt ekstraordinært. Man kan slet ikke sammenligne oplevelsen med noget som helst vi ellers forbinder Østeuropa med. Når man så kommer over på Buda siden og kører ud af bymidten, kommer man ganske vist hurtigt ned på jorden igen. her ligger den sædvanlige Østeuropæiske grå bolig blokke ghetto.
I Budapest bymidte ligger et utal af helt fantastiske bygninger. Nogle, som f.eks. parlamentet, er så enormt store, at de næsten virker helt indelukkede, andre mere afbalancerede i forhold til omgivelserne. Men de er alle sammen med til at forstærke den fantastiske oplevelse, man har i de første berusende timer i Budapest.


Nationaldag i Ungarn.
Den 20. august er en nationaldag i Ungarn, hvor man fejrer dagen for kroningen af landets første selvstændige konge.


Vi deltog i festlighederne, som egentligt løber over 3 dage men selve kulminationen er på den 20. august. På vestsiden af byen ligger der på et bjerg, borgen og hele borgkvarteret, dette område er centrum for festlighederne. Selve borgen er et fantastisk bygningsværk, og det flyder naturligt sammen med det gamle borgkvarter. I utallige boder står forskellige håndværkere, smede, snedkere osv. og viser deres kunnen og samtidigt udbydes det fremstillede til salg.


Vi nød også vores frokost i området, hvor der var stillet telte op med grill og naturligvis fadøl i stride strømme. Fra bordene kunne vi følge med i hvad der skete på en til lejligheden opstillet scene. Der var folkedans, sigøjnermusik og traditionel folkemusik med fuld sving i violinen.


Eftermiddagen blev rundet af med en meget smuk, men også varm slentretur rundt i det gamle borgkvarter. Når man går rundt langs ydermurene, er der en fantastisk udsigt over hele Budapest.


Der var en hel del tilrejsende Rumænere som stod i nationaldragter og tilbød hjemmelavede broderier og andet håndarbejde, det så nu ikke ud til, at der var den store afsætning. Vi havde næsten lidt ondt af alle, de især lidt ældre Rumænere, som stod der med deres varer, som de utvivlsomt havde lagt en masse tid og arbejde i, men ingen gad eje det.


Lejrchefen på campingpladsen havde gjort god reklame for en lokal beværtning, som ville servere Ungarnske specialiteter på nationaldagen, så vi besluttede at forlade trummerumen i Budapest og opsøge denne beværtning i stedet.


Vi alle var en tur i bad og blev stadset lidt ud i dagens anledning inden vi til fods, drog af sted. Der var stuvende fuldt, da vi kom frem, men lejrchefen sad ved et bord og sprang op da han så os, og på mirakuløs vis blev der fremtryllet bord og stole, så vi kunne sidde udenfor i den skønne aften. Menu kort eksisterede ikke, men den kvindelige tjener forklarede på sit bedste tysk, hvad de kunne diske op med. Ja, ja lad os bare prøve det og så lige en flaske vin. Hvad vi egentligt havde bestilt, var vi ikke særligt sikre på, men vi var jo endnu ikke blevet skuffet over maden nogen steder under opholdet i Ungarn. Det blev vi heller ikke denne aften, menuen var bare lækker.


Nu til det mest utrolige. Kasper og Jane sad pænt ned under hele middagen og spildte ikke en eneste gang, utroligt. Måske var de udkørte efter en lang dag i byen, Kasper begyndte tidligt at spørge, om vi snart skulle hjem at sove.

Pusztaen, den ungarske prærie


Over Ungarns prærie, Pusztaen.
Vi havde aftalt at være i Rumænien den 22. august, så vi var enige om at køre til Debrecen, som ligger tæt på den Rumænske grænse, dagen før.


Turen startede ikke særligt positivt med trafikkaos i Budapest, og så gjorde vi den fejl at køre efter skiltene.


Det er en rigtig dårlig idé at køre efter skiltene i Budapest, der er hverken hoved eller hale i den måde, man bliver diageret rundt på. Den eneste rigtige måde er konstant at sidde med fingeren på korten og selv finde vej. Men vi startede altså med at køre efter skiltene.
Det første som skete var, at vi blev kørt ud på en kæmpe omvej, inden vi kom over Donau på en af de sydlige broer.


Det er mildest talt en skuffelse at køre over der, når man har prøvet at køre over en af broerne mod centrum. Man har slet ikke den samme smukke oplevelse, men hvad værre er, at man kommer igennem det ene trøstesløse beton kvarter efter det andet. Det er et enormt antiklimaks at forlade den eventyrlige og betagende by på denne måde og så i køkørsel. Det lykkedes os ved egen hjælp at komme på ret kurs igen, og med Anettes finger på kortet hele tiden, tror jeg også vi gjorde det ret godt.


Vi havde valgt en lidt nordlig rute af motorvej M3 så langt den rakte af hensyn til, at vi således ville komme igennem en nationalpark med det sidste af Pusztaen, Ungarns prærie.
Da vi nåede frem til Pusztaen, var det som om, vi var kommet til et andet land, det var flad steppe så langt øjet rækte. Temperaturen steg til 35 grader i skyggen, hvor der var nogen. Vi sad og fantaserede om de fremstormene Hunnere og Djengis Khan, som kom galopperende over stepperne, siddende fremoverbøjet på deres heste og svingende med krumsablerne. Kasper var helt med på den.


Vi nåede til vores destination Termal camping i Debrecen sidst på eftermiddagen . På campingpladsen er der en helsebringende varm kilde, så vi forventer at tage herfra med fornyet jernhelbred.


Stjæler Polakker mere end andre, sikkert ikke. Alligevel blev alt bragt under lås og slå for natten, campingpladsen har nemlig en masse hytter som er lejede ud til polakker. Man kan jo aldrig vide.


På falderebet.
Vi sidder nu samlet ved morgenbordet og prøver at sammenfatte vores indtryk af Ungarn inden vi tager det helt store spring og drager ind i Rumænien.


Vi kan ikke få det til at hænge sammen. Alt er meget billigt her, men omvendt ser det ud som om, at Ungarernes levestandard ikke er meget lavere end vores. Bilerne er fra
mellemklasse og opefter ikke meget billigere end i Danmark, men alligevel ser man mindst lige så mange mellemklasse biler og sikkert flere luksusbiler i Ungarn. Når vi samtidigt kan gå ud at spise hele familien for 100 kr., så må der altså skulle langes en hel del bøffer over disken før bilen er hjemme.


Det ser også ud som om, at der ikke er de store klasseskel, det er ikke sådan, at man kun ser fattige og rige. Derimod ser det ud som om, at der er en jævn spredning i folks levestandard, dog har vi ikke set nogen deciderede fattige, som man stadig kan i Sydeuropa.


Vi har overalt mødt venlighed og hjælpsomhed, naturligvis mærker man forskel på storbyens borgere og landbefolkningen. Det er let at få et smil frem på læberne af ungarerne. Selv om ungarerne ind imellem har lidt svært ved sprog, forsøger de sig gerne og går det ikke slår de et stort grin op.


På intet tidspunkt har vi følt os usikre eller været nervøse for børnene. Det eneste vi har mistet er vores grill som på mystisk vis forsvandt den sidste nat vi var ved Balatonsøen.
Til trods for de besværligheder vi gennemgik med at skaffe en ny bagrude til bilen, virker det som om, at Ungarn har alt hvad hjertet kan begære af materielle goder.

Supermarkederne er velforsynede og moderne indrettede. De varer som findes er af en høj kvalitet. Efter 40 års Sovjetisk undertrykkelse vil ungarene kun acceptere det bedste.
Hvis vi bliver spurgt om vi igen vil feriere i Ungarn, er svaret et rungende JA.

Rumænien


Vi blev inviteret til private indkvarteringer i Rumænien.
Først havde vi egentligt tænkt os at forsøge at planlægge en almindelig campingtur gennem Rumænien. Men da det var særdeles vanskeligt at få informationer i det hele taget og i særdeleshed om campingmulighederne, besluttede jeg mig til at benytte mit medlemskab af Round Table til at få ordentlige oplysninger.


Det lykkedes at komme igennem med en fax til den rumænske landsformand Marius, som vi spurgte om forskellige relevante ting i relation til den planlagte tur.


Marius insisterede imidlertid på, at vi kom rundt og besøgte medlemmerne af Round Table (Tablere) i landet. Vi syntes naturligvis, at det var for meget af dem, at gøre et så stort nummer ud af os, men der var absolut ingen vej uden om. Marius sendte en fortegnelse over 6 klubber, som ville indlogere os privat. Derfor er udgangspunktet for vores tur en række private indlogeringer, som vi ser meget frem til. Vi vil dog også forsøge at komme lidt omkring på egen hånd.

Heste som det foretrukne arbejdsredskab


Rumænien, den ægte version af Østeuropa.
Den 22. august krydsede vi grænsen til Rumænien ved den lille by Bors. Grænsestationen er helt ny og med 12 spor, desværre for effektiviteten er der kun 2 spor på den Ungarnske side. Vi slap relativt let gennem tolden, bortset fra at vi lige måtte op med 20 dollars for af få børnene skrevet i vore visa.


Allerede de første kilometer afslørede en kæmpe kontrast til forholdene i Ungarn. Vi mødte adskillige hestekøretøjer på det korte stykke mellem grænsen og Oradea, hvor vi skulle møde familien Bente. Ligeledes var vejen i særdeles dårlig fatning, og flere skabe i campingvognen var sprunget op, da vi nåede frem.

Landsby efter landsby


Møde på hotel Dacia
Vi skulle mødes med vore værter på hotel Dacia, hotellet var let at finde og vi „slog lejr“ lige overfor hotellet. Hallen på hotellet så ud som man kan forvente det, pænt og rent, men enteriøret var gammeldags og i typiske østfarver, sådant nærmest falmet at se på. Bag en veritabel forsvarsbastion sad en dame og agerer reception. Jeg henvendte mig for at spørge, om jeg kunne få vekslet penge og låne en telefon. Det lod sig efter nogle mindre formaliteter gøre.


Vi blev hentet af to tablere. De kom i en bil som mindede meget om en lille Citroen. Da vi nåede frem til det sted, hvor vi senere skulle tilbringe natten, blev vi lidt blege i næbbet. Det var en gammelt udseende blok, jo her var den ægte østvare. Der holdt alle mulige gamle biler hulter til bulter nede foran blokken. Vejen og jorden foran lignede et bombenedslag. Turen op gennem opgangen gav os ikke fornyet håb, lyset virkede ikke og det så noget skummelt ud. Vi blev modtaget meget hjerteligt, og selve lejligheden er meget pænt møbleret og der er pinligt rent overalt.

Et helt andet land


Statussymbolet er et farvefjernsyn.
I stuen står der på et pidestal, statussymbolet, et farvefjernsyn og kører uden lyd. Senere forsår vi hvorfor; en velbetalt funktionær har en løn på 600 kr……. om måneden. Det betyder altså, at farvefjernsynet repræsenterer en årsløn. Ellers er der dækket op efter alle kunstens regler, og værtsparret gør simpelt hen alt hvad der er i deres magt for, at vi skal have det rart. Traktementet består af pålæg og hjemmelavede salater som smager pragtfuldt. Hertil serveres øl og vand og sikkert for at vise hvad de kan byde på, tilbydes også Balentine whiskey og cognac, vi springer nu over de hårde varer.


Først på aftenen kører vi først ud med vores campingvogn til et sted, hvor den kan stå i sikkerhed. Der er næsten ikke plads, eller rettere sagt, der er ikke plads. Vognen indkasserer her sine første knubs da 7-8 rumænere stimler til og vil hjælpe med at skubbe den ind. Og ind kommer den alligevel, plads eller ej.

Campingvognen gemmes i sikkerhed for natten, vi får vores værtspar´s soveværelse


Herefter begiver vi os med 3 andre tabler familier ind til bymidten for at gå en tur. Otrada bymidte er virkelig en vandretur værd, der er mange flotte og historiske bygninger. Alt er meget nedslidt og de smukke bygninger kunne komme til ære og værdighed med en gang puds og kalk. De tre andre tablere gør hvad de kan, for at forklare om alle bygningerne og vi har en særdeles hyggelig aften.


Da vi kører tilbage for at sove, skal vores bil først bringes i sikkerhed, det sker hos en af tablernes svigerfar, i hans baggård bag lås og slå. Også her er der særdeles trængt og jeg må slå bakspejlene ind for at „skrue“ mig igennem porten.
Natten tilbringer vi i værtsparrets soveværelse og børnene i sønnens værelse, selv sover værterne i stuen. Det virker som om der ikke er nogen ende på Rumænernes gæstfrihed, og vi er lidt småforlegne ved situationen.

Picnic med vores nye rumænske venner


Picnic med vore nye Rumænske venner.
Næste dag tager vi med vore Rumænske venner på picnic. Der går dog en rum tid inden vi kommer af sted, da en af bilerne er brudt sammen.


Det er meget vanskeligt skaffe reservedele og benzinen er af særdeles dårlig kvalitet. Derfor holder bilerne også mange steder langs vejen med motorhjelmen slået op.
Vi skal op i bjergene og først besøger vi en meget flot og interessant bjergrotte. Da der er høj solskin og meget varmt er det et mindre varme- eller rettere kuldechok at komme ind i den kolde grotte. Der er meget flotte og særdeles velbevarede drypsten og der er ikke som i så mange andre grotter i Europa øvet hærværk. Det er også tydeligt, at de er meget stolte over denne attraktion.


Medens nogle af os har været rundt i grotten har de andre tændt bål og rigget en wok lignende pande til og så bliver der ellers forberedt et større traktement. Alt foregår på naturens præmisser, der bliver hugget brænde, vasket i floden osv.
Vi tilbringer herefter den mest hyggelige eftermiddag jeg kan mindes sammen med vore Rumænske venner.


Pludselig ændrer vejret fuldstændigt karakter. Det tager kun en halv time fra høj solskin til tropisk regnskyl. Heldigvis er rumænerne forberedte på situationen og vi når at få pakket sammen inden himmel og jord står i et.
Det første stykke vej tilbage er meget dårlig og fuld af skarpe skærver,så den forceres i sneglefart. På vejen tilbage skifter vejret igen tilbage til høj solskin. Denne gang er omskiftet endnu hurtigere.

Hyggetur i byen


Den rumænske boligstandard a la Danmark anno 1950
Der er ikke varmt vand i hanerne og i det hele taget er boligstandarden dårlig. Jeg var ved at tage et billede på badeværelset, men kunne ikke få mig selv til det. Rumænerne prøver hele tiden at få det bedste ud af situationen og undskylder hele tiden den dårlige standard. Samtidig er de utroligt gæstfrie og meget behagelige mennesker. Og så stå at tage billeder af noget de er flove over ville være en uforskammethed overfor deres gæstfrihed, så derfor ingen billeder.

Besøg på plastikfabrikken i Oradea


Inden vi tager afsked med Oradea og vore venner, er vi ude at se en plasticfabrik med ca. 1000 ansatte. Også der bliver vi modtaget flot og salgsdirektøren og eksportchefen kommer og udspørger om forholdene i vores del af Europa. Kasper og Jane får adskillige gaver og der er ingen ende på hjerteligheden.


Med en klump i halsen vinker vi farvel og begiver os på en 500 km. lang rejse gennem bjergrigt terræn til Suceava i den Moldaviske del af Rumænien.

