Mange unge mistrives, og det vil jeg ikke anfægte. Hvis flere nu mistrives end da jeg var ung, må der jo være noget, vi har lavet om til det værre.
1. Karakterræs.
Vi havde karaktersystemer, karakterer var vigtige. Man kom ikke i realen (ja så gammel er jeg..), hvis karaktererne ikke var gode nok og man blev ikke erklæret egnet til gymnasiet. Langt fra alle kom i øvrigt i gymnasiet og det var bestemt godt at komme i lære.
Da jeg læste til maskinmester, var der stopprøver hvert semester.
Da jeg skulle læse afsætningsøkonomi, måtte jeg bl.a. tage et matematikkursus på A niveau med en bestemt karakter.
Så, vi havde også karakterræs, sikkert endnu værre end nu, men man skulle ikke absolut i gymnasiet eller ”have en kandidat” for at værre succesfuld og få anerkendelse.
Så ja, det er bestemt anderledes at være ung i dag, især hvis man føler sig presset ind i gymnasiet og derfor føler der er et karakterpres. Eller hvis man ender på universitetet, uden rigtigt af føle sig på rette hylde, men mere i rette selskab.
2. Klimakrise.
Vi havde også en slags klimakrise, men det var i form af isvintre og storme. Hvis man er ung frem til man er 30 oplevede jeg isvintre i 1986-87, 1985-86, 1984-85, 1981-82 og i vinteren 1978-79.
Vi havde mange storme: 1961, i 1962 hvad der tre! 1967, 1968, 1969, 1971, 1975, 1976, 1977, 1978, 1979, 1980, i 1981 var der fire storme! 1983, 1984, 1985, 1986, 1988, 1989, i 1990 var der fire og i 1991 og 1993 tre storme.
I Esbjerg hvor jeg er født oplevede jeg flere stormflode. I 1981 gik det da helt grassat. Bilerne blæste i havnen og en stormflod på 4,3 meter raserede. Det var den værste stormflod i 120 år, men ingen løb rundt og råbte klimakrise.
Så hvis vi påvirkes følelsesmæssigt af klimaet, er det nok primært selvforskyldt, som en slags massehysteri. I stedet for at forholde sig rationelt til opgaven. Også her bliver de unge mere presset, nogle mister ligefrem troen på fremtiden.
3. Krigstruslen og atomer.
Jeg er født i 1961, kun 16 år efter afslutningen på anden verdenskrig og dermed starten på den kolde krig. USA (Atlantpagten NATO) og USSR (Warszawapagten) oprustede med atommissiler og truede med at bruge dem.
Især siden Cubakrisen i 1963, hvor verden var på kanten af en altudslettende atomkrig, var vi bange.
Som der blev sunget i Bjarne J Hansens sang:
Vi voksne kan også være bange
og synge lange, lange bange sange.
De voksne var bange og det var vi børn og unge også. Først med Berlinmurens fald i 1989 kom der mere ro på.
For lige at sætte trumf på, skræmte de voksne os børn og unge fra vid og sans med deres latterlige skræk for atomkraft. Vi unge så atomer og plutonium alle steder. Der blev kørt kampagne mod atomkraft, der på mange måder minder om den kampagne, der føres for at minde os om, at klimaet forandrer sig. Vi skulle skræmmes fra vid og sans og det blev vi, og det så effektivt at det fortsat hænger ved. Til trods for 50 års teknologisk udvikling må vi fortsat ikke forske i a-kraft med offentlige midler.
Vi kunne føle os bange og pressede, og det kan nutidens unge bestemt også, men nogen stor forskel er der nok ikke.
3. Energikrise.
Der var sat en effektiv prop i mulighederne for at forsyne Danmark med fossilfri og dermed CO2 fri atomkraft. Derfor ramte oliekrisen i 1973 og igen i 1979, hvor prisen op olie blev tredoblet, som en hammer. Danmark led i forvejen, som en konsekvens af den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensens ødelæggende økonomiske politik. Vi kæmpede med inflation, et renteniveau på 15 % for boliglån, stigende arbejdsløshed og lavkonjunktur.
Også dengang herskede symbolpolitikken og den politiske populisme, vi fik bilfrie søndage og automatisk dyrtidsregulering og dermed fortsat stigende inflation. Forskellen mellem generationerne og den økonomiske uretfærdighed føltes enorm for os unge.
Alle generationer har nok tænkt de gerne ville have lettere eller bedre levevilkår, på dette område tror jeg ikke der er den store forskel mellem min generation og nutidens unge.
4. Miljø
I min ungdom var forureningen af vort miljø intensiv og vi oplevede konsekvenserne, måske husker nogle Troels Trier og Røde Mors sang: Tá på landet:
Nej, hvor er den solnedgang fantastisk.
Selve solen er som bukket i neon og skyerne som støbt i plastic.
Jeg står her og dypper syrebasserne i vandet som er tykt af gopler.
Vinden er bedøvende tung af gasserne, det gærer, så det syder og bobler.
Se solen synker over fiskerbankerne
og skinner ned på vandet
ned på flyvebådene og supertankerne
og oliekagerne i sandet.
Sangen udtrykker fint det miljøsvineri vi oplevede. Da jeg var barn, var det farligt at bade ved de dejlige badestrande i Ho Bugt ved Esbjerg. Der var badeforbud mange steder.
I Tyskland hang der store bannere ”Red skoven” langs motorvejen, det var dengang syreregnen ødelagde skoven. Som børn og unge fik vi smasket de baske realiteter lig op i hovedet.
Så faktuelt er miljøet betydeligt meget bedre nu, også selv om der kører ”plastik i havene kampagner”. Jeg mener heller ikke nutidens unge opfatter eller føler det værre end min generation gjorde.
