På Fredericia teater er det lykkedes, at skabe fremragende forestillinger i international klasse. Ikke fordi der er de bedste fysiske rammer, men fordi der er en unik ledelse og unikke medarbejdere og så ikke mindst takket være fødekæden; musicalakademiet.
I disse dage skal byrådet tage stilling til, om Fredericia Teater skal have en livsnødvendig saltvandsindsprøjtning, i form at et ekstraordinært økonomisk tilskud. Diskussionen bølger ligeledes om musicalakademiet, en kulturel oase, skal modtage kommunale støttekroner.
For mig som ærke-borgerlig/liberal må svaret være et rungende ja, naturligvis fristes man til at sige. Dog må det påpeges, at det ser ud som om økonomistyringen er særdeles mangelfuld, men det kan man da rette op. Trin et, må være, at tilføre viden om økonomi i bestyrelsen.
Man kan argumentere for, at alle kulturtilbud burde være brugerbetalte, og det er jeg i et vist omfang enig i, om ikke andet skal der være et stort bidrag af brugerbetaling. Men vi må også se på de ikke ubetydelige fordele, såvel teateret som musicalakademiet byder Fredericia. Kulturtilbud er en mellemkommunal konkurrenceparameter og branding effekten kan kun undervurderes.
Vi skal bare huske på, at vi skal støtte kulturen ikke mursten. Skal der bygge nye kulturpaladser, bør det ske for private midler eller som OPP (Offentlige private partnerskaber).