Det er umuligt at køre efter mørkets frembrud, det er for farligt


Trafikken i Rumænien.
Hvis jeg skal prøve at beskrive trafikken på turen fra Oradea til Suceava, må udgangspunktet være de skrækkelige busture mange af os husker med rædsel på charterferien i 70érne fra lufthavnen til hotellet i Spanien. Hertil lægges adskillige huller i vejene og jernbane krydsninger der kan få undervognen på enhver kampvogn til at skælve. Desuden i hundredvis af hestetrukne vogne, enkelte oksekærrer, håndtrukne vogne skubbet af mutter og et par fåreflokke. Desuden udskiftes hver 3 lastbilchauffør med kamikazepiloter med livsforsikringen i orden. Alt er et stort kaos og det kræver 100 % koncentration hele tiden.


Den maksimale distance, som det er muligt forsvarligt, at tilbagelægge på en dag i bjergegnene med campingvogn er kun 150 – 250 km. Og herefter er man helt udbombet.
Al kørsel om natten er simpelthen direkte livsfarlig. Der er masser af hestekøretøjer, som kommer helt uden lys, og vejene er mange steder fulde af huller.


Benzin situationen er nogenlunde, men man kan godt risikere 100 km uden mulighed for at tanke blyfri, men det er jo nemt at gardere sig imod med en reservedunk.
Benzinen er billig ca. kr. 1,50/l, men kvaliteten er elendig. Bilen hoster og prutter medens den er kold og kan ikke sejtrække ordentligt på grund af det lave oktantal på under 90.

Lige inden mørkets frembrud, kørte de lokale og vi overnattede blandt ulve i Transylvanien


Overnatning i det fri, midt i Transsylvanien.

Naturen er ikke mindre end fantastisk og opvejer helt og fuldt de andre problemer vi må gå igennem. Bjergene er helt specielle og slet ikke rå og barske som alperne, men i stedet smukke og runde. Der er masser af afvekslende skov og vegetation og meget grønt. Overalt møder vi åér og floder som løber idyllisk igennem landskabet.


Idyllen bliver dog kortvarigt afbrudt af et møde med færdselspolitiet. Vi får en bøde på 30.000 lei, og vi aner ikke hvorfor. Politiet er utroligt flinke og venlige og vi har ikke lyst til at ændre på det, så vi betaler uden yderligere diskussion bøden, som svarer til ca. kr. 75,-.
På turen fra Oradea til Suceava nyder vi rigtigt den smukke natur. Vi har planlagt at overnatte på Draculas Inn, men når ikke frem, inden tusmørket sætter ind, på grund af vejrforholdene. Vi må derfor vælge, om vi vil sætte livet på højkant og fortsætte i mørket, eller om vi vil campere ude i det fri.

Grev Dracula´s slot, som vi ikke nåede frem til inden det blev mørkt.


Da vi kommer forbi en smuk lavning, hvor floden bugter sig igennem, ser vi et par telte og rumænske biler. Det er svært at afgøre, om det er sigøjnere på grund af tusmørket. Vi beslutter os for at tage chancen og finde et sted ved floden og campere for natten. Natten falder hurtigt på, og vi mener at være i sikkerhed i mørket. Det lyder måske lidt specielt at være i sikkerhed i mørket, når man er i Draculas hjemland Transsylvanien, men vi tænkte nu også mest på landevejsrøvere. Om natten sover vi trygt og roligt og vågner op til en malerisk smuk morgen.


Vi beslutter at tilbringe det meste af dagen på dette smukke sted, og vi får lejlighed til at afprøve al vores udstyr, da vi jo er helt uden forsyninger udefra. Vi købte i en marineforretning inden afrejsen en sådan pose, som fyldes med vand, som varmes op af solen. Det fungerer fint og Anette og jeg tager brusebad i solopvarmet flodvand, herligt. Der bliver også vasket tøj og unger i flodvandet og vi hygger os rigtig med den intime kontakt med naturen. Igen har Rumænien skænket os en af de små, men smukke oplevelser, vi aldrig vil glemme.

Vi så ikke en eneste traktor men mange hestevogne


Landbruget i stampe.
Landbruget i Rumænien er i høj grad præget af den måde landbrugsreformerne er sket. De fleste steder var der, af det kommunistiske regime, blevet indført tvangskollektivisering af landbruget. Disse kollektiver er nu blevet fordelt mellem bønderne med det resultat, at landet nu består at små bitte parceller. Hver landmand har så sit lille stykke jord, men har ingen effektive redskaber. Derimod har de fleste en eller to heste som gør det ud for traktoren og gerne også div. husdyr, men det er helt tydeligt rettet imod først og fremmest at forsyne sig selv og så sælge overskudsproduktionen på markedet.


Det er svært at gennemføre ændringer fra politisk hold, da over 60% af hele befolkningen lever på landet og er meget uoplyste og iøvrigt konservative. Derfor står landet i stampe og ændringer sker kun langsomt.


Det er også derfor, at man ser så mange hestekøretøjer på vejene. Selv hestevognene var i øvrigt standardiserede under det kommunistiske styre, og vi så overalt de karakteristiske små vogne med et langt smalt lad trukket af i reglen kun en hest.
Vi ser også tydeligt de små parceller, når vi kører igennem landet, inden for arialet af en normal dansk mark kan der være adskillige forskellige sorter, korn, græs, majs, solsikke m.m.


3 liter vodka plus diverse til 7 syv personer.
Den 25. august ankom vi til Suceava, sent om eftermiddagen og lettere mørbankede. Vi blev modtaget af landsformanden for Round Table Rumænien, Marius. Marius, hans kone og lille datter bor midt i byen i en lejlighed, som er af væsentlig bedre standard end vi har set indtil nu.


Om aftenen er der samlet 6 tablere på et af byens hoteller, de normalt bruger til mødested. Vi hygger os og udveksler oplysninger om vore lande. I løbet af 3 timer bliver der konsumeret 3 flasker vodka som drikkes rent, herudover diverse øl mm. Det viser sig under diskussionen at Marius er professor i kernefysik og flere af de andre tilstedeværende har også tidligere undervist på universitetet eller har en universitetsuddannelse.

Som næsten alle siger med et smil på læberne under præsentationen; before I did this or that, but now I am a businessman. (Før lavede jeg det eller det, men nu er jeg forretningsmand.)


Rumænerne er meget interesseret i forretninger og stiller mange spørgsmål i den retning. Det er helt tydeligt, at de er klar over, at det er nu der skal handles, hvis de vil skabe sig en fremtid i det nye samfund med fri markedsøkonomi.
Dagen efter er vi på sight seeing i Suceavas omegn.

Nonnen som vi boede hos


Mod på den Rumænske natur.
Vi beslutter, at det er en god idé med et par dage for os selv en gang imellem, da det er ret hårdt, at være sammen med andre hele tiden og sove fremmede steder osv. Dette selv om Rumænerne gør alt for os og som nævnt så mange gange, er de utroligt gæstfrie.
Marius foreslår, at vi kan tage til et kloster på vejen til Brasov hvor vi kan blive indkvarteret hos en af søstrene eller campere ved klosteret. Søstrene lever til dels af at leje værelser ud til især mennesker fra Bukarest, som trænger til fred og ro.


Mange familier har en vis tilknytning til en af søstrene, som de tager sig af i et vist omfang. Nogle besøger af og til „deres“ søster og har mad med og betaler hende for at bede for sig og familien i de næste måneder.


Vi bliver enige om at opsøge „Marius´ søster“. Hun bor, som alle andre søstre, i et lille hus ved klosteret. Der er en lille landsby omkring klosteret hvor alle søstrene bor, og der hersker en ualmindelig ro og fred i landsbyen. Høns går sammen med et par enkelte heste frit omkring i de smalle gyder. Det er som om tiden blev sat i stå her for hundrede år siden. Huset er uden rindende vand, som i stedet hentes i en af de mange brønde, som byen deler. I det hele taget er det meget primitivt og med et ægte das i baggården. Men der er hyggeligt og man slapper helt af med det samme. Vi kan leje 2 værelser for 25 kr. i døgnet, så det er ikke på grund af prisen, vi i stedet vælger at bo i campingvognen, men i stedet af hensyn til børnenes udfoldelsesmuligheder.


Vi parkerer campingvognen udenfor klosteret ned til en lille å, hvor der er nogle velholdte plæner. Vi taler forinden med en af søstrene, som giver os lov til at parkere campingvognen der og vi får også strøm fra hendes hus.


Efter at have slået lejr begiver vi os igen op til Marius´ søster, hvor vi sidder og hygger os på hendes lille veranda, medens vi spiser den mad, som Marius og hans kone har medbragt. Vi udveksler billeder og diskuterer løst og fast.


Efter maden kommer vi til Buisiness, søsteren bliver betalt 10.000 lei, ca. 25 kr. for at bede for Marius´ familie og gode foretningsmuligheder i det næste halve år, jeg lader hende bede for Rumæniens folk i denne vanskelige og omskiftelige tid, og siger at hun da også godt må lægge et enkelt godt ord ind for min familie.

Som fuld kompensation for den Sovjetrussiske samlekvalitet, velsigner præsten bilen


Også bilen kan velsignes.
Katolikker og ortodokse er åbenbart helt „skuppelløse“ over hvad de betaler søstrene for. På vejen tilbage til campingvognen står 2 ortodokse præster og velsigner en families bil. Bilen står med motorhjelmen åben, maskineriet skal åbenbart have en ekstra omgang. Familien står rundt om bilen og slår korsets tegn adskillige gange, medens præsterne messer. Det er lidt svært for os at forstå det. At man kan betale sig til gode bønner og velsignelse, sådan har det jo været i den katolske kirke siden afladsbrevet blev indført.
Nå, men fordi nogen er anderledes end os, behøver vi jo ikke at være mere på den rette vej.
Vi tager afsked med Marius og hans familie og sidder og nyder de smukke omgivelser og vejret ind til et gevaldigt regnvejr sætter ind. Måske jeg skulle smutte op og stikke hende 10.000 lei for at skaffe et ordentligt vejr.

Ro og fred ved klosteret


Pragtfuldt ophold ved klosteret.
Vi nyder rigtigt opholdet ved klosteret, og vi har fået en aftale med en af nonnerne om, at jeg kan hente frisk mælk direkte fra koen hver morgen.
Jeg nyder gåturen op til nonnen for at hente mælk, det er som at være i en helt anden verden, hønsene klukker og jeg møder en oksekære på vej til markarbejdet, mens alt ellers
ånder alt fred og ro. Nonnen hælder den friske mælk op i en beholder, som jeg har medbragt til formålet., en sjov oplevelse.


En eftermiddag kører vi til den nærmeste by for at få vekslet penge, vekselkontoret er imidlertidig løbet tør for lei, den lokale valuta. Vi venter, til der er skaffet nye forsyninger, på en nærliggende restaurant, hvor vi iøvrigt indtager en middag med Coca Cola til, for ca. kr. 35,-. Det er ganske vist forståeligt, at det er billigt, da vi stort set ikke ser andre turister og Rumænenes indkomst er efter vores målestok meget beskeden. Alligevel er det ikke helt til at forstå, at tingene ikke koster mere end de gør. På vejen tilbage køber vi i et lokalt vinudsalg 6 flasker vin for ca. 4 kr. pr flaske med 1,5 liter pr. flaske. Jo pengene rækker i sandhed langt for os her i Rumænien.


Vejret ændrer sig via gråvejr til decideret øsende regn og 8 – 9 grader. Da vi har fået en skade på campingvognen så forteltet ikke kan slåes op (Østeuropa er unægteligt lidt hårdt ved materiellet) komplicerer det opholdet ved klosteret, da vi så kun kan være i campingvognen og vi beslutter at køre mod den næste destination. Det fremgår af ADAC´s campingfürer og det rumænske turistkort, at der ligger nogle helbredende bade i bjergene på vej til den næste by hvor vi skal være.


Af sted det går, jeg ved ikke hvad, men denne dag er det som om den ellers umulige Rumænske trafik er gået helt agurk. 3 gange må vi lave en katastrofe opbremsning og den ene gang er det virkelig alvorligt, en lastbil kommer mod os i et blødt venstresving. Pludseligt hopper hjertet en ekstra gang medens bremsen knaldes i bund. På ydersiden af lastbilen er en Dacia ved at udfolde alle sin 22 heste i en fuldstændig umulig overhaling og der kommer vi med campingvogn og hele balladen. Kun med nød og næppe undgår vi katastrofen.


Senere finder vi ud af, at når der kommer en lastbil er det altså ikke helt ualmindeligt, at en eller anden er gang med en overhaling. Uanset om han kan se noget eller ej, gud være med dem. Vi er også enige om at intet, simpelthen intet vil kunne chokere os efter den tur.


Endnu en campering i det fri.
Vi svinger af, væk fra hovedvejen for at finde en campingplads ved de helbredende kilder. På kortet er vejen der op kun en ganske tynd streg og det giver også anledning til diskussion, om det nu også er muligt at køre på den med campingvogn. Det er det, det første stykke.


Vi kommer til en campingplads, vejen derop er mindst en 30 graders stigning af en huldet jordvej, selve den rigtige vej går her også over i grusvej. Der er ikke andet at gøre end, ud i regnen og koble campingvognen af og så prøve at regkonogsere uden campingvognen.
Det viser sig, at den rigtige vej måske vil kunne forceres med yderste forsigtighed, da der er meget tåget højere oppe på bjerget og her er store huller og en del vejarbejde undervejs. Vejen op til campingpladsen kan med garranti ikke passeres af en campingvogn med mindre den trækkes af en 4 hjulstrukket traktor, så det må på forhånd opgives.

Hygge hos tablervenner


Da mørket er ved at falde på opgiver vi også at forcere den almindelige vej op over bjerget og inspicerer i stedet en nærliggende restaurant. Restauranten er særdeles hyggelig, så der bliver slået lejr på den efterhånden godt mudrede parkeringsplads foran restauranten.
Vi har en rigtig hyggelig aften på restauranten som er fuld af glade rumænere. Maden er god og betjeningen tør også op, efter de har set os lidt an. Jeg får efter flere forgæves forsøg med det rumænske telefonnet kontakt til tablerne i Brasov, hvor vi skal bo næste dag. Linien er meget dårlig og jeg kan kun høre hvert tredie ord, men en aftale tror jeg nok vi fik i stand.


Børnene får is og vi får kaffe med 100 ml. cognac, som er standard målet i Rumænien.
Vi har overhovedet ikke truffet en eneste turist på turen til nu, men af en eller anden grund har en enlig tysker forvildet sig ind på denne øde liggende restaurant. Han fører sig frem som en verdensmand og vi sidder og griner lidt af ham i det skjulte. Først kræver han et askebæger og da servitricen kommer med det, sidder han og hamrer pegefingeren ned i bordet som en instruks om, hvor det skal placeres. Herefter er der en større palauer om
middagens sammensætning og der bliver krævet „ein dobbelt portion kartofeln“. Enden på cirkuset bliver, at han kommer til at sidde inde bagved i en mørk krog af restauranten og serveringen iøvrigt gør alt for at undgå ham.


Stoppet i 2 politirazziaer.
Næste morgen vågner vi op til endnu en dag med øsende regn, og her sætter vi virkeligt pris på de forbedringer, vi gjorde med campingvognen, inden vi tog af sted. Således får vi alle et varmt bad og er klar til at kravle ned af bjerget igen og komme afsted til Brasov.
På den korte vej fra Suceava til Brasov er der 3 politirazziaer og vi bliver stoppet i 2 af dem. Heldigvis er det kun for kontrol af vore papirer og det giver ikke anledning til nogen opstramning af rejsebudgettet.


Også her er politiet meget venlige og de får nærmest en rundvisning i campingvognen, som de tydeligt vis aldrig har set før og vi skilles som de bedste venner. Den ene af betjentene får endda fortalt os om sin 6 måneders gamle søn.