5. Et online liv med SoMe
På mine første forretningsrejser, da jeg var først i tyverne fandtes der slet ikke mobiltelefoner, det vil nok føre for vidt at forklare hvad en telex er. Nogle unge kender nok telefaxen, der dengang så småt var ved at finde udbredelse. Så når jeg var på forretningsrejser, ringede jeg hjem til kontoret hver anden dag, ellers kunne jeg koncentrere mig om mine opgaver. Når jeg kom til en ny by, f.eks. i Tyskland, var det første jeg gjorde at kigge i telefonbogen efter kundeemner. Det gjorde jeg faktisk helt frem til Google virkeligt slog igennem.
I løbet af firserne løb jeg som så mange andre ”smarte” rundt med en mursten af en mobiltelefon, jeg tror ikke rigtigt man blev stresset af det, for så mange kunne man jo heller ikke ringe til.
På dette punkt mener jeg dagens unge virkeligt er under pres eller lader sig presse. De skal jo hele tiden være perfekte og vise sig frem. Vise hvordan de virkeligt er anderledes end andre – det individuelle sus.
Vi kunne få et helle, når vi ville. Det var bare at lukke døren, så var der fred. Dagen unge er på hele tiden og jeg tror ikke det gør dem noget godt. Måske er dette den største synder og trussel mod de unges velbefindende.
6. dating og scoremarkedet.
Jeg har aldrig været på en dating app, men jeg var ret god til at score damer, selv om jeg hverken er laber eller kunne danse. Vi tog i byen og ”klask bag i” var den gang fuldt socialt acceptabelt for pigerne havde jo også antennerne ude. Dengang flirtede vi i aftenskolen, hvis nogen kender det begreb. I toget, på arbejdspladsen, ja alle steder.
I dag er det min opfattelse, at man scorer på en app og går i byen for at drikke sig i hegnet. Flirt er stærkt begrænset og pigerne i ”ikke i markedet” undtagen når de bruger tiden på en dating app. Derfor siger det sig selv, at en berøring eller en klap bag i ikke er ønskværdigt for pigerne og det er ligefrem blevet gjort socialt uacceptabelt.
Omvendt er det jo vigtigt at ”præsentere varen” med flotte foto og en uovertruffen varebeskrivelse. Er målet en one night stand er foto vigtigst. Er jagten på en samlever gået ind, skal der sættes flueben hele vejen. Kun det perfekte er godt nok, en enkelt date der ikke falder heldigt ud medfører kontant og ubarmhjertig kassation. Ud, ikke god nok, næste.
Vi flirtede og scorede, vi prøvede at leve sammen. Min kone og jeg er så forskellige jeg tror en datingapp vil brænde sammen, vi har alligevel nu været gift i mere end 30 år og elsker hinanden højt også selv om gnister og porcelæn stadigt flyver…
Jeg takker min herre og skaber for jeg slap for dette datingapp helvede. Tænk konstant at skulle måles og vejes. Jeg forstår godt de unge føler sig pressede og måske får problemer med selvværdet.
7. forventninger.
Da jeg var ung, skulle man ikke absolut i gymnasiet og kun de færreste endte på universitetet eller med en mastergrad. Ærligt talt anede jeg ikke hvad jeg skulle være og mine forventninger var ikke særligt høje. Vi kunne låne bogen – Det kan du blive – eller hvad den nu hed, på biblioteket. Generelt tror jeg ikke vi havde så store forventninger til det liv der måtte komme.
I dag forventes det alle tager en gymnasial uddannelse og mindst en kandidatgrad på universitetet. I tillæg skal livet være fedt fra start til slut, behovsudsættelse er noget de praktiserer i andre lande. Det skal jo gå galt for vore unge, ikke mange kan leve op til de forventninger.
Summa summarum.
Mange unge har uomtvisteligt det svært, nogle mistrives. Også selv om de aldrig har haft det bedre rent økonomisk. Jeg mener årsagen til mistrivsel blandt vore unge skyldes:
Egne forventninger og krav til sig selv! Den går igen overalt – perfekthedskulturen.
De unge vil alle i gymnasiet, selv om ikke alle bør være der – på en studieforberedende institution. Nogle som SF mener det skal løses ved, at skrue ned for ambitionerne og afskaffe karakterræset. Men det er åbenlyst en forkert medicin. Det skal løses ved flere unge i stedet får en faglig uddannelse, med mulighed for senere overbygning. Derimod skal vi stille større krav til ambitioner og karakterer til dem, der hører til på gymnasiet. Der er for mange der bliver fejlcastet, det skal der rettes op på, så vil de mange få det bedre. Det samme gælder alle dem der ikke burde være på universiteterne og andre højere læreanstalter.
SoMe kulturen og dating på apps, hvor alle skal være perfekte og hvor alle kan nås 365/24/7 er ikke god for nogle. Jeg aner simpelt hen ikke, hvordan vi skal ændre på det. Men hvis vi ikke får en mere fornuftig SoMe kultur bliver det unge ved med at presse sig selv. Lykkedes vi ikke med, at ændre på dette går det noget så galt.
Med hensyn til klimadebatten, vil meget være bedre for de unge, hvis vi i stedet taler om løsninger og muligheder og skruer lidt ned for dommedagsretorikken. Uanset hvad, skal vi overkomme de vanskeligheder, der ligger foran os. Vi behøver ikke piske os med brændenælder for, at fremtidens løsninger virker. Der er masser af muligheder og om 30 år har vi så megen energi, vi ikke tænker over forbruget.
Det er bare at gå i gang, så skal alt nok blive godt 😉