Brasov festival.
I Brasov er der en stor festival i gang. Helt atypisk for denne type festival er scenen opsat midt inde i den smukke bymidte lige foran en af Europas største kirker, den sorte kirke.
Som alt andet i Rumænien er niveauet ikke som i vesteuropa, men der er gjort et flot stykke arbejde med arrangementet.


Da sådant et arrangement kræver telefoner og masser af strøm må selve Brasov bymidte acceptere at være periodevis uden strøm og permanent uden telefonforbindelse, medens festivalen står på. Men hvad, til gengæld har de jo muskikken drønende ind af vinduerne døgnet rundt, uden merpris.


Vores kontaktperson Dan, bor meget beskedent med sin kone Silvia og sin søn på 2 år i en 2 værelses lejlighed. Der er ikke mulighed for privat indkvartering og vi bor på en i øvrigt udmærket og velfungerende campingplads i Brasov. Som overalt i Rumænien bliver vi godt modtaget, jeg får også lejlighed til at besøge en virksomhed og vi er en tur i bymidten på sight seeing og til festival. Desværre er vejret ikke særligt godt og temmelig koldt.

Det giver mening med et par grise i baghaven. Én der er ved at være klar til slagtning og en til lidt senere….


Cimpulung Musel.
Den smukkeste del af turen til nu er mellem Brasov og Cimpulung Musel, hvor vi skal besøge en helt nyetableret Round Table klub.
Hele turen går gennem et uanmindeligt betagende bjerglandskab. Solen skinner ind imellem gennem skydækket og giver et smukt farvespil på de bakkelignende afrundede grønne bjerge. Området er et attraktivt område for jægere og vi møder flere Mercedeser med sydtyske nummerplader.


Undervejs gør vi holdt ved et motel, inventaret bærer tydeligt præg af ejerens jagt interesser og der hænger jagttrofæer overalt. Ørne, vildsvin, bukke og kronvildt mm. har måttet lade livet..


Lige inden vi når Cimpulung Musel taler vi om at indbyggerne burde betale luxus skat for at bo i sådanne smukke omgivelser. Men da vi når byen, er der ikke noget smukt ved det. Det er som om, at der er knaldet en håndfuld ørkesløshed og grå slette ned midt i dette ellers så smukke område. Måske er det slet ikke så slemt og virker bare sådan på grund af kontrasten, fordi vi kommer til en by efter dette smukke bjerglandskab.


I Cimpulung Musel bor mange i egne huse, eller man skulle måske nærmere kalde det for minilandbrug for haverne udnyttes til det yderste, ikke noget med blomster og græsplæne her. Alt udnyttes til det yderste, her gror majs, bønner, mm og over det hele vin og æbler. De fleste har også høns gående rundt i haven og en eller to grise i baghaven. Man skulle jo mene at de vesteuropæiske økologer, uden i øvrigt at have noget i mod dem, ville klappe i deres små hænder af glæde. Og indrømmet såvel høns som grise ser uamindeligt tilfredse ud.


Tablerne i Cimpulung Musel tager os på en picnic i de omkringliggende bakker om lørdagen og vi nyder dagen selv om det er lidt halvkoldt. Turen er dog noget af et forhindringsløb mellem dybe huller i vejen og fritgående husdyr. Men vi har efterhånden lært at vende os til, at en fritgående ko eller gris på kørebanen ikke er et særsyn i rumænien.
Mangelen på komfort er ved at give os pip.


Rumænien har meget at byde på ikke mindst naturmæssigt.Bagsiden af medaljen er, at landet er så tilbagestående og det er besværligt at skaffe lige meget hvad.
Vejene er elendige og der dukker megastore huller op i vejen helt uden varsel med det resultat at alt i campingvognen ligger hulter til bulter.Jernbaneoverskæringerne er stort set umulige at forcere, flere gange er det sket at campingvognen skrabede på.


Telefonsystemet fortjener et kapitel for sig, det er helt godnat. For det første skal man de fleste tilfælde ringe via en gammeldags central for at komme igennem, efter en tid ringer centralen så op med forbindelsen. Selve systemet er af det gammeldags pulssystem modsat vores tonesystem, således er det ikke muligt at ringe til f.eks sin telefonsvarer. Men det værste som turist er den udprægede mangel på telefoner, mønttelefoner eksisterer stort set ikke, så vi er meget handicappede i vores kommunikation.


En dag skulle vi have fyldt vore gasflasker, det krævede besøg på adskillige tankstationer, uden det i øvrigt lykkedes. Sådan er det med alt, hvis man ikke lige præcis ved hvilken forretning som er forsynet med den ønskede vare, kan man rende fra Herodes til Pilatus før det lykkedes at skaffe den. Selv elementære ting som brød og vand kan man ikke være sikker på den første forretning har.


Lige nu er jeg tæt på gerne at ville give min højre arm, for et dejligt varmt karbad i et skinnende rent badeværelse med varme i gulvet.

Campingvognen blev spændt fra og jeg sendt i forvejen for at se om vejen var farbar – det var den ikke


Bucarest.
Den 5. september begav vi os til Bucarest, herefter til Constanta den store havneby ved Rumæniens sortehavskyst.


Vi havde tilbragt et par dage på en campingplads lidt nord for Bucarest, området tjener til rekreation for storbyens borgere. Da det er sidst på sæsonen og hverdag, er der ikke mange menesker i området, som vi stort set har for os selv.


Hunde er der til gændgæld nok af. Som overalt i landet er der massser af herreløse hunde, som lever mere eller mindre vildt. På campingpladsen daser de dagen lang og tigger mad her og der. Omkring vores plads er det en gammel tæve, der har magten. Den har tydeligt mere erfaring end de ellers større unghunde, som også huserer der omkring. Hun lader unghundene slås om alt muligt, men når det virkelig gælder, slår den til. Hårdt og ubamhjerteligt, det så vi en enkelt gang, ikke noget at sige til at de andre hunde har respekt for patriarken.


Om natten hører man hundene slås, de gør og hyler natten lang, vi forstår ikke, at de øvrige campingæster, som er fastliggere, finder sig i nat efter nat at blive forstyrret. Den anden nat er det helt galt og jeg er først ude og smide sten efter hundene, men det hjælper først da jeg, belært af patriarkens taktik, hårdt og brutalt affyrer en lysgranat efter dem. Ikke uden smil på læberne går jeg atter til ro.


Vejret artede sig meget dårligt og vi var enige om at tingene ligesom begyndte at gentage sig selv. Derfor krydsede vi grænsen til Bulgarien den 6. august kl. 16.30. Herefter skulle vi gennemgå 24 timers mareridt, men tilbage til det senere.


Bucarest er ikke som storbyer er flest, der er ikke nogen udpræget city. Byen er præget af det jordskælv som i 77 (tror jeg) lagde byen i ruiner. Ceausescus regime benyttede lejligheden til at ommøblere den oprindelige bykerne og anlagde i stedet brede boulevarder og oversåede byen med de standardiserede kedelige betonblokke. Derfor er byen egentligt ikke særlig spændende at gå på opdagelse i og vi mente, at en halv dag måtte være nok.


Overnatning ved tyrkisk restaurant.
På cirka halvejen til Constanta fandt vi en tyrkisk restaurant, hvor en del tyrkiske lastbiler havde gjort holdt for natten. I mangel på bedre campingfaciliteter slog vi os også ned der. Det viste sig at være en lidt blandet landhandel. Man kan spise tyrkiske retter der. En del chaufører sad og indtog ikke små mængder metaxa og flere af dem havde faktiskt svært ved at holde sig oprejst. Rundt omkring ved bordene sad også en del piger klædt således, at ingen kunne være i tvivl om deres ærinde. Det forhindrede os ikke i at få en god middag og børnene charmerede alle, så vi mødte kun venlighed.


Ingen færge til Istanbul.
Næste dag begav vi os til Constanta, vi havde hørt, at man kunne sejle derfra til Istanbul. Vi var opsatte på at sejle dertil, så vi kunne undgå turen gennem Bulgarien. Dels havde vi ligesom fået nok af Østeuropa og dels var vi selv i Rumænien, af stort set alle, blevet advaret om at køre igennem Bulgarien. Vi fik forskellige informationer om færgeruten afhængigt af hvem vi spurgte undervejs. Nogle mente der er en færge andre ikke, nogen mente den går fra Constanta andre mener den går fra andre byer. Vi fik selvsagt en del tid til at gå med at få undersøgt disse postulater. Enden på legen var, at vi kunne konstatere at der går en færge lige syd for Constanta, men den medtager kun trailere og vi kunne ikke komme med.


For ikke at køre ind i Bulgarien på halvtom tank, tankede vi inden grænsen. Denne lille øvelse krævede besøg på 5 tankstationer og 100 km. kørsel inden vi kunne skaffe blyfri benzin.

Bulgarien


Føste møde med Bulgarien.
Vi ankom til grænsen kl. 16.30. Det tog en halv times tid inden de, i øvrigt flinke, Rumænske toldere besluttede sig til, at slippe os ud af landet.


De Bulgarske toldere bekræftede alle advarsler. Hammer og sejl logo i bæltet, som holder en stor skyder oppe, barsk udseende. Vi frygtede det værste, men heldigvis, lidt US dollars og nogle amerikanske cigaretter bliver udvekslet og vi slipper igennem uden yderligere kommentarer.

Vejen var som en flod


Skrækkeligt uvejr i Bulgarien.
Det er et rigtigt uhyggeligt vejr da vi kører ind i Bulgarien, luften er tung og skyerne er meget truende og uhyggeligt mørke. Sammen med vores lette nervøsitet, som medbringes, skutter vi os lidt i bilen. Der er overhovedet ingen biler på vejen og langs vejene i landsbyerne, hvor der i Rumænien plejer at sidde masser af mennesker, er der heller ikke et øje her i Bulgarien. Det hele virker ret uhyggeligt.


I det fjerne ser vi, det er ved at trække op til uvejr. Himmelen oplyses af kraftige lyn, det bliver værre og værre. Pludselig øser det ned og det begynder at hagle kraftigt. Ikke haglvejr som vi kender det i Danmark. Haglene er ca 1 – 2 cm. i diameter og de falder tæt.
Jeg ser for mig billederne af knuste biler, som er massakreret under hagl på størrelse med æg og udbryder; åh nej kæmpehagl, vi må i læ. Bil og campingvogn bliver kastet ind mellem nogle træer på en tilstødende grusvej.


Selv om det er slemt, er der heldigvis ikke tale om de frygtede kæmpehagl. Regnen og hagl styrter ned. Det er heldigvis ikke så slemt som først frygtet, men himmel og jord står i et og vejen bliver til en flod.


Vi snakker meget om de enorme mængder vand og tager billeder af seancen. Efterhånden aftager uvejret og vi kan genoptage turen. Senere bliver vi fanget af endnu et uvejr inde midt i byen Varna.


Varna var vi nær aldrig sluppet ud af igen. Skiltningen er simpelthen overhovedet ikke til nogen hjælp. Snart blev vi drevet den ene vej, snart den anden. Ofte deltes vejen i to og der var ingen skilte. Det er svært at beskrive, men det tog samfulde 2 timer, inden vi fandt ud af Varna. Enten har turistforeningen lavet skiltene eller der må være en practical joker blandt de tidligere kommunistiske byplanlæggere.


Vi satte kursen mod Burgas og kunne hele tiden se uvejret omkring os. Mørket var forlængst kommet og kun når de kraftige lyn oplyste himmelen blev det lyst som ved dagslys.


På det værst tænkelige sted indhentede uvejret os. Vi var lige nået op på en bjergtop, hvor der var en højslette helt uden nogen form for læ.


Som ved et fingerknips væltede regnen ned. Det tog højest ti sekunder fra den første regndråbe faldt til vi intet kunne se. Vi standsede midt på vejen og tændte katastrofeblinket. Vi kunne ikke engang se vejkanten så kraftig var regnen. Men det skulle blive endnu værre. Pludselig kom en stormvind, som måske når kastevindene kom, nåede orkanstyrke. Samtidig kom haglene – vinden puffede hårdt til bilen og haglene smadrede mod ruderne. Campingvognen slingrede fra side til side, flåede og rykkede i anhængertrækket, så bilen blev kastet omkring.


Nu var det pludseligt overhovedet ikke sjovt længere. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle gøre med børnene, hvis ruderne blev slået ind eller vi blev væltet omkring. Vi var rent ud sagt pisse bange og frygtede for vores liv. Jeg har svært ved at vurdere, hvor længe det stod på, men langt om længe stoppede det og vinden loddede hurtigt af. Regnen fortsatte en stund endnu.


Da vi kunne se igen, forsøgte vi at køre, men noget holdt campingvognen tilbage. Det viste sig, at haglene var stampet sammen under hjulene og campingvognen var simpelt hen frosset fast. Fronten på campingvognen bærer også et minde om mødet med haglene og er blevet bulet, dog ikke så slemt.


Vi kom dog afsted, vejen var da vi kom lidt længere frem ved en skovstrækning overdænget med grene og blade, som stormen havde flået af.


Det var ikke muligt at finde en campingplads og jeg turde simpelthen ikke fortsætte. Dels af skræk for en omgang mere og dels fordi jeg var skrækslagen og mere eller mindre ude af stand til at køre bil.

Mod en venlig donation og en snak fra de varme lande, fik vi lov at overnatte her


No parking.
Vi kom forbi et sted, hvor der sad en portvagt, hvor der var oplyst og hvor der var god parkeringsmulighed. Vagten var imidlertid ikke indstillet på, at vi måtte overnatte der. Jeg satte ham i udsigt, at han kunne tjene nogle dollars, hvis vi måtte overnatte der under hans opsyn. Men det var han ikke meget for og sagde „no parking“. Først forsøgte jeg med cigaretter, så fik han 20 dollars, så fik han en historie om mine trætte børn. Hvad der virkede ved jeg ikke, men vi fik lov til at overnatte der og han bedyrede at han nok skulle sørge for, at der ikke tilstødte os nogle ulykker.


Det var skønt at komme ind i den hyggelige campingvogn, i sikkerhed. Efter en ordentlig rom med lidt cola kunne jeg også slappe af. Vi kunne se, at uvejret ikke havde været der, for alt var tørt og jeg frygtede at det skulle komme, men vi var dog enige om, at det ikke kunne være så slemt, der hvor der jo trods alt var læ. Kasper var heller ikke helt tryg ved situationen og talte meget om „stenene“ som faldt ned på bilen. Anette fik heldigvis blødt det lidt op med mad, hyggebelysning på bordet og ved at tale om alt muligt andet. Jeg læste historie for børnene og vi gik snart efter til køjs. Uvejret kom heldigvis ikke, men vi slap ikke for lidt regn.

Ubs! Hertil og ikke længere


Ingen vej…
Næste morgen brød vi op tidligt for at begive os på vej til Istanbul, eller som byen hed i oldtiden Konstantinobel. Selv om vi havde haft alvorlige problemer dagen før, var humøret højt og vi manglede kun ca. 100 km. til grænsen.


Vi fulgte en Europavej mod grænsen, vejen går det meste af ruten langs kysten med bøjer på et tidspunkt af ind i landet i sydvestlig retning. Hvor dette skete mødte vi imidlertid et skilt. Road end…. og så en længere forklaring på Bulgarsk, som ikke var til megen nytte. Vi havde købt alle vores kort hos FDM, men de havde ikke noget bulgarienskort, så vi navigerede efter et Europakort, der var selvsagt ikke nogle biveje på dette kort. Vi mødte en mand, som kunne udmærket tysk, han forklarede os, hvordan vi så skulle komme til grænsen.


Efter vi første gang havde fulgt hans anvisninger, vendte vi om igen, vejen var simpelthen for dårlig, så han måtte have været forkert på den. Sådan gik det frem og tilbage nogle gange, desværre havde han ret, der var kun denne vej. Dette viste i øvrigt også de mange biler, som kom bumlene.


Når jeg fortæller, at vi tilbagelagde det meste af ruten i 1´ste gear og til trods for dette fik smadret næsehjul og ophænget under campingvognen til reservehjulet, kan man måske få en ide om, hvor dårlig vejen var.


Turen til grænsen, som vi havde vurderet til 2 timer højest, tog i stedet 10 timer. Børnene tog det heldigvis pænt, men Anette og jeg lovede hinanden, aldrig mere Bulgarien. Undervejs sank benzinmåleren faretruende og vi var ikke rigtigt klar over, hvor vi var i forhold til målet. Et skilt dukker op, Border Area. Yaaah endelig, der kommer imidlertid ingen grænse.

Jeg ved faktisk ikke hvad det er, måske en Bulgarsk restaurant?


I stedet tordner et stort bjerg frem og det går, op og op og op. Vi bliver enige om at vende ved først givne lejlighed, jeg er ved at være meget bekymret for benzinforsyningen. Der er ikke plads til at vende nogen steder, så vi beslutter at vende campingvognen på den stejle stigning med håndkraft. Medens vi har spæret vejen helt og campingvognen står på tværs af vejen, kommer to tyrkiske biler bagfra. Hjælpsomme som de er, styrter de ud og vil hjælpe. Inden det kommer dertil for vi forklaret, at vi er mere interesseret i et landkort, hvis de har det. (Det havde også vist sig at FDM´s europakort var forældet med hensyn til enkelte bynavne.) De flinke tyrkere får os forklaret, at vi faktisk var på rette vej, og at der er ca. 20 km. til grænsen.


Sidst på dagen når vi endelig grænsen efter at have påfyldt, de sidste 5 liter fra reservedunken.

Tyrkiet


Endelig i Tyrkiet.
Vi slipper uden de store sværdslag igennem den Bulgarske grænse og ind i Tyrkiet, en enkelt Tyrkisk toldbetjent er dog noget ubehøvlet, men det går dog alligevel. En af betjentene oplyser, at der er 17 km. til næste tankstation. Vi når godt 10 km., inden bilen begynder at hoste og sprutte indtil den helt opgiver og går i stå.


Efter de sidste 24 timers strabadser var det lige hvad der manglede. En flok tyrkiske knægte kommer rendende og begynder at tigge cigaretter for at det ikke skal være løgn.
Jeg tænkte, hvis de vil have smøger, må de lave noget for dem og fremviser den tomme reservedunk.


En af knægtene lyser op og styrter af sted med dunken. Efter kort tid kommer han tilbage med den fyldte dunk, desværre var dunken fyldt med vand. Sikkert fordi biler tit koger over i det bjergrige terræn.


Jeg får ham forklaret at det altså er benzin vi mangler, det er han ikke så interesseret i at skaffe, men peger op på bjerget.


Der er ikke andet for end at få samlet cyklen og så af sted. Aldrig har jeg pustet og stønnet så meget, det går 5 km stejlt, meget stejlt op af før en lille landsby dukker op og det flader lidt ud. Jeg kommer prustende som en anden Bjarne Gris, ungerne i landsbyen løber efter mig. Jeg har lyst til at stige af for at få vejret, men så havde ungerne først fået noget at grine af. Endelig ser jeg tanken, og ved en sidste kraftanstrengelse kommer jeg prustende der ind. De har ikke blyfri benzin, men jeg er også nærmest ligeglad. Katalysator eller ej, bare her med noget benzin.


Imedens har de tyrkiske drenge fået betlet både cigaretter og lighter fra Anette, men de gengælder venligheden ved at hente nødder og brombær i skoven til Kasper og Jane. Da jeg kommer høvlene ned af bjerget med reservedunken på styret og rødglødende bremser, ser alle ud til at have det meget sjovt. Drengene får en tur på min cykel, inden vi pakker sammen og begiver os videre til Istanbul.


Elendigt kort fra FDM.
Vi blev meget glædeligt overraskede, da der dukker en 6 sporet motorvej op, den var heller ikke på det kort, vi havde købt hos FDM over Grækenland og det vestlige Tyrkiet. Vi undrer os, om FDM har købt kortene billigt på en genbrugsstation eller lignende, men det lykkedes ikke at finde nogen dato på kortene.


Det var bare skønt at kunne slappe af og glide af sted med 110 km/t.


Ved aftentide finder vi campingpladsen, hvor vi bliver modtaget af et venligt personale, vi var de eneste campinggæster. Der er også på campingpladsen en god restaurant og en smuk udsigt over Istanbul bugten.

Istanbul


Istanbul.
Næste dag begiver vi os fulde af oplevertrang ind i hjertet af Istanbul. Der bor ca. 14 mill. mennesker i byen, men ingen kender det nøjagtige tal, for over 3000 personer kommer hertil hver eneste dag året rundt. „Emigranterne“ kommer mest fra de fattigste områder i Østtyrkiet, hvorfra også de mange gæstearbejdere kom til Danmark i de glade tressere.
Det siger næsten sig selv, at trafikken er fuldstændig kaotisk i denne metropol, hvis bykerne stammer tilbage fra oldtiden.


Generelt er trafikken for os danskere i den grad uoverskuelig, og helt galt bliver det, når der er kraftig trafik. F.eks. tager man et venstresving ved at kaste sig ud i en hasarderet venstremanøvre i blind tiltro til, at der bliver givet plads for en. Manøvren skal ikke være for vild, for så kan de gode medtrafikanter jo ikke nå væk, omvendt skal det heller ikke gå for langsomt, for så bliver der ikke givet plads og bilerne bagfra strømmer forbi på begge sider, og så er man først lost(fortabt).


Alt er et stort virvar, men alligevel er det som om, at man finder rytmen ret hurtigt og de Tyrkiske billister møvrer nok lidt rigeligt efter dansk målestok, men det går ikke for vildt og der er ikke, som f.eks. i Rumænien, så mange deciderede selvmordskandidater.
Der går nogle enkelte hovedfærdselsårer gennem Istanbul, men ellers er der kun helt smalle gader, og smalle skal virkeligt tages bogstaveligt. Jeg var mildest talt rystet efter, dybt naivt, at have forsøgt at skaffe en parkeringsplads. Enden blev, at vi parkerede lige uden for centrum og tog en taksi (det hedder Taxa på Tyrkisk) ind.

Den store bazar i Istanbul


1001 nats eventyr.
Vi har taget en del billeder af byen, men på en eller anden måde er det som om, at et billede ikke kan yde byen retfærdighed uden lyd på.


Man skal tænke sig den karakteristiske muslimske messen, sammen med lyden af en masse biler som alle dytter, og så en hav af mennesker som taler og råber i munden på hin anden, også de mange gade sælgere som står og faldbyder alt mellem himmel og jord. Der er en utrolig stemning og vi føler os lidt hensat til 1001 nats eventyr.


Vi besøgte naturligvis den gamle basar, den er et besøg værd, men der er ingen gode tilbud at hente der. Lige bortset fra guldsmykker. Ellers er det meste, der sælges, det sædvanlige turistskrammel. Det er i øvrigt let at afgøre, hvor man skal handle, det er nemlig der, hvor der er masser af lokale, som gør deres indkøb.


Vi behøvede heller ikke at købe noget der, for hele Istanbul bymidte er en veritabel sydende basar. Overalt hvor der er den mindste ledige krog har de foretagsomme indbyggere opsat boder, tehuse osv.


Det ender naturligvis med, fristes jeg til at sige, at vi fór vild, for selv med et godt bykort er Istanbul ikke nem at finde rundt i. Men det var nu en meget sjov oplevelse og vi kom rundt, hvor der ikke var andre turister og mødte den ægte tyrkiske gæstfrihed og hjælpsomhed. Endeligt kom vi på rette spor og fik indtaget den bedste kebab sandwich jeg nogensinde har smagt og begav os derefter tilbage gennem den arabiske basar, dertil hvor vi kunne praje en taxi.


Vi havde naturligvis poser med ting og sager og Kasper og Jane sad sammen i klapvognen. Taxachaufførerne kunne ikke undgå at se, at vi var turister men vi blev alligevel lidt overraskede over at prisen på taxa tilbage nu kostede det syvdobbelte af, hvad det havde gjort derhen. Men der var intet at gøre, ville vi have en taxa, var det bare at betale, ingen chauffører ville høre tale om at køre efter taxameter og den totalt kaotiske trafik umuliggjorde at gå tilbage.


Jeg kunne nu ikke lade være med at grine lidt af situationen, her fungerede markedsøkonomien til fulde og sidst på eftermiddagen var det altså sælgers marked. Og det blev naturligvis udnyttet til fulde af chaufførerne.


Altin Camping, den perfekte driverplads.
Den 9. september brød vi atter op og begav os til Edremit ved Ægæerhavet, den vestlige kyststrækning. Her fandt vi ved hjælp af ADAC´s campingführer en rigtig god campingplads, Altin Camping. Vi ligger lige ned til stranden og dog blandt skyggefulde træer, dette er et rigtigt driverparadis. Vi har også brug for nu, at få lidt ro efter et anstrengende ophold i Rumænien , hvor jeg også har måttet bruge en del tid på forretninger. Børnene trænger ikke mindst til lidt vante omgivelser og intet er så godt at lege med som vand og sand.


På campingpladsen har jeg fået mit bedste bad på hele turen, der er nemlig store og rene bruserum med ordentlige brusere og masser af varmt vand. Efter Rumænien var det bare skønt rigtigt at frådse med det varme vand og nyde de rene omgivelser (næsten rene da).

De arbejdsomme tyrkere.
Det er bemærkelsesværdigt hvor energiske tyrkerne er. Jeg personligt havde ikke specielt den opfattelse, at tyrkere er særligt interesseret i at arbejde, før vi tog herned. Men det som vi oplever her i deres eget land er en foretagsomhed, som er slående.


Alle er i sving med et eller andet fra morgen til aften. Lige fra de store flotte guldbutikker over de mange mindre forretninger og boder til de mange handlende som tjener til livets ophold ved at sælge alt mellem himmel og jord fra bakker de bærer rundt eller blot direkte fra en stak kjoler eller andet som bæres over armen.


Når det er gået så galt, som det er i Danmark med tyrkerne, må vi nok søge grunden hertil i vores egen vanvittige forsørgertrang, som tager enhver form for værdighed og selvrespekt fra folk. Og omdanner dem til utilfredse tiggerkvæg ved bistandsskrænkerne.


Der er for os ingen tvivl om, at de tyrkere vi træffer hernede, også dem som vasker biler eller fylder benzin på bilerne ved tankstationerne lever en mere værdig tilværelse end de før omtalte tiggerkvæg. De er venlige og stolte over den rolle, som de udfylder og behøver ikke at sidde på det nærmeste gadehjørne og hælde guldbajere ned for, at kunne holde sig selv ud.


Taxierne bringer nostalgien frem.
Bortset fra at taxierne gør hvad de kan for at tjene en ekstra skilling, er det en helt behagelig følelse for mig at køre i dem. Langt de fleste er nemlig den Tyrkiske version af Fiat 131. Præcis denne model var den første bil, som tjente mig i professionelt øjemed, og jeg har kørt mange tusinde kilometer i en Fiat 131 Superfiariori (Smukke blomst).


De tyrkiske taxier minder i voldsom grad om præcist denne model. Med 1,6 liters motor og to overliggende knastaksler. Så første gang jeg hoppede ind i en taxi i Tyrkiet lod jeg med et smil på læberne øjnene glide hen over instrument brættet, på urene og dvælede lidt ved reguleringen til varmeapparatet. Jo, det så alt sammen ud som i min gamle, som jeg havde tilbragt så mange timer i.


Italienerne har altid været berømte for den smukke lyd (sound), som deres biler har. Engang har jeg faktisk købt en Alfa Romeo med sounden(lyden), som det væsentligste købs argument, og jeg har kørt lange ture med vinduet nedrullet for at dyrke den smukke snerrende lyd. Men på en eller anden måde, er det lykkedes tyrkerne, at få deres Toras, som modellerne hedder på tyrkisk, til at lyde endnu bedre en det italienske forbillede. Det tjener dem til ære.

Han griner…


Gæstfri mekaniker.
De bjergrige tyrkiske veje er ret gode, og derfor fik bilen en ekstra spand kul op af bjergene. Måske fik den også lidt rigeligt at leve af, for olietemperaturen nåede op på ca. 120 grader og vandtemperaturen lige godt 100 grader. Men det er jo meget sjovt at se andre chauffører i hovedet, når man accelererer fra dem op af bjerget med 1,5 ton campingvogn bagefter.


Men åbenbart havde det været lidt for voldsomt, eller også kom regningen nu fra de elendige rumænske og bulgarske veje, for dagen efter vi var ankommet til Altin Camping lyste alarmen for for lav kølevandstand., jeg toppede op med vand.
Dagen efter var den gal igen, under en køretur, og vi holdt ind nær vores campingplads på en benzinstation.


En inspektion viste, at der var flækket en ring, som fastholder termostat og køleslange ind i et aluminiumshus, som sidder på tilgangsiden af motoren. Jeg var med det samme klar over, at vi godt kunne glemme at skaffe den ønskede reservedel i Tyrkiet. Min vurdering var, at en lidt kvik mekaniker kunne klare reparationen med lidt hjælp fra en, som kunne svejse i aluminium. Som sagt så gjort, en „motormann“ som det viste sig at hedde på tyrkisk blev tilkaldt og han kastede sig straks over opgaven. Han kom dertil i en taxi og taxichaufføren gav også en hånd med, medens taxameteret løb lystigt videre i en times tid, medens de nødvendige dele blev afmonteret.


Da mekanikeren var færdig, blev vi alle, inklusive mekanikeren, stablet ind i taxien, først blev mekanikeren sat af. Så blev børnene og Anette kørt ned til campingpladsen. Så blev jeg kørt tilbage til mekanikeren for at få instruktion på, at bilen ville være færdig dagen efter klokken 10. Så blev jeg atter kørt tilbage på campingpladsen, hvor jeg afregnede med taxichaufføren, som glad og tilfreds lovede at komme næste dag klokken 10 og hente mig.
Som lovet var taxichaufføren der næste morgen klokken 10, cirka da. Bilen var også klar efter en kort ventetid. Jeg kørte en vellykket prøvetur tilbage til mekanikerens værksted sammen med mekanikeren. Vi forsøgte at kommunikere på bedste vis, men det var lidt vanskeligt.


Kommunikationen gik dog lidt nemmere, da jeg opdagede, at han var ved at renovere en rigtig fed amerikanermotor med masser af kubiktommer. Med et imponeret ansigtsudtryk gjorde jeg tegn med hænderne – ordentlig diameter – og pegede på stemplerne, som lå på gulvet. Nu kunne vi kommunikere og jeg blev inviteret på rundtur i det lille værksted, som blev rundet af med en gang tyrkisk te. Imedens blev bilen tjekket for olie, vand osv.
Da jeg gjorde tegn til at ville betale, ville han ikke have noget for det, det var en gave til mig. Jeg slap dog af sted med, uden at såre hans stolthed, at give ham lidt for ulejligheden.

Vi elsker en rigtig Dünner kebab


Af sted igen.
Den 13. september præcist en måned efter formula 1 grand prix i Ungarn drog vi afsted igen fra vores driverparadis, Altin Camping. Hvis nogen skulle have lyst til at campere eller leje et værelse, kan vi varmt anbefale Altin Camping. Pladsen er ledet af et tysk / tyrkisk par og standarden er generel meget fin og der er hvad man kan ønske sig på pladsen, desværre sker der ikke så meget at se på lige omkring, dette var grunden til, at vi kørte sydpå igen.
Hyggelig havn i Foca.


Omkring 45 km. nord for Izmir ligger der et lille fiskerleje, Foca, som vi besluttede at opsøge. Vi kørte direkte til byen Foca, for at få noget at spise da vi p.g.a bilproblemerne var kommet lidt sent af sted.


Foca er et idyllisk og smukt sted, men ikke ukendt for den danske charterbranche. Byen har dog beholdt en stor del af sin oprindelige charme og det positive ved turismen er, at der ligger små hyggelige restauranter hele vejen rundt om havnen, som stadig fungerer som base for de mange små fiskerbåde, som hyggeligt tøffer ud og ind.


Foca er et godt bud på et rejsemål for de, som gerne rejser lidt udenfor den danske sæson og som ikke er så erfarne med at begå sig i det fremmede. For der er hvad man med rimelighed kan ønske sig i byen og den Tyrkiske gæstfrihed er en sikkerhed for, at man nok skal kunne begå sig.


Der skulle være et par campingpladser ved byen, som vi kørte hen til for at tilbringe natten. Den første vi kom til var gået neden om og hjem, sådan så det i alle tilfælde ud. Alt var forfaldet og groet til. Den næste vi kom til, var mildest talt også misligeholdt, men den ligger lige ned til vandet. Stranden og selve pladsen er med grusunderlag og der ligger
store sten hulter til bulter. Der var ingen i receptionen og der var tydeligvis lukket. Der lå dog et par telte og vi kørte derind alligevel. Et par at de camperede, vinkede os ind og der var også strøm i strømkassen, så vi besluttede at tilbringe natten der.


Tyrkerne viser overalt deres venlighed og vi har ikke været på pladsen længe før en ældre mand kommer over med en tallerken kraftigt krydret risdybbelse til brød. Jeg sidder udenfor og hygger mig sammen med Kasper til langt ud på aftenen, hvor vi fortæller historier og fodrer de mange vilde katte. Anette er gået tidligt i seng, for hun har ondt i hovedet.


Næste morgen gør vi klar til afrejse tidligt. Lige inden vi tager af sted, kommer vores „naboer“ over og for varmet vand til te, for de er løbet tør for gas (tror jeg).

En lille hund slog sig ned hos os, vi kaldte den Cesme efter byen vi var ved


James Bonds overmand.
For at komme til vores mål Cesme, som ligger på en halvø uden for Izmir, skal vi igennem byen, som har næsten 3 millioner indbyggere. Det går egentligt ganske godt, men vi får en ret speciel overraskelse undervejs.


I Danmark holder man jo sædvanligvis tilbage for busserne, det behøver jeg vist ikke nævne, at man ikke gør i Tyrkiet. I stedet kører der, i de større byer, en forfærdelig masse små busser med plads til 12-15 personer. De har den rette størrelse og kan sno sig i trafikken, jeg kan tilføje, at de absolut ingen hæmninger har når de snor og møvrer sig igennem trafikken.


Men i Izmir var der dog en, som slog alle rekorder. For at kunne tiltvinge sig plads, havde han ganske enkelt, i bedste James Bond stil, monteret store trebladede knive på en lille forlænget aksel på forhjulene. Således snoede de drabelige knive rundt sammen med hjulene, når bilen kørte og kunne tjene til skræk og advarsel når den holdt stille. Gad vide hvad færdselspolitiet siger til den anordning.

Vi fandt en helt vidunderlig campingplads, pga krigen i det der hed Jugoslavien havde vi det hele for os selv.


Politieskorte frem til campingpladsen.
Fra Izmir er der 85 km. nyanlagt motorvej til Cesme, så turen derud gik glat. Campingpladsen, V camp. ligger lidt fra Cesme i Ilica. Det var ikke helt enkelt at finde campingpladsen, der var ingen skilte, så Anette spurgte en betjent om vej. Uha nu skulle han nok hjælpe og der blev omgående tilkaldt en politibil med tre betjente. Herefter fik vi politieskorte frem til campingpladsen.


Den plads som vi har fundet, er omtalt i Politikkens „Turen går til Tyrkiet“, men er ikke nævnt i ADAC´s campingfürer. En skam for den er intet mindre end et fund, hvis paradis findes, så må der bestemt se ud som her.


Pladsen ligger for bunden af en lavvandet lagune med kridhvidt og fløjlsblødt sand. Vandet er krystalklart, og når solen skinner i det, får det denne helt karakteristiske smukke blågrønne farve, som jeg ellers troede kun eksisterede i turistbrochurerne.

Campingpladsen er en lang smuk plads med palmer langs stranden, godt jeg har taget billeder for ellers kan det ikke beskrives fyldestgørende. Desværre er campingpladsen ikke særlig velholdt, men de manglende tyske turister p.g.a. krigen i Jugoslavien har nok sat sine spor i form af manglende indtjening.


Cesmehalvøen, gold og alligevel betagende.
Cesme halvøen er helt gold og egentligt ikke særlig køn. Halvøen er rig på bakker og bjerge. På bjergene, som gennemskæres fra Izmir til Cesme af en hovedvej og en helt nybygget motorvej, gror der kun sparsom vegetation og de enkelte træer er ikke ret store. Alt er udtørret og gråt. Når området alligevel er blevet indtaget af turismen, må det skyldes de mange smukke sandstrande.


Cesme er rejsemål for masser af danske charterturister og det bærer byen tydeligt præg af. Der er de sædvanlige turistbutikker og masser af små restauranter og hovedgaden er spærret af for biler og i turismens hellige navn omdannet til et indkøbsstrøg, som frekventeres især af de mange danske turister.


De mange turister og hele cirkuset til trods er der nu meget hyggeligt og vi bliver 5 dage på vores eget lille paradis og foretager småture ud i området.

Tilfældigt danskermøde på en strand i Tyrkiet


Dansk koloni på stranden i Tyrkiet, langt hjemmefra.
En dag ruller der en dansk autocamper ind på campingpladsen, det viser sig at være et par fra Odense, som også er ude at boltre sig for statens regning på sabatorlov. De er 5 måneder undervejs.


Parret vil næste dag tilbage til en anden plads de kom fra længere syd på, for at hente post. Da vi vil forsøge at få en færge til Rhodos eller Kreta, som sejler længere nede af kysten, beslutter vi os til at følges med den anden familie til en lille by Kustur, hvor de kan anbefale en god campingplads.


Undervejs til Kustur gør vi holdt ved den smukke kyst for lige at strække benene og få skyllet halsen. Medens vi står og småsludrer nede på stranden, holder en tredje bil ind, det viser sig at være et ældre ægtepar fra Thisted, som er undervejs med deres combicamp. Det må være et særsyn. Vi har kørt over 4000 km stort set uden at møde nogle danskere og så her på en øde kyststrækning i Tyrkiet opstår næsten en mindre koloni.


Kusidasi.
Kustur er nærmest en forstad til turistmekkaet Kusidasi. Kusidasi er en gammel fisker og havneby, som har udviklet sig til et af de helt store turistcentre i Tyrkiet. Det er ikke svært at få tiden til at gå som turist i dette område, der er nemlig rigtigt meget at se på og opleve.
Selve Kusidasi er nu også en gåtur værd, ikke mindst om aftenen, men det kræver gode lårmuskler, for byen ligger op af en bjergskråning.


Den oprindelige by sætter stadig sit præg, selvom Kusidasi naturligvis, som alle andre byer med turisme, er overmalet med restauranter, barer og forretninger med gadesalg. Derfor kan man få en del tid til at gå med, at gå på opdagelse i de snævre gader og passager. Helt nede ved havnen ligger der et rigtigt lækkert hotel, som nænsomt er opstået i en gammel borg. Hotellet har et stærkt orientalsk præg og vi besluttede at nyde omgivelserne over en tår til halsen.

Vi ankom standsmæssigt til Efesos


Den antikke by Efesos.
Når det gælder oplevelser i omegnen omkring Kusidasi, så er først og fremmest Efesos et besøg værd. Efesos rummer en antik by. Også for os, som er helt uden arkæologisk viden, var det en stor oplevelse at besøge Efesos. Byen, som oprindeligt er helt fra år 1000 f.Kr., er særdeles velbevaret og meget større end vi havde ventet.


Området er naturligvis lavet om til en pengemaskine og alt koster, en ting, som dog faldt os lidt for brystet, var et skilt ved indgangen, som frejdigt proklamerede entreprisen og så en notits om, at det er gratis for tyrkere.


Vi blev allerede ved ankomsten „overfaldet“ af sælgere af alt lige fra postkort til ægte tæpper.


En mand kom hen til os, da vi havde parkeret og fortalte venligt, at vi var bedre tjent med at tage en indgang på toppen af området og så gå ned igennem i stedet. Det lød jo meget fornuftigt, han tilbød også at køre os derop. Det skulle ingenting koste. Jeg spurgte ham direkte, hvad han så forventede, vi skulle til gengæld. Det spørgsmål kunne jeg godt se, at han ikke havde ventet, men oplyste, at vi da var velkomne til at besøge hans tæppeforretning. Det havde vi nu ikke så meget lyst til, men vi takkede ham for den information som han havde givet og tog i stedet en hestevogn derop.


Når man slentrer ind gennem den antikke by og ser gaderne i marmor og de snorlige gader med mange intakte søjler samt de mange bygninger, ser man næsten romerne for sig, gående omkring i hvide togaer. Hestevogne belæsset med varer til de over 200.000 indbyggere, som Efesos havde i den Romerske periode, da den var en prægtig hovedstad i provinsen Asia. På det tidspunkt havde byen også en driftig havn, hvor skibe fra det meste af verdenen lagde til med handelsvarer og slaver til den blomstrende by.


Midt i byen ligger teatret, som den dag i dag er så velbevaret, at det stadig bruges til koncerter. Teatret er selv efter vores målestok enormt og har siddeplads til 24.000 personer og der er en højdeforskel på 30 meter fra scenen til de øverste pladser. Det tog dog ikke Kasper og Jane lang tid, inden de rendte rundt helt oppe langs de øverste pladser, til stor skræk for både Anette og jeg. Medens vi sad og nød bygningsværket, forsøgte vi at forestille os de vilde gladiator kampe og de stakkels kristne, som kæmpede for deres liv foran løverne.


På vejen derfra ser man de sørgelige rester af et af oldtidens syv vidundere, Artemis templet. Det tog i sin tid 100 år at opføre, hvorefter en galning brændte det ned til grunden. Herefter stod det igen klart i alt sin pragt og kulteri efter endnu 100 års byggeri i år 250 f.Kr. I dag ser man kun sørgelige murrester på den tørre og afsvedne jord.


Fra Kusidasi til Marmaris, der kørte en brik.
Den 22. september forlod vi Kusidasi og begav os mod Marmaris for at få en færge over til Rhodos.


Turen giver nogle næsten dramatiske naturoplevelser, ikke fordi naturen som helhed er særlig smuk. Men der er momenter, hvor den golde natur afveksles med åndeløs smukke oplevelser.


Umiddelbart efter afrejsen ved byen Söke ligger der, spredt ud over markerne rester, af en af antikkens byer. En nærmere undersøgelse viser, at det må være resterne af et stort markedscentrum. Det vi kan se er en masse rester fra søjlerne, som ligger spredt overalt over et stort område. Desuden er der her og der tydelige ruinrester af broer og bygninger.
Herefter er vejen god, går over en ret jævn slette og vi skyder en god fart. Senere rejser bjergene sig. Bjergene er her meget golde og totalt afsvedne efter en lang og tør sommer. En overgang er det som om bjergene består af stakke af kæmpe store klippestykker, som er fejet sammen, af en overnaturlig hånd.


I dette område ser vi også bygningsruiner, især falder en stor gammel og relativ intakt bro i øjnene. Der er også andre end os, som har bemærket seværdigheden for en mindre samling souvinirsælgere står klar med forskelligt bras, som kun turister forblændet af den voldsomme natur kan finde på at købe.


Vi kører lang tid gennem de golde bjerge uden at se et eneste hus. Der er kun sparsomme træer i området, som tydeligvis ofte hærges af brande.


Med et slag ændres naturen. Bjergene bliver grønne og mere runde i formerne og vi får den smukkeste udsigt ud over Ægæerhavet og kysten.


Herefter går det meget stejlt ned af med snævre serpentinersving. Vi er klar over, at vi skal være på vagt, for lastbilchaufførerne, som ellers ikke går af vejen for at tage en chance, kører langsomt ned i første gear. Efter endnu en bjergkæde når vi endelig Marmaris, hvor vi kører direkte ned på Tyrkish Maritime Line´s kontor for at booke færge.


Det kurdiske problem.
Der findes en engelsk sproget avis i Tyrkiet, Turkish Daily news. Det er meget rart som besøgende at kunne holde sig lidt orienteret om, hvad der foregår i landet. En af de ting, som man naturligvis lægger mærke til, er problemerne med kurderne.
Den kurdiske opstand bliver opfattet som teorisme og bekæmpet med de midler der sædvanligvis sættes ind mod teorisme. Hvem der har ret, skal jeg ikke blande mig i, hertil er min viden om problemerne for begrænset.


Vi oplever problemerne ved talrige politikontroller og sågar enkelte trafikkontroller udført af svært bevæbnet militær. Vi bliver nu kun i ringe grad, som turister, direkte generet at kontrollerne, da vi som oftest bare bliver vinket igennem. Ligeledes er det ikke muligt at rejse i det østlige Tyrkiet på grund af de direkte kamphandlinger, som foregår i dette område.


Som turist er det naturligvis betryggende med de mange kontroller, når vi nu ved, at kurderne tidligere er gået direkte efter turister for at ramme Tyrkiets store turistindtægter.
Det er nu tankevækkende at militæret farer frem på den måde som det sker. Jeg kunne også læse i avisen, at en general udtalte, at nu var teorismen snart nedkæmpet. Det virker jo utroligt, med min historiske viden, kan jeg ikke huske at nogen civiliseret stat nogensinde har kunnet nedkæmpe en sådan opstand uden decideret at udslette oprørerne.
Man kan heller ikke lade være med at spørge sig selv, hvad Tyrkiet vil med disse golde ørkesløse bjerge i det ludfattige „Kurdistan“. Der findes ingen industri og kommerciel udnyttelse af jorden lader sig kun vanskeligt gøre.


Jeg tror kun Tyrkiet kan nå en løsning på længere sigt gennem fredelige midler og forhandlinger. Lad os håbe, at det snart sker.

Der er ikke mange tommer at give af på færgen til Rhodos
Kone og børn ud af bilen inden jeg kørte om bord med rystende hænder


Slut med gæstfriheden i Marmaris.
Vi har overalt i Tyrkiet og i det hele taget på vores rejse mødt venlighed og gæstfrihed i lange baner, men på havnen i Marmaris hørte det op for en stund.
Jeg vil tro vi i Marmaris købte den dyreste færge billet til dato. Vi måtte slippe ca. 2000 kr. for de 2 timers sejllads fra Marmaris til Rhodos.


Men der var ingen vej udenom, vi havde besluttet, at vi ville sejle over til Grækenland også selvom rygterne om den dyre færge var løbet lidt i forvejen. Jeg gad simpelthen ikke slæbe campingvognen den lange vej nord om igen, desuden er Rhodos og sejlturen i sig selv også en oplevelse.


Efter at have indløst billet på havnekontoret fredag sidst på eftermiddagen stillede vi op i færgeriområdet med campingvognen. Vi var enige om, at det letteste ville være at blive der til næste morgen, hvor færgen gik.


Men en sur vagtmand dukkede op og forlangte penge for at vi kunne vente på færgen der. Jeg var ikke lige i humør til diskussion efter en anstrengende tur og mente i øvrigt også at have betalt nok for turen. Så han fik en tur for lus og lopper, herefter luffede han også af igen.


Men åbenbart kun for at samle kræfter, for efter en lille stund kom han tilbage og kundgjorde, at vi ikke måtte parkere der.


Jeg er udmærket klar over, at et par dollars kunne have klaret situationen, men nu var jeg altså ikke i humør til forhandling, så jeg bad ham kort og godt forsvinde og forlangte at tale med havnedirektøren.


Enden på legen blev efter diskussion med havnedirektøren og lodsen (hvad de så end ragede ham), at vi fik anvist et hjørne af havnen, hvor der sad en vagtmand og der også var taxi holdeplads.


Finish stoneface.
Efter denne oplevelse kørte vi ud for at få lidt at spise. Der er mange finnere i Marmaris, så for det ikke skulle være løgn, skulle vi efter oplevelsen på havnen også gå og se på deres sure pokeransigter. Af en eller anden grund går alle finnere rundt og ser ud som om ingenting rager dem noget som helst, indtil de kommer i sauna eller får hældt noget kølervæske på, så er det halleluja hvor er det hele sjovt.


Vi kom heldigvis i kløerne på en flok rigtigt muntre tjenere og fik også en god middag.


Tyrkiske supersælgere.
Jeg har i tidens løb haft ansvaret for adskillige messedeltagelse og har tænkt meget over, hvordan sælgerne på standen skulle trække folk til. Nu ved jeg det, hvis jeg nogensinde skal deltage på en messe, hvor det er vigtigt at få et bredt publikum trukket ind på standen. Så skal alle sælgerne på kursus i Tyrkiet. Her skal de i en uge hjælpe tjenerne med at skaffe folk ind på restauranterne.


De bedste af de tyrkiske tjenere kan dette til fuldkommenhed. Der står ofte 2 eller 3 mand ude på fortovet. Ikke som sløve danske sælgere, som ville have stået med ryggen til publikum med hænderne dybt begravet i lommerne under en velvoksen bodegamuskel. Nej, tyrkerne står ganske vist og småsludrer, men ikke den mindste bevægelse i 100 meters omkreds undgår deres blik.


Når „ofret“, som gerne er et par, så kommer hen til dem, nærmer de sig udefra vejsiden hen mod „ofret“ og slår ud med armen for at pege på menuskiltet. Genialt „ofret“ er nu fanget mellem tjeneren og menuskiltet og blikket ledes vilkårligt mod skiltet og tilbage på tjeneren og dialogen er i gang.


Skulle „ofret“ undslippe denne første manøvre, er der opstillet et mindre menuskilt på en klapfod i begge yderhjørner af restauranten ud mod fortovet. Her følger tjeneren „ofret“ som forgæves forsøger at undslippe og han peger vilkårligt på menuskiltet hvorved „ofret“ stoppes endnu en gang.


Jo, de kan deres kram og det bedste ved at sidde og iagttage dem er, at de ikke føler det som et nederlag når en undslipper, nej de venter bare på den næste eller den næste eller ….


Til Rhodos.
Lørdag den 23. september kl. 8 ruller vi op foran porten til færgen. Der kommer den ene busfuld rejsende efter den anden, som skal med som gående passagerer (det tror da pokker). Så da en lille uanselig færge ligger til, bemærker vi den næsten ikke, for der kan vi umuligt være. I stedet spejder vi efter en større færge, sådan en rigtig færge i mindst storebæltfærgeklasse. Den opmærksomme læser har måske allerede gættet, hvad der skal ske, men vi mærkede intet uråd, da vi blev vinket frem.


Den lille færge lå ret fremme og jeg spejdede efter en broklap hvor den større færge skulle ligge til. Jeg kørte frem og drejede lidt for bedre at være i position, når den rigtige færge kom. Matrosen som styrede det hele stoppede os. Herefter blev den eneste anden bil, som skulle med, vinket frem. Jeg var mildest talt chokeret, da han blev vinket ombord på den lille, jeg vil næsten sige motorbåd og kunne ikke i min vildeste fantasi se, hvordan vi også skulle kunne være der.


Besætningen mente dog, vi kunne klemme os ombord. Færgen var så lille, at den lå en meters penge under kaj kanten og slidsken var ca. 2 meter, så det gik stejlt ned af. En sådan passage er ikke muligt med en 7 meter lang campingvogn efter bilen. Det blev besætningen først overbevist om, da campingvognen hvilede på den bagerste del af chassiset. Så gik himmel og jord i bevægelse og der blev udlagt brædder, som blev understøttet med diverse klodser.


Nu er det ikke helt så nemt at manøvrere med en campingvogn, men det lykkedes alligevel at passere på de 20 cm. smalle brædder og komme helskindet ombord. Mens det hele stod på, tænkte jeg hvad i himlens navn der ville ske, hvis jeg røg af og strøg i havnen.
Nå, ombord kom jeg og et amerikansk rejseselskab af ældre personer brød ud i spontan jubel og stod og klappede. Jeg havde egentlig regnet med at få udleveret et Camels Trofæ ur efter denne præstation, men besætningen var temmelig upåvirkede af situationen. Det var jo heller ikke deres campingvogn.


Det var en dejlig sejltur til Rhodos og det gik noget nemmere, da vi skulle af igen.

Den lidt tørre og rå natur på Rhodos


Faliraki Camping.
På Rhodos fandt vi en god campingplads i byen Faliraki ca. 15. km syd for Rhodos by. En god placering for udflugter til Rhodos by og øen.


Camping pladsen er veludstyret med særdeles flotte sanitærbygninger, swimming pool og supermarked, men den er lidt dyr.


Vi var naturligvis ivrige efter at besøge den gamle by i Rhodos by og kørte derind allerede den første dag.


Rhodos by.
Rhodos by er en af de byer i hele Grækenland som besøges af flest turister. Men det er nu ikke noget problem, for langt de fleste samles på ganske få steder. Derfor kan man masser af steder uforstyrret nyde byens stemning.


Den nye og den gamle by er adskilt af en velbevaret middelalderlig borgmur. Den gamle by er et stort skatkammer af tårne, moskéer, middelalderlige kirker, slotte og flotte bygninger.
Vi var så heldige, så at sige, at komme ind af bagdøren modsat den gamle havn, hvorfra de fleste besøgende kommer. Dette forhold sammen med vor tidlige ankomst gjorde, at vi rigtigt kunne gå at nyde atmosfæren uden at blive forstyret af alt for mange turister.
Når man kommer ind hvor vi gjorde, kommer man til nogle helt små gader, flere er højest 2 meter brede så al biltrafik er udelukket.


Man kan se, at de smalle gader tidligere har været i to etager, idet de tidligere etageadskillelser stadig er velbevarede, kun træplankerne er nu fjernet for at lyset kan nå ned.


Vi var først meget imponerede over den fred og ro som herskede i de smukke gader, men naturligvis nåede vi snart frem til turisteriet. De fleste besøger kun den nordlige del af den gamle by, hvor gaderne er bredere og hvor de fleste attraktioner ligger. I dette område er der temmelig meget trængsel.


Stormesternes palads er den helt store attraktion sammen med den oprindelige og velbevarede riddergade, som herfra fører til den gamle havn.


Stormesternes palads er opført i middelalderen af korsridderne af Johanniterordenen. Det var i sin tid en stenrig orden og det var særdeles eftertragtet at blive medlem her.
Johanniterordenen opstod i det 11. århundrede i Jerusalem og må ikke forveksles med tempelridderne, som var en anden og rivaliserende orden.


Det oprindelige formål med ordenen var at beskytte de fattige og syge, uddanne læger og sidst men ikke mindst at føre krig mod de vantro.


For at blive optaget i den militære og mest fornemme del af ordenen, hvorfra stormestrene også blev valgt, måtte man kunne dokumentere at være af adeligt blod i fire generationer på såvel mødrene som fædrene side.


Det var så attraktivt at være medlem af denne aristokratiske fremmedlegion, at drengebørn allerede ved fødslen blev indskrevet med en stor medgift, som kom til udbetaling ved optagelsen.


Efterhånden overskyggede griskhed, magtbegær og indbyrdes rivalisering mellem ordenerne det oprindelige formål.


Stormesternes palads blev efter tyrkernes invasion af byen brugt som hestestald og dets endeligt kom i attenhundredetallet hvor et ammunitionsdepot eksploderede og jævnede det hele med jorden.


Rhodos var frem til anden verdenskrig „besat“ af Italien. Mussolini lod i trediverne slottet genopføre, for at bruge det til sommerresidens. Dog ikke helt uden, at diktatorens hang til det svulstige har indsmuglet sig i arkitekturen. Efter sigende skulle det udvendige af bygningen dog næsten være ført tilbage til den oprindelige form.
Den prægtige riddergade, som fører fra stormesternes palads til havnen, er som blæst for Coca Cola skilte og badedyr. Og godt for det, for det er en stor oplevelse at gå ned af den helt intakte (naturligvis fup restaureret) smukke gade gennem de 8 sprogkvarterer som den oprindelige Johanniter orden bestod af.


Rhodos rundt.
Vi kørte en rundtur på Rhodos for at se om vi kunne finde en enkelt eller to spændende afkroge. Lad mig sige det med det samme, hele kyststrækningen er overalt, undtagen på en kort strækning på den sydlige del af øen, i den grad overrendt af turister. Og hvor turisterne ikke er, ligger deres efterladenskaber i form af madpapir, flasker og anden skrammel og flyder i naturen.


Langs hele østkysten ligger hotellerne tæt og flere hundrede ufærdige grimme huse, pensionater og hoteller fylder det resterende rum ud.


Nu er det muligt, at vi er blevet lidt kræsne efter den utroligt smukke natur i Rumænien, men jeg tror nu alligevel forfatteren Wilbur Smith, som så lidenskabeligt kan beskrive den afrikanske natur, ville udtrykke sig nogenlunde således, vis han fik lejligheden:
„Turismen har i den grad voldtaget og misbrugt denne ø. Den jomfruelige jord er besudlet med en djævelsk sæd, grådighedens sæd. Alt er opædt, misbrugt og smidt væk. Lokalbefolkningen har glædeligt været med til at drikke deres eget blod, og nu er de i gang med deres eget hjerteblod.“


Hvis der ikke omgående kommer kontrol over turismens grådige udnyttelse af øen, vil turismen om få år smide Rhodos væk som en brugt klud og kaste sig over nye rejsemål. Kun de dovneste og sløve turister vil besøge øen for at ligge og solbade dagen lang for så natten igennem at drikke uhæmmet på de mange ucharmerende diskoteker og barer langs de kunstige havnepromenader.


Jeg har lånt en svensk rejsebog over Rhodos som er 20 år gammel, det er med et smil på læberne, at man i denne bog kan læse om de mange hyggelige traditionelle landsbyer som er et besøg værd.


„Turisten kan över alt på ön finna en litan by där han kan övernatta och även om det bliver något mindre bekvämt än på hotellet kommer han i stället i nära kontakt med invånarne och deres seder och bruk“ skriver den svenske rejsefører. Behøver jeg at kommentere det?
Det er synd, for selv om Rhodos ikke har den smukkeste natur i verdenen, er der mange ualmindeligt smukke steder på øen.


Hvis man så af og til mødte andre turister ville det være o.k, men på Rhodos møder man ikke en enkelt bil eller scooter. I stedet møder man på de mest eftertragtede steder som f. eks. Lindos i tusindvis. Turistbusserne er linet op i lange rækker og folk går omkring som myrer i en lang række.


Der er ganske enkelt ikke den mindste flække, som de utallige turarrangører ikke har i sit katalog. Det er helt ude af proportioner.

Kasper og jeg kravlede op på en klippe ved Akropolis, med den smukkeste udstigt


Athen og Akropolis.
Athen er smukkest der hvor man farer vild lover en informationsbrochure som det græske turistministerium har lavet. Jeg skal hilse at sige at det i så fald er let at finde det smukke Athen, for skiltningen er i den grad elendig. Athen er muligvis den by i hele Europa som har de værste trafikproblemer. Hele Athen er et virvar af køer, kaos, røg og os, og desværre er der ikke som i så mange andre storbyer et veludbygget undergrundsnet og i det hele taget er det tydeligt at den kollektive trafik ikke får særlig høj prioritet.


Byen er til gengæld let at tilgive for overalt venter spændende oplevelser.
Vi fandt en campingplads meget tæt på centrum, Athen camping. Lige overfor campingpladsen er der holdeplads for de nedslidte busser, som er den eneste reelle mulighed for at komme helskinnet ind byen og ud igen.


Som alle andre turister skulle vi naturligvis ind og opleve Akropolis, som vistnok betyder byen på toppen, eller noget i den retning. Akropolis er den oprindelige by og det moderne Athen er opstået omkring det. Man kan kun komme op til Akropolis ved at gå den lange vej op af bjerget og godt for det for, turen derop er meget betagende.


Lige inden man kommer helt op til Akropolis er der en klippe som Kasper og jeg kravlede op på. Herfra er der en fantastisk smuk udsigt ud over den travleste nordlige del af byen. Når man står der på klippen har man en sælsom fornemmelse. det er som om man er midt i den travle og forjagede storby med 3,5 mill. indbyggere, men man hører ingen larm overhovedet, kun lidt fuglekvider og naturligvis – Kasper – .


Udsigten fra Akropolis er nu også helt fantastisk, man har en 360 graders panoramaudsigt over hele Athen, Pireus og det bagvedliggende hav med de mange fragtskibe som ligger på reden og venter på nye ordrer eller havneplads.


Historisk er Akropolis et særsyn, området er 270 x 156 meter og det er tvivlsomt om der i hele verdenen overhovedet er en område hvor der er fundet så mange mesterstykker af arkitektur og kunst i samme koncentration. Denne oprindelige ideelle kombination af politiske og sociale forhold som kun varede en enkelt generation var i den grad produktiv og mundede ud i den ultimative kreation Akropolis. Det er tankevækkende at dette opstod et halvt århundrede før Kristi fødsel. Dengang i Danmark, løb nogle halvvilde uorganiseret omkring, og kradsede lidt myrer op af jorden når der rigtigt var gang i den. Det er måske en overdrivelse men vi taler om et tidspunkt mellem Bronze- og jernalderen og det ypperligste vi kunne præstere på den kulturelle side var solvognen, Egtvedpigen og hornede hjelme.
Smid Grækenland ud af EU.


I vores tid er der ellers ikke så meget grækerne kan være stolte af ud over den smukke natur, det gode klima og strandene naturligvis.


Egentligt kan man jo undre sig over hvorfor Grækenland overhovedet er med i EU, de kan jo stort set ikke præstere andet end at være et storslået turistland.


I de mange år efterhånden Grækenland har været med i EU er pumpet milliarder af ECU ned i det forarmede land, og hvad har det så gavnet kan man med rette spørge sig selv. Jo vist grækerne har da fået en lidt højere levestandard, men det er i høj grad lånte fjer. Landet kan ikke på et eneste punkt leve op til de krav som er aftalt i forbindelse med EMUén. Renten, inflationen, arbejdsløsheden, statsgælden osv., alt sammen er ude af kontrol. Og landet tøffer stadigt videre i sikker forvisning om at EU nok skal holde dem ovenvande.
Personligt bliver jeg også vred når vi ser folk som er nødt til at tigge for at opretholde til livets gang. Det burde ikke være nødvendigt i et EU land.


En anden ting som er slående for os som er vant til en vis grad er orden er den mangel på organisation som den Græske færdsel er præget af. En dag kom vi kørende af en alm. vej og pludseligt helt uden varsel var der et kæmpe hul som vi røg i med både for og baghjul, med det resultat et vi fik flænget fordækket. Den slags hører ikke hjemme i et EU land. Normalt ville noget sådant som et minimum da være nødrepareret eller afmærket. Men måske skal årsagen til den manglende afmærkning søges i Grækernes tilsyneladende skræk for skilte. Især i Byerne er afmærkningen katastrofal dårlig, faktisk den dårligste afmærkning vi har oplevet på hele turen, Bulgarien måske undtaget. Og dette er en kilde til evig irritation, da man kører rundt på må og få alt for ofte. Faktisk har det vist sig at den eneste måde at finde rundt i byerne er at køre efter kompasretningen, og i øvrigt følge trafikken.


Egentligt burde man spørge sig selv om det ikke var bedre for EU at få Tyrkiet, som er ved at blive en betydelig magt i Europersien, med i stedet for Grækenland. Det ville også kunne dæmme effektivt op for den muslimske fundamentalisme som truer fra syd.


Alle veje fører til Omonia.
I Athen fører alle veje til Omonia, en stor rundkørsel midt i byen som medens vi var der var under restaurering. Herfra udgår veje i alle retninger. Hvis man går ned gennem den store gade Athinas kommer man til Akropolis, men hvad vigtigere er de mange hyggelige krogede gader for foden af Akropolis. Hvis man har behov for at handle friskt kød eller fisk ind ligger der et stort marked på halvvejen mellem Akropolis og Omonia, der kan man kan købe alt friskt fra fad.


Athinas vrimler med liv og et hav af små butikker, iøjnefaldende er især de mange små isenkræmmere som fører alt fra søm og skruer til store svejseapparater.


Parallelt hermed går en mere eksklusiv gade, Eolou. Her ligger flere smukke og gamle bygninger og forretningerne er dyre og eksklusive med marmor og guldbelagte håndtag.
Fælles for begge gader er at de ender i det herlige gamle kvarter for foden af Akropolis. Her lykkedes det os faktisk at finde masser af helt små og smalle stræder og passager hvor vi, stort set uforstyrret og uden larm og mylder kunne slentre rundt og rigtigt nyde den dejlige atmosfære.


Generelt er det vores oplevelse at man let kan undgå de store turiststrømme, bare ved at finde lidt væk fra de lidt større gader, hvor folk næsten går på nakken af hinanden. Her lidt udenfor de store strømme kan man også finde en lille hyggelig taverna.
Selvom vi nu er nået til Oktober måned er vejret stadigt pragtfuldt, ikke for varmt og alligevel til T-shirt og shorts. Vejret er helt ideelt til at komme lidt omkring i, og selv de totalt overfyldte busser i Athen er til at holde ud.


Astoria palace hotel.
For en del år siden var jeg nogle gange i Athen på forretningsrejse, dengang boede vi på det fine hotel Astoria palace som ligger ca. 10 km. syd for Athen helt ned til vandet på et stort vidunderligt aflukket område.


Dengang havde vi et hårdt program men fik alligevel tid til lidt hygge ind i mellem. Jeg mindes middage bl.a. med ambassadøren, desforuden i samme restaurant som blev gæstet af ministerpræsident Papandreou. Det var dengang da det stadigt var en stor forsmædelse at han førte sig frem sammen med sin storbarmede veninde som i sammenligning med han jo kun var et stort barn.


Jeg mindes også den smukke strand som hører til hotellet og den herlige terrasse restaurant. De laver desuden en fantastisk club sandwich, som efter alle kunstens regler serveres med sølvbestik og en lille sølvskål med ekstra majonæse. Sådan en oplevelse skal man naturligvis ikke fornægte sig selv.


Derfor blev vi enige om en dag at se om hotellet og restauranten fortsat eksisterede og kørte der ud. Det gør det og alt ser fuldstændigt ud som dengang. En dag, forhåbentligt i nær fremtid, når jeg bliver rig flyver jeg derned med Anette uden børn og giver den hele armen.

Lidt ureglementeret parkering i Piræus


Pireus, en rigtig havneby.
Som gammel sømand, selvom jeg dog tidligere er blevet beskyldt for at være mere købmand en sømand, er det noget helt specielt at komme til Piræus. Piræus må være indbegrebet på en havn, besøgt af skibe og sømænd fra hele verdenen. Selvom havnen dog i de seneste år efterhånden har udviklet sig til mere at koncentrere sig om færgetrafik til de mange små og større græske øer.


Pireus har dog beholdt sit umiskendelige præg af havneby og har derudover lange smukke havnepromenader med lækre fiskerestaurenter af høj klasse. Fra de fleste restauranter er der den mest vidunderlige udsigt over havet.


Se en neger.
Et gammelt ordsprog siger at men skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det lyder sandsynligt. På vej ind til Athen, i bussen fører Kasper pludseligt armen frem og peger uden skygge af tvivl mod en meget mørk person. Far, se en neger. Pinlig tavshed. Han tog det heldigvis meget pænt men børns vane med at pege uhæmmet kan godt være en anelse pinlig når vi kører med bus.


Ellers er det svært for både Kasper og Jane at få lov til at gå i fred, alle vegne kommer der en eller anden og vil tage dem op eller mindst stryge Jane over håret. Janes hår er efterhånden blevet helt lyst men alligevel med et meget svagt skær af kobber så hun er særdeles yndig. Kasper er blevet ret brun og håret er også blevet noget lysere, og med hans hurtige bevægelser og lille væsen er han heller ikke til at stå for.


Både Kasper og Jane hader, at de hele tiden bliver jagtet, det er der vel ikke noget at sige til.
Det er mærkeligt for selvom der faktisk er næsten en hel måned tilbage inden vi er hjemme fra vi forlader Athen er det alligevel som om at hjemrejsen begynder i Athen.
Vestkysten af Peloponnesien.


Peloponnesien er den halvø som ser ud som et uhyre og som udgør en stor del af Grækenland.


Peloponnesien er adskilt fra hovedlandet med en helt fantastisk kunstig kanal. Kanalen som blev gravet, og sprængt i slutningen af sidste århundrede er et fantastisk syn. Skrænterne går lodret ned, sikkert omkring 50 meter ned og er hugget ud af den bare klippe, det må have været et hestearbejde på den tid.


Peloponnesien rummer en perlerække af arkæologiske fund, faktisk så mange at Anette nu har proklameret at hun altså ikke gider at se flere udgravninger og søjler.


Olympia, hvor de første Olympiske lege fandt sted i oldtiden skulle vi naturligvis se.
Peloponnesien er langt mere frodigt end hvad vi tidligere har set på disse breddegrader, selv efter en lang og tør sommer er der ganske grønt og mange farvestrålende blomster langs hele nord og vestkysten.

Jane giver far baghjul på det olympiske stadion


Olympia.
Området er ganske stort, vi kom til Olympia en oktoberdag i bagende hede, hvor der ikke var en vind der rørte sig. Gad vide hvor varmt der kan blive der om sommeren? Det var immervæk ikke varmere end at vi kunne holde det ud og børnene og jeg tog en runde på den olympiske bane.


Mange ting er velbevarede, med det bærer naturligvis præg af at Grækenland ligger i et seismisk aktivt område med hyppige jordskælv. I det 5. århundrede var der et uhyrligt jordskælv og en del af området blev dækket af et jordskred. Alt er i dag igen blevet afdækket.


Den oprindelige tanke og realitet ved de olympiske lege er egentligt ret smuk. Alle var amatører og der var fred i hele landet under disse lege, hvilket også stort set blev overholdt. Men dengang som nu sneg der sig professionalisme og store penge ind i den smukke tanke. Og til sidst var de olympiske lege faktisk kun med 100 % professionelle, nøjagtigt som det er ved at gå med vor tids olympiske lege.

Fri camping


Fri camping.
Egentligt er det ikke tilladt at campere i det fri i Grækenland, det overholdes imidlertid overhovedet ikke. Overalt ligger folk, især med autocampere, langs stranden og ved de små hyggelige havne.


Vi besluttede også at forsøge denne form for primitiv camping i Grækenland og fandt et prægtigt sted helt nede ved en bred lavvandet strand.


Stort set overalt i Grækenland er der ferskvand ved strandene, som man kan bruge til at vaske sig i, så det er ikke noget problem at opholde sig flere dage på stranden med en moderne campingvogn.


Et problem er dog myg som det er overalt i Grækenland, undtagen på de mindre øér og i byerne (de kan ikke lide smog). Nogle steder er der så mange og store myg at det ikke er muligt at gå uden for forteltet efter mørkets frembrud. En gang var jeg ude for at blive, ja overfaldet af hundrede vis af store myg. I løbet af få sekunder sad de over hele kroppen, og det gjorde faktisk ondt. Dagen efter var det helt tydeligt med mange store og mindre myggestik over alt.


Heldigvis kan vi holde dem ude af forteltet og campingvognen får en omgang insektspray inden sengetid. Og i Tyrkiet lærte vi et godt tricks nemlig at lave et bål af grankogler udenfor, det er et påfaldende effektivt middel til at holde de plagsomme insekter væk med. Og det virker lang tid efter bålet er gået ud.


Selv om jeg må indrømme at vi til sidst fik komfortdillerium i Østeuropa, så er det alligevel med til at sætte nogle ting i det rette perspektiv når man prøver at leve på denne simple måde på stranden. Ting vi er vant til at opfatte som en selvfølge er der bare ikke her. Varmt vand, vand i det hele taget, strøm osv. osv. Til gengæld får vi denne overordentlige naturoplevelse, hvor vi er meget afhængige af naturens luner.


Bjergettappe fra Vest- til Østpeloponnesien
Den 11. oktober besluttede vi at kravle tværs over det bjergrige Peloponnesien midt på halvøen. Bjergene når næsten 3000 meters højde. Turen viste sig ikke at være så anstrengende som først antaget, men varieret og meget smuk.
Bjergene på den vestlige del er frodige, det er ikke som normalt at køre i bjerge på disse breddegrader, hvor alt normalt er goldt og gråt. Der er sågar store frugtplantager i de flade sletteagtige dale.


Lige før Tripoli ved en idyllisk bjerglandsby gjorde vi holdt for af jeg kunne vise min kogekunst og lave frokost. Vi kunne her nyde frokosten med den skønneste udsigt man kan tænke sig over bjergene.


Som nævnt var turen ikke så strabadserende som frygtet, da der ikke er så mange hårnålesving, til gengæld er vejen visse steder meget smal. faktisk kun et spor. Vi kom I en lille landsby også i kambolage med en turistbus. Men efterhånden er der ikke noget der kan afskrække os og vi kom også forbi, hvordan tror jeg ikke der var nogen af de mange tilskuere der fattede, men forbi alligevel.


Lige efter Tripoli mødte vi en omfangsrig sigøjnerlejr, ikke noget sted på hele turen har vi set så mange og usoignerede sigøjnere som her, men mere om det senere.


Efter sigøjnerlejren ændrede bjergene fuldstændigt karakter og blev helt golde, barske og brutale at se på. På denne stækning ned til Østkysten, er der helt ny vej. Den er høvlet igennem landskabet totalt uden respekt for den dramatisk flotte natur. Flere steder er der brutalt gravet igennem det yderste af bjerget uden at gøre sig nogle tanker om fremtidig erosion og udseende. Med det resultat at landskabet i den grad er skæmmet, det ser ud som om et overnaturligt væsen har hærget og ødelagt på sin vej. Naturen har taget en lille hævn ved erosion og der ved at slippe store klippestykker ned over vejen.

Kæmpe Sigøjnerlejr


Bjergene holder skyerne tilbage.
Beklageligvis førte vores anstrengelser over de store bjerge os kun til et trist og overskyet vejr på østkysten af Peloponnesien.


Selv om østkysten ser kendeligt mere barsk og gold ud, som om der kun falder lidt regn, betyder vejret netop medens vi var der, at der er høj solskin på vestkysten og tykke skyer på østkysten. Fænomenet som gør dette må være de meget høje bjergkæder som løber fra nord til syd. Dette kombineret med en konstant østenvind gør, som det nogen gange sker med den nordlige del af Danmark og de Norske fjelde, at skyerne simpelt hen bliver holdt tilbage af de høje bjerge.

Fri camping i Grækenland


Snørkleri i smukke Leonidio.
Det var for køligt til at blive på Østkysten så vi besluttede at køre syd om halvøen og tage endnu en bjergetape fra den idylliske landsby Leonidio over Sparti til Kalamata.


Inden det kom så vidt overnattede vi uden for en taverna et stykke nede af østkysten.
Leonidio er den smukkeste idyl man næsten kan tænke sig. Og vi oplevede endeligt at komme ordentligt på afstand af de mange turister som hjemsøger Grækenland. På denne del af turen mødte vi den græske gæstfrihed og venlighed som rejsebrochurerne taler så meget om men som i virkeligheden er vanskelig at finde. Man forstår selvfølgelig godt af grækerne er lidt trætte af de mange turister en gang imellem, men her var det heldigvis ikke noget problem.


Jeg er også ganske sikker på at der ikke kommer mange forbi her med en 7 meter lang campingvogn på slæb, for man skal virkelig have alle antenner ude og kante sig igennem den gamle by. Gaderne er ganske enkelt kun et spor og meget snørklede. Der er ingen vej uden om byen.


Godt vi efterhånden er hærdede og rutinerede til den slags øvelser. Man møder med usvigelig sikkerhed altid en bus eller en lastbil og så skal skohornet frem for at kante sig forbi. Så sker der altid det at en masse hjælpsomme mennesker og ofte også en betjent eller to strømmer til og vil hjælpe.


I sådanne situationer er der kun en sikker ting at gøre og det er at lade Anette diagere. Alle andre kan så vinke og reagere, hvis Anette råber stop så stopper jeg om så paven selv står og vinker frem. Det har flere eksempler vist er det eneste sikre, og sådan bliver det, også selv om en enkelt betjent eller to er blevet trådt lidt over stoltheden.

Der er ikke megen plads at give af


Til Leonidio.
Fra Leonidio går det bare op og op og op til passet i næsten 2000 meters højde. Vejen er smal og der er meget stejlt ned, desuden er der ikke autoværn ret mange steder. Der er skarpe hårnålesving. For første gang i lang tid mødte vi et ægte første gears bjerg. Nogle steder var der så stejlt at vi lavede hjulspind hvis vi kom til at stoppe op og jeg var faktisk lidt nervøs for at miste vejgrebet.


Selv om en del af turen krævede ganske meget opmærksomhed er det et meget betagende stykke. Det bliver hurtigt grønt igen og vejen her er lavet på en tid hvor man har skænket det æstetiske mere end én tanke for vejen er smukt indpasset i naturen omen det kræver lidt mere af chaufføren, er det efter min mening en god prioritering.


På turen kommer man også igennem flere herlige bjerglandsbyer de fleste med de karakteristiske velproportionerede tove i midtbyen, hvor byens ældre samler sig og får en sludder. Der er to bjergpas på turen og på det første pas faldt temperaturen til tænderklaprende 10 grader (vi var i shorts og T-shirts). I den flade smukke dal mellem bjergene og op af det andet bjergpas er der masser af appelsinplantager. Vi fik plukket en del appelsiner, som hvilket jeg ikke forstår, ikke er helt modne endnu (i oktober?) men efter sigende skulle de modne også efter plukning. Vi får at se.
Over en hvis højde, når temperaturen falder, havde træerne iklædt sig smukke efterårsfarver. Noget man ellers ikke ser så langt sydpå, hvor træerne oftest er i vækst året rundt.


Sigøjnerne.
Egentligt havde vi naturligvis ventet at møde masser af sigøjnerne i Rumænien og Bulgarien men faktisk har vi ikke på noget sted på turen mødt så mange sigøjnere som her i Grækenland.


Den værste lejr, ja undskyld mit diskriminerende sprog, men det er svært at se noget positivt ved disse væsener, oplevede vi ved Tripoli. Der lå i dusinvis af usle telte ud over markerne. Jeg kunne, min umiddelbare forargelse til trods, ikke lade være med at tænke på vores eget Christiania og Thylejr.


Lejren ved Tripoli var rædselsfuld, skidt og møg flød overalt og møgbeskidte børn løb omkring med deres uredte hår som strittede som hår kun kan stritte når det ikke er blevet vasket i månedsvis. Rundt omkring sad de også og pillede lus hos hinanden som en flok aber.


Jeg tror vi lige må vente lidt med de der åbne grænser i EU.


Mit fiskeheld.
Selv om Anette mener der snart burde komme en ordentlig stak fisk på bordet med det omfangsrige fiskeudstyr jeg har medbragt er det nu småt med udbyttet.


Jeg har efterhånden mistet forfang, blink og andet, nok til at åbne en hel fiskeforretning.
Det irriterer mig naturligvis for jeg mener nok normalt at have god sans for fiskeriet, hvad der går galt her på turen er ikke til at sige. Mest er det nu også stoltheden det går ud over og Anette forsømmer heller ikke at komme til at nævne det magre udbytte.
En god ting ved fiskeriet uanset om man fanger noget eller ej er dog at man hygger sig gevaldigt med det.


Sydvestpeloponnesien.
Det er svært at sige noget dårligt om den sydvestlige del af Peloponnesien. Den ene mere maleriske fiskerby ligger her efter den anden. Der er skønt og klimaet i oktober måned medens vi er der er høj solskin, enkelte skyer og 30 til 35 graders varme. Lige noget der passer os.


Methoni er perlen over perlerne, en lille fiskeridyl som er smeltet sammen med en gammel stor Frankisk borgruin. Kasper var forvisset om at det er en vikingeborg, så den gik under denne betegnelse under vores ophold i byen.


Methoni ligger som nævnt smeltet sammen med borgruinen, og for bunden af en lille bugt. Således går der en bakkerig pynt ud på den ene side og på den anden side af byen rækker den gamle delvist velbevarede borg sig ca. 300 meter ud i havet og danner en havn for de mange små og mellemstore fiskerfartøjer. Der er flade lavvandede sandstrande fra borgruinen til langt ud på pynten. Ydermere ligger byens torv og en stor legeplads lige ned til stranden så man kan faktisk ikke ønske sig det bedre.


Vi slog os ned lige op af legepladsen 20 meter fra den herlige strand. Det er nok efter Cesme i Tyrkiet den bedste plads vi har haft på hele turen. Vi nød det rigtigt og fik os rigget til med en lille bål og kogeplads i sandet. Børnene hyggede sig også gevaldigt på den store legeplads, for der er egentligt ikke mange ordentlige legepladser her i det sydlige.


Fredag den. 13.
Fredag den 13. løb der en sort kat ud foran bilen. Den dag tegnede til at blive en af dem hvor jeg skulle tage mig ganske meget i agt. Vi kom godt igennem dagen bortset fra lidt feber som dog gik i sig selv igen.


Det blev tirsdag den 17. som blev trælse tirsdag. Dagen startede ellers godt med dejligt vejr og råhygge ved strandkanten. Herefter besluttede vi os til at køre op af langs en strandstrækning for at finde et godt sted at campere i de kommende par dage.


Et sted kom vi op over nogle småbjerge men med barske serpentinersving og der var vist af ned mod en strand og et stednavn som var skrevet med kyrilliske skrifttegn. Der kørte vi ned.


Efter et skarpt sving gik det helt uden varsel meget stejlt ned til en lille bugt hvor der ligger en del fiskerbåde. Her 200 m. efter det skarpe sving endte vejen blindt ved fiskerlejet, der går en stejl skrænt ned langs den ene side af vejen og det går lodret op på anden side.
Vejen var så smal at vi ikke kunne vende med campingvognen og jeg prøvede at bakke op. Det var ikke muligt der var ganske enkelt for stejlt. Efter en kæmpe kræftanstrengelse gled koblingen og det stod ud med røg fra koblingshuset. Det behøver ikke at være nogen katastrofe for der er en meget kraftig kobling i bilen og normalt kan den igen efter lidt afkøling.


Der var ikke anden mulighed end at vende campingvognen med håndkraft, som sagt så gjort.


Når man skal vende campingvognen på en 30 graders stigning så foregår det ved at blokere det ene hjul ved at ligge en klods under det, bede en bøn og så løsne bremsen. Så drejer campingvognen fint rundt medens vi løber og råber og skubber. Det gik også her i fin stil, heldigvis da for ellers havde campingvognen været slået til pindebrænde..
Herefter blev bilen koblet for og jeg måtte rive ekstra hårdt i håndbremsen for at få den til at holde på den stejle stigning. Det hårde ryk resulterede i at kablet sprang. Nu kunne jeg ikke komme ud og koble campingvognen på så det måtte Anette klare. Det havde hun aldrig gjort før. Det klarede Anette heldigvis uden problemer og nu var vi klar til at slæbe vognen op.


Da jeg ikke havde nogen håndbremse foregik starten ved at holde højrefod delvist på bremsen og delvist på speederen og så ellers koble ud. Det er ikke let skal jeg hilse og sige for på en så stejl skrænt kræver det millimeter arbejde ellers går det enten baglæns ellers er der hjulspænd eller bilen går i stå. Vi prøvede alle tre ting inden koblingen røg helt og aldeles.


Så gled bil og campingvogn baglæns ned med kurs direkte ud over skrænten. Jeg fik vogntoget stoppet et kort øjeblik hvor jeg skreg til Anette at hun skulle smide nogle sten ind bag hjulene medens jeg bogstaveligt talt smed børnene ud af bilen. Bremserne kunne ikke holde og vi gled langsomt ned, på vej skråt ud over skrænten. Heldigvis holdt stenene efter et par forsøg og vi fik stabiliseret bil og campingvogn. Vi var begge noget tørre i munden efter den oplevelse.


Vi blev enige om at lade bilen køle lidt af og så forsøge igen. Da jeg koblede ud og ville sætte i gear lød det som man holder en håndmikser ned mod en tom plastikskål. Ikke nogen rar lyd, og der var ingen tvivl koblingen var helt væk. Den eneste tvivl som var tilbage var spørgsmålet om hvor man dog kunne få det repareret ude midt på bøhlandet.
Lige sådan for at sætte prikken over Iét så røg køleren også.


Campingpladsen helt for os selv.
Medens vi ventede på bilen var vi blevet indkvarteret på en lokal campingplads som ellers havde lukket. Så vi følte os lidt isoleret, med kartoffelmarker omkring os.
Campingpladsen Proti camping i Marathopolis, havde alle tænkelige faciliteter, basketball, tennis og en enorm swimmingpool arrangement som desværre var lukket.
Campingfatter var utrolig flink og hjælpsom. Han sørgede for at gøre sit ypperligste for at gøre vores ophold så behageligt som muligt.

Stakkels Jane måtte syes, hun klarede det tappert


Det er helt hul i hovedet.
Som om det ikke var galt nok med bilen, ikke fordi det kan sammenlignes men alligevel. Pludseligt gav Jane et vræl fra sig inde i campingvognen hvor hun legede med Kasper. Da jeg kom ind til hende var hun smurt ind i blod i hele hovedet og jeg fik et chok.
Det viste sig at hun havde slået et stort hul i hovedet.


Her stod vi ude på Lars Tyndskids overdrev, uden bil og på en lukket campingplads. Sådan noget lort tror jeg nok jeg tænkte medens jeg løb afsted med Jane i mine arme.
Heldigvis var en genbo klar over at ejeren af campingpladsen, som kan lidt engelsk, var i nærheden. Han kørte os af sted til et lægehus som lå langt derfra.
På vejen håbede jeg på at det ikke var en eller anden gammel kvaksalver som mødte os i lægehuset.


Jane tog det utroligt pænt i den lange ventetid til lægehuset og vi var urolige for om hun måske også havde fået en hjernerystelse.


Lægehuset var i rimelig stand, der gik ganske vist et par gale rundt derinde i noget der lignede en KZ fangedragt. De blev ret hurtigt kostet ud.


Der var mindst en der mindede om en læge til stede og flere hjælpere og Jane kom „på bordet“ med det samme. Der var fire, 2 damer og 2 mænd, som alle var overordentlige søde som tog sig af „operationen“. Vi stod og holdt Jane i hånden og gjorde vores bedste for at berolige hende.


I samme øjeblik hun så briksen gik hun aldeles amok og var helt panikslagen. En nylig meget ubehagelig oplevelse med en hensynsløs narkoselæge hos ørelægen blev igen bragt til erindring. Jane skreg og hylede som en gal. Det var selvsagt en ubehagelig oplevelse for os og tårerne pressede sig også på hos Anette. Kasper sad på en stol i hjørnet og suttede på tommelfingeren, han var for en gang skyld meget tavs.


Jane fik ca. 10 sting og det hele tog en time. Bagefter var hun komplet udmattet.
Vi fik udleveret en recept på noget medicin og til en indsprøjtning som vi skulle komme tilbage med dagen efter så de kunne give hende den. Hvorfor så besværligt ved jeg ikke men apoteker har jo altid været gode til at rage monopoler til sig på patienternes bekostning.

Vi sejlede på “open deck” fra Patras til Italien – så bor man i campingvognen


Til Italien.
Den 21. oktober fik vi igen bilen fra værkstedet sidst på eftermiddagen. Vi kørte til Patras for at komme med en færge til Ancona i Italien dagen efter.


På vejen derop begyndte bilen at hoste og sætte ud ind i mellem. Vi så på hinanden, nej det kan ikke være rigtigt. Det var blevet mørkt og tanken om at køre i stykker var ikke rar. Vi nåede til Patras hvor vi kørte ned på færgeområdet før jeg turde stoppe bilen.
Dagen efter gik jeg i gang med at forsøge at finde fejlen, mistanken var rettet mod startermotoren og batteriet eller laderen.


Der kom hurtigt nogle til fra en færge som kom med gode råd. Og som i vanlig sydlandsk stil begyndte nogle af dem også at „hjælpe“. Da det nær lykkedes en af „hjælperne“ at få sat 24 volt til bilen blev en del af dem holdt lidt på afstand.


Batteriet var i orden, starteren blev afmonteret og fundet i orden. Nu havde jeg svært ved at komme videre og besluttede at ringe til min ven Jan for at høre om han kunne give et godt råd. Han mente at værkstedet havde glemt at få monteret stelkabelet fra batteriet ordentligt på gearkassen, som jo havde været afmonteret.
Det viste sig at det var herfra at problemerne kom, en bagatel som kan være meget alvorlig idet elektronikken kan blive beskadiget. Så i skrivende stund på færgen til Italien sidder jeg og håber på at der ikke er mere galt.


San Marino.
Vi havde bestemt os for at vi skulle til Firenze og San Marino passede fint ind på vejen. Derfor besøgte vi verdens mindste republik lige i midten af Italien.
San Marino er et af de mest besøgte områder i Italien overhovedet, men i oktober kunne vi slentre uforstyrret omkring i de historiske gader. Selve byen ligger op af en klippe og en del gader er meget stejle.

Den kommunale campingplads i Firenze, der desværre er lukket.


Vi ville have besøgt det berømte Ferrari museum der, men kunne ikke finde det. Det passede ikke Kasper. I stedet fik en god gåtur rundt i den smukke by.
L’Italia á bellisima, og foråret i Toscana gør det ekstra smukt.
Europas smukkeste campingplads må absolut ligge i Firenze. Camping Michelangelo ligger lige ved Piazzale Michelangelo på Monte alle Croci en bakke som rejser sig op ved sydsiden af Firenze.


Der er den mest fantastiske udsigt ud over byen og den pragtfulde bymidte ligger inderfor gå afstand, desuden går der busser lige udenfor porten.


Jeg kan slet ikke beherske mig når jeg skal beskrive Toscana og især ikke når det gælder Firenze derfor regner det nok lidt med superlativer men det må du kære læser leve med. Firenze er simpelthen indbegrebet af Italien – Bella Italia.


Nå men altså vi er blevet indkvarteret på den smukke Camping Michelangelo. Vejret er fint men ikke varmt. Her til morgen var temperaturen kun 3 grader, men op af dagen når solen få magt er det som et varmt dansk forår. Og denne beskrivelse er ikke helt forkert når efteråret i Toscana skal beskrives. Bortset fra de smukke farver er det, som et forår man har gået og glædet sig til, det kribler også både her og der.


Inden vi kom til Firenze valgte vi en snørklet vej fra San Marino, op gennem bjergene i stedet for Autostradaen. Det var et godt valg for når man kommer ind i Toscana gennem bjergene åbenbarer det mest fantastiske landskab sig.


Da vi kom over passet var det ved at være sidst på eftermiddagen og solen sendte et smukt lys og fantastiske skygger nedover landskabet.


Det er som om alle farver er afstemte i afdæmpede harmoniske jordfarver, træerne, husene ja selv en enkelt pløjemark her og der passer nydeligt ind. Der er mange bakker, næsten små bjerge, der rejser sig stejlt op. På de fleste af de små bjerge ligger der de karakteristiske velproportionerede Toscanske huse og på enkelte af bjergene også et større eller mindre slot. Synsindtrykkene hamrer ind i hovedet på en, der findes ganske enkelt intet smukkere end – efterår i Toscana.


Indrømmet trafikken larmer også i Firenze, men man hører ikke larmen når man går og nyder den smukke by. Vi var den første dag (efter bilen var blevet sendt af sted med kranbil for at få nye bremser og ny køler) på slentretur i de små gader i centro. Her fandt vi en herlig restaurant hvor jeg kunne få alt godt fra havet. Børnene og Anette fik en pizza og Jane gloede på mig som jeg var en varulv, medens jeg lystigt guffede små og store blæksprutter og muslinger i mig. Kun i Italien kan man få disse pragtfulde retter fra havet med krydret lage – Frutti di mare.


Mille grazie Firenze.


Hjem igen.
Så var det altså den 26. oktober at der ikke længere var nogen vej uden om, vi måtte vende snuden mod nord. Egentligt kunne vi have brugt meget mere tid i det smukke Toscana.
Vi kørte mod det gamle Etruskeland sidst på eftermiddagen og nåede Bologne lige efter mørkets frembrud.


Bologne også kaldet den røde by for farven på husene og det politiske tilhørsforhold fik kun et lynbesøg. En appetitvækker til kommende ture. Det som vi nåede at opleve taledirekte til sjælen. Bologne har en hel speciel arkitektur med overdækkede gader eller fortorve, så de smukke huse bliver helt monumentale. Også i Bologna er det en fornøjelse at se hvor harmonisk farverne er afstemte.


Vi nød et let aftensmåltid i byen og satte derefter kursen mod nord for der var fordboldkamp i byen og så er det ikke specielt sikkert at overnatte i en campingvogn.
Vi fandt ind på en af de flotte Italienske rastepladser lige før Verona målet for næste dags afbræk i kørslen.


Verona taler som mange af de historiske Italienske byer direkte til romantikmuskelen. Midt i byen på det smukke torv ligger den gamle arena som kan rumme 20.000 personer. Bagved arenaen nød vi de mange gamle gader og bygninger og tog en lille rundtur for at slutte af med frokost på torvet lige overfor det antikke arena, en dejlig oplevelse.
Som alle andre steder i Italien parkerede vi også groft ulovligt, naturligvis ikke hvor skilte med tydeligt tegnsprog kundgør at bilen bliver slæbt bort, men bare en alm. ulovlig parkering foran et parkering forbudt skidt. Lige som Italienerne selv gør. I Italien er parkeringsbøder mere realistiske en i Danmark.

Så var der ikke mere skriftlig materiale, men vi havde en næsten problemfri hjemtur